En hæslig skinger stemme vækkede mig, gabende kravlede jeg ud fra dækkenet og så ud på gangen. En gammel mand gik og fejede, det var hans sang, som havde vækket mig.
     Min mave knurrede, og jeg var tørstig. Mistrass var også vågnet, og jeg kunne se hans fingre tage fat omkring tremmerne.
     "Tror du, at de giver os noget at spise og drikke," spurgte jeg.
     "Spørgsmålet er nok mere, om vi vil have lyst til at spise og drikke det, de giver os," svarede han.
     "Du har sikkert ret," sagde jeg stille og opgivende.
     Der gik et stykke tid, så begyndte folk at dukke op, og flere af de andre celler blev besat. Næsten alle standsede op og kastede et blik på os. Folkemængden tiltog, jeg krummede mig sammen i et hjørne bagerst i cellen med tæppet omkring mig. Det var slet ikke rart at være genstand for så meget opmærksomhed.
     "Hvorfor sidder du gemt derinde," spurgte en stemme med meget stærk accent.
     Forbavset så jeg op og mødte et venligt ansigt. Jeg rejste mig op og gik hen til tremmerne.
     "Du er den første, jeg har mødt, som taler elvisk. Hvor har du lært det," spurgte jeg overrasket.
     "Jeg har opholdt mig i en grænseby, hvor jeg lærte det. Hvad er dit navn," spurgte han.
     "Jeg hedder Clarissa, og det er Mistrass," svarede jeg og pegede på Mistrass.
     "Hvor dygtig er du til at helbrede," spurgte han mig.
     "Det ved jeg ikke, mine forældre ville sende mig til hoffet, når jeg fyldte 20 år. Der ville mine evner blive vurderet og udviklet," svarede jeg.
     "Kan du helbrede dette," spurgte han.
     Jeg studerede såret, det var et snitsår og så ikke særlig dybt ud. "Ja," svarede jeg og lod min magi komme til syne. En økse monteret på et lang skaft røg ind foran tremmedøren, og forskrækket trådte jeg to skridt tilbage. En hæs stemme sagde en hel masse, som jeg ikke forstod en snus af.
     "Ingen afprøvning. Helbrederen skal være frisk til fremvisningen, der vil De se, hvad hun duer til," sagde han og skulede. Hvis hun blot viste sine evner for en, havde de snart et rend af fattiglemmer, som ville helbredes. Hendes nye ejer skulle afgøre, hvem hun fik lov til at helbrede.
     Jeg så, at manden tog det sagte til sig. Han smilede beroligende til mig, og forsvandt i myldret. Jeg så efter ham og sank, der var så meget jeg gerne ville have spurt ham om.
     Jeg gik tilbage til hjørnet, og trak benene op under mig. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage, men kunne ikke. En kutteklædt skikkelse standsede op foran min celle. Jeg stirrede fast ned i gulvet, fast besluttet på at ignorere alle, som passerede. Den kutteklædte forsvandt igen.
     En vandflaske blev pludseligt smidt ind til mig. Jeg så forskrækket op og opdagede, at Aharki stod foran min celle. anføreren, anføreraHan smilede opmuntrende til mig. Jeg samlede vandflasken op og tog en tår. Hverken Mistrass eller jeg havde fået meget vand de sidste dage. Jeg spurgte Mistrass om, han havde fået noget at drikke, det havde han. Jeg var også sulten, at helbrede de skadede hos vores bortførere, havde tappet mig for kræfter. Desuden var jeg blevet nervøs over alt det nye, jeg ville så gerne hjem. Tårerne dukkede øjeblikkeligt op i mine øjne, jeg bed tænderne hårdt sammen og lod dem løbe ned ad kinderne.
     
Aharki dukkede op igen, omgivet af et par mænd. De gik hen til Mistrass celle og hev ham ud, han kæmpede hårdt imod. Men to fuldvoksne mænd kunne han ikke klare, de slæbte ham med sig. Jeg gik hen til tremmerne og så ud. Mængden af folk forsvandt, og jeg så efter Mistrass, indtil de var ude af syne. Vagten stod der stadig, han så kort på mig, og forsigtig betragtede jeg ham. Hans udseende skræmte mig, ligesom udtrykket i hans øjne. Han holdt sit øksespyd på plads og stirrede udover gangen. Jeg betragtede de andre fanger, og udtrykket af opgivelse i deres øjne, gjorde mig bange og ked af det. Forvirret og bange satte jeg mig ned bagerst i min celle, og drak det sidste vand. Mistrass blev ført tilbage. De havde lagt ham i lænker, som ligefrem strålede af magi. Han havde små snitsår forskellige steder og var svedt.
     "Hvad har de gjort ved dig," udbrød jeg og greb hårdt fat om tremmerne.
     Før Mistrass kunne nå at svare, smed de ham ind i cellen, og jeg hørte lænkerne klirre. De vendte deres opmærksomhed mod mig, hvilket fik mig til at gå så langt tilbage i cellen som overhovedet muligt. Aharki trådte ind i min celle og kaldte på mig med den samme stemme, som man ville bruge til at kalde en modvillig kat eller hund til sig. Jeg forstod ikke ordene, men kun hans kropssprog, nervøs gik jeg hen til ham. Han lagde sin hånd på min skulder, og hans hånds greb truede med at knuse mine spinkle knogler, hvis jeg havde nogen planer om at stikke af. Han førte mig ned ad gangen, efterfulgt af de to mænd. Vi kom til en dør, hvor der kom støjende lyde indefra. Han stak mig et stykke chokolade, som jeg slugte, men det mættede ikke særligt meget. Døren blev åbnet, og han puffede mig derind. Lyset blændede mig, og fik mine øjne til at løbe i vand. Der blev med et stille, så brød et inferno af talende stemmer frem. Aharkis hånd tvang mig til at blive stående, selvom jeg mest havde lyst til at løbe tilbage ud af døren. Mine øjne vænnede sig til lyset, og jeg så mig omkring.
     Jeg stod midt i en sal, der var sat et højt hegn op. Bagved hegnet sad der folk, som havde rettet deres opmærksomhed mod mig. De sad på bænke i forskellige højder, nærmest som en stor trappe. Der var enkelte balkoner, sikkert beregnet for de velhavende. Dem som sad der, så i hvert fald mere rige ud, end dem der sad på bænkene. I en af dem genkendte jeg manden, som havde talt til mig på elvisk.
     
Der blev slået med en hammer, forskrækket vendte jeg mig om. En høj velklædt mand stod oppe på en talerstol, det var ham, som havde slået med hammeren. Han betragtede mig ligegyldigt, og begyndte at sige en hel masse, utrolig hurtigt.
     Mange af øjnene skiftedes til at kigge på mig, og ham som talte. Jeg måtte kæmpe for at holde panikken nede, og fokuserede i stedet på at trække vejret roligt. Lugten af de mange folk skar i min næse. Lugten var værre end gylle, og jeg ønskede mere end nogensinde at mærke vindens friskhed mod mit ansigt. Døren blev åbnet og to mænd kom slæbende med den gamle mand, som havde vækket mig med sin skrækkelige sang i morges.
     Han virkede lige så skræmt, som jeg følte mig, og de måtte slæbe ham ind. Der var noget ved ham, som virkede forkert, noget i hans ansigtstræk. Mine tanker blev afbrudt, da hans hænder blev holdt frem mod mig, de var krogede af gigt. Han stirrede på mig med øjnene fulde af angst og prøvede at sikke af. Jeg smilede blidt til ham og overvandt min frygt. De ville have mig til at helbrede, hvilket var velkendt og trygt. Desuden havde den gamle mand brug for at blive beroliget. Jeg lod mine hænder favne hans ganske forsigtigt, og lod magien helbrede.
     Våd af sved og overmandet af den velkendte træthed, holdt jeg inde. Den ældre mand så forbavset på mig, han bøjede sine finger og så forundret på mig. Pludselig forstod jeg, han var et barn fanget i en gammel mands krop. Før nogen kunne reagere gav han mig et knus, som jeg gengældte. De to mænd hev ham væk, et øjeblik blev jeg kold af vrede, før omgivelserne igen gjorde mig opmærksom på min situation.
     Jeg havde ondt i maven af sult, og ønskede mest af alt at sove, kun min selvdisciplin holdt mig på benene. Folkene begyndte at byde, og manden på talerstolen sagde en masse og holdt sin hammer parat. Hånden på min skulder lå der stadig og tvang mig til at blive stående.
     Den kutteklædte betragtede hende oppe fra en af balkongerne. Han var selv helbreder og vidste, at hun måtte være meget træt nu. Hans herre sad roligt tilbagelænet og nød forestillingen.
     "Hvis du bliver hans, så går du en hård skæbne i møde, min lille kollega," tænkte han.
     Budene begyndte og de blev hurtigt højere og højere. Hans herre ville dog først begynde, når det tyndede lidt ud. Han studerede hendes påklædning, busker og jakke var lavet af et lidt groft stof i en grønlig farve, som sås svagt under støvet. Under støvet kunne man ane en solbrændt hud, hendes øjne var brunlige og lyste lige nu af angst og forvirring. Han smilede, da han så hendes ører, de strittede lige op gennem det tjavsede korte brunrøde hår, som sad rimeligt tilfældigt. Hun ville blive naturlig køn som voksen, smuk i menneskenes øjne, men almindelig køn i elvernes.
     
Folk blev ved med at byde på mig. Jeg forstod, at Mistrass havde fattet virkeligheden bedre end jeg. Vi blev virkelig sat til salg, og solgt til den højst bydende. Mistrass var sikkert allerede solgt. Jeg havde ellers altid fået at vide, at slaveriget var ophørt. Det var kun gennem de historier, min mor havde læst for mig, at jeg kendte til det. Når historierne sluttede, havde hun dog altid forsikret mig om, at slaveriget var slut for længe siden. Jeg så over på ham, som talte elvisk. Han bød vist stadig på mig. Han virkede rar og så talte han elvisk, mit sprog.
     Jeg fulgte blikket fra ham på talerstolen, det var vist auktionarius, man kaldte den, som tog imod budene for noget, som var sat til salg. Han kiggede nu fast på to, den ene var ham, som havde talt elvisk. Den anden sad for langt tilbage til, at jeg kunne se, hvordan han så ud. Der stod en skikkelse ved hans side, den kutteklædte, som var standset op foran min celle.
     Kuttens hætte dannede en skygge, så hans ansigt lå i skygge, jeg følte en sær dragning mod ham. Før jeg kunne nå at definere den dragning, slog auktionarius tre gange med sin hammer, jeg drejede hovedet om mod ham og fulgte hans blik. Den elvisk talende mand smilede, jeg så over på den anden. Han styrede sit udtryk, men jeg kunne tydeligt fornemme hans utilfredshed. Aharki førte mig tilbage til cellen, han låste tremmedøren og jeg sank udmattet sammen på det snavsede dækken. Mistrass lå stadig i cellen ved siden af, jeg kunne genkende hans snorken. Udmattet lod jeg søvnen overtage.
     
Den kutteklædte betragtede hende, hun sov lydløst, men tungt. Han fyldtes af en pludselig og uventet ømhed. Han huskede sin egen træthed som ung elev, og mærkede en uventet ømhed mod hende, hun var så ung. Hans herre havde været rasende over at miste hende, men hvis han kendte ham ret, så ville han finde en måde at få sin vilje gennemtrumfet på. Han vendte sin opmærksomhed mod den unge vildbasse, som hans herre ville oplære i krigskunsten. Lige nu mindede han mest af alt, om det barn, han var. Hans protester vidnede om træthed, de to mænd holdt ham nemt. Den kutteklædte kastede et sidste blik på den unge helbreder, før de trak af sted med den unge vildbasse. Hun ville få det godt, og måske ville hun slippe fri og vende hjem en dag. Det håbede han.
     
Jeg blev vækket af en hård hånd, som ruskede i mig. Forbavset så jeg op og prøvede at vågne, en vagt hev mig op og holdt mine hænder fremme. En barsk udseende mand bandt dem stramt sammen, smerten fik mig til at ømme mig.
     "Vi må jo sørge for at vores lille guldklump ikke stikker af," sagde den af dem, som var deres øverste. Han betragtede det lille trætte elverbarn med overlegenhed. Hendes øjne afslørede hendes raseri over at blive behandlet sådan. Det tog han sig dog ikke af.
     
Jeg så op på ham og var vred. Følte han sig så stor, fordi han kunne binde en på min størrelse så hårdt, at det gjorde ondt, spurgte jeg tavst mig selv. Lædersnøren var ikke magisk, mærkede jeg. Jeg kæmpede for at lade være med at smile og derved afslører, at lædersnøren adlød mig og løsnede sig. Den løsnede sig så tilpas meget, at det holdt op med at gøre ondt. Jeg kiggede ind i Mistrass celle, men han var allerede væk. Jeg havde ikke engang fået sagt farvel til ham. De førte mig ned af gangen, faktisk gik vi den samme vej, som vi var kommet ind ad. Himlen var rød, da de åbnede døren og lod mig komme ud. En vogn trukket af to smukke heste, kom hen mod os og standsede. Døren blev slået op og en af mændene løftede mig derind.
     Manden som talte elvisk smilede til mig, og hjalp mig hen på den modsatte bænk, som var betrukket med rødt fløjl. Sædet var utrolig blødt at sidde på, han trak gardinet for begge vinduer. Jeg kvalte en gaben, og var træt af, at jeg følte mig så træt hele tiden.
     "Har du det godt," spurgte han.
     "Jeg er så træt hele tiden, og så er jeg sulten, men ellers har jeg det vist fint," svarede jeg.
     "Sulten kan jeg gøre noget ved, og trætheden forsvinder efter et par dage. Du har jo være meget igennem, så der er ikke noget at sige til, at du er træt," sagde han.
     Han fandt en sandwich og en vandflaske frem, som han rakte over til mig.
     "Jeg er ked af, at jeg ikke kan løse dine bånd," sagde han.
     "Åhr, det er ikke noget problem," sagde jeg gabende og bad knuden om at gå op. Lædersnoren løsnede sig, og jeg lagde den ved siden af mig.
     Han så eftertænksomt på mig , men smilede så. Sandwichen forsvandt hurtigt, og jeg drak halvdelen af vandet, før jeg rakte flasken tilbage til ham.
     Han tog imod den og smilede. "Kunne du ikke lide maden derinde," spurgte han.
     "Det ved jeg ikke, for de gav os ingenting," svarede jeg roligt.
      "Hvornår har du sidste fået noget at spise," spurgte han.
     "Det er jeg ikke helt sikker på, det er svært at holde styr på dagene, men udover et stykke chokolade, har jeg ikke fået noget i et døgns tid," svarede jeg og gennemsøgte min hukommelse.
     "Tvang de dig til at bruge dine helbredende kræfter," spurgte han.
     "Nej, jeg tilbød det selv. En af deres mænd var hårdt såret efter et angreb på vores landsby, men jeg kunne ikke lade ham dø. Efter ham tog jeg mig af en del småskrammer og til sidst ham barnet, som var fanget i en gammel mands krop," svarede jeg.
     "Hvor gammel er du," spurgte han.
     "13 år," svarede jeg og gabte.
     "Du er vist træt. Læg dig bare ned, sædet er vist langt nok til, at du næsten kan ligge udstrakt," sagde han.
     "Men jeg er jo beskidt," sagde jeg og fortsatte, "og stoffet er så fint."
     "Det kan gøres rent, og du skal nok få et bad, når vi kommer frem," sagde han.
     "Hvor fører du mig hen," spurgte jeg.
     "Til en skole for helbredere, men det skal du nok få mere at vide om senere," svarede han.
     Jeg lagde mig ned på sædet, og han lagde sin kappe over mig, den var dejlig tung og varm.
     "Hvad hedder du egentlig," spurgte jeg.
     "Prolemenus," svarede han. Jeg gentog navnet for mig selv og lod mine øjenlåg falde i, varmen bredte sig dejligt til hele min krop.

       

Clarissa af Svalen - En e... (10)
    (Fantasy)
    (Mere end et år siden publicering)