Jeg burde have været død nu.
   Ja, jeg burde faktisk have været død for rigtig lang tid siden.
   Enligt fortjener jeg vel slet ikke at være i live, efter alt hvad jeg har budt mig selv, mine søskende og min mor og far.
   Jeg husker stadigvæk som var det i går, min første overdosis. Husker tydeligt min mors tårer fyldte ansigt, min fars alvorlige blik, og mine søskendes tavshed.
   Jeg husker ligeså tydeligt hvordan det smertede i mit hjerte, at se min familie så berørte og ulykkelige.
   For det sidste jeg ønskede, var jo at sårer min familie.
   Det var ikke deres skyld.
   Intet af mine problemer var de skyld i, så at se dem så ulykkelige, gjorde virkelig ondt.
   Og mine problemer, de løste sig jo ikke, fordi jeg tog en overdosis.
   Nej tværtimod, men der kom derimod mange flere til.
   Men på trods af, at jeg havde set hvad et selvmordsforsøg gjorde ved min familie, blev det langt fra sidste gang, jeg tog en overdosis.
   Gang på gang måtte jeg køres med udrykning til skadestuen, hvor læger og sygeplejersker stod klar til at udpumpe mig, udpumpe det gift, jeg endnu engang havde fyldt min krop med.
   At tage overdosiser blev min måde at flygte på, at flygte fra denne her tomme, ensomme og skæmmende verden.
   Og samtidig var det også min måde at blive hørt på, og at blive set på.
   Jeg var ofte bange, meget bange.
   Jeg var bange for voksenlivet, der for mig virkede så utrolig uhyggeligt.
   Jeg ville aller helst for evigt blive ved med at være en lille pige,
   Selvom jeg jo godt vidste, at jeg ikke kunne blive ved med at være et lille barn.
   Men igennem mine overdosiser fik jeg lidt af denne følelse igen.
   Jeg følte mig set, jeg fik omsorg, og jeg blev taget af og passet på.
   Mit liv kom til at bestå mere og mere af forgiftninger og selvskade.

Til sidst opgav mine forældre mig mere eller mindre.
   Det blev også for hårdt for dem. Det blev for hårdt for hele min familie at jeg hele tiden forgiftede mig, og skadede mig selv.
   Det gik ud over mange flere end kun mig selv.
   Jeg opgav også mig selv til sidst, kunne ikke selv finde nogen vej mod lyset.
   Jeg havde taget så mange overdosiser at det næsten var blevet vane, så kendte heller ikke længere selv andre handle muligheder.
   Venner havde jeg heller ikke, har altid været en stille og indelukket pige, som har haft svært ved at opnå venskaber.
   Mit liv med overdosiser og selvskade havde stået på i mange år, flere år end jeg har tal på.

Men så en dag skete der noget.
   Jeg fik tilbudt at få en social hund. En hund som skulle hjælpe med at give lidt glæde og mod på livet igen, og samtidig hjælpe mig i kampen mod min ensomhed og i kampen mod at bekæmpe mine sociale vanskeligheder.
   Dette er det bedste der nogen sinde er sket for mig.
   For første gang nogen sinde føler jeg mig rigtig lykkelig. Jeg smiler ikke længere kunstigt, nej nu smiler jeg ægte, for jeg er glad, og jeg føler dette er begyndelsen på mit nye liv.
   Et liv hvor piller og cutting ikke længere skal være en del af.