Kvinderne går på den smalle klippesti. Deres rygge er ranke, deres pander oprejste under de tunge blikspande fyldt med vand. Deres nøgne fødder finder hurtigt og sikkert det næste fodfæste. Lægmuskler spændes og slappes. Kvinderne bærer kangaer i klare farver bundet over brystet. Skuldre og lægge er nøgne og den mørke hud glinser snart af sved og dråber fra spanden, der ved den mindste uforsigtige bevægelse skvulper over. Et spædbarn vugges i søvn på ryggen. Et andet vågner og drejes om, så den søgende mund kan finde brystvorten.
     Kvinderne synger, de næsten danser afsted på stien. Skuldre, bækken og ben bevæger sig i hurtig rytmisk takt til sangen. Ryggene ranke, panderne rejste. Luften er fyldt med latter og øjnene er glade og levende. Pole pole, lyder det ind imellem, når stien skråner.
     Nu nærmer de sig landsbyen, sangen stilner af og forstummer så helt. Læberne lukker for smilene og øjnene slås ned, men panderne er stadig oprejste under byrden. Mændene skal ikke have del i deres hemmelighed; sangen.

       

Min by (1)
    (Digte)
    (288 dage siden publicering)