Finder en sang på computeren med høj bas og med masser energi – for det er det jeg har. Inderst inde – eller er det yderst ude?
     Sidder og vrikker med tæerne, fordi jeg ikke kan tillade mig at rejse mig op i sofaen og hoppe og gå amok, som jeg i virkeligheden har rigtig meget lyst til.
     Hver eneste aften har jeg lyst til at cykle ud i byen og drikke en masse øl med mennesker jeg holder af og kan lide at være sammen med, og have det sjovt med. Men det kan jeg heller ikke tillade mig, for det er hverdag, og normen er, at man skal gå i seng klokken 23, og stå op klokken 7. Hvad er det for et liv jeg lever? Jeg har i hvert fald lyst til at lave helt andre ting end de ting jeg virkelig går og laver. Jeg går på gymnasiet og lærer ting som jeg slet ikke har brug for – som jeg aldrig kommer til at se igen ude i virkeligheden.
     Egentlig vil jeg bare tilbage. Tilbage til sidste år, hvor alt var så svært, men alligevel så godt og fantastisk dejligt. Tilbage til de mennesker jeg virkelig holder af. Tilbage til det sted hvor jeg virkelig elsker at være. Og tilbage til at sove i telt i en uge. Drikke øl, høre musik, feste. Som en afslutning på det fantastiske år. Det bedste år i mit liv.
     Det er jo kun dé mennesker der forstår hvordan jeg virkelig har det. Jeg lyder så opmærksomhedskrævende. Men jeg mener det. Mine forældre og mine brødre forstår det jo slet ikke. Dem der ikke har været samme sted som jeg forstår det jo ikke. Heller ikke selvom de tror de gør. Jeg bliver ved med at forsøge at banke ind i hovedet på dem, at de ikke ved hvordan det er.
     Jeg er rastløs hver aften. Så pokkers træt, men samtidig så rastløs. Energisk. Det er nok også fordi jeg vil glemme mørket fra efteråret. Og mig der plejede at elske efterår og vinter, og hade forår, og have det okay med sommer. Det forandrede sig også sidste år. Jeg forandrede mig, folk forandrede sig, alt forandrede sig. Alle mulige ting gik op for en. Få mig da tilbage, for helvede.
     Det er først når man er væk fra det fantastiske, at man indser hvor fantastisk det er. Det er først når jeg er væk fra det fantastiske, at jeg indser hvor fantastisk det er. Jeg kan jo ikke tale for alle andre – selvom jeg sommetider gerne ville kunne det.

       

Vil du? (2)
    (Digte)
    (Mere end et år siden publicering)