Jeg er blandt de første, der møder op på Horsens Banegård denne søndag formiddag. Jeg kigger mig omkring, og hilser smilende på mine klassekammerater, der alle udstråler den samme følelse af sitrende forventning til den kommende uge, som jeg selv kan mærke i maven. Langsomt dumper flere og flere fra klassen ind af de store indgangsdøre med familier og kærester i hænderne. Efterhånden står der 28 forventningsfulde unge mennesker på Horsens banegård, og tripper i spænding - parate til deres dannelsesrejse. Firenze bliver aldrig den samme by igen.
     Vi er i ugen op til afrejsen blevet undervist i byens historiske rolle, dens kultur og ikke mindst den mængde kunst, som i sin tid satte Firenze på kortet. Byen har altså spillet hovedrollen i vores liv de sidste mange dage, hvilket har skruet forventningerne til den forestående tur helt i vejret. I toget på vej der ned tager den boblende fornemmelse i maven til, og jeg kan mærke på mine klassekammerater, at de deler samme fornemmelse som jeg. Alle har følelserne lige under tøjet.
     Følelseskappen bliver flået af den første aften i Firenze. Det sker selvfølgelig under påvirkning af rigelige mængder alkohol, som jo er kendt for netop at blotte folks inderste væsen, tanker og følelser. Luften er tyk af disse følelser, og alle er påvirket af dem. Det virker surrealistisk, at mine klassekammerater pludselig betror mig ting, som er meget private. Alligevel bliver jeg ikke mere chokeret, end at jeg selv begynder at dele ud af mine inderste hemmeligheder. Efter en stærkt følelsesladet aften forlader vi pubben, hvor vi har siddet, og begiver os hjemad. Vi går arm i arm. Fællesskabsfølelsen er overvældende, og der bliver da også fældet et par tårer på hjemvejen.
     Efter morgenmaden næste morgen begiver vi os ud i Firenze til fods for at opleve nogle af byens seværdigheder. Desværre er det slet ikke byen, der er i fokus for mig, og jeg har meget svært ved at tvinge tankerne væk fra gårsdagens begivenheder. Det slår mig, at jeg ligesom på togturen kan mærke, at alle deler samme fornemmelse i maven som mig. Jeg kigger rundt på mine klassekammerater, og de sender mig alle sigende blikke. Det er åbenbart ikke noget vi snakker om. Dagen fortsætter i samme sløve tempo, som den startede, mens alle elever kæmper for enten at vågne rigtigt op eller bare for at undgå at falde helt i søvn. Måske er det fordi, følelsesdynen igen har sænket sig over vores ædruelige sjæle, at alle er så tomme i blikkene og virker fremmede fra den person de var i går. Ligesom jeg kan mærke hos mig selv, at jeg er tilbage i virkeligheden, virker det som om, at mine klassekammerater og jeg på telepatisk vis er nået til enighed om, at holde lidt igen med dramaet som så eksplicit blev udtrykt bare aftenen inden. Kunsten og kulturen som vi er blevet forberedt på og hørt i hjemmefra, glider forbi mig som en anden ligegyldig tv-reklame. Mine tanker er et helt andet sted.
     Samme aften bliver følelsesskjoldet igen fjernet af alkoholens forunderlige virkning, og begivenhederne tager fart i nøjagtig samme mønster som dagen før. I snart to år har jeg tilbragt stort set hver dag sammen med disse mennesker, og alligevel virker de pludselige som fremmede. På trods af det, føler jeg mig tættere bundet til dem end nogensinde før, og stemningen er så intens, at alle påvirkes af det. Det er store ord - sågar kærlighedserklæringer - der ryger gennem luften, og selvom det virker plat, er der ingen der griner. Vi morer os, men på en anden måde. Vi kender hinanden bedre, end vi gjorde for bare en uge siden, skønt vi som nævnt har kendt hinanden i snart to år. Det er jo heller ikke fordi, det er første gang, at vi er fulde sammen. Rammen er bare en anden, og den påvirker os åbenbart helt enormt.
     Jeg kan ikke lade være med at sidde for mig selv og tænke disse dybfølte tanker, selvom jeg befinder mig på et diskotek, hvor musikken burde overdøve enhver form for fornuftige tanker. Studieturen er blevet en meget større oplevelse, end jeg havde regnet med. Jeg havde måske regnet med, at klassen ville blive rystet sammen, men at vi bare efter to dage har delt så mange stærke oplevelser, at vores indbyrdes forhold er fuldstændig forandret, havde jeg aldrig gættet på. Det er i sandhed blevet en dannelsesrejse for mig, og jeg har allerede lært utrolig meget. Ikke så meget om kunst og kultur, men om mine ligesindede, hvis personligheder først for alvor har foldet sig ud for mig nu. Senere på aftenen står jeg med armene rundt om en sønderknust pige fra min klasse, som jeg normalt kun har et temmelig overfladisk forhold til. Hun kan ikke fortælle mig, hvorfor hun græder. Hun ved det nemlig ikke selv. Det understreger blot, hvilken stemning der er i mellem os 2.d'ere her i Firenze. Mennesker, som til dagligt virker glade og frie for bekymringer, bryder pludselig sammen i gråd, men kan ikke selv forklare hvorfor. Følelser, som ellers ikke burde være aktuelle, bliver vækket inden i os, og vi er alle sammen ufatteligt sårbare. Samtidig er vi stærkere end nogensinde før, for nu er vi bundet sammen af et stærkt følelsesmæssigt bånd.
     Jeg vågner op til endnu en hård morgen ovenpå en hård nat og med udsigt til en rigtig lang dag. Igen fyldes jeg med denne fornemmelse, som har præget mig det meste af turen, men i dag føler jeg mig mere ovenpå. Jeg føler, at mine "nye" klassekammerater igen er blevet de gamle bekendte, men jeg ser dem stadig i et helt nyt lys. Om dagen i Firenze går alting tilbage til normalt og der pjattes og grines på gåturene mellem seværdighederne. Følelserne bliver igen pakket væk, men det er også rart med en pause. Min mave har været udsat for hele følelsesregistret i de sidste par dage, så jeg skubber det hele lidt i baggrunden, og beslutter mig for at åbne øjnene for byen og suge alle de indtryk til mig, som jeg kan.
     Jeg går forbi en Louis Vuitton forretning og kigger på et tilfældigt prisskilt. 2500 euro, står der. Butikken er fyldt med italienere med Gucci-solbriller i håret og fyldte kreditkort i pungen. Hundrede meter henne ad gaden ligger en gammel dame midt i en travl fodgængerovergang. Hun ligger på sine knæ og albuer, med ansigtet ned i asfalten, og med armene strakt frem og hænderne formet som en lille skål. Hendes tøj ser uvasket ud, og hele hendes krop ryster.
     Dette kontrastfyldte billede slår mig helt ud af kurs. Når man har levet hele sit liv i en drømmeverden, som det danske samfund er, kan det virke komplet absurd, at nogle mennesker bare kan acceptere en sådan klasseforskel. Mens jeg går og i mit stille sind hidser mig op over verdens uretfærdighed, slår det mig pludselig at jeg nærmer mig tiggeren. Pludselig skubbes idealisten i mig væk til fordel for realisten, som tvinger mig til at gå forbi - uden at give damen penge. Jeg er i chok over min egen hykleri. Men det er ikke den sidste tigger jeg går forbi i Firenze.
     Endnu en aften i Firenze og endnu en gang en masse fest og ballade. Denne aften virker det som om, at alle er blevet afklaret med deres følelser og har fået det meste ud af kroppen. Luften er ikke længere tyk, og man kan endelig give lidt slip på de store følelser og more sig, som man normalt gør det. Det er en fantastisk aften, og mens jeg vakler hjemad mod hotellet med to gode venner fyldes jeg med vemod. Jeg ved, at dette er den sidste aften i Firenze, og i morgen venter hjemturen. I Danmark venter skolen, og selvom det teknisk set er i skoleøjemed, at jeg befinder mig i Firenze, føles skolen mere fjern end nogensinde. Jeg har oplevet så meget på disse dage og været så mange ting i gennem følelsesmæssigt, at min tidsfornemmelse er sat fuldstændig ud af spillet. Det føles som om, jeg har boet i Firenze i en måned snarere end blot tre dage, og derfor virker det liv jeg forlod så underligt fjernt og kedeligt.
     I toget på vej hjem tager jeg mine hørebøffer på, og isolerer mig for omverdenen. Imens musikken strømmer ind i mine øregange, tænker jeg tilbage på de forgangne fire dage, og kan ikke undgå at smile lidt. Denne tur har ikke blot ændret mit syn på mine klassekammerater, men mit syn på andre mennesker generelt. Det er gået op for mig, hvor meget vi forstiller os i hverdagen og forsøger at virke glade, når vi i virkeligheden allerhelst vil græde ud ved hinandens skuldre. Min klasse har været igennem en renselse, og jeg tror på, at båndet mellem os er blevet så stærkt nu, at man altid kan smide masken og betro sig til en klassekammerat. Jeg ved nu, at jeg endda holder mig selv for nar, med mine idealistiske holdninger, som jeg aldrig nogensinde ville føre ud i livet. Dannelsesrejsen er slut, men heldigvis hænger oplevelserne ved længe endnu, og jeg vil aldrig glemme hvad der skete de dage i Firenze.

       

Sætninger (5)
    (Blandede tekster)
    (62 dage siden publicering)