Ikke bare leg
   Jeg ved ikke hvilken klasse jeg gik i, men det var højst 3. klasse. Jeg gik i SFO efter skole, og jeg husker denne situation som dybt ydmygende, pinlig og dum, selvom den slet ikke er det. Måske virker den sådan, fordi det var der, når jeg tænker tilbage, jeg fandt ud af, at jeg ikke var som de andre. Og det er ikke fordi, jeg tror jeg er noget specielt, for det er jeg ikke, jeg kunne bare ikke fungere i sociale sammenhænge, jeg var bange for at fejle, bange for at være svag.
   Vi legede tik, som vi kalder det her i Sønderjylland. Nogle kalder det også Tag-fat. Det var omkring bålstedet, hvor der er en lang bænk, der går i en firkant hele vejen rundt om bålstedet. Det var helle, når man stod på bænken, og tikkeren skulle så få fat i en af de andre, når de ikke stod på bænken. Jeg var den, men jeg ville ikke fejle, jeg ville ikke være svag, så jeg ville ikke løbe efter en, som nåede op på bænken, inden jeg fik fat i ham eller hende. Så ville jeg ikke være god nok, så jeg gik og lod som om, jeg ikke ville tage nogen, og efterhånden blev de andre børn mere uforsigtige og lod sig blive længere og længere nede. Til sidst løb jeg efter den nærmeste, men jeg fangede ham ikke. Jeg var flov. Jeg kunne ikke fange nogen, jeg kunne ingenting, jeg var en fiasko!
   Til sidst fik jeg fat i et barn, men stadig den dag i dag, mere end ti år efter, husker jeg fiaskofølelsen. Jeg var så bange for, at jeg ikke var god nok, at jeg fejlede, når jeg ikke fik fat i et barn med det samme.
   Jeg husker ikke ret meget godt fra barndommen. I hvert fald ikke fra skolen. Det er som om, alt det gode er blevet erstattet af alt det dårlige. Jeg ved vi kørte på cykler, men jeg husker ikke, at jeg havde det sjovt med dem og de andre, jeg husker kun, når jeg stod alene og ikke vidste, hvem jeg skulle lege med, eller hvad jeg skulle lave for ikke at blive for sårbar. Jeg ville ikke virke som en, der var skrøbelig, jeg ville være stærk! Jeg var det bare ikke, jeg var svag...