Storm. Stormen er i mig, den brænder mig, brænder mig, flænser mig indefra. For den kan ikke komme ud. Jeg vil ikke lade den slippe ud. Nej, det er ikke sandt. Jeg tør ikke slippe den ud. For jeg er en kujon. Mit navn er Valentina, og jeg er en kujon.
     En kujon, en slapsvans.
     Samtidig er jeg en løve, der brøler, en hundæmon, der flænser alt omkring sig, i sig, med sine syleskarpe gifttænder.
     For jeg har den i mig. Ilden. Det har jeg altid haft. Men jeg har aldrig givet den lov til at komme ud, aldrig turdet vise folk, hvem jeg virkelig er.
     Hvis jeg da er den, dæmonen siger, jeg er. På én gang ildheks og lille, naiv pige.
     Jeg vil flænse, flå, råbe, skrige!
     Jeg vil krumme mig sammen i et lille hjørne og græde.
     Hvem er jeg?
     Jeg bor i København, på Vesterbro, i en lille, toværelseslejlighed, helt oppe under taget. Min lejlighed har skråvægge, så man kan høre, når regnen trommer på taget. Akkurat som i et telt. Min kat, Hans, kan ikke lide lyden. Han gemmer sig under sengen. Men Hans er også gammel, og bliver efterhånden bange for alting. Bortset fra mig. Mig bliver han aldrig bange for. Selv ikke når jeg råber og skriger, kaster med tingene omkring mig.
     Det gør jeg nemlig nogle gange. Når jeg er alene, altså.
     Jeg er ikke skør. Det er løven, dæmonen i mig, der nogle gange bryder ud af det fængsel, hvori jeg har indespærret hende.
     Alle mennesker har deres særheder. Jeg har også mine.
     Jeg er helt normal.
     Siger jeg til mig selv.
     
Hvorfor har du så svært ved at danne forhold til andre mennesker? Hvorfor er det så som om, de undgår dig?
     En ondskabsfuld stemme hvisker i mit sind. Jeg ignorer den.
     
Som sagt hedder jeg Valentina, og jeg arbejder på en lille café. Café De to Sole.
     Godt nok er jeg ikke så meget for at tale med mennesker, men den smule kundekontakt, jeg har i mit arbejde, passer mig fint.
     Mine kollegaer passer mig også fint. De er flinke og rare, og behandler mig godt, selvom jeg har på fornemmelsen, de synes, jeg er lidt sær. Fordi jeg ikke snakker så meget, altså.
     Men sådan er der nu engang nogle mennesker, der er.
     
Det er på Café De to Sole, jeg første gang ser manden med den sorte frakke komme ind af døren. Jeg står og pudser glas af, og lægger ikke, med det samme, synderligt mærke til ham. Det er først, da han rømmer sig, og siger noget med sin dybe stemme, at jeg kigger op.
     Min første tanke er, at han må have det med varme i den frakke, der, som sagt, er sort, og næsten går helt ned til gulvet, på trods af, at manden er ret høj. Det er sommer udenfor, at jeg selv har klædt mig derefter, i en t-shirt og et par shorts. Manden lader sig åbenbart ikke diktere af årstiderne.
     Han ser ikke ud til at føle ubehag.
     Han smiler til mig, som enhver anden besøgende i caféen ville gøre det. Hans ansigt er almindeligt. Ikke pænt, ikke grimt. Næsen en smule kroget, måske, øjenbrynene en smule buskede.
     Håret er skulderlagt, bølget og mørkebrunt.
     Nej, det er egentlig ikke så meget udseendet, der gør det.
     Det er øjnene.
     De grønbrune øjne, der stirrer ind i mine, et blik der i et kort sekund er fuldstændig åbent.
     "Undskyld frøken, er du der?" spørger manden mildt. Han tiltaler mig så gammeldags. Det er underligt, for han ser ikke ud til at være meget mere end fem til ti år ældre end mig, der er toogtyve. Men det er egentlig ikke ubehageligt.
     "U-undskyld, hvad skulle det være?" stammer jeg, og gider ikke engang tage mig af den rødmen, jeg ved, gennemstrømmer mine kinder.
     Jeg kan se, at han til gengæld lægger mærke til det, for han smiler skævt, og betragter mig lidt mere indgående.
     Sært. Normalt er jeg fuldstændig ligeglad med mit udseende, ved alligevel, jeg slet ikke er særlig køn. Der er i hvert fald aldrig nogen, der har sagt det modsatte til mig.
     Men i dette øjeblik er jeg underligt bevidst om, hvilket effekt det giver, at mit leverpostejfarvede hår vist er lidt mere bølget i dag, end det plejer at være. At jeg, i modsætning til de fleste andre dage, fik trang til at tage en smule mascara på i morges.
     
Han er ligeglad. Det burde du også være. Og du burde, mest af alt, være ligeglad med, om han er ligeglad eller ej.
     Han står stadig og smiler til mig. "Et glas rødvin tak, og en omelet med løg og tomat." Jeg nikker, og smiler tilbage. Jeg forsvinder ud i køkkenet for at give kokken, Stephan, mandens bestilling.
     Da jeg kommer ud igen, har han sat sig ved et bord, ikke langt fra disken, bag hvilken, jeg står.
     Det er en tidlig formiddag, en mandag, så der er ikke andre gæster i caféen.
     Han tager en roman frem, som han bladrer lidt rundt i, men det ser ikke ud som om, den fanger ham. Han kigger op, og møder mit blik. Opdager, at jeg har betragtet ham. Igen rødmer jeg, og igen smiler han.
     "Hvad hedder du?" spørger han pludseligt. "Valentina" svarer jeg, en smule overrasket. Han løfter et øjenbryn. "Specielt navn. Men pænt. Det stammer fra Italien, gør det ikke?" Jeg rødmer igen, har aldrig prøvet, at folk, jeg ikke kender (bortset fra fulderikker, særlinger og vildfarende turister) har talt til mig uopfordret. Denne mand virker ikke som om, han tilhører nogle af tidligere nævnte kategorier.
     "Det ved jeg ikke..." svarer jeg tøvende, og kigger stift ned i bordpladen. Se, på sådanne tidspunkter er det, at jeg ønsker, ildheksen kommer frem. At hun taler gennem mig, taler min sag.
     Men det gør hun aldrig. Det er altid kun lille, sky Valentina, jeg finder.
     Jeg ved godt, det er meningen, jeg skal sige noget nu. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at fortsætte samtalen, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Det er som om, min hjerne er tømt for alle brugbare ord.
     Stephan redder mig fra den pinlige situation ved at kalde mig ud i køkkenet. Mandens bestilling er færdig.
     Jeg bærer bestillingen ud, og stiller den foran ham. "Vær så god" siger jeg, og møder endnu en gang hans øjne. Jeg kigger hurtigt væk igen, og forsvinder derefter ud på toilettet. Mest af alt, fordi jeg ikke har lyst til at være i samme rum som manden. Det gør mig underligt tilpas.
     Da jeg kommer ud igen, er han gået.
     
Stormen raser i mig. Han raser i mig. Det raser i mig. Det truer med at flække mig. Knuse mig. Jeg leder efter mig selv, men jeg kan ikke finde mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er, eller hvem, jeg vil være. Jeg ved kun, at den person, jeg er i dagligdagen, på overfladen, har jeg ingen respekt for. For den person tør ikke noget. Jeg må turde noget. Jeg må tage chancen. For hvis jeg ikke gør noget, tror jeg, det springer i mig, det nye, der har vækket stormen.
     
Han kommer igen. Han må komme igen. Han skal komme igen. Og ganske rigtigt. Han kommer igen, en dag. Manden med den sorte jakke og de helt igennem åbne øjne. Måske er det egentlig ikke hans øjne, der er åbne, men mine. Måske føler jeg, hans er åbne, fordi han ser igennem mine.
     
"Hej Valentina" siger han, da han ser mig stå bag disken. Tænk, han kan huske mit navn! Denne gang er det ikke den onde stemme, der siger noget, men en lille glad bobl af jubel, der bor i mig.
     "Hej" mumler jeg, rødmer, og smiler genert, da hans øjne møder mine.
     
Opfør dig dog som om, du er toogtyve, og ikke tretten år!
     Stemmen skælder irriteret på mig. Nogle gange bliver jeg sur på den. Har lyst til at skælde tilbage på den. Men det kan jeg ikke. For den er en del af mig.
     
Han går over mod mig. "En kop sort kaffe tak, uden mælk eller sukker." Jeg laver og bringer ham kaffen. Da jeg stiller den på bordet foran ham, mødes vores øjne. Vi stirrer på hinanden.
     Jeg føler en indtrængen i mit sind, og selvom det kan virke utroligt, tvivler jeg ikke et sekund på, at han læser mig.
     Jeg sænker øjnene, underligt tilpas. Han griber min hånd. "Valentina."
     Jeg kigger hurtigt op på ham, overrasket, skræmt.
     Han smiler beroligende til mig. Men det virker ikke. Han har vækket noget i mig, noget, jeg ikke kan styre. Det er ikke ildheksen, han har vækket. Hun er en naturlig del af mig. Det er noget andet, noget, som ildheksen synes godt om. Noget, der nærer stormen i mig.
     "Skal du noget i aften?"
     "J-ja, jeg kan ikke..."
     Han smiler igen, forstående. "Ok. En anden gang måske?"
     Jeg sænker blikket, og drejer rundt på hælen, uden at svare. Idiot, idiot, idiot! Jeg ved det. Men han gør mig bange. Bange og fyldt af en utrolig, opløftende energi. På én og samme tid.
     Nu har jeg forspildt min chance. Igen.
     
Jeg blev undervist hjemme, da jeg var lille, fordi mine forældre syntes, det var bedst. De havde mistet min storebror i en ulykke, da han var otte år. Mig ville de ikke miste til omverdenen. Det er lykkedes dem at undgå dette. For jeg har svært ved at forholde mig til omverdenen, og den har svært ved at forholde sig til mig. Det beviste min gymnasietid med al tydelighed. Det var nok mest af alt den, der tog den smule styrke, jeg engang besad, fra mig. Jeg hader at sidde alene, isoleret. Jeg hader ydmygelsen ved det. Og alligevel ender jeg tit i en sådan situation.
     
Måske har jeg alligevel ikke forspildt mig chance. For en dag kommer manden med jakken og øjnene tilbage. Mit sind løftes, da han træder ind af cafédøren. Men han hilser ikke. Faktisk virker det slet ikke som om, han ser mig.
     Han sætter sig ved sit sædvanlige bord. Jeg skal til at gå over til ham for at spørge, hvad han vil bestille, men i dag er jeg ikke alene bag disken. Min kollega, Eva, kommer mig i forkøbet.
     Jeg ser, han bestiller en kop kaffe igen.
     Jeg betragter ham. Betragter hans hage, hans næse, hans mund. Og jeg venter.
     En kvinde kommer ind af døren. Hendes hår er rødt, tydeligvis farvet, men smukt alligevel. Langt og bølget. Hun går over mod ham. Han rejser sig, omfavner hende. Nej.
     Han tager hendes arm, og de bevæger sig mod caféens udgang. Nej.
     Jeg er ved siden af, jeg siger hans navn. Han vender sig rundt, men jeg lader ikke hans blik åbne mig. I stedet lader jeg mine læber møde hans, suger ham til mig.
     
Nej, nej. Du må ikke gå. Du må ikke forsvinde fra mit liv, ligesom alle de andre ting, jeg har ladet glide ud af mine hænder, fordi jeg ikke var modig nok til at gribe efter dem, holde dem fast. Du må ikke gå, fremmede, der kender mig så godt.
     Jeg elsker dig.
     
Hans øjne møder mine.
     Storm.

       

Den omvendte fødsel
    (Blandede tekster)
    (46 dage siden publicering)