Hans hiv af cigaretten gav en pibende lyd. Han lod den blågrå røg bølge ud af sin næse og mund. Hvis man kunne røre røgen, ville den føles som hendes bløde hud.
     Han kiggede på hende. Hendes hud var helt hvid. Han ville gerne røre ved hende, lade en finger glide ned over hendes kind og hals. Vandet bevægede sig lydløst omkring hende. De havde en fælles hemmelighed, han og vandet. Han tog et sidste hiv af cigaretten og slukkede den mellem fingrene, før han smed den ud i vandet.
     Hvor var hun flot, som hun lå der så hvid og sart i det mørke vand. Hendes hår lyste rødt omkring hendes hoved. Det bevægede sig i vandet. Han mærkede endnu, hvordan det føltes at løbe fingrene igennem det. Et øjeblik var han næsten ked af, han måtte give slip på hende.
     En bus bremsede højlydt ved busstoppestedet bag ham. To koreanske kvinder stod af og gik hen til fodgængerovergangen over mod Hotel Radison. Bilerne susede frem og tilbage til trods for, det var efter midnat en onsdag aften. En overvægtig mand, der nynnede for sig selv, gik ind af stien til Stadsgraven. Han gik lige forbi uden at opdage ham.
     Han kunne ikke lade være med at smile. Det var et godt sted, han havde fundet. Han stod behageligt op ad et stativ, der var beregnet til en redningskrans. H.C. Andersens Boulevard var bag ham med trafik og masser af lys. Folk gik lige forbi ham, og alligevel kunne han stå uforstyrret og se hende i skæret af gullige gadelamper.
     Ikke som da han var ude i den anden ende af voldanlægget og måtte have en lommelygte med. Selv om der var mere stille derude, så var der biler, der kørte til og fra Holmen, og Christianitter, der gik eller cyklede på stierne. Han var udsat med lommelygten; det her var meget bedre.
     En ambulance hastede forbi med udrykning. De farvede lys vandrede et kort sekund over hendes krop, før ambulancen kørte rundt hjørnet til Artillerivej. Det var på tide at tage hjem. Han sukkede og sagde i sine tanker,
     "Farvel, smukke pige." Bevægelsen i hendes røde hår syntes at sige på gensyn. Han trådte ud på stien og gik mod Christmas Møllers Plads.
     
Han skævede til sit ur, mens automaten doserede kaffe og vand. 17:10. Med en kop rygende, ekstrastærk kaffe i hånden gik han tilbage igennem kontorlandskabet til sit skrivebord. De fleste var allerede taget hjem for i dag. De, der var tilbage, var de rådgivere, der havde vagt til klokken 20, og så ham. Han arbejdede ofte sent, så gik tiden lettere, indtil han igen kunne tage hen og betragte hende.
     Han skævede igen til sit ur. 17:18. Det var alt for tidligt. Det skulle helst være efter midnat. På det tidspunkt er anonymiteten størst. Ingen øjenkontakt. Ingen interesse i andre. Man skynder sig bare forbi hinanden i håb om, at den anden ikke er ude efter ens penge.
     Han fokuserede på den klagesag, der lå på hans skrivebord. Mogens Kristensen havde været underforsikret i en sådan grad, at der ikke kunne være god tro, og nu kunne han ikke forstå, hvorfor selskabet ikke tilgodeskrev hans fulde tab.
     "Idiot," mumlede han for sig selv.
     "Hey mand, har du set det her?" Henrik, der havde skrivebord i den anden ende af lokalet, stod op og vinkede heftigt til ham.
     "Hvad er det?" Han gik over til ham og stirrede på computerskærmen.
     "De har fundet en død kvinde ved Stadsgraven. Er det ikke vildt? Åbenbart en eller anden, der er ude at gå med sin hund og så finder et lig. Politiet ved selvfølgelig ikke noget, men det ligner det samme som de der andre to kvinder, der blev fundet ude ved Christiania. Kan du huske dem? Det lader til, at det er en seriemorder. Det er da vildt."
     Henrik skrollede rundt på siden med billedet af gerningsstedet. To politibetjente så alvorlige ud, mens de talte med hinanden. Han bemærkede, at der var snoet polititape rundt stativet til redningskransen og videre til en busk.
     "Det er forfærdeligt." Han mærkede et sug i maven. Hun var væk. For sit indre blik så han hende falme i vandet. Hendes ansigt forsvandt, det samme med den røde glorie omkring hendes ansigt. Det sidste, der sank, var hendes blege hånd. Dens bevægelse var næsten et ømt vink, og hun var væk.
     Uret stod på 17:37. Han følte en gabende hul i sig. Hun var der ikke længere. Han havde kun haft hende siden torsdag nat. Hun var væk så hurtigt.
     
Brusehovedet åbnedes med et drøn. Vandet var så varmt, at det stank og efterlod en rød plamage fra skulder til skulder. Med hænderne hængende tungt nede langs siderne, lod han vandet vælte ned over sig. Hvordan var det, det føltes at løbe fingrene igennem hendes hår? Det var ikke som vand, men blødere og mere bøjeligt, som om det kælede for hans berøring. Han holdt hænderne op foran sig, studerede dem, men følelsen var væk.
     Han prøvede at huske, hvordan vandet havde kærtegnet hendes blege hud, men kunne ikke fastholde hendes billede. Hun var væk. Væk fra hans verden. Detaljerne forsvandt så hurtigt fra hans hukommelse, at det mest centrale var hendes blotte fravær.
     Han slukkede for vandet og mærkede i samme nu, hvordan vandet havde brændt huden på hans ryg. Han lænede panden mod de kolde fliser foran sig. Han kunne lige så godt blive stående der med sin dampende, rødplettede ryg. Der var ikke andet at gøre. Hun var væk.
     
Hans identitet, hans rationalitet sivede ud af ham ved hver vejrtrækning. En tung dis lagde sig omkring ham. Han gik på arbejde, sad ved sit skrivebord og arbejdede sig mekanisk igennem den ene klagesag efter den anden. Han småsnakkede med sine kolleger, når han var nødt til det og drak den ene kop ekstrastærk kaffe efter den anden. Alt imens gnavede hendes fravær i hans mave, og disens greb blev strammere og strammere. Det var det eneste, han følte. Den tomme, gnavede følelse. Følelsen bredte sig i hele hans krop. Hans hoved værkede. Det flimrede for hans øjne, og hans hænder begyndte at sitre. Han kunne ikke samle sig om noget som helst.
     Han tastede automatisk på tastaturet uden at vide, hvilken sag han skrev et afslag i. Tid fjernede sig fra ham, så han sad udenfor resten af verden. Hans kolleger bevægede sig rundt i lokalet, snakkede uden han kunne følge med.
     Automaten spruttede tykt kaffesmør ned i hans kop. Da han ville tage den, smuttede koppen. Glohed sort kaffe løb over hans hånd og dryppede ned på gulvet. Han mærkede ikke varmen, der gjorde hans hud rød og skinnede; han betragtede blot, hvordan den sorte kaffe delte sig og forsvandt ned mellem hans fingre.
     "Whoa, er du ok?" Henrik stirrede på ham med et foruroliget udtryk. Ordene kom som en overraskelse. Han blev revet ud af det tomrum, han stod i.
     "Jo." Han svarede hurtigt og tog noget papir for at tørre den sorte væde op. Det her kunne ikke fortsætte. Han var ikke sig selv. Han var hendes fravær. Hun var det eneste, han tænkte på, selv om han ikke kunne sætte ord på hendes træk eller væremåde. Han tørstede efter hende. Ikke hende som individ, men begrebet om hende. Han måtte rydde sig for den gnavende fornemmelse, for hovedpinen, der holdt ham vågen om natten. Han måtte have hende igen. Han måtte fjerne hendes fravær. Besidde hende igen. Det var hans formål. Han følte sig mere klar, resolut.
     
Hans hænder sitrede ikke så voldsomt som før, da han sætte sig ved sit skrivebord og åbnede sagsmappen. Øjnene vandrede hen over siderne, mens han bladrede frem og tilbage i mappens papirer. Hans tanker var andetsteds.
     Det var torsdag i dag. Han skævede til uret. 19:52. Han kunne ikke nå at gøre sig klar til i aften. Mismodet tyngede hans skuldre et øjeblik, men i morgen fredag. Fredag var en god dag. Hans tidligere erfaringer dukkede frem fra hukommelsen. Den sidste havde han fundet i en stille sidegade ved søerne. Flere af lygtepælene var slukkede, og hun gik stille for sig selv og nynnede en melodi, han ikke kunne genkende. Han ville finde et andet sted denne gang. I sine tanker gennemgik han sit eget billede af byen. Et billede, der bestod af mørke, stille gader, baggårde, populære barer, diskoteker og andre steder, hvor piger ikke var bange for at færdes eller lede efter en taxi alene.
     Den allerførste pige havde han fundet ude på Amager. Hun havde smilet til ham, da hun stod i kiosken og skulle købe et blad og en pose slik. Han havde perpleks smilet tilbage og vidst, at han måtte mærke hende i sine hænder. Hun var mørk. Bløde brune øjne og en kroget næse, der mindede ham om, at ingen er perfekte.
     Den anden pige var høj og ranglet. Hendes arme og ben var så tynde som kviste. Hun havde været på en bar på Nørrebro sammen med nogle studiekammerater. Han havde stået i baren og bemærket hende. Det var så tydeligt, at hun følte sig udenfor. Hun var anderledes end de andre. Enestående. Efter et par timer gik hun uden, at studiekammeraterne egentlig lagde mærke til det. Udenfor havde han fulgt efter hende til et busstoppested. Det havde været så let at føre hende ind i en baggård.
     Der måtte gerne være lidt mere udfordring denne her gang. Han kunne finde en ved et af de store diskoteker. Han løb scenariet igennem i hovedet. Der var i hvert fald udfordringer. Videoovervågning indenfor og ved døren. Security-mænd ved døren, og som regel holdt der gerne et par taxier lige udenfor. Det ville være svært.
     Han skrev et par ulæselige notater i marginen på det forreste dokument i sagsmappen, mens han overvejede. Der var også de små gader mellem Gothersgade og Købmagergade. Han havde selv været på en bar der med nogle kolleger for et stykke tid siden. Dunkel belysning på barerne og udenfor. Flere baggårde, mørke kroge og steder, hvor ingen kiggede hen. Han smilede for sig selv og lod blikket vandre rundt i lokalet.
     
Han fandt sin lighter i jakkelommen og tændte en cigaret. Stedet var rigtig godt. Han stod under en lille altan, så hans ansigt var skjult i skygge. Samtidig havde han fuldt udsyn til to barer. Gaden førte ned til Gothersgade og taxierne. Skulle man fra barerne til en taxi, måtte man forbi ham. Han stod stille, så han ikke fik opmærksomhed.
     En larmende gruppe på fire fyrer og to piger gik forbi. Pigerne trippede i højhælede støvler for at følge med. En fyr skyndte sig hen til en port, mens han åbnede sine bukser.
     "Kom nu, vi har ikke tid til at svinge bananen!" råbte en anden til ham. Hvis bare de vidste, hvor dumme de så ud. Han fulgte dem stift med øjnene, til de nåede ned til Gothersgade. Så lod han igen sin opmærksomhed gå til indgangene til barerne.
     Næsten lige over for hvor han stod, blev en dør åbnet, og to mennesker trådte ud. En middelaldrende mand og en ung pige.
     "Tak for i aften. Skal du også arbejde i morgen?" Pigen nikkede, mens manden omhyggeligt låste døren til Karls Kælder. Hun havde pageklippet lyst hår. Mere kunne han ikke rigtig se, men hun tiltrak bestemt hans interesse.
     "Nå, men vi ses." Manden begravede sine hænder i lommerne og gik. Pigen åbnede sin taske og søgte med hånden i dens hule rum. Først trak hun en pakke cigaretter op af tasken, så ledte hun videre med et suk. Det lyse hår faldt ind over hendes ansigt.
     Det var hans mulighed. Han sitrede af begejstring og mærkede en behagelig varme brede sig i sin krop. Han trådte ud af skyggen på vejen og tog et hiv af sin cigaret.
     "Har du brug for ild?" Han standsede med vilje lige under en gadelygte og smilede venligt til hende. Det virkede som om, han bare kom gående ned ad gaden mod Gothersgade. Hun så op fra tasken med en cigaret hængende mellem sine læber.
     "Ja tak." Hans begejstring blev til en knude af forventning, da hun kom over til ham. De stod under en gadelygte, men han kunne hurtigt få hende ind i en mørk port. Han fandt sin lighter i lommen og holdt den lille flamme frem mod hende. Hun smilede og lænede sig ind mod ham.

       

I sandhed (22)
    (Noveller)
    (59 dage siden publicering)