Aria drejede ned ad stien der førte mod klosterruinerne. Ruinerne var det sted hun altid søgte hen, når hun havde brug for at være alene eller tænke over noget. Her kom stort set aldrig andre end hende. Sikkert fordi kun få vidste stedes eksisterede. Det var længe siden bygningerne havde været i brug. Naturen havde for længst krævet sit tilbage. Snerler snoede sig op ad de engang så stærke vægge, mos, græs og bregner dækkede de engang så plane gulve. Kun få buer var tilbage af det himmelstræbende, hvælvede loft, i stedet strakte stolte træer nu deres grene ind over ruinerne og dannede, efter Arias mening, det smukkeste tag man kunne ønske sig. Når lyset atter brød gennem trækronerne efter regnen. Og fik de gamle murbrokker til at glitre som ædelstene, havde hun svært ved at forestille sig, at stedet nogensinde kunne have været smukkere. Det havde været på sådan en dag hun havde set hende for første gang, englen.
     
Aria huskede det som var det i går. Hun var kommet ned ad stien, nøjagtig som nu. Hun havde fornemmet tilstedeværelsen af et andet væsen, endnu før hun nåede lysningen. Usikker på hvad der ventede hende var hun standset op. Lugten af blod, samt en ukendt men bestemt ikke ubehagelig duft, havde nået hendes næsebor. Det der ventede i lysningen var bestemt ikke et menneske. Og så afgjort heller ikke en af hendes slags.
     Hun havde været klar over faren ved at fortsætte. Men nysgerrigheden havde alligevel drevet hende frem.
     
Og der sad hun så, helt ubevægelig. Som en statue af det fineste marmor. Hendes lange, blonde hår glitrede, som tråde spundet af det pureste guld. Aria havde haft svært ved at forestille sig hvordan en skabning så fin og skrøbelig skulle kunne være farlig. Men alligevel havde hun været forsigtig, måske var englen ikke alene.
     Pludselig drejede englen hovedet og fik øje på hende. Aria gjorde sig klar til at flygte, eller om nødvendigt tage kampen op. Men til hendes overraskelse rørte englen sig ikke. I stedet begyndte tårerne at løbe fra hendes klare blå øjne. Først nu bemærkede Aria at hendes ene vinge hang underligt. Langsomt, mistroisk og på vagt nærmede hun sig englen.
     Hun prøvede at rejse sig, men faldt om. Aria kunne nu se hvor lugten af blod stammede fra. Hele den side af englen der vendte væk fra Aria, var sølet i blod.
     Aria stod overfor sin rases ærkefjende. Hun vidste hvad hun burde gøre. Englen vidste det også. Hun bad ikke om nåde, forsøgte på ingen måde at undslippe sin skæbne. Kun nogle få klarer tårer viste hendes angst.
     Men Aria havde ikke kunne bringe det over sit hjerte at dræbe hende. Hun retfærdiggjorde det med at englen jo ikke udgjorde nogen fare.
     
Det viste sig at englen talte hendes sprog. Hun var kommet til jorden for at handle med menneskerne, i sin menneskelige skikkelse naturligvis. Desværre var en ombord på skibet blevet grådig. Da hun havde forsøgt at forhindre ham i at overtage kontrollen, var hun blevet slemt såret. Og nu var hun fanget på jorden indtil næste handelsskib kom forbi.
     Aria kunne ikke få sig selv til at overlade hende til døden, i stedet havde hun taget sig af hende.
     Det første stykke tid var deres forhold præget af gensidig mistro og fordomme. Men langsomt var det gået op for dem at det var alt hvad det var, fordomme.
     Efterhånden var deres forhold blevet varmere.
     
Aria standsede op og strøg hånden over den sten hvor hun havde siddet dengang, Jamillah. Hvor hun dog savnede hende.
     Nogle gange var hun næsten sikker på Jamillah ville vente på hende her i lysningen. Som hun havde gjort dengang.
     Der var nætter hvor Aria blev herude. Selvom hun vidste det var indbildning, syntes hun næsten hun kunne fornemme Jamillahs duft, der hvor de plejede at sove. Når hun drømte kunne hun narre sig selv til at tro på at Jamillah stadig lå ved hendes side, men når hun vågnede alene kunne hun ikke holde tårerne tilbage.
     Hun forstod ikke længere sig selv.
     Hvordan kunne en dæmon dog tro sig værdig til en engels kærlighed?

       

Nybyggerne (12)
    (Fantasy)
    (231 dage siden publicering)