Novellen "Håb" er forhistorien til denne roman.
     Man siger at fortiden altid vil komme tilbage og hjemsøge en. Jeg troede, at jeg havde gjort op med mine genfærd ...
     Jeg tog åbenbart fejl.
     Af en eller anden grund havde jeg vel en idé om, at sådanne kampe foregik i drømme. Lidt som man ser det på film, hvor folk vågner svedige og stakåndede op i en seng, mens lagen og dyne er gennemblødt og forvredet, og hovedpuden ligger i den anden ende af soveværelset.
     Men sådan var det ikke ... ikke i mit tilfælde i hvert fald. Det var heller ikke synet af den døde skoledreng. Jeg er politimand, så sådan noget ser man engang i mellem, selvom det aldrig er noget, man bliver vant til at se. Jeg har selv børn nu, så hver gang jeg ser et dødt barn eller et barn, nogen har gjort fortræd, så fyldes jeg med en isnende fornemmelse af håbløshed og nytteløshed. Men isen forsvinder altid og bliver erstattet af en vrede og harme over, at nogen kan gøre et barn fortræd.
     Godt nok var denne dreng seksten år gammel, men det forandre ikke det faktum, at han burde have haft hele sit liv foran sig. Han burde ikke ligge kold og farveløs på patologens hårde metalbord, mens det indføres i journalen, at det var en "unaturlig død".
     Havde det ikke været det, så var sagen ikke endt på mit bord. Var den ikke endt på mit bord, så var mine dæmoner ikke kommet tilbage for at give mig en omgang mere. Men var de ikke det, så var jeg heller ikke stødt på en højst forunderlig side af mennesket. En side jeg ind til nu aldrig har set eller hørt om ... ikke i den udstrækning i hvert fald.

       

Legen De Kaldte Hævn (9)
    (Romaner)
    (Mere end et år siden publicering)