Forfatterens bemærkninger: Følgende er dele af et Fyldepenne-dagbogsindlæg fra 24. okt. 2008, som en venlig forfatter herinde, syntes skulle lægges ud som essay, da det handler om det at skrive. Naturligvis blev jeg smigret og gjorde som han forslog:
* * *"Officielt (altså i mit eget hoved) skriver jeg på en længere roman, der p.t. krøller og gør knuder, så for ikke at blive alt for inaktiv og frustreret, skriver jeg på nogle noveller sideløbende, og så kommenterer jeg ret meget herinde, fordi det inspirerer mig og det er sjovt (forhåbentligt også for de, der får mine tanker på deres tekster).
- Men jeg har lagt mærke til noget sjovt. Når jeg starter på en historie, føles det som jeg blæser liv i små lerfigurer og pludselig eksisterer der virkelig en lille 4-årig pige ved navn Maja, hendes mor Karin og tossehovedet Danny, som er kæreste med moderen.
- Fiktive figurer naturligvis, men i mit hoved meget virkelige. Så virkelige, at mødte jeg Karin og lille Maja på gaden ville jeg sikkert kunne genkende dem.
Mon ikke mange forfattere herinde kender til det? (alternativt må jeg vel hellere tale med min læge...)
Jeg går ud fra at persongalleriet i ens tekster afspejler (til dels) ens indre. Og måske har personerne træk, man kan genkende hos sig selv? Både skurkene og heltene. Det kunne en psykiater sikkert få meget skægt ud af, med alle mine monstre.
Nå, men det jeg egentligt ville frem til, her på morgenkvisten, er at jeg altid er lidt forsigtig, når jeg starter en historie, fordi jeg føler et pudsigt ansvar for de personer jeg skriver om, og roder jeg dem ud i et eller andet væmmeligt (og det sker som regel i mine tekster), er det også mit ansvar at redde dem ud igen (med mindre de bliver ædt af en øgle undervejs, naturligvis). Men jeg når altså at skabe et underligt afhængighedsforhold til mine lerfigurer.
Tit læser jeg en tekst herinde, som lægger sig til hvile i mit sind og som jævnligt vender tilbage. De tekster og de personer, jeg her møder er tit lige så levende for mig, som folk jeg møder IRL. Det er egentligt underligt, men er vel meget naturligt. Måske...
P.t. følger jeg med interesse en påbegyndt roman om en ung dronning og hendes kamp for at beholde tronen og sit rige. I mine øjne har den dronning virkelig kød og blod. Forfatteren blæste liv i sin lerfigur og nu tror jeg også på hende.
- En anden historie, der desværre ikke er skrevet på længe, handler om en kvinde der bliver brændt på bålet. Forfatteren skrev så levende om den heksebrænding, at pigens skrig i mine ører stadig sidder fast. I går fx læste jeg en pragtfuld erindringstekst om et skrivebord og selv om historien foregår for en hel del år siden, var jeg selv med på det plejehjem, hvor en stor del af historien foregår og følte at jeg stod ved siden af fortælleren og var med, da han til slut stod i sin have og ordnede det bord, som var historiens omdrejningspunkt.
- Det er god fiktion! Og hver dag arbejder jeg på selv at puste liv i leret, så andre en dag måske vil få samme oplevelse med mine tekster.
- Så pas på hvad du skaber - dine figurer får liv og luft i lungerne. Og hvem ved? Måske lever de videre i et parallelt univers med alle de detaljer du har givet dem.
– Og det var måske en idé til en historie? – hvis den da ikke allerede er skrevet."
