5 år siden
Fortsat publicering, endnu ikke afsluttet
Inddelt i 2 kapitler

Barndomsminder - Del 1


0Nisserne i Nisseløse
For ikke så længe siden var der en by, der hed Nisseløse. Det hed... [...]
Noveller for børn/unge
4 år siden
0Barndomsminder - Del 2
I de voksnes rækker · Efter min konfirmation gik livet sin vante ga... [...]
Livshistorier
5 år siden
1Pinsefrokosten
Jeg husker det så tydeligt som var det i går. Jeg var otte år ga... [...]
Noveller
5 år siden
1Barndomsminder - Del 1
1. Kapitel · Jeg er født og opvokset på Amager. Det vil sige født p... [...]
Livshistorier
5 år siden
1Kongen, der vidste alt
I et land langt herfra, boede en konge, ganske ligesom i de flest... [...]
Eventyr og fabler
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lars Christian Bindslev

1. Kapitel

Jeg er født og opvokset på Amager. Det vil sige født på Amager er jeg jo sådan set ikke, idet min mor måtte en tur ud på Sankt Joseph Hospital på Nørrebro for at få mig ud. Men ellers er jeg Amager-kaner med stort A!
Der var desværre visse komplikationer ved min fødsel. Enten kunne jeg ikke vende mig ordentligt, eller også ville jeg ikke. Under disse omstændigheder, var der ikke andet at gøre, end at forløse mig ved kejsersnit. Min far gik rundt ude på gangen og var vist ved at blive en kende nervøs. Nå, men klokken cirka 21.30 kunne alle ånde lettet op.
Min mor var selv sagt noget groggy efter den behandling, og vi blev da også på hospitalet et par dage. Det var vist i øvrigt også fast sædvane dengang i 1960. I dag er det ud ad vagten så hurtigt som muligt.
De første tre år af mit liv boede vi i en lille stuelejlighed i Eliasgade. En af de få ting jeg husker fra den tid er, at jeg en dag sad på min trehjulede cykel ude i gården. Jeg kan også huske, at jeg havde røde træsko på.
Så pludselig: Lige ud af intetheden kommer en blå undulat flyvende, og sætter sig lige på snuden af mine røde træsko. Min mor, der gik og arbejdede i køkkenet, og således kunne holde øje med mig fra køkkenvinduet, formanede mig til at sidde helt stille. Det lykkedes hende så at få indfanget fuglen ved hjælp af et viskestykke.
Nu havde vi hverken fuglebur eller fuglefoder på lager. Det eneste vi havde, var en papkasse. Problemet med fuglefoder blev dog løst under dagens indkøb. Vi købte gerne ind i den lokale brugs, der lå på hjørnet af Holmbladsgade og Bremensgade. Det var dengang en lille brugs, ikke stort mere end et minimarked. I dag er den blevet betragtelig udvidet til en stor superbrugs.
Da min far kom hjem fra arbejde, sagde han, at det nok var bedst hvis vi fik nogle andre til at tage sig af fuglen. Det skulle hurtigt vise sig at blive en nem opgave.
Mine to ældre kusiner havde haft en undulat, der var død kort tid forinden, hvilket de naturligvis var meget kede af. Der gik da heller ikke mere end et par dage førend morbror Kjeld troppede op med et bur og hentede den. Fuglen kom til at hedde Pjevs og blev noget af det tammeste man kan forestille sig. Den kunne blandt andet finde på at sætte sig på morbror Kjelds pibespids mens han røg på den! Spørg mig ikke hvordan den har kunnet holde den os ud; måske var den blevet forfalden til tobak, hvem ved. Pjevs må have været en unge, for de havde ham i næsten ti år, førend den døde mæt af dage.
I sommeren 1963 flyttede vi til en større lejlighed på Kastrupvej. Nu havde vi lige pludselig to værelser og boltre os i, og hvad næsten bedre var, der var vaskekælder, så min mor slap for de tunge slæbeture til møntvaskeriet.
Nu betød det, at vi fik to værelser ikke, at jeg fik mit eget værelse, det gjorde jeg i øvrigt ikke i al den tid jeg boede hjemme.
Der boede mange børn i den ejendom, så pludselig havde jeg fået en masse nye legekammerater. Der var også nogle slemme rødder i mellem, ja jeg overdriver ikke når jeg påstår, at nogle af dem var nogle lede labaner. Dem undgik jeg så, så vidt det var mig muligt.
Ret hurtigt i min barndom kom jeg til at interessere mig for sporvogne. Den interesse har jeg såmænd den dag i dag. Interessen kom sig nok af, at vi boede lige på hjørnet af Kretavej. Sporvognen skød nemlig genvej ned ad Kretavej når den skulle ned til Sundby remise.
Det blev så en ren fornøjelse for os unger at spæne efter sporvognen når den rumlede ned ad gaden. Det bedste vi vidste, var, når det var en af de gamle med åbne perroner. Så gik der "sport" i det, for så gjaldt det om at hoppe op i vognen mens den kørte. Det var måske ikke helt ufarligt, men den kørte faktisk temmelig langsomt.
Af og til var det en sur vognstyrer, der kørte. Så standsede han og smed os ud med et: "Kan I så se at komme ud, i forbandede unger." Så spænede vi ud og løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Til andre tider var vi mere heldige. Så var det en flink mand der kørte, og så fik vi lov til at køre med helt ned til remisen, naturligvis uden at skulle betale.
Denne remise blev hurtigt en blandt flere legepladser. På bagsiden ned mod Grækenlandsvej var der busgarage. En dag jeg var derinde, var der en bus der stod med fordøren åben. Hvad gør en rask knægt så? Jo, han skal selvfølgelig ind og kigge. Op og side bag rattet og lege buschauffør. Nu var der ikke udelukkende et rat og rive i, der var også en masse knapper.
Nu var jeg ikke begyndt at gå i skole endnu, så hvor skulle jeg vide, hvad en knap med teksten S T A R T betyder? Nej vel. Nå, nysgerrig har man vel altid været. Tryk! Og så WROOM!
Chokket fik mig til at sætte verdensrekord i 100 meter løb i min aldersklasse.
På vejen hjem var det jo så nærliggende og smutte en tur forbi Høeghs lakridsfabrik, der lå på hjørnet af Grækenlandsvej og Cypernsvej. Den fabrik er for længst revet ned og erstattet af et moderne boligbyggeri.
Rundt om på fabrikken stod nogle tønder til affaldslakrids. Det fejlede såmænd ikke noget, syntes vi, men det kunne ikke sendes ud i butikkerne. Jeg glemmer aldrig en dag en kammerat og jeg stod med grabberne godt begravet i sådan en tønde. Pludselig kommer der en mand ud fra den bygning tønden står ved. Vi stivnede af skræk på stedet. Faktisk blev vi så bange, at vi ikke engang turde løbe vores vej. Til vores store overraskelse fik vi ikke den ventede skideballe. I stedet inviterede han os indenfor i det der åbenbart var fabrikkens pakkeri. Derinde fortalte han os, at det bras ude i tønderne skulle vi ikke æde, for den ægte vare var meget bedre. Så forærede han os hver en kæmpe pose blandet lakrids, og sagde at for fremtiden ville han hellere have, at vi kiggede indenfor i stedet for at tage fra tønderne.
Sandt og sige var min mor heller ikke særlig begejstret for, at jeg gik rundt derovre, men lækkersulten som hun altid har været, tøede hun en kende op da hun så den pose konfekt.
Derhjemme havde vi den politik, at om lørdagen gav mine forældre mig slik. De andre af ugens dage var det Høeghs lakridsfabrik, der gav...

Da jeg var dreng var børnehaver ikke noget alle børn gik i. Dengang var børnehaver forbeholdt de børn, der ikke havde mulighed for at blive passet hjemme. Min mor gik hjemme og lavede alt det arbejde en husmor laver plus lidt til. Min far tog hver morgen ind til byen for at arbejde i sin frisørforretning. Jeg tror nok, at jeg i kraft af denne beskæftigelse, var den dreng i kvarteret, der blev klippet oftest! I dag kan man ikke lige frem sige, at den lokale frisør spinder ret meget guld på mig...
Engang imellem skete det, at min mor havde ekstra travlt. Så var det jo rart med en eller anden til at se efter mig, og her var min mormor en glimrende gardering. Hun var der som et søm når jeg skulle passes. Jeg vil altid syntes, at jeg havde verdens bedste mormor. Det var aldrig kedeligt når hun kom og hentede mig, og det gjorde hun nok et par gange om måneden.
Jeg ved ikke om min mormor havde specielt mange penge, men som oftest tog vi ind til en af byens stormagasiner. Vi gik altid op til remisen og tog sporvognen derfra. Så gik turen enten til Magasin eller Illum, eller Dalle-valle, som vi kaldte det.
Det var lige noget for sådan en lille purk som mig, sådan at gå rundt derinde og se på alle de spændende ting, de havde derinde. Mest spændende var det naturligvis, hvis man kunne overtale hende til at give mig en af dem...
En tur i cafeteriaet endte turen stensikkert med. Ingen udflugt uden kaffe og kage til mormor og is og sodavand til mig.

Nu skal man ikke sådan lige tro, at jeg fik i pose og sæk. Trods min status som enebarn var jeg bestemt ikke særligt forkælet. Jeg fik hvad jeg skulle have, og dermed færdig.
Om sommeren hændte det, at min mormor tog mig med i enten Tivoli eller Dyrehaven. Sidstnævnte endte gerne med en tur på Bakken.
I forbindelse med en af disse Dyrehave/Bakken ture husker jeg en gang, hvor min mor havde gjort sig ekstra umage med at klæde mig pænt på. Jeg havde fået et pænt lyseblåt sæt på, der vel nærmest mindede om et jakkesæt. Min mormor var et temmelig frisindet menneske, der ikke så noget til hinder for, at børn skulle kunne udfolde sig. Som deraf følge så hun igennem fingre med, at jeg kurrede på enden ned af en græsskråning.
Da jeg så kom hjem og præsenterede mit fine lyseblå sæt, kunne min mor jo dårligt undgå og bemærke, at det visse steder havde fået en grønlig nuance. Det afstedkom til gengæld, at mine endeballer fik en vis rødlig nuance...
Min mormor var født i Sverige, så et par gange om året tog hun mig med derover. Jeg glædede mig altid til vi skulle til Sverige; det eneste jeg ikke brød mig om, var når hun snakkede svensk (skånsk) derovre, for det forstod jeg ikke en pind af.
Vi tog gerne med båden fra Havnegade til Malmø, og uanset hvor meget den gyngede blev jeg aldrig søsyg. I forbindelse med disse Sverigesture kom jeg engang til at begå noget nær mit livs brøler "hinsidan".
Det var op til jul, og min mor havde ønsket sig noget nyt til at bære sine indkøb hjem i. Der stod vi så, inde i EPA i Malmø, og så skete katastrofen. Oppe på en hylde stod lige det jeg mente min mor havde brug for. Jeg pegede derop og sagde med klar røst: "Se mormor. Der står lige den taske min mor har brug for!"
Tak for en reaktion! Jeg følte det som om der var en million mennesker, der kiggede på mig, men hvordan skulle jeg arme stakkel dog vide, at en taske i Sverige er noget ganske andet end i Danmark. De, der ikke ved hvad det betyder henviser jeg til en ordbog. Min mormor fik dog hurtigt reddet fadæsen. Hun fik hurtigt forklaret, at jeg jo var dansk, og selvfølgelig ikke kunne vide, at i Sverige, hedder det väska. Det endte da også i latter og morskab til sidst.
Og hvad så med tasken? Jo, den fik min mor brug for!


2. Kapitel

I min familie holdt vi jul på skift hos hinanden. Vi var tre værter om at dele turen. Enten var det hos os på Kastrupvej, eller hos mine kusiner i Postparken, og sidst, men ikke mindst, hos min mormor og morfar i Torben Oxes alle'. Det var fast tradition, at den der var vært skulle have et juletræ. Og min mor hadede det! Det dryssede så forfærdeligt. Så var det jo heldigt, at det kun var vores tur hvert tredje år.
Det bedste sted at holde jul, syntes jeg var hos mine kusiner i Postparken. Dels fordi, at morbror Kjeld stensikkert skulle være julemand og også fordi, at mine kusiner havde adskillige årgange af Anders And.
Som tidligere nævnt har jeg aldrig gået i børnehave, men derfor kedede jeg mig aldrig. I mellem Parmagade og Elbagade lå en stor park med tilhørende legeplads. Den ligger der endnu, og har således ikke måttet vige pladsen for et eller andet boligbyggeri. I parken var der ansat en opsynsmand, eller legeonkel skulle jeg måske hellere kalde ham. Han hed Thorsen, og var der noget han var god til, så var det at få os børn sat i gang med et eller andet. Han arrangerede fodboldturneringer, atletikkonkurrencer, rundboldkampe og så videre. Var det regnvejr sad vi indenfor i hans hus og tegnede, klippede og klistrede. Det var han ganske ferm til. Han kunne såmænd godt have erstattet Jørgen Clevin i fjernsynet, hvis det skulle være. Jeg kan huske, at de første gange jeg fik lov til at gå alene derover, var Parmagade endnu ikke blevet ensrettet. Der kørte sågar en bus, linie 111. Den havde endestation på en plads bagved remisen. I 1966 blev Parmagade ensrettet og linie 111 forsvandt. Den blev så erstattet af linie 9, der efter omstilling til bus var blevet forlænget fra Skånegade. I 1960erne lå der mange små forretninger på Kastrupvej. I dag har de alle på nær en enkelt eller to lidt butiksdøden. En af dem jeg husker, var en fiskehandler som vi kaldte Silde-jens. Silde-jens var en flink mand, om end han var temmelig glad for øl. Den slags så vi børn stort på; vi besøgte ham gerne. Det var der jeg fik mit første kendskab til den slags våde varer. En dag han var gået ned i sin butik for at ekspedere tog jeg mit snit til at tage en ordentlig tår af hans øl. Jeg syntes det smagte ganske udmærket, men straffen for denne letsindighed udeblev ikke: Jeg måtte ud og se vandstanden i toiletkummen. Da jeg så kom hjem og lugtede af øl, gik min mor ned til Silde-jens og skældte ham ud. Det lignede ikke noget at give en dreng på fem år øl. Han bedyrede naturligvis sin uskyld, og sagde, at det havde jeg så sandelig drukket mens han havde været nede i butikken. Forelagt det argument måtte jeg jo så kapitulere og tilstå, at sådan forholdt det sig.
I vores hus lå der et ismejeri. Ejeren havde to sønner, Finn og Max. De kørte ud med mælk til kunderne om morgenen. Det var også i ismejeriet, at min mor skulle hente gasmønter. Dem skulle hun bruge til rullen nede i vaskekælderen.
På den anden side af gaden lå Sonnes købmandshandel. I dag ligger der et møntvaskeri. Det er i øvrigt morsomt at tænke på, at jeg mange år senere skulle komme og passe og pleje fru Sonne under min uddannelse som hjemmehjælper.
Længere henne af gaden lå der både købmand, slagter og viktualiehandler, og på det andet hjørne af Kretavej lå der et Schou og Epa sæbehus. Inden for en afstand af få hundrede meter lå der fire bagerier. I dag eksisterer kun Lotrups bageri på hjørnet af Biens alle'. Et af de andre lå på hjørnet af Cypernsvej og Grækenlandsvej, lige ved lakridsfabrikken. En søndag morgen blev jeg sendt derhen efter morgenbrød. Det er til dato den største bagerkø jeg nogensinde har stået i. Tiden gik, og mine forældre begyndte at spekulere over hvor mon jeg blev af. Til sidst ringede hun derned for at efterlyse mig. "Joh, Lars han står ude på gaden." Svarede bagerkonen. Så måtte hun forklare, at der stod så mange mennesker i kø, at køen rakte rundt om hjørnet. Åbenbart måtte hun have fået medlidenhed med mig, for hun kom ud på gaden med vores morgenbrød, og da jeg ikke havde lige penge med, fik vi lov til at skylde til næste gang. Da jeg omsider kom hjem, sagde min mor, at hun i første omgang troede, at jeg var gået over på lakridsfabrikken. Jeg svarede, at den havde da lukket om søndagen. Underforstået: Jeg ville da ikke have afvist muligheden, hvis den ikke havde...
På det tidspunkt havde jeg allerede haft min første barndomskæreste. Hun hed Doris, og hendes forældre havde en grønthandel på hjørnet af Kretavej og Siciliensgade. På det modsatte hjørne lå et andet af de førnævnte bagerier. Det er ligesom Sonnes købmandshandel, møntvaskeri i dag.
Doris og jeg var meget sammen i det cirka ene år vi nåede at have sammen. En dag kom hun til at skære sig på en flaske i forretningen, og måtte en tur på skadestuen. Lille mig på fem år troede hun var ved at dø. Helt så slemt var det naturligvis ikke. Det blev langt værre da hun flyttede.
Chokket kom en dag da jeg gik derover for at besøge hende. Butikken var lukket. Der var ingen hjemme i lejligheden. "De er flyttet og har solgt butikken". Var der en der sagde. Sådan bare lige! Jeg kunne naturligvis ikke forstå hvorfor de ikke havde sagt noget til mig, men min mor mente, at det måske var fordi de ikke ville gøre mig ked af det. Værsgo'! Sådan kan livet også være for en i femårs alderen. Så tidligt kan livet syntes uudholdeligt.
Min mor så kun en kur: Mormor kuren.
En udflugt hjalp selvfølgelig noget på humøret, men livet var nu alligevel ikke det samme uden Doris. Efterhånden kom jeg dog til at glemme hende. Der sker jo så meget i den alder. En af mine kammerater, der hed Stig, havde fået en gokart i fødselsdagsgave. Vi havde meget skæg med at drøne ned ad gaden, selvom det oftest var mig der måtte skubbe. Selvfølgelig blev vejen af og til lagt forbi lakridsfabrikken. Vi kunne nu ikke have mere lakrids fordi vi sådan havde "fået bil", men den fabrik var nu på en måde vores anden legeplads.
På samme tid flyttede nogle nye mennesker ind i vores opgang. De havde to sønner, Kim og Kenneth. Kenneth fik dog hurtigt øgenavnet "Basse", da han var lidt buttet. At der på den måde kom to nye legekammerater til var jo ganske fortræffeligt, men at de skulle erstatte de værste rødder jeg til dato har kendt, var næsten endnu bedre.
I vores naboopgang boede en dame ved navn fru. Strandaa. Hende blev jeg hurtigt gode venner med. Jeg hentede hendes avis næsten hver dag, og det var faktisk ret pudsigt, at jeg fik flere penge for at hente den, end avisen kostede. Avisen kostede 75 øre og jeg fik en krone for at hente den.
Imidlertid nærmede tiden sig, hvor livet ikke kun er leg alene. Mine forældre havde i et stykke tid henledt min opmærksomhed på den nye pligt, der snart ville komme. Skoletiden! Umiddelbart inden sommerferien tog min mor mig med hen på skolen, for at jeg kunne møde mine nye klassekammerater og mine klasselærere. Vores dansklærerinde hed frk. Hansen, og vores regnelærerinde hed frk. Christiansen. Frk. Christiansen skulle jeg desværre senere få et ret anstrengt forhold til. Ellers kan jeg ikke huske så forfærdeligt meget fra dette første møde med skolen. Jeg kan huske, at vi vist nok skulle tegne et eller andet. Jeg tror nok, at jeg tegnede en is.
Det år havde mine forældre valgt, at vi skulle holde ferie ved noget der hedder Stillinge strand, der ligger i nærheden af Slagelse. Min far havde omsider bøjet sig, og udskiftet motorcyklen med sidevogn til fordel for en kabinescooter. Mon ikke en del husker disse små køretøjer, hvor man måtte åbne hele fronten for at komme ind i dem? Sådan en havde min far altså købt. Han havde desværre kun motorcykel-kørekort, så han kunne ikke købe en rigtig bil. Vores nyerhvervelse var postkasserød, og fik hurtigt navnet "Rasmus"- spørg mig ikke hvorfor.
Rasmus første store opgave blev så at transportere os plus bagage til fjorten dage til Stillinge. Det klarede den såmænd udmærket, bortset fra en stor bakke, som den nægtede at forcere med så stor en last. Min mor og jeg måtte så ud og skubbe bagpå. Ferien var som alle vore andre ferier, dejlig, men desværre gik disse ferier alt for hurtigt. Inden jeg fik set mig om var vi hjemme igen, og nu var der kun nogle få uger til, at jeg skulle starte i skole.



3. Kapitel

Den 14. august 1967 oprandt så alvorens dag. Min mor fulgte mig hen til skolen, men sørme' om min mormor ikke også var kommet derhen. Hun stod og gemte sig bag et træ i gården.
Den skole jeg skulle gå på hed Sundbyøster skole, og jeg lyver ikke når jeg siger, at det kunne være en streng skole. Jeg har hørt rygter, der sagde, at det var en af de sidste skoler der afskaffede pryglestraffen. De fleste af lærerne var nu ganske flinke, og der var en der var særlig populær. Han hed Gotha Andersen, og han var ikke alene lærer, men også skuespiller. Han har medvirket i flere danske film, og havde på et tidspunkt også sit eget program i fjernsynet. De programmer har DR2 genudsendt for nogen tid siden. Sommetider kunne man være heldig at få Gotha som vikar, og så var det de rene svir. Han lavede alle mulige klovnenumre, tryllekunster, og fortalte nogle værre historier. Gotha kunne sagtens være streng. Dem han havde fast, behandlede han med fast hånd.
Så var der jo lige min regnelærerinde. Grunden til det anstrengte forhold kom sig af, at jeg var bange for at komme til tandlægen, så bange, at jeg gik hende på nerverne ved at spørge hele tiden. Frk. Hansen kunne i starten også tabe tålmodigheden med mig, da jeg havde lidt svært ved at sidde stille og følge undervisningen, hvilket hun da også skrev i min karakterbog. Grunden til denne uopmærksomhed i undervisningen, var, at vi havde klasseværelse lige ud til Sundby remise, og der holdt jo altid en masse sporvogne...
De første tre år af min skoletid gik vi i skole om lørdagen i vinterhalvåret. Gad nok vide hvad nutidens skolebørn ville sige til det?! Det ville med stor sandsynlighed ikke være videre populært.
Min skolegård var pænt stor. Man kunne stadig se stregen, der hvor gården havde været delt i drenge og piger. I hver ende af gården var der halvtage, og i midten lå bygningen med lokummerne, og de var virkelig i en tilstand der berettigede til at blive kaldt lokummer. Det var en anden måde hvorpå man kunne se, at gården engang havde været delt. Den ene side var nemlig til drengene og den anden til pigerne. Der var huller i dørene og nogle af de små ruder, der sad der, var slået ud. Jeg gad nok vide hvad sundhedsmyndighederne ville sige til den slags i dag.
Der var også en stor vandpost i hver ende af gården. Disse vandposter var naturligvis et oplagt emne, når der skulle uddeles buksevand, hvad der var en eller anden stakkel der fik i næsten hvert frikvarter. En sjælden gang var der en gårdvagt, der nåede at standse løjerne, men det var kun en stakket frist til næste frikvarter...
I min klasse var vi 28 elever, men selv med så mange nye kammerater, var det de færreste jeg så i fritiden. Åbenbart havde jeg nok af dem i skolen. Det gjorde jo heller ikke så meget, da jeg jo havde en del derhjemme.
Min skole lå som nævnt lige op ad remisen, som inden længe skulle rives ned, da linie 2 skulle stilles om til buskørsel. Jeg husker tydeligt den dag det skete. Sporvejene havde arrangeret en kavalkade af gamle sporvogne langs med ruten. Remisens nedrivning blev noget af et tilløbsstykke. De brugte en såkaldt "Anders-And maskine". Det var sådan en stor kolos på larvefødder, med en lang arm, hvori der hang en kæde. For enden af kæden var der så en tung jernkugle som blevet svunget ind i bygningerne så de brasede sammen. En lille rest af remisen fik dog lov til at eksistere en stund endnu. Der blev der indrettet midlertidig omklædning og bad, dels til brug for skolen, og dels til det påbegyndte idrætsanlæg. Den største del af grunden blev dog lagt brak i en periode. Helt ubenyttet blev grunden dog ikke. Et par gange om året var der et omrejsende tivoli med radiobilbane, skydetelt, lykkehjul og alt så noget. Der var også en scene hvor der af og til var optræden. Jeg har blandt andet set Peter Belli dernede engang.
En søndag eftermiddag skulle professor Tribini optræde dernede. Vi var vel næsten et par hundrede unger forsamlet for at se tryllekunster og andet gøgl. På et tidspunkt under forestillingen skulle han bruge en "assistent". De fleste bød sig naturligvis til, men det blev mig der blev den heldige. Nummeret bestod i, at han stod med en høj hat. Så skulle jeg råbe "kykkeliky" så højt jeg kunne. Til at begynde med syntes han ikke, at jeg råbte højt nok, for han tog kun nogle små æg op af hatten, men så begyndte jeg at råbe højere, og så blev æggene også større. Åbenbart syntes han godt, at jeg kunne råbe højere endnu. Så var det, at jeg ligesom mistede tålmodigheden og tog mikrofonen fra ham og råbte "KYKKELIKYY" så højt, at de sikkert har kunnet høre det over det halve Amager. Resultatet udeblev da heller ikke, for det æg han hev op var på størrelse med et strudseæg! Da nummeret så var forbi skulle jeg have en belønning. Først fik jeg nogle fribilletter til radiobilerne, men han syntes jeg godt kunne trænge til at lære at trylle lidt bedre, så jeg fik et gavekort til en forretning, der lå i Parmagade og som forhandlede trylleartikler.
Jeg var naturligvis stolt som en pave den dag og glædede mig til den næste dag, hvor butikken åbnede, så jeg kunne hente min præmie. Præmie? Jo go'dag mand økseskaft. Den præmie gavekortet kunne benyttes til var udsolgt og skulle først bestilles hjem. Det tog sådan cirka fire uger!
Det viste sig at være et sjovt lille sæt med en tre-fire tryllekunster. Nogen tryllekunster blev jeg aldrig, men jeg havde fornøjelse af det, så længe det varede.
I forvejen manglede jeg ikke legetøj, og i sidste ende var det jo nok legoklodser, der havde min største interesse.
Hvad angik legeredskaber i vores gård, så var den blæst for den slags. Det betød, at vi unger på et tidspunkt tog sagen i vores egen hånd på en måde, der ændrede gårdens udseende radikalt!


4. Kapitel

Vi måtte altså tage sagen i vores egen hånd, hvis vi skulle skabe lidt børnekultur i vores gård. Til at begynde med foreslog vi en gynge, et klatrestativ, eller bare et eller andet at lege med. Det kunne der åbenbart ikke blive tale om. Vores vicevært havde vist rigeligt nok at se til, og kunne nok ikke afse tid til også at skulle vedligeholde legeredskaber, men hvis vi kunne finde ud af noget vi selv kunne vedligeholde, så måske. Så var gode råd jo dyre, for hvad så? Så var der en, der sagde, at han havde været på en byggelegeplads. En hvad for noget?? Jo, der byggede børnene deres egne hytter, og de skulle selv sørge for at vedligeholde dem. Det var en god ide' syntes vi, så vi fik lavet en underskriftindsamling, og den blev godkendt med et ganske pænt flertal. Havde de dog bare vidst hvad de sagde ja til, så havde de nok betakket sig.
Så tog vi ned til en trælasthandel, der lå på Cypernsvej, hvor vi for en billig penge, eller helt gratis kunne hente noget affaldstræ. Og så gik byggeriet ellers i gang. I løbet af næsten ingen tid lå en fire-fem små hytter rundt om i gården. I begyndelsen gik det ganske godt - der blev arbejdet flittigt med vedligeholdelse, men alting har jo en ende, og således også dette. På et tidspunkt begyndte der at opstå et vist form for splid; det gik på et tidspunkt så vidt, at der blev uenighed om hvem der ejede hvilke hytter. Det udartede sig i, at så lod vi dem da bare stå. Til sidst var den ene hytte mere faldefærdig en den anden, og så blev der sagt stop.
Hytterne måtte fjernes, for det rod var der ingen der gad se på. Det var vi jo ikke meget for, for det var jo stadig vores hytter. Der måtte kunne findes et alternativ.
Alternativet blev så, at vi kunne få een hytte, alle til deling. Denne hytte skulle så være en slags bjælkehytte efter legoprincippet. Altså en vi kunne ændre udseende på efter behag.
Der blev så aftalt tid og sted for levering, der helst skulle være en fredag. Grunden til, at det helst skulle være en fredag var, at så kunne vi holde en lille gårdfest samtidig. Det lokale ismejeri gav så øl og sodavand i dagens anledning. I den forbindelse drak jeg så mange sodavand, at jeg faktisk blev dårlig. Det gik dog hurtigt over igen.
Omsider ankom så vognen med vores nye hus, eller bjælkerne til det, skulle jeg måske sige. Bjælkerne var konstrueret sådan, at man hverken behøvede søm eller skruer for at samle dem. Det var bare at lægge dem. Det gjorde vi så, ikke uden indblanding fra vores forældre, der naturligvis ikke kunne lade være med at blande sig. En eller anden beboer - ingen fandt vist nogensinde ud af hvem - havde ringet til dagbladet B.T. om historien. Dengang kørte bladet vist nok en slags solstrålehistorier, og vedkomne beboer måtte have ment, at vores var lige hvad de kunne bruge. Det kunne de, for på et tidspunkt dukkede der en journalist og en fotograf fra bladet op. Så blev alle vi unger sat foran det nybyggede hus, og der blev taget et billede. Det billede kom minsandten på forsiden af bladet den næste dag. Min mor har eksemplaret den dag i dag til evigt minde om den dag hvor hendes søn var i avisen.
Desværre gik det til sidst denne hytte som dem den afløste. Splid og uenighed opstod, så enden på det hele blev, at også den blev fjernet.
Derhjemme fyrede vi med kul og koks. Der kom en vogn hver 14. dag med en ny forsyning. Den kunne lige akkurat klemme sig igennem porten og ind i gården og læsse af.
Det var måske en af grundende til, at viceværten havde så meget at se til, når han også skulle ned i kælderen og fylde kul i fyret flere gange om dagen.
De fleste af os havde fjernsyn på det tidspunkt, men det var kun cirka halvdelen af beboerne, der kunne tage Sverige.
Dengang var "Pippi Langstrømpe" lige begyndt at blive vist i svensk tv, og det var kun en af os børn i gården, der kunne se Sverige. Nu kunne Evy, som hun hed jo ikke have alle os unger oppe og se fjernsyn på en gang, så det måtte gå på tur hver søndag formiddag.
I vores gård var der masser af vildkatte. Det skyldtes nok, at der lå en nedlagt plasticfabrik lige ved siden af. Der var flere gamle bygninger hvor de kunne holde til og få masser af killinger. På et tidspunkt var der så mange katte, at viceværten måtte lægge gift ud for at holde bestanden nede.
Det var også på det tidspunkt, at der var olympiske lege i Mexico. Cola og Fanta-fabrikkerne havde lavet en kapselkonkurrence. I hver kapsel var der et idrætssymbol. Det gjaldt så om, at samle fire-fem af samme symbol, så kunne man sende ind og vinde. Alle jeg kendte drak cola eller Fanta på det tidspunkt, men der var ikke en eneste der vandt noget.
Det var også på det tidspunkt, at der kom en sort tid i vores familie.
Min far var desværre kommet til at køre galt med Rasmus og havde brækket sin ene arm temmelig slemt. Han skulle en aften køre ud til en mekaniker i Tårnby for at få ordnet sin lydpotte, og det var på vej derud, at ulykken skete. Der kom et par betjente hjem hos os for at fortælle hvad der var sket. Selv sov jeg da de kom, men min mor fortalte mig det den næste morgen. Det tog lang tid for min far at få armen i orden igen, så lang tid, at vores planlagte sommerferie gik i vasken. Noget helt andet var også, at han jo ikke kunne klippe sine kunder med een arm, så han var nødt til at ansætte en til at passe butikken.
Det er det eneste år jeg husker, hvor vi ikke har været på ferie, men heldigvis var der en værdig erstatning.
Den erstatning hed Gabriel Jensens ferieudflugter. Disse udflugter var en udmærket erstatning, men jeg måtte altså vente et år på at vi atter kunne drage på ferie i det ganske land.


5. Kapitel

De fleste af vores ferier gik til Bornholm, men vi har også været ovre og besøge min fars familie i Jylland et par gange. Min far er født i Hjørring, og han har søskende spredt over det meste af Jylland. Vi har været en tur i Silkeborg, hvor han har en søster, der er gift med en mand, der dengang var bestyrer af det lokale vandværk. Vi har også været i hans fødeby, hvor han har en anden søster, der er gift med ejeren af en stor møbelforretning.
Men som nævnt: Bornholm lå som nummer et på listen over feriemål. Den første gang vi skulle derover sejlede vi. Det gik fint nok derover, men hjemturen var slem. Nu har jeg aldrig været pivset til søs, men stakkels min mor. Hun hører til den type, der bliver søsyg bare det skvulper i opvaskebaljen. Forestil jer så syv timer hvor havet virkelig viser tænder. Det er en kendsgerning, at hun tilbragte det meste af overfarten hængende over rælingen. Den oplevelse står mejslet i hendes hukommelse, som noget nær det værste hun nogensinde er blevet budt.
Der gik da også fire år før vi atter besøgte Østersøens perle.
Den dag, da min far bekendtgjorde, at i år havde han tænkt, at turen skulle gå til Bornholm, var det lige som om, at min mor tabte mælet, og stod med alle tegn på skræk malet i ansigtet. "Vi-vi sejler altså ikke. Det gør jeg altså ikke, Svend. Så kan jeg lige så godt lægge mig til at dø"!! Fik hun fremstammet. Min far fik hurtigt beroliget hende med, at denne gang fløj vi. Det blev en sådan succes, at det blev til yderligere to Bornholmerferier med flyveren. Dengang var det en propelmaskine, men den var såmænd lige så hurtig som nutidens jetmaskiner. De to sidste gange vi var derovre havde vi i øvrigt min mormor med. Hun var blevet alene efter min morfars død i påsken 1971.
Når vi nu tog derover så mange gange, så var det ikke udelukkende på grund af den dejlige natur og det gode vejr. Næh, hotellets ejer og min far var gode bekendte. I vinterhalvåret boede hotelværten nemlig i København og han var kunde i min fars frisørforretning, så der blev aftalt en eller anden form for rabat i baglokalet...

Allerede inden jeg var fyldt ti år havde jeg fået en vis bevægelsesfrihed, således, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at holde mig i nærheden af hjemmet. I kraft af min interesse for sporvogne fik jeg tit lov til at køre med linie fem helt ud til endestationen i Husum.
Om søndagen var jeg tit til eftermiddags-forestilling i Amager bio. Der kunne man hver søndag fra klokken tre se to film på niende række for en femmer. Der har jeg tilbragt mange eftermiddage i selskab med slå-på-tæven westerns og danske film med blandt andet Dirch Passer.
I dag er Amager bio nedlagt, men den bruges stadig til kulturelle formål.
En anden biograf, der også er nedlagt i dag er Merry bio, hvor jeg også har været mange gange. I dag har Pinsekirken og Aldi overtaget lokalerne.
Udover at være en flittig biografgænger var jeg også en flittig læser. På et tidspunkt læste jeg næsten udelukkende "De fem bøger." Serien var på 21 bøger, og jeg nåede at samle hele serien. Ret tidligt begyndte jeg også at læse kriminalromaner, og her var det navnlig Sjövall og Walööes svenske serie om Martin Beck, der var den foretrukne. Tegneserierne skal selvfølgelig heller ikke glemmes. Tintin, Asterix og alle de gode gamle blev også slæbt hjem fra biblioteket i rigt mål, og her vil jeg lige indskyde en tak til min mor fordi hun altid holdt øje med, at de blev afleveret til tiden. I dag kunne jeg godt have brug for sådan en hjælp, for jeg får ustandselig bøder for at aflevere for sent.
Nu var det ikke sådan, at jeg var et hjemmemenneske, der sad og "bogede" den. Som oftest var jeg ikke hjemme før til aftensmaden. Jeg var udpræget udemenneske.
Som nævnt døde min morfar i 1971. Han døde lige efter min elleve års fødselsdag. Efter hans død kom jeg ofte hos min mormor lørdag formiddag, hvor jeg hjalp hende med lidt
indkøb, rengøring og andre ting. Således kom jeg i en tidlig alder til at få en forsmag på arbejdet som hjemmehjælper. Og hun syntes bestemt ikke, at jeg skulle gøre det ulønnet. Hun var en flittig bidragsyder til min sparebøsse.
En af de ting jeg købte for mine sparepenge var et lille lystfiskersæt til begyndere. Efter en tid fik jeg så endelig overtalt min far til at tage med mig ud i Kastrup havn en søndag eftermiddag. Om jeg fangede noget?

Joh, det gjorde jeg såmænd. Jeg fik bare ikke fisken med hjem, for det var så lille en torsk, at der vel knap nok var til et stykke smørrebrød.
Siden hen skulle jeg få taget revance på det punkt. Der var nemlig kommet en ny dreng i klassen, der hed Palle og han havde den samme interesse. Det blev til mange ture til både Dragør og B og W, og af og til fik jeg hevet aftensmaden i land. Hans og mit forhold udviklede sig også til, at vi tog på campingferie flere gange, da vi blev ældre.

Kort tid før min tolv års fødselsdag fik jeg en budplads. Det var hos et ismejeri på Backersvej. Til at begynde med var det dog kun en gang om ugen, nemlig hver onsdag. Der var ansat et bud i forvejen, men han havde altså fri om onsdagen, og så fik jeg lov til at afløse. Jeg fik den fyrstelige sum af ti kroner i timen, så med to-tre timers arbejde manglede jeg ikke lommepenge. Der gik dog ikke så lang tid førend jeg blev ansat hver dag. Ib, som det andet bud hed var nogle år ældre end jeg, og skulle til at gå ud af skolen. I modsætning til Ib havde jeg ikke en ugentlig fridag; tit arbejdede jeg hver dag mandag-lørdag, så jeg kunne godt komme til at tjene helt op til 150 kroner om ugen. Den budplads beholdt jeg så frem til, at jeg selv gik ud af skolen som sytten årig.
Det var også i en alder af tolv, at jeg fik en ny kammerat. Han hed Brian og begyndte på et tidspunkt i vores klasse. Han gik kun kort tid i klassen, idet han blev flyttet til en anden skole.
Trods den korte tid i min klasse nåede vi dog at blive venner for livet. Det, der afgjorde sagen var en hændelse hvor jeg var ved at blive udsat for en noget grovkornet form for mobning. Nogle af mine klassekammerater havde fundet det morsomt at forsøge at hænge mig op på en af de knager, der hang udenfor klasseværelserne. Det blandede Brian sig i på en måde, der gjorde, at de opgav deres forehavende. Siden den dag hang vi sammen som ærtehalm. Når dette skrives, er det over tredive år siden, og vi ses stadig. Brian røg da vi lærte hinanden at kende, og jeg kommer desværre nok til at give ham en del af æren for, at jeg selv fik den samme last.
Den last er jeg ikke siden kommet af med, trods flere forsøg.
Naturligvis røg vi begge i smug i starten, og vi var oven i købet så heldige, at vi hver især havde et hemmeligt gemmested til smøgerne så "de gamle" ikke opdagede noget. Brian gemte sine i et elskab og jeg gemte mine nede under trappen, og tænk, de blev aldrig fundet. Jeg kan ikke huske hvem af os, der blev opdaget først, men jeg slap temmelig nemt over min afsløring.
Det skete en dag, da jeg kom hjem fra min budplads. Det var øsende regnvejr, og drivvåd som jeg var, kom jeg til at glemme at lægge cigaretterne i skjul.
Derhjemme hængte vi altid vådt tøj til tørre ude på badeværelset, og det var der, at min far opdagede, at der stak en tyvestyks op af lommen da han var derude.
Hans eneste reaktion var: "Hvad søren er det for noget bras du ryger?" Braset var Prince, han røg Cecil!
Det blev så til, at hvis jeg ville ryge, så var det i orden, så længe jeg bare selv betalte af mine lommepenge.

I 1974 blev jeg så konfirmeret. Jeg havde forinden gået til præst i et halvt år. Den 31. marts oprandt så den store festdag. Selve konfirmationen foregik i Filips kirke. Festen blev afholdt hos Glacis på Grønningen.
Alt hvad der kunne krybe og gå af familien var forsamlet, og det var ikke så få. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid havde en mani med at forgribe mig på noget jeg syntes smagte godt, men min konfirmation var ingen undtagelse. Til forret fik vi noget fisketimbale. Det spiste jeg så meget af, at jeg næsten ikke kunne spise noget af hovedretten, der var andesteg.
Det gjorde nu ikke så meget. Jeg fik en dejlig fest, der varede til et stykke ud på natten. Jeg fik også lov til at smage vin til maden, selvom min far ikke var særlig meget for det, men et flertal af familien fik ham overtalt.
Til dessert fik vi en kæmpe isbombe med fyrværkeri, og derefter var der musik og dans for resten. Af gaver fik jeg hovedsagelig kontanter. De blev for en dels vedkomne omsat til en grammofon og nogle plader.
Af taler var der en del - naturligvis også den om, at nu træder du ind i de voksnes rækker. Tja. Jeg vil nu indrømme, at der gik et par år før jeg fik det at mærke for alvor. Mit liv ændrede sig i hvert fald ikke særlig meget efter den store dag, men jeg havde vel nok nået en alder, hvor jeg overgik fra barndommen til ungdommen.
Tiden der ville komme skulle nok byde på masser af oplevelser, og det er måske noget jeg vil fortælle om en anden gang.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/02-2009 08:59 af Lars Christian Bindslev og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 4816 ord og lix-tallet er 32.

Det er ikke muligt at skrive kommentarer til dette tekst.

5 år siden
#1 Dorthe Hestbæk
Mange tak Lars Christian.
Det var en stor oplevelse,for mig, atlæse dine barndoms erindringer.
Du beskriver din barndom, med en stille glæde, men alligevel på en meget levende og nysgerrig måde.
Jeg kan se for mit indre øje en lille knøs,der hele tiden har mod på livet,for hvert år du bliver, udvider du din horisont på en passende måde, måske lidt monotomt beskrevet,men som læser får man så det hele med.
Dine mange forsøg med atlære,de ting atkende,som din lille verden er skruet sammen på lykkes også.
Tids billedet er fint beskrevet.
Din mormor var dit kærlige skærmbræt,når du havde trådt over stregen, en rigtig mormor.
Jeg glæder mig til de næste afsnit. Dorthe Hestbæk.
5 år siden

E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.