Det store ur over glasdørene viste 11.58, da jeg passerede og trådte ind i Sydregionens store skovkuppel. Metallisk fuglesang spillede lavmælt fra højtalerne. Smalle stier ledte fra glasdørene og dybere ind i kuplen, hvor trækronerne skjulte det meste af glastaget, og den summende lyd fra udluftningskanalerne svandt hen.
     Jeg gik hen til den nærmeste bænk. En mand sad allerede og ventede på mig.
     "Goddag, Boone."
     "Jacob," hilste jeg fåmælt og satte mig. "Hvad drejer det sig om denne gang?"
     "En ung pige. Og oplysninger der kan fælde mænd højere oppe."
     "Hvilken slags oplysninger?"
     "Fortrolige oplysninger."
     Jeg skævede til ham. "Hvem er efter hende? Douga?"
     Han lo. "Douga er ved at være en olding. Jeg troede, du holdt dig opdateret med mafiaens udvikling her i regionen ..."
     "Sig det nu bare, Jacob."
     "Det er bedst, at du ikke ved for meget. Bare hold hende væk fra det offentlige øje, så skal det nok gå."
     "Selvfølgelig."
     "Godt. Og sørg for, hun træder helskindet ind i retsbygningen i morgen på slaget tolv. Så kan du få resten af din løn, og vi andre kan sove sikkert."
     "Den sædvanlige metode ved aflevering?"
     Han nikkede. "Det øjeblik hun træder over dørtærsklen, overtager retssystemet. De blå helte."
     Jeg fnøs, men fortrød. Jacob hørte selv under korpset, om end han ikke længere gik i den blå uniform. Og hvad betjentene havde af fejl og mangler skyldtes hovedsageligt den dårlige uddannelse. En uddannelse der ikke havde været opdateret synderligt siden terrortruslen mod Danmark i 2010.
     "Hvor er hun?" spurgte jeg.
     "Hun sidder i en blå Audi ude på parkeringspladsen."
     "Og bilen?"
     "De sædvanlige moderniseringer. Alle papirer er i orden, og intet burde vække mistanke på nogen måde," svarede han. "Andet du skal bruge denne gang?"
     Jeg rystede langsomt på hovedet, men ventede med at svare, da et ældre ægtepar passerede hånd i hånd. "Hvis det bliver nødvendigt, har jeg et sikkert sted at skjule pigen. Ellers nøjes vi med bilen denne gang. Nok bedst at blive på farten, hvis hun er så eftertragtet."
     "Sandsynligvis." Han sendte mig et let grin. "Du er ved at blive for gammel, Boone."
     Jeg sendte ham skælmsk smil retur og rejste mig fra bænken. "Så er vi to."
     
En lyshåret, ung betjent i civil stod lænet op ad Audi'en og røg en cigaret helt ned til filteret. Tilsyneladende forsøgte han at virke nonchalant, men fra tid til anden fór et forjaget og nervøst udtryk over hans ansigt, hvis en bil passerede langsomt forbi.
     Knægten lyste op i et let smil og skoddede cigaretten, da han fik øje på mig. Jeg nikkede let til hilsen.
     Hvis nogen stirrede på os fra bilens bagsæde, var personens ansigt skjult bag envejsglasset.
     "Nøglerne, Hr. Boone," mumlede han og var ved at tabe bilnøglerne, da han overrakte dem til mig.
     Normalt blev moderne biler udstyret med Codan High Security Systemlåse eller anden elektrisk systemlås af en billigere model, men jeg foretrak den gode gamle nøgle i nøglehullet. Ligesom dengang jeg var en ung knægt. Dagens tyve var desuden specialister i systemlåse. Det eneste, der kunne skræmme dem væk, var et nøglehul.
     Jeg skubbede mig forbi knøsen og låste mig ind i bilen. En ung pige med skrigende rødt hår så nysgerrigt op fra sin plads på bagsædet, da jeg slog bagdelen i førersædet. Polstringen svøbte sig omkring mig, som om jeg endelig var kommet hjem.
     Der var nu intet som en Audi Seltra!
     "Er du Boone?" spurgte pigen og rykkede frem i sædet, så hun kunne hvile armene på forsædernes ryglæn. Hun lavede en lille boble med sit tyggegummi, så der kom et irriterende smæld, da den sprang.
     "Det er mig."
     "Du ser nu ik' ud af noget særligt."
     Jeg satte nøglen i tændingen og tillod mig selv at nyde den stille hymne fra motoren, trods de irriterende smæld fra hendes tyggegummi. "Du ser nu heller ikke videre farlig ud."
     Hun smilede drilsk til mig i bakspejlet. Lidt af den umiddelbare uskyld i hendes ansigt forsvandt. Jeg tog mig selv i at tænke, at hun bestemt var gammel nok til at vide, hvordan man manipulerede med mænd. Men hun var også tilpas ung til, at jeg følte lidt skam over at tænke tanken til ende.
     "Hvad hedder du rigtigt?" spurgte hun og lænede sig tilbage i sædet.
     "Bare Boone. Og indtil i morgen middag hedder du Eva."
     "Det er ikke mit rigtige navn."
     Jeg satte bilen i bakgear. "Jeg vil ikke vide, hvad du hedder rigtigt. Og hvis nogen spørger efter dit navn, hedder du Eva indtil i morgen middag."
     Hun skulede til mig i bakspejlet, da jeg kørte ud fra parkeringsbåsen.
     
"Jeg er sulten"
     Jeg kastede et hurtigt blik i bakspejlet. Pigen lå mageligt henslængt på bagsædet uden at bekymre sig om sikkerhedsselen. De sidste tre timer havde hun været overvejende tavs. Hvilket i og for sig passede mig fint, mens jeg koncentrerede mig om den stigende trafik gennem byen. Eftermiddagstravlheden var begyndt.
     "Kan vi ik' køre på McD?"
     "Nej," svarede jeg.
     "Kan du i det mindste ik' åbne vinduerne? Jeg koger jo heromme."
     Jeg satte blæserne til, og et skud køligt luft fyldte bilen.
     Omme på bagsædet sukkede pigen demonstrativt.
     "Vi spiser om en time," sagde jeg lidt efter.
     Endnu et tvært plop fra en tyggegummiboble.
     Hun satte sig pludselig op og kiggede ud gennem foruden over min skulder. "Kører du bare rundt og rundt i byen?"
     "Ja."
     "Hvorfor?" spurgte hun med et løftet øjenbryn, der rejste tvivl om min fornuft.
     "Bilen er vores bedste sikkerhed lige nu."
     Endnu et plop! "For to måneder siden var de altså ved at slå mig ihjel ved at tvinge min bil af vejen."
     Jeg rynkede panden. "Er du gammel nok til kørekort?"
     "Jeg er faktisk 17," svarede hun. "Så ja! Desuden havde jeg stjålet bilen alligevel bare for at slippe væk. De prøvede på at kidnappe mig fra en Internetcafe."
     "Ved du, hvem der jagter dig?"
     Hendes blik mødte mit i bakspejlet. Et øjeblik så hun ud til at tøve, munden åbnede sig let. Så kneb hun læberne sammen og sank tilbage i sædet.
     
Audi'en trillede ind på den trange parkeringsplads ved en grill i udkanten af byen. Oprindeligt havde stedet kun bestået af en sølle pølsevogn, men den gode forretning havde betalt til en udbygning med form som en overdækket terrasse. Når vejret var dårligt, trak gæsterne inden for i pølsevognen og klumpede sig sammen bag lukkede døre i en tæt tåge af mados. Men på gode dage som denne var bordene udenfor næsten alle fyldte. Gæsterne var hovedsageligt truckere, landmænd fra gårdene nærved eller folk på gennemrejse, der blot skulle have en hurtig hotdog.
     Eva, som jeg havde valgt at kalde hende, satte sig op i sædet og rynkede på næsen. "Jeg vil altså hellere på McD!"
     Jeg valgte at ignorere hende og steg ud. Da jeg åbnede døren for hende, steg hun trevent ud af bilen og sjoskede efter mig hen til pølsevognen. Et par velkendte, skæggede ansigter nikkede til mig, da vi passerede og trådte ind gennem pølsevognens smalle dør.
     En rank og spinkel kvinde lyste op i et smil bag disken, da hun fik øje på mig. "Hej Boone! Godt at se dig igen."
     "I lige måde, Rikke," svarede jeg smilende. Eva muggede stadig, men hendes blik havde en snert af ægte nysgerrighed, da hun så sig omkring.
     "Hvem er så det?" spurgte Rikke og rakte pigen hånden.
     "Li... Eva," rettede hun hurtigt sig selv med et sideblik til mig.
     "Din kusine?" spurgte Rikke med et slet skjult blink til mig.
     Jeg nikkede kort. "Kan vi være omme bagved?"
     "Selvfølgelig. Bare smut derom."
     Jeg trak pigen med mig gennem pølsevognen og videre gennem det trange køkken, hvor jeg skubbede en dør op ud til et mindre, åbent areal bagved vognen. En himmelsk lille plet med ankel højt græs, vognen på den ene side, og buske og træer næsten hele vejen rundt på den anden side. Midt på plænen stod et rundt plasticbord og fire havestole.
     "Hvorfor kan vi ikke bare spise inde i vognen?" spurgte Eva, men så nu ikke videre utilfreds ud, da hun plantede sin trinde bagdel i en af stolene.
     "Er det her da ikke bedre?"
     Hun trak på skuldrene, og inden hun kunne nå at starte en diskussion, trådte Rikke ud fra pølsevognen med to sodavand og tilhørende glas i hænderne. Isterningerne klirrede mod glasset.
     "Nyt job?" spurgte kvinden konverserende, mens hun stillede drikkevarerne på bordet foran os.
     "Nemlig," svarede jeg og nød synet af Rikkes kønne smil. Havde jeg været ti år yngre ... Ja, der var engang, hvor jeg havde følt mig ti år yngre, og hvor Rikke og jeg havde haft noget sammen. Men hun fortjente nu bedre end en gammel soldat som mig. Hun fortjente en mand, der kunne hjælpe til og passe på hende. Ikke en som konstant kom i håndgemæng med de gæster, der kunne alle de sjofle vittigheder. Men mest af alt havde hun brug for en mand, der ikke forsvandt halvdelen af året, mens hun stod i pølsevognen og spekulerede på, om han ville komme hel hjem, og om det i så fald var i en kiste.
     "Tys tys som altid går jeg ud fra?"
     "Naturligvis." Jeg tog mig selv i at få lyst til at lægge armene omkring hendes liv, og skænkede i stedet cola op i glasset. "Hvordan går det, Rikke?"
     Hun trak let på skuldrene. "Det går da. Men det ved du jo godt ..."
     Jeg så efter kvindens veldrejede hofter, da hun forsvandt ind i vognen efter at have taget imod vores bestillinger.
     "Ved hun, hvad du laver?" spurgte Eva og nippede til sin sodavand.
     "I et vist omfang. Men ikke nok til at sætte hende i fare, og du må heller ikke fortælle hende noget om din situation."
     "Hvad så hvis hun spørger?"
     Jeg lo. "Rikke spørger ikke."
     
Aftenen var ved at falde på. Rikke havde for længst udskiftet de tomme sodavandsflasker og fjernet vores tallerkener, og jeg sad mageligt tilbagelænet i stolen og slog mave. Eva havde taget beslag på to stole, så hun kunne sidde med fødderne oppe, mens hun tog små bidder af en vaffelis. Med en næsten manisk rytme tørrede hun sig over munden med en serviet, selv om der ik var noget at tørre væk.
     Rikke havde nydt eftermiddagssolen sammen med os noget af tiden, da pølsevognen for en stund var uden gæster. Men nu begyndte aftenens stime af sultne lastbilschauffører at rykke ind, og hun var forsvundet tilbage til friturelugten og de ristede pølser.
     "Har du noget familie i nærheden?" spurgte jeg.
     Eva tørrede sig atter over munden og drejede vaflen i hånden, mens hun så efter det næste sted i isen, hvor hun skulle tage en af sine små bider. "Min bedstefar er på et plejehjem i Århus."
     "Hvad med dine forældre?"
     "De er døde. Myrdet."
     Jeg kørte eftertænksomt en hånd gennem håret. "Myrdet af de samme, som nu er efter dig?"
     "Ja."
     "Er det længe siden?"
     Hun nikkede kort. "Snart fire år siden."
     Jeg åbnede munden for at stille et nyt spørgsmål, men en pludselig indskydelse fik mig til at tie. Over for mig sad Eva og kiggede på isen, som om den pludselig havde fået en dårlig bismag. Så rejste hun sig op og smed den i skraldespanden, inden hun atter satte sig med ansigtet vendt mod mig. Indbildte pletter på fingrene blev gnubbet af med servietten, indtil huden rødmede.
     "Har du nogensinde interesseret dig for den menneskelige evolution, Boone?"
     Jeg glippede overrasket med øjnene. "The Big Bang og alt det der med, at vi stammer fra aberne?"
     Hun gjorde et let kast med hovedet, der mindede om et nik. "Jeg tænker mere på evolutionen gennem de sidste par tusind år."
     Jeg rettede mig op i stolen. "Men vi har jo stort set ikke forandret os i al den tid."
     Med et let smil så hun op og mødte mit blik. Et øjeblik følte jeg, at hun sad og morede sig over mig.
     "Den menneskelige udvikling, evolutionen, er ikke et overstået kapitel. Ligesom vi ændrer verden omkring os, forandres vi selv for at tilpasse os denne verden og de krav, den stiller til os," forklarede hun. "University of London har netop udgivet et tidsskrift, hvori de blandt andet beskriver nogle undersøgelser, der beviser, at menneskeracen som en samlet gruppe er blevet højere og har fået en længere gennemsnitlig levetid. Og de har ligeledes bevist, at vi er blevet mere modstandsdygtige på visse områder.
     I 2012 lavede man en undersøgelse i Hamburg med en større gruppe mænd, hvor man fandt ud af, at pesticider og forurening generelt havde en mærkbar effekt på mændenes sædkvalitet. Du har vel engang hørt om Baby-krakket?"
     Jeg nikkede koncentreret.
     "Nå, men det egentlig baby-krak kom jo aldrig rigtigt. Barnløsheden blev ikke nær så stor som frygtet, og det var kun til dels på grund af diverse foranstaltninger, der blev lavet fra 2015 til 2035.
     Det interessante er så, at forureningen som bekendt er steget siden. Trods reglerne på miljøområdet, har vi en støt stigning i udslip hvert år, og nye tilsætningsstoffer udvikles konstant som erstatning for dem, der bliver forbudt. Og de nye er sjældent bedre end de gamle.
     Men for nogle få år siden ... jeg tror faktisk, det var i 2124 ... testede man på ny en gruppe mænd i Hamburg. Som en slags opfølgning på den oprindelige test. Selv om forureningen er steget væsentligt, var mændenes sædkvalitet blevet forbedret. Faktisk var kvaliteten af de testede mænds sæd overraskende høj, og et nogenlunde ens resultat viste sig, da man året efter foretog den samme test på en ny gruppe mænd."
     "Så Baby-krakket var fup?"
     Hun rystede hurtigt på hovedet. "Nej. Det er evolutionen ..." Med en glød i blikket og næsten barnlig iver fortsatte hun: "Det mest interessante i tidsskriftet fra University of London er dog deres forskning om den menneskelige hjerne.
     De fleste af os har lært i skolen eller gennem medierne, at mennesket kun bruger en lille procentdel af hjernens egentlige kapacitet. Der er dele af vores hjerner, som vi faktisk aldrig bruger, men som synes at ligge i en slags dvale. Selv genier får ikke det fulde udbytte af deres hjerner, fordi det er umuligt for mennesket bevidst at aktivere de passive områder – i hvert fald så vidt vi ved!
     Men dette kan ændre sig, efterhånden som evolutionen griber ind."
     Jeg fulgte hendes talestrøm med en stigende skepsis, men hun fortsatte ubemærket af det:
     "En evolution er ved at ændre på vores hjerner ... vores hjernestamme. Nye forbindelser skabes for hver generation, der åbner muligheden for at vække de passive områder, skabe nye forbindelser mellem de to hjernehalvdele. Og bliver dette ved, vil vi opnå en ny og hidtil uset kapacitet!"
     Hun tav og så afventende på mig, som om hun havde givet mig en nøgle. Jeg kunne bare ikke finde en lås, den passede til. "Hvad har dette med dig og dine forældre at gøre?"
     "Vi er beviset," sagde hun tøvende. "Vi er evolutionen."
     "Boone!"
     Jeg spjættede forskrækket ved lyden af Rikkes klare stemme. Hun stod i døren ind til pølsevognen og viftede med en telefon. "Det er Jacob!"
     
"Ja?" spurgte jeg en anelse stakåndet.
     "Vi har et problem," sagde Jacobs stemme i telefonen. "Kan du mødes med mig nede på havnen om en time?"
     Jeg rynkede forbavset panden. "Ja."
     "Tag pigen med." Et øjebliks stilhed. "Og hold øje med halen."
     
"Hvad sker der?" spurgte Eva.
     "Vi skal mødes med en af mine gode venner på havnen."
     "Er der noget galt?"
     Jeg rystede hurtigt på hovedet. Men en sveddråbe havde taget form på min pande. Noget føltes helt forkert.
     Jeg tog farten af og svingede ned ad en smal gyde. Mørket omfavnede os. Begge sider var flankeret af høje bygninger. Audi'en trillede langsomt af sted.
     "Eva, er du godt kendt her?"
     Hun trak let på skuldrene. "Sådan da."
     "Ved du, hvor Kolos Fiskehandel ligger?"
     "Ja."
     Jeg tog en dyb indånding. "Om lidt standser jeg, og så stiger du ud. Vent til jeg er kørt herfra, og skynd dig så tilbage mod byen. Vent på mig ved Kolos."
     Hendes fingre borede sig ind i passagersædets ryglæn. "Og ... og hvis du ikke dukker op?"
     Jeg fandt et gulnet visitkort frem fra jakkelommen og rakte det til hende. "Hvis jeg ikke er tilbage senest midnat, går du om på bagsiden af butikken og ringer på. Ejeren af Kolos hedder Jens. Hvis du viser ham det kort og fortæller, hvad der er sket, vil han hjælpe dig videre."
     Hun sendte mig et forsigtigt smil i bakspejlet.
     Jeg standsede bilen. Hun steg ud og blev et øjeblik oplyst af baglygternes røde skær. Så kørte jeg videre, og hun forsvandt i mørket bag mig.
     
Jeg standsede bilen og sad helt stille et øjeblik. Små fyrre meter længere fremme, nær havnekanten, stod en enlig mand lænet op ad kølerhjelmen på sin bil. Parkeringslyset var sat til, og han var blot en skygge.
     Hvis nogen sad i bilen og ventede, holdt lyset dem skjult fra mit blik.
     Jeg blinkede med lygterne.
     Manden løftede hånden og vinkede mig hen til sig.
     Et sidste dybt åndedrag, metallet glimtede sort, da jeg tog våbnet fra handskerummet. Atten kugler i magasinet, klar til affyring. Indbygget lyddæmper der kunne holde til samtlige skud i magasinet. Lejemorderes foretrukne værktøj.
     Med våbnet i hånden satte jeg bilen i gear og trillede langsomt hen mod den ventende.
     Lidt derfra drejede jeg bilen og holdt øje med manden ud af vinduet i Audi'ens passagerside. Han løftede atter hånden til hilsen. En kuldegysning for op gennem min rygrad og vækkede alle sanser. Jeg fortsatte videre, uden for forlygternes blændende skær og standsede først, da manden blev tydelig.
     Han gik de få skridt hen til min bil. Jeg rullede vinduet i passagersiden halvvejs ned, og Jacob stak hovedet indenfor.
     "Boone."
     Jeg nikkede kort.
     "Vi har et problem." Hans blik flakkede til bagsædet. "Hvor er pigen?"
     "Et sikkert sted."
     Han sukkede tungt og kastede et blik over skulderen. Da han atter vendte ansigtet mod mig, pegede det blanke, sorte våben direkte imod ham. Han stivnede med åben mund.
     "Hvad sker der, Jacob? Hvem sidder i bilen?"
     Han lukkede øjnene på en træt og opgivende måde. Da han atter så på mig, lå der en bøn i blikket. "Mogens Sandsten."
     "Dommer Sandsten?" hvæsede jeg. "Din fucking idiot, Jacob! Er du gået i lommen på Sandsten?"
     "Han gjorde mig til afdelingsleder, for fanden! Vær dog ikke så skide hellig!"
     "Og nu vil han have noget retur?" Jeg lo hult.
     "Han vil have pigen."
     "Hvorfor?"
     "Ja, hvorfor tror du," svarede han hidsigt. "Hun kan fælde både Sandsten og mange af hans særdeles gode kollegaer."
     "Hvordan? Hvilke beviser har hun?"
     "Det er bedst, at du ik..."
     "Sig det!"
     Han løftede afværgende hænderne, da min finger strammede om aftrækkeren. "Okay. Okay! Pigen har ... evner. Det er alt, hvad jeg ved!"
     "Løgner!"
     "Helt ærligt! De har et helt drev fyldt med informationer om mennesker som hende. Hendes forældre havde noget af det samme ... For fanden, jeg er sgu ikke højt nok oppe til at få noget at vide. Sandsten har bare givet mig til opgave at finde et par stykker af dem, så de kan ordne dem, inden de bliver et rigtigt problem. Men så gik det galt med hende her, fordi hun blev arresteret for biltyveri og alt det pis ... Og lige pludselig var hun jo blevet et seriøst problem."
     "For helvede da også ..."
     "Lad Sandsten få pigen," bad Jacob. "Tag hjem, glem pigen og lad os klare det hele. Sandsten skal nok sørge for, at du får en klækkelig belønning. Nok til at gå på pension. Kom nu, Boone!"
     "Jeg er for gammel til det her job," mumlede jeg og rystede på hovedet for at klare tankerne.
     Jacob smilede, næsten kammeratligt. "Det er jo bare en dum tøs. Tag pengene."
     Jeg smilede til ham. Kunne se følelsen af sejr i hans øjne. Og bag det alle løgnene. "Jeg er for gammel til det her job ... Men jeg er for ung til at gå på pension!"
     Intet brag. Ingen skrig. Kun lugten af krudtrøg. Og Jacobs forbavsede blik, da jeg affyrede våbnet. En stivnet grimasse, der hang ved, da han faldt bagover med hjernemassen sprøjtende ud af baghovedet.
     Bilen var i gear, min fod trampede speederen i bund. Audi'en for af sted med hvinende dæk, mens skuddene haglede mod bagruden så hårdt, at det skudsikre glas begyndte at slå revner.
     Jeg bandede for mig selv og smed våbnet fra mig på passagersædet, så jeg kunne skifte gear.
     
"Ind! Nu!"
     Eva nærmest faldt ind i bilen og smækkede døren i efter sig, mens bilen atter satte i gang. Jeg var alle færdselsbetjentes drøm, da jeg pressede bilen op i femte gear med centrum som mål.
     "Hvad skete der?" spurgte hun nervøst, da hun opdagede, at hun halvvejs sad oven på et ladt våben. "Har de fundet os?"
     "Hvilken dommer dømmer den sag, du skal vidne i?"
     "Hvad?"
     "Hvilken dommer?" råbte jeg og kylede rundt med bilen i et lyskryds.
     "Sand-Sandsten," stammede hun og fumlede med sikkerhedsselen.
     "Fuck!"
     "Hvad sker der, Boone?"
     "Det er bare så skide perfekt det hele ... Det er Sandsten, der er ude på at slå dig ihjel!"
     "Åh, Gud ..."
     "Ja, noget hjælp fra ham ville være kærkomment lige nu ... Vi har fået selskab."
     Han vendte sig brat om i sædet. En mørk Mercedes kom til syne i bakspejlet, mens den hastigt halede ind på os gennem de smalle gader.
     Jeg tvang Audi'en rundt i en snæver kurve og lod dens hestekræfter komme an på en prøve, da vi kom ud på Boulevarden. Speedometeret ilede opad, og et øjeblik sakkede forfølgeren bagud.
     "Hvad gør vi?"
     "Du har to valg," svarede jeg sammenbidt. "Du kan stikke af og håbe på, at de aldrig finder dig. Jeg kan skaffe identiteter nok til at få dig til at forsvinde mindst i nogle år."
     "Eller?"
     "Eller du satser på en fremtid herhjemme, men det kræver, at du satser alt og vidner mod Sandsten." Jeg sendte hende et hurtigt blik. Pigens ansigt var kridhvidt, læberne sammenbidte. "Har du nok til at holde Sandsten og hans folk bag lås og slå resten af deres liv?"
     Hun nikkede hurtigt. "Ja."
     "Evolutionen?"
     "Ja, evolutionen ... Mig."
     Jeg huskede Jacobs ord. "Der er flere som dig. Andre. Sandsten samler på oplysninger om folk som dig og forsøger at udrydde jer en efter en, inden I udrydder ham."
     "Som han gjorde med mine forældre ..."
     Jeg svarede ikke, men bed mig i læben, da bilens bagende skøjtede ud. Gearet flyttede sig villigt for en let berøring. Motoren brølede, og vi var atter på ret kurs ned ad en smallere vej. "Du skal bestemme dig lige nu, Eva. Flugt eller vidneskranken?"
     "Jeg har ikke en chance ... Og selv hvis jeg slap væk, vil en masse andre mennesker bare dø i stedet for mig ..."
     "Bestem dig!" udbrød jeg hidsigt, da den afgørende afkørsel hastigt nærmede sig.
     "Jeg vidner," mumlede hun, næppe hørligt, men nok for mig. Dækkene hvinede, da jeg drejede til højre. Snart efter blev vejen flankeret af høje villaer på begge side. Velholdte, høje hække. Skilte der advarede om legende børn, og en maksimal hastighed på 30 km./t.
     Jeg drønede af sted med 140 km./t.
     Den mørke Mercedes halede atter ind på os.
     Den store, hvide villa nærmede sig hurtigt. Jeg pegede den ud for Eva. "I det hus er du i sikkerhed. Manden derinde er en, du kan stole på. Og han er den eneste i denne by, der kan tage sig af Sandsten og beskytte dig. Uanset hvad der sker, skal du kun sørge for at komme inden for den dør. Okay?"
     "Ja," kvækkede hun hæst og greb pludselig om min hånd, der var knyttet omkring gearstangens knop. "Jeg hedder Lisa. Lisa Marstrand."
     Jeg rystede hendes hånd af min og greb fat i spændet til hendes sikkerhedssele. Brøkdelen af et sekund senere brast bilen igennem den høje hæk ind til den hvide villa, mens bremserne sang. Med et sidste skingert vræl fik bremserne fat og bilen standsede helt. Jeg åbnede spændet og nærmest skubbede pigen ud af døren, før jeg greb mit våben og kastede mig bagefter ud gennem den åbne dør i passagersiden. Endnu et sæt hvinende bremser ringede som alarmklokker i mit hoved, og kugler slog mod bilen.
     Et sted ud af øjenkrogen så jeg Eva snuble, rejse sig op og løbe videre op mod hoveddøren. Lys blev tændt i de øvre vinduer. Nogen så skræmt ud og ilede bort fra vinduet.
     Hjertet hamrede i mit bryst. En ungdommens kilde.
     Jeg greb om våbnet med begge hænder, rejste mig op og affyrede en kort serie imod Mercedesen. To mænd besvarede mine skud. Et øjeblik glemte de alt om pigen.
     Som en manisk bøn affyrede jeg resten af skuddene i magasinet sammen med alle bandeordene i min indre ordbog. Mindst et skud ramte. Jeg dukkede mig hurtigt bag bilen igen og åbnede handskerummet. Et øjeblik fumlede jeg panikslagent rundt. Så fik fingrene kontakt med de to ekstra magasiner, og jeg skiftede det tomme ud.
     Bag mig råbte en mand op. Jeg så mig hurtigt over skulderen. Pigen forsvandt ind gennem hoveddøren. En velkendt, middelaldrende mand vinkede til mig, men ordene forsvandt i lyden af bragende skud, da forfølgeren endelig valgte at skrotte den nedslidte lyddæmper.
     Manden dukkede sig instinktivt og kastede sig i sikkerhed inden døre, selv om skuddene var rettet mod mig.
     Adrenalinet suste i mine ører, da jeg rejste mig op og rettede våbnet mod den anden bil. En mand blev oplyst af gadelygterne, halvvejs gemt bag bilen. Skuddene rungede, våbnets rekyl slog imod mine hænder og fik det til at rykke i mine arme.
     Bag Mercedesen lød der et brøl. Ren vrede. Flere skud udveksledes. Et øjeblik følte jeg et snert af triumf, da en kugle ramte klokkerent midt i mandens pandeskal.
     Så stivnede jeg overrasket.
     En pludselig smerte fór gennem mit bryst. Først blot et jag. Derefter en overdøvende smerte, der fyldte mit synsfelt med hvide prikker.
     Ved Mercedesen støttede en lyshåret, ung mand sig til bildøren. Blodet havde farvet hans ene arm mørkerødt i skæret fra lygterne. I den modsatte, strakte arm holdt han sit våben højt hævet.
     Jeg misundte ham hans ungdom.
     Så bragede endnu et skud.

       

Livet ender med en drøm (...
    (Romaner)
    (151 dage siden publicering)