"Brian, nu skal du altså tage dig sammen. Det nytter ikke noget, at det gamle træ står ude i haven og rådner op. Det ender jo med at det vælter lige ned i vores hus. Skal jeg virkelig blive ved med at sige det til dig?"
     Annie trak gardinet for igen, og vendte sig bebrejdende mod sin mand der lå i sofaen og sov.
     "Hm...hva'?" sagde Brian med en søvndøssen stemme. Han åbnede det ene øje halvt, mens han dovent kiggede op på Annie. Hun satte hænderne i siden med en bestemt mine.
     "Du fjerner det i morgen, er du med? I nyhederne fortæller de at der er storm på vej..."
     Hun vinkede afvisende med hånden, da Brian slog ud med armene og begyndte på sine sædvanlige undskyldninger.
     "Den diskussion kan du ta' med dig selv. Jeg går ud og laver mad!"
     
Annie og Brian var endelig blevet færdig med aftensmaden, da telefonen ringede. Brian lod som om han ikke hørte den, og lagde sig ind på sofaen igen. Annie sendte ham arrigt blik, mens hun styrtede hen til det kimende rør.
     "Det' Annie...."
     "Hej mor. Det er mig, Lukas. Jeg vil bare lige si'e, at jeg kommer hjem nu."
     "Okay, men pas nu godt på når du kører hjem, skat. Det blæser ret meget."
     "Ja, du ved jo at jeg passser på. Hej, mor..."
     Dut....dut...dut
     "Farvel....Lukas."
     Annie lagde telefonen tilbage på plads og skyllede tallerkenerne af. Hun tænkte på at det var heldigt, at Lukas lige netop idag havde været henne hos en kammerat. Så havde han ikke overværet forældrenes heftige diskussion under aftensmaden.
     Annie gik ind i stuen mens hun kastede et hurtigt blik ud gennem vinduet, hvor det gamle træ stod og svajede vildt i den nu ret voldsomme vind.
     "Imorgen, Brian. Så skal det træ fuldstændig væk."
     Brian sagde ingenting. Ikke så meget som sendte hende et værdigt blik, men zappede i stedet videre på det lille 20 tommers tv.
     
Lukas kom trampende ind ad døren to minutter efter at Annie havde sat sig i stolen med sit strikke tøj.
     "Hey. Så er jeg hjemme."
     "Hej Lukas. Nej, tag lige skoene af inden du går ind i stuen de er fuldt med mudder," sagde Annie hurtigt, da hun så hvor hendes dreng var på vej hen.
     "Ved I hvad?" spurgte Lukas da han endelig havde fået de store støvler af."
     "Nej, hva' er der, skat?"
     Annie kastede et hurtigt blik hen på Brian. Han lå med benene oppe over det ene armlæn, og tog slet ikke notits af, at hans søn lige var kommet hjem. Hun blev ret skuffet når hun så hvor ligeglad han var med dem begge.
     "Jeg har cyklet i total modvind henne fra Alex. Og det tog mig kun 4 minutter. Er det ikke vildt?"
     "Jo, det var godt nok flot. Kom, sæt dig ned i stolen, så laver jeg en kop te til dig."
     "Tak, mor. Hej far," hørte Annie, Lukas sige da hun kom ud i køkkenet.
     "Hrmf, hej."
     
Næste dag stod Annie tidligt op selv om det kun var lørdag, men hun skulle helst til bageren inde alle de andre i byen. Hvis der var noget hun hadede mere end sin mand, så var det de lange køer hos bageren. Hun gik ind i stuen hvor Brian lå og snorkede. På stuebordet lå flere tømte whiskeyflasker. Flere end der plejede. Tv'et kørte stadig. Annie tog fjernbetjeningen og slukkede det. Hun sukkede, tog pungen ved askebæret og gik ud i entreen. Hun fandt sin jakke mellem alt rodet på kommoden og gik ud af den svære egetræsdør.
     Vinden havde taget tilstrækkeligt til siden i aftes. Det var næsten oppe på storm styrke. Annie trak hætten over hovedet. Hun gik ud på fortovet, mens hun så forsigtigt op på den store eg. Den knagede højlydt. Viste tydeligt sit tegn på råddentskab. Hvor var hun glad for at det skulle væk idag. Det kunne jo i realiteten vælte ned over deres hus.
     Bageren lå heldigvis lige om hjørnet. Da hun kom ind i butikken stod der kun et ældre ægtepar, ellers var der ikke andre. Da de var gået gik hun op til disken. En køn, høj pige stod og tørrede hænderne af i forklædet.
     "Ja, hvad vil De have?" spurgte den unge kvinde.
     "Bare et franskbrød, tak."
     "S'gerne. Det er godt nok et voldsomt vejr udenfor, hva'?"
     "Ja, og jeg har hørt at det skulle blive endnu værre," svarede Annie. Hun tog imod posen med franskbrødet, og gik ud af butikken med et, "på gensyn."
     
Lukas løb rundt ude i haven da hun kom tilbage. Han lænede sig mod vinden så han var ved at falde. Annie smilede for sig selv.
     "Lukas, pas på træet. Det er råddent. Jeg vil helst ikke ha', at du løber rundt lige her," sagde Annie da hun gik op af haveindgangen. Lukas så hen på hende.
     "Årh, mor. Det er lige så sjovt."
     "To minutter mere. Så skal vi altså spise morgenmad."
     "Jaja."
     
Annie skar franskbrødet ud, mens hun lavede lidt røræg på panden. Hun skulle til at vække Brian, som stadig lå og snorkede inde i stuen, og sige at der var morgenmad, men hun stoppede sig selv.
     "Nej, han kan sgu bare selv lette sin barre," sagde hun bittert.
     Lukas kom ud i køkkenet. Han satte sig ved bordet.
     "Det er vildt som det blæser udenfor. Man kan næsten ikke stå oprejst," sagde han overrasket. Annie smilede kærligt til ham.
     "Far fælder det gamle træ derude idag. Det klarer ikke stormen igennem."
     "Øv, det var så'en et godt klatretræ," sagde Lukas mens han tyggede ivrigt på sit brød. Annie strøg ham gennem håret.
     "Skal far ikke have noget at spise?"
     "Øhm. Nej, han sover vist stadig inde på sofaen."
     "I sofaen? Nej, jeg har ikke set ham ligge der."
     "Nå, det gjorde han ellers da jeg skulle til bageren. Jeg prøver lige at finde ham. Spis nu din mad inden du drøner videre, ikke?"
     "Jo, det skal jeg nok."
     Hun gik ud af køkkenet og ind i stuen. Ganske rigtig, hendes mand lå ikke længere i sofaen. Hun prøvede soveværelset, hvor han normalt ikke plejede at sove. Her var han heller ikke. Måske var han gået til købmanden efter nye forsyninger, men det lignede ham ikke. Det plejede han altid at bede Annie om. Hun gik ud i entreen og så hen på stumtjeneren. Hans frakke og sko var der ikke!
     "Brian. Brian."Annie spejdede efter ham ud gennem terrassedøren. Intet svar. "Brian, er du derude."
     Annie anede et pludseligt håb, da hun så at døren til skuret var åben. Hun tog sine træsko på og gik hen til skuret. Der var mørkt derinde, for der var inden vinduer.
     "Hvor er jeg glad for at du fælder træet nu, Brian. Det vælter meget snart....Brian? Er du derinde?"
     Annie bevægede sig ind i skuret.
     "Brian. Svar mig nu! Det er ikke sjovt det her."
     I det samme tændte pæren i loftet. Annie fik et chok og trådte et skridt tilbage, da en ubehagelig og skinger lyd mødte hendes ører.
     "Wrroooom. Wrroooom."
     En motorsav borede sig ind i væggen én meter fra hvor Annie stod. Hun så rædselsslagent på maskinen der borede sig dybere og dybere ned i træet. Hun skreg af hendes lungers fulde kræft, spænede ud af skuret. Hen over det høje græs og videre ind i huset hvor Lukas stod.
     "Lukas. Lås alle vinduer og døre. NU!"
     Lukas stod og måbede et kort øjeblik, som om han ingen ting havde hørt. Men så gav det et sæt i ham, og han gjorde som Annie havde bedt om.
     Annie så nervøst ud gennem vinduet til haven men kunne ikke få øje på Brian. Derefter skyndte hun sig at trække gardinerne for. Hun satte sig ned på gulvet. Hendes hjerte hamrede vildt. Hun forstod ingenting.
     Lukas kom løbende ind i stuen.
     "Mor, hvad foregår her? Hvorfor løber far rundt med en motorsav udenfor?"
     Annie tog lukas' hånd, mens hun prøvede at smile opmuntrende til ham. Hun kunne mærke at han rystede. Tårerne strømmede ned af kinderne på hende, da hun viftede med hånden for at få Lukas til at sidde ned.
     "Vi må blive herinde til det er sikkert at gå ud, ikke? Far skal bare ordne det store rådne træ derude. Om lidt kan du gå ud i haven igen."
     Annie følte sig som en idiot. Hun sad og løj. Ikke bare over for sin egen søn, men også over for sig selv. Lukas troede vist heller ikke helt på hende. Hans forvirrede og bange udtryk talte for sig selv. Han rejste sig, og gik hen i sofaen.
     "Jamen. Far så ikke normal ud. Er der noget galt?"
     Hun sank noget. Stirrede stift hen mod gardinet.
     "Nej, Lukas....der er intet ga...."
     BANG!
     Annie fór op, da der lød et højt brag. Hun så sig over ryggen, hvor et kæmpe træ var væltet ned gennem taget. Glas fløj rundt i stuen, og der lå knuste møbler ud over det hele.
     Hun tog hænderne op til hovedet. Én eneste tanke fór igennem hendes hoved;
     'Hvor er Lukas?'
     "Lukas? Lukas?"
     Annie styrtede hen til det væltede træ. Bare alene stammen fyldte halvdelen af stuen.
     "Lukas? Er du der?"
     Lukas svarede ikke, men en meter fra hvor Annie stod stak en lille barnearm ud under stammen.
     "Åh. Gud, nej. Ikke det....ikke det."
     Hun bøjede sig ned og tog fat i armen.
     "Jeg hjælper dig ud, Lukas. Bare rolig. Mor redder dig."
     En blodstrøm sivede stille ud under stammen. Annie vidste det var for sent, og hun hev hjælpeløs igen og igen i den iskolde arm.
     "Du må ikke...dø. Lukas, hører du mig?"
     Annie gav slip på armen, og vendte hurtigt rundt. Tårerne væltede ned af kinderne på hende. Hun rystede over hele kroppen.
     Og pludselig. Så pludseligt. Stod hun ansigt til ansigt med Brian. Han tog motorsaven frem og løftede den så den rørte Annies hals. Derefter startede han den, og et rungende skrig skød gennem kvarteret.

       

Det startede dårligt, og ... (42)
    (Noveller)
    (Mere end et år siden publicering)