Præsten Søren og hans familie
Året er 1914. Pastor Søren Bach boede med sin familie nær Ringkøbing tæt ved havet. Her boede de i en dejlig stor præstegård, som lå tæt op af den hvidkalkede kirke. Ikke langt fra kirken lå kirkegården. Her var en skøn udsigt over havet og de bare klitter.
Søren var sognepræst, og havde en stor og trofast menighed. Han selv var en høj og rank mand med et lille overskæg. Han styrede hele sin menighed med fast hånd. Alle havde dyb respekt for Søren. Faktisk var de lidt bange for ham når han stod på prædikestolen om søndagen, og forbandede diverse synder ud over den tæt befolket kirkesal. Der var altid fyldt op på alle bænke når han havde gudstjeneste.
Han og hans familie var dybt internmissionske. Næsten dagligt tog han ud til familier eller enlige i hans sogn og prædikede guds ord for dem. Ingen var i tvivl om hvad de måtte og ikke måtte. Alle fulgte biblen, og Sørens ord prompte. De var da heller ikke i tvivl om hvad der var forbudt. Dans, musik, hor, spiritus og kortspil var simpelthen bandlyst, og de værste synder man kunne foretage sig. For at komme i himmelen skulle man simpelthen følge Sørens og Guds ord. Det var "nøglen" der op til.
I præstegården kom der dagligt mange mennesker. De kom i forskellig ærinder. På bestemte tider af året, holdt Søren konfirmationsundervisning om eftermiddagen. Dette foregik i en stue i præstegården. Alle der skulle giftes, døbes eller begraves kom ligeledes til præstegården, hvor der var en speciel stue til de besøgende. Stuepigen serverede altid kaffe og en bestemt slags småkager, som pastorinden Olga selv bagte. Hun deltog ellers ikke i den daglige husførelse. Dette havde hun unge piger og kogekone til. Hun satte stor ære i selv at lave disse småkager, og blev da også kendt over hele egnen. Men hun gav ikke opskriften fra sig. Selv husets kogekone Maren fik ikke denne.
En gang om ugen blev der holdt bibeltime i præstegården. Her kom altid mange mennesker fra hele egnen. Søren prædikede for dem, mens stuepigen serverede kaffe og de berømte småkager. Hvis pastorinden en sjælden gang var syg, overlod hun bagværket til kogekonen. Men så blev det ikke de sædvanlige småkager. Den opskrift holdt Olga stadig tæt ind til kroppen. I stedet blev der bagt kringle eller en almindelig sandkage. Hjemmebag var der altid.
Mens Søren prædikede sad kvinderne med deres håndarbejde. De fleste mænd dampede på deres pibe. Lokalet blev hurtigt varmt og tilrøget. Søren prædikede videre og var helt opslugt af sine egne ord. Olga deltog næsten altid i disse bibeltimer, men hun blandede sig aldrig. Hun sad og kniplede på sit kniplingsværk mens hun lyttede som om det var første gang, hun hørte Sørens ord. Hun må have været en meget overbærende dame, denne Olga.
Op til præstegården var der en stor frodig have med mange frugttræer og frugtbuske. Om sommeren var der de skønneste stauder og stokroser som voksede op af muren på den dejlige hvidkalkede præstegård. Stien der førte op til hovedtrappen var grusbelagt, og mundede ud i en stor gårdsplads. Man kunne altid høre når der kom fremmede. Stenene gav genlyd fra gæsternes trin eller hestevognenes hjul.
Næsten midt i græsplænen foran huset stod en hvidmalet flagstang. Flaget blev hejst ved alle kirkelige handlinger, eller hvis nogen fejrede noget i sognet. Der var næsten altid en grund til at hejse flaget som så stod majestætisk, og overskuede det smukke landskab, med de smukke rød-hvide farver. Man vidste altid når flaget var oppe, var der noget at fejre eller sørge over. Hvad det var der blev flaget for, var ofte daglig samtaleemne i det lille samfund.
Når flaget skulle ned om aftenen før solnedgang, var det altid Søren som tog sig af dette. Han satte stor ære og respekt for denne opgave, da flaget for ham var helligt. Det var altid begge døtrene Tove og Gudrun, som skulle hjælpe ham med dette. Bagefter skulle det lægges sirligt sammen, og måtte selvfølgelig ikke ramme jorden.
Døtrene hadede begge denne flagmission. Det betød nemlig at de skulle være hjemme til flagnedtagning hver aften. Samtidig havde Søren hånd i hanke over sine to døtre, som han forgudede.
Om morgenen var det også Søren selv der hejste flaget. Her fik han dog som regel en af de unge piger til at hjælpe sig. De stod jo alligevel tidligt op for få morgenmaden klar til præstefamilien havde fået øjne. De spiste den i havestuen om sommeren og i den opvarmede spisestue om vinteren.
Til at passe den store have havde de gartneren Niels, som ikke boede langt derfra. Han levede og åndede for denne have. Der var ikke en græskant, som ikke var lige. Roserne havde aldrig set lus. Selvom han ikke fik nogen særlig høj løn for sit arbejde, var han dog ganske godt tilfreds. Han fik sin daglige mad og megen ros af alle i omegnen for den flotte og velholdte have. Dette var for ham løn i sig selv.
Men han kunne ikke forsørge sin familie med den løn som han tjente i præstegården. Familien bestod af hans kone og to små piger på to og fire år. For at få dagligdagen til at fungere, måtte hans kone tage forskellige rengøringsjob på de store nærtliggende herregårde, eller hun vaskede og rullede tøj for andre. Der var trods alt fire maver, der skulle mættes. Tøj skulle de også have. Selvom Nielses kone var dygtig til at sy, skulle der penge til stof. Det var ikke alt hun kunne sy om af gamle klæder. Men hun klagede sig aldrig, og var ganske godt tilfreds med tilværelsen. Niels og hans kone havde fået status på egnen, grundet hans flidsomme arbejde i præstegården.