"Det hele er bare så uoverskueligt," siger hun, og jeg kan se tårer glimte i hendes øjenkroge.
     Jeg skærer tænder i min kamp for ikke at rulle med øjnene. Jeg har hørt hendes klagesang så mange gange i løbet af de seneste måneder, at jeg ville kunne den udenad hvis hun ikke blev ved at finde nye emner at ynke over. Omkvædet er dog altid det samme. Og jeg kan da godt forstå hende. Det er slet ikke det. For det må fandeme da være hårdt at have en kærlig familie, fast arbejde og et interesse-netværk på størrelse med internettet. Virkelig hårdt.
     "Er der noget, jeg kan gøre for dig?" spørger jeg gennem sammenbidte tænder.
     Hun sukker dybt og ryster på hovedet. Nu kommer det. Omkvædet:
     "Jeg er bare så træt af mig selv. Føler mig ensom, til overs, nytteløs."
     Jeg nikker og forsøger at forhindre mine hænder i at knyttes. Det mislykkes, og pludselig tager Fanden ved mig. Alle frustrationerne, afmagten og raseriet over hendes evige og ligegyldige jammer spindes til handsker af stål der lægger sig omkring mine hænder og knytter dem endnu hårdere.
     "Så hold dog din forbandede kæft, kælling!" skriger jeg, presser hende mod væggen med en underarm mod hendes strube og nikker hende en skalle.
     Jeg får ikke trukket hovedet hurtigt nok tilbage, og et øjeblik sortner det for mine øjne, men jeg behøver ikke synet for at vide hvor hun er. Min højre knytnæve hamrer frem og finder sit mål lige over min venstre arm. Blodstænk rammer mit ansigt, og et skrig fylder mine ører som den skønneste musik.
     Jeg slipper hendes hals, men bliver ved at slå løs på hendes ansigt.
     Højre. "HOLD ..."
     Venstre. "KÆFT ..."
     Højre. "KÆLLING!"
     Venstre. "OG SKRID ..."
     Højre. "UD AF MIT LIV!"
     Jeg ved ikke hvor længe jeg bliver ved, men til sidst er jeg så udmattet, at jeg synker sammen på gulvet. Jeg løfter hænderne foran ansigtet og betragter blodet, der løber fra mine knoer og tegner klare, røde striber ned ad mine underarme.
     En vidunderlig ro fylder mig, men så hører jeg igen hendes stemme:
     "Det hele er bare så uoverskueligt."
     Jeg ser mig vildt omkring, og hun stirrer bebrejdende tilbage fra hver eneste splint af det knuste spejl.

       

Gravgods (53)
    (Romaner)
    (Mere end et år siden publicering)