- Lisbeth, har du tid et øjeblik?
     Jonas stod i døråbningen med et bekymret ansigtsudtryk, hun ikke kunne sige nej til.
     - Ja, men desværre heller ikke mere end det. Jeg har et netværksmøde om ti minutter.
     Beklagelsen var oprigtig. I modsætning til mange af hans kollegaer var Jonas ikke typen der løb hende på dørene med småting. Der var sket noget.
     Uden at lukke døren kom han imod hende, og lagde et danskhæfte åbent på hendes bord.
     - Det er Raha' s - sagde han og lod alt andet stå usagt.
     To cirkler, en streg, to ord. En brainstorm. Det var sidens indhold og sagens kerne.
     Lisbeth bad Jonas sætte sig, mens hun overvejede sit ansigtsudtryk, sin vinkel.
     - Har du talt med hende om det?
     Jonas rystede på hovedet.
     - Hun har ikke været i skole, siden hun skrev det i mandags.
     - Har du prøvet at ringe til hende? - Hun er sikkert bare syg.
     - Hendes mobil er slukket og der bliver ikke svaret hjemme.
     - Og veninderne?
     - Jeg har spurgt de piger hun altid går sammen med, og ingen har kunnet komme kontakt med hende eller forældrene, siden mandag.
     Spørgsmålenes forudsigelighed kunne mærkes i hans hurtige svar. Lisbeth kastede endnu et blik på siden.
     - Måske er de bare taget på ferie og har glemt at kontakte os. Det sker jo. - sagde hun, uden helt at forstå behovet for at afdramatisere.
     - Men hvem tager på ferie uden at sige det nogen, selv de nærmeste veninder. - sagde han og lænede sig mod hende.
     - Noget er ikke rigtigt. Det må du også kunne se.
     Den nedladende tone overraskede hende, og hun mødte bemærkningen trodsigt.
     - Jeg forstår ikke helt hvad du vil have mig til, Jonas. Skal jeg kontakte politiet? På grund af et ord i en brainstorm?
     - Men det er jo ikke bare et ord. Det er det eneste ord. Det her var alt hvad emnet "familie" fik Raha til at tænke på.
     Jonas rejste sig og pegede på ordet.
     -... og nu har ingen hørt fra hende eller forældrene i tre dage.
     I det samme bankede det på den åbne dør..
     - Undskyld, men vi fik at vide at vi bare kunne gå lige ind.
     Lisbeths kl.15 aftale, i form af et beklemt udseende forældrepar, var kommet.
     - Det skal I også bare. Kom indenfor! - sagde Lisbeth og gik mod de afventende forældre med hånden fremstrakt.
     - Jonas, skal vi ikke lige snakkes ved i morgen, så finder lige vi ud af hvad vores næste træk skal være.
     - Jeg kender allerede mit næste træk...- fastslog han, og strøg forbi parret uden at hilse.
     

* * *
     Skjult, nysgerrige øjne fulgte Jonas, mens hans egen nysgerrighed bragte ham op på en afsats, hvorfra han forsøgte at se ind af det eneste vindue i parcelhuset, hvor der ikke var persienner. Inden da, havde han kimet og banket sig til opmærksomhed fra flere naboer, og da han forsøgte sig som vindueskigger, blev det for meget for den ældre kvindelige genbo og hendes bjæffende terrier.
     - Der er ingen hjemme - råbte hun fra den anden side af vejen.
     Jonas trådte ned fra afsatsen, og ned i sidste rester af den sne, der havde farvet det meste af Danmark den sidste uge.
     - Ved du hvornår de tog af sted? - råbte han tilbage og lykkedes at overdøve den stadigt mere aggressive hund.
     - Hvor skulle jeg vide det fra? - lød det skarpt forurettet fra kvinden, hvilket dog ikke var nok til at holde Jonas fra at krydse vejen. Hunden viste sig straks at være en kryster, der snerrende gemte sig bag sin ejer..
     - Kender du Raha- datteren i huset?
     Den ældre kvinde så ham an med stor mistillid
     - Ja, hende kender jeg godt - hvorfor?
     - Hun har ikke været i skole de sidste par dage. Jeg er hendes lærer.
     - Nå, sådan - sagde hun og indtog straks en langt mere jovial tone, som havde de kendt hinanden i lang tid - Du er godt nok en ivrig én af slagsen. Er det skolens nye politik?
     Jonas grinede høfligt.
     - Nej, det er det normalt ikke, men vi er blevet lidt bekymrede for Raha. Har du set hende de sidste par dage?
     - Næ, nu du siger det. Hende har jeg ikke set. Men forældrene har jeg til gengæld set flere gange end jeg plejer, de sidste dage. De kører ture som aldrig før.
     - Taler du meget med dem? - spurgte Jonas, og tænkte at spørgsmålet nok var unødvendigt stillet, eftersom den ældre kvinde ikke nævnte sine genboer ved navn.
     - Jeg hilser da på dem, men snakke gør vi ikke meget af. Jeg har haft lidt mere kontakt med Raha. Hun var så sød at gå tur med Luna, for 4-5 år siden, efter min operation i benet. Jeg ville selvfølgelig give hende noget for det, mens faderen sagde nej. Det skulle hun gøre gratis, sagde han. Nå, ja, så blev det sådan. Men det var altså ikke fordi jeg ikke ville.
     Jonas rystede hovedet og lod forstå, at han bestemt ikke stod og betragtede hende som nærig. Hun smilede til ham, og kom pludselig nærmere.
     - Men så her sidste år, så kaldte jeg hende ind til mig.. og så gav jeg hende 200.kr. Der blev hun godt nok overrasket. Men sådan er jeg. Jeg vil ikke skylde nogen noget. Jeg sagde, at hun ikke skulle sige det til sin far, og det lovede hun. Jeg mener: Hvad han ikke ved, har han jo ikke ondt af, vel? Og hun er jo blevet 15 år, så noget må hun da bestemme, ikke sandt?
     Jonas skiftevis rystede og nikkede høfligt på hovedet, fristet af, at spørge til den ældre kvindes indtryk af Raha' s forhold til faderen. Han slap definitivt tanken, da en mørkeblå Volvo langsomt drejede ind på villavejen.
     - Nå, der er de! - udbrød genboen.
     Det gav et sjældent sæt i Jonas krop, da han mødte Raha' s mors mørkrandede øjne gennem bilruden. Han var usikker på om faderen også så ham.
     - Ja, så har du vist ikke brug for mig mere - smilede den ældre kvinde, mens de så bilen dreje ind i indkørslen. Jonas overtalte sin mund til at bredde sig ud, inden han krydsede vejen med kladdehæftet knuget i hånden, følende sig pludselig uforberedt og usikker. Intenst forsøgte han at genindstille målet med besøget og begrunde rimeligheden i de spørgsmål han ville stille. Han fandt det hele i den intense samtale Raha' s forældre så ud til at føre, og i moderens frygtsomme, forgrædte blik, da hun, sekunder senere, steg ud af bilen. Et blik, hun dog hurtigt vendte mod sin mand, der kom Jonas i møde med en forceret imødekommenhed.
     - Hej Jonas.
     - Hej Arash.
     De to mænd mødte hinanden i et fast, klæbende håndtryk.
     Med en stor, malplaceret bevægelse, som han øjeblikkeligt fortrød, vinkede han derefter til Raha' s mor, der gav et kort nik tilbage, før hun, med hurtige skridt, fulgte den klinkelagte sti op mod huset.
     - Sayeh er desværre blevet lidt syg - undskyldte Arash, mens de begge fulgte hende med øjnene, indtil hun lukkede hoveddøren bag sig.
     - Det var da trist - sagde Jonas, kæmpende mod den indre stemmes dybe skepsis.
     - Ja... det er rigtig synd for hende.
     Som to skuespillere på en scene, i tvivl om hvem der havde den næste replik, stod de et øjeblik og så på hinanden, indtil Raha' s far brød stilheden
     - Hvad kan jeg gøre for dig, Jonas?
     - Jeg kom egentlig blot for at tale med Raha. Er hun indenfor? - Jonas kiggede igen ind på mod persiennetrukne vinduer.
     - Har Raha ikke givet dig besked? - spurgte Arash.
     - Hvilken besked?
     Skulende så Arash over mod sin ældre genbo, der ublufærdigt stod og fulgte samtalen på afstand.
     - Kom! Du skal se vores pavillon i baghaven. Der kan vi også sidde og snakke, uforstyrret.
     

* * *
     Jonas hang over computeren, da Stine, med vanlig skødesløshed, smed sine våde støvler i entreen, sin rygsæk i sofaen og sin ben overskrævs hans krop i stolen
     - Hej... har du haft en god dag?
     Hun kyssede ham blidt, og han tog imod med en mmm-lyd som svar.
     - Har du husket at købe ind? - spurgte hun.
     - Kan vi ikke bare bestille noget?
     - Det tager jeg som nej - smilede hun - Hvad laver du? Arbejder du?
     Stine vendte, kort, blikket mod computeren.
     - Jeg skulle bare til at skrive en mail - sagde han alvorligt og rykkede hovedet til venstre. Stine fulgte drillende med og blokerede udsynet til den blanke "new message" skærm.
     - Er det vigtigere end din kæreste?
     - Det er desværre ret vigtigt.
     Hendes hænder lagde sig hvilende på hans skuldre, kun for, i næste øjeblik, at blive brugt som afsæt. Hun gik over og åbnede køleskabet, efterladende Jonas med den følelse, at han skyldte hende en forklaring.
     - Det er til en elev.
     Stine vendte sig om, forstående.
     - Det er okay. Du skal have lov til at gøre dig færdig.
     Hun satte de sidste rester af den daggamle pastasalat frem på køkkenbordet, skar et par skiver brød, og drak vand af hanen, før hun tog et glas fra skabet. Først, da hun gik hen for at sætte ved bordet, opdagede hun, at han havde flyttet sig væk fra computeren og ned i sofaen.
     - Skulle du alligevel ikke skrive? - spurgte hun, undrende, mens hans hænder gned sig rundt i ansigtet, igennem håret, og ned til nakken hvor de blev foldet til lyden af et dybt åndedrag.
     - Om lidt - sagde han - Jeg skal bare lige have samlet tankerne.
     Sjældent havde hun set Jonas så tænksom efter arbejde. Oftest var han i stand til at give slip på problemerne ved hoveddøren, men i dag havde han taget nogen med hjem. Hun satte sig ved hans side.
     - Jonas, hvad er der galt?
      Han så hende ind i øjnene.
     - Kan du huske jeg har nævnt, Raha, fra min klasse?
     - Hende du altid sidder og roser, når du retter stile?
     Jonas nikkede.
     - Hun har været væk fra skolen i tre dage... så i dag tog jeg ud til hende, men hun var ikke hjemme. Det var hendes forældre, til gengæld.
     - Hvor var hun så?
     Han holdt en kort pause.
     - Iran!
     - Iran? Stine rakte ind, tog pakken med cigaretter og lighter.
     - Ifølge hendes far, er hun i Iran på planlagt ferie hos sin moster og onkel. .
     - Det kunne de da godt have fortalt dig.
     - Det troede de, de havde gjort. De troede, at Raha havde sagt det til mig... det siger faren i hvert fald.
     - Men den køber du ikke? spurgte hun, mens hun rakte ham pakken og lighteren.
     - Nej... Nej, den køber jeg ikke - sagde han stille, næsten henvendt til sig selv - Jeg kunne måske købe den, hvis jeg det blot var mig, hun havde glemt. Men hun har glemt at sige det til alle. Selv hendes bedste veninder vidste ikke hun skulle af sted.
     - Måske vidste hun det heller ikke selv.
     Det medfølende udtryk i Stines ansigt kompenserede for den snert af barnlig begejstring, hendes stemme havde haft. Jonas gav et kort, anerkendende nik. Det var den samme konklusion, der havde fulgt med ham hjem fra Arash's pavillon. Det ville forklare, hvorfor selv Rahas nærmeste veninder ingenting vidste.
     - Men hvorfor holde skjult for ens egen datter, at hun skal til Iran med aftenflyet? - spurgte Jonas, udelukkende for at høre om Stines ræsonnement passede med hans.
     Røgen busede ud af munden på hende.
     - Hvis du planlagde en rejse til din datter som du vidste, ville bringe hende i oprør: Hvornår ville du så fortælle hende om det? Fem uger forinden eller fem timer før?
     - Du tror, hun kan være blevet tvunget?
     Stine smilede sødt til ham, og lagde sin hånd på hans lår.
     - Jonas, jeg sidder bare og voldgætter. Det er dig, der kender forældrene, så det er vel mig der bør spørge dig. Blev hun tvunget?
     Han tændte sin cigaret, mens computeren skiftede til sin mørke pauseskærm. Tvang passede ikke med det billede, Jonas havde af forældrene; for det passede ikke med billedet han havde af Raha. Og det var gennem Raha, han så dem, og kun gennem Raha de kunne ses. Og Raha gik ikke med tørklæde; hun gik med toppe, gik med drenge og gik ikke altid lige hjem. På den anden side: Måske havde de lade hende gå for langt i dansk frihed. Måske havde de fået nok. Måske havde faren fået nok. Måske var det derfor moren så forgrædt ud. Måske skulle Raha bare væk.
     Jonas rejste sig og gik hen til computerbordet. Han kom tilbage med kladdehæftet og rakte det til Stine, der lod smøgen hænge i munden, mens hun talte.
     - Er det hendes? Hvornår skrev hun det?
     - Mandag formiddag. - svarede han.
     - Og hvornår sagde faren at hun fløj til Iran?
     - Mandag aften.
     Røgskyerne blandede sig med brainstormen. Stine stirrede på ordet, der havde koblet sig til "familie", men alligevel lå så langt fra det, man normalt forbandt familien med. Hun blev usædvanligt stille et øjeblik.
     - Men det må jo så betyde, at hun vidste det... eller i hvert fald havde en mistanke om hvad der blev planlagt. Du skulle have vist det til faren.
     - Det gjorde jeg.
     - Okay... - Stine virkede overrasket, mest over sig selv og det faktum, at hun tog for givet, at Jonas' konfliktskyhed havde vundet over hans dedikation - ... Hvad sagde han?
     - Han var selvfølgelig overbevist om at det var association, der ikke direkte knyttede sig til familien, men snarere kunne føres hen til Raha's flyskræk. Hun glædede sig til at besøge familien, men følte stort ubehag ved at skulle flyve. Det var hans forklaring.
     - Det skal han jo sige.
     - Ja, det skal han.
     - Hvad vil du så gøre nu? - ville Stine straks vide.
     Jonas slog ud med armene.
     - Hvad kan jeg mere gøre? Lige inden du kom, forsøgte jeg at ringe til hende på det nummer faren gav mig, men fik ikke engang en ringetone. Så nu er der kun hendes mail tilbage.
     - Men hvis det er en genopdragelsesrejse de har sendt hende på, så...
     - Så ved jeg det, hvis hun ikke kommer tilbage...
     Kynismen i hans stemme skræmte ham mere, end den skræmte Stine.
     - Men kunne du ikke kontakte udenrigsministeriet eller ambassaden?
     - Og præsentere dem for hvad? Et ord i en brainstorm? En besked, der aldrig blev givet?
     - Jeg synes bare, der er mere at gøre. Det er alt jeg siger.
     Som så ofte før, formåede Stine at gøre ham til den resignerede part, der ikke tog de nødvendige initiativer. I dette tilfælde, havde hun dog ikke ret. Der var ikke mere at gøre i den sag.
     

* * *
     Weekenden nærmede sig, og havde bragt den lille gruppe af mandlige lærere sammen i lærerværelsets sofahjørne. Kvinder kunne der selvsagt ikke tales højt om, da flere af kønnets repræsentanter, fortsat befandt sig indenfor lytteafstand, men ellers var emnet frit. Jonas havde lige siden sin tiltrædelse på skolen, nydt disse fredage, hvor pædagogikken, diplomatiet, neutraliteten og den fede fredspibe, blev lagt på hylden. Her talte kun folk med klare meninger. Det var den uskrevne regel, og i dag havde han intet at sige.
     Raha og hendes historie spøgte, ganske vist stadig, men hans behov for at tale om det, var mindsket efter samtalen med Stine. Den foreløbige afslutning havde han givet sig selv, da han, før første time, havde videregivet farens oplysninger til Raha's veninder, Louise og Fatima. Som forventet, blev oplysningen mødt med stor overraskelse, blandt begge piger, der havde stirret på ham og siden på hinanden med dyb vantro. Fatima havde endda bedt ham gentage det hele en gang til. For at berolige pigerne, havde han først understreget, at der var tale om ferie og en hyggelig familiekomsammen, men til sidst havde han dog, med påtaget nonchalance, spurgt ind til Raha's forhold til sin far, hvilket igen havde fået pigerne til at stirre underligt på hinanden. Han følte, de begge skjulte noget, da de bekræftede forholdet som godt, men da han ingen mening kunne finde i, hvorfor de skulle dække over faderen, slog han det hen.
     Nu sad han, tilbagelænet, og lyttede til Torben, der brokkede sig over en besværlig pigegruppe i sin sjette klasse.
     - Altid er der noget galt med de tøser. De lyver og mobber, helt uden samvittighed. Jeg kan ikke stole et sekund på hvad de siger. Gang på gang har de løjet mig lige op i ansigtet. I tirsdags viste jeg Laura og Tanja en sms-besked, de havde skrevet til Iben, hvor de kaldte hende luder og meget andet. Jeg stod og viftede beskeden lige foran snuden på dem, og alligevel nægtede de det hele. Ved I hvad Laura sagde? Hun sagde, at hendes mobil var blevet væk på skolen, så det kunne ikke være hende. I stedet begyndte hun at anklage Iben, for selv at have skrevet beskeden. Og som det ikke er nok... så ser jeg krafteddeme' Laura, i det store frikvarter, forlade skolen med mobilen i hånden.
     - Hvad gjorde du så? - ville Lars vide.
     - Jamen, jeg løb selvfølgelig hen til hende og krævede en forklaring. Men ved I hvad hun gjorde? Hun kiggede mig bare lige ind i øjnene, fuldstændigt koldt, og sagde at hun lige havde fundet mobilen oppe i klassen.
     - Det er jo det, jeg har sagt hele tiden - indskød Steen - I den alder, så vil jeg hellere undervise 25 drenge end jeg vil have 10 piger. Det kan godt være drengene ikke laver dagens gode gerning, men man slipper i hvert fald for alle intrigerne og løgnene.
     - Jeg ved sgu ikke rigtigt.. - tvivlede Torben - Hvad med Fareed i Lars' klasse?
     - Nå ja, der er jo altid undtagelser... - replicerede Steen - Hvad er, for resten, seneste nyt om ham, Lars? Du har jo ikke nævnt ham i flere uger.
     Fareed var den løbende føljeton i gruppen. Fra de mange små, verbale og fysiske sammenstød, han havde haft med andre elever, over til sagen om de knuste ruder på skolen i oktober og afsluttende med rygterne om medvirken til et banderelateret overfald på Baldersgade, i starten af december. Et overfald, der aldrig blev anmeldt. Hvor alle andre lærere, deriblandt klasselæreren, havde opgivet, så havde Lars taget Fareed til sig, og brugt mange af sine ressourcer på at få ham til at fungere i en hverdag. Derfor var ærgrelsen tydelig i hans øjne, når noget var mislykkedes
     - Jamen, seneste nyt er, at han startede på sit korte praktik-forløb ude på Copenhagen Port i mandags. Og det virkede til at gå rigtig godt. Jeg snakkede i telefon med ham, og han havde været rigtig glad for den første dag.
     - Men..? - udbrød Torben og kunne se Lars' ærgrelse over, at det ikke var enden på historien.
     - Men... tirsdag morgen ringer han til mig, og siger, at han ikke kan fuldføre sin praktik.
     - Uden nogen begrundelse?
     - Han sagde, at han ikke kunne fortælle det, og da jeg pressede på for et svar, lagde han røret på.
     - Tror du han er tilbage i bandemiljøet? - sagde Steen
     Skuffelsen formørkede sig i Lars' øjne.
     - Sandsynligvis.
     - Jeg kan simpelthen ikke forstå, at du fortsat gider hjælpe ham. Han gider jo ikke engang hjælpe sig selv- udbrød Torben.
     - Det slutter også nu - sagde Lars og skabte en usædvanlig tavshed i gruppen; en form for usagt mindeminut for de elever, man ikke kunne igennem til.
     Som den selvbestaltede leder af god stemning, var det Torbens ansvar, at bringe gruppen tilbage på sporet, og Jonas fungerede fint som midlet.
     - Er det ikke kedeligt kun at have en samling dydsmønstre, Hansen? Savner du ikke lidt udfordring og spænding?
     Steen livede op i et kort grin, mens Jonas nøjedes med at smile høfligt og sige:
     - Jeg har rigeligt af udfordringer og spænding. Ellers tak.
     Torben smilede skævt og fik tydelig lyst til at drille sin 20-år yngre kollega.
     - Ja, så. Det vil vi da gerne høre lidt mere om.
     - Det er ikke sikkert, I finder det lige så spændende. - sagde Jonas og kopierede Torbens skæve smil.
     - Kom nu! - pressede Torben, fortsat smilende - Ellers skal vi bare igen høre Steen snakke om hvor overlegne Manchester United er i Premier League, og det kan jeg sgu ikke klare at høre på.
     Han blinkede til Steen, der lattermildt accepterede bemærkningen.
     Jonas gav sig, uden helt at forstå hvorfor. Han besad ikke behovet, for at hævde sig, og nærede ingen større trang til at delagtiggøre sine kollegaer i Raha og hendes forældres liv. Det var snarere en sidste oprydning i hovedet, før weekenden. En nødvendighed, der kunne bringe ro. Men, mens han skitserede problemstillingen, følte han ingen ro. Tværtimod, blev han ramt af den samme utryghed, han følte, da han mødte moderens øjne på vejen og i indkørslen. Følelsen af, at noget var galt. Den samme følelse delte Steen.
     - Du har ret, Jonas, det lyder forkert. Man sender da ikke bare en 14-årig pige med fly til Teheran, gør man vel?
     Steen så rundt på de andre.
     - Det kan man vel godt, men det er sgu'da noget af et specielt feriemål for en mindreårig, uanset om man har familie i landet- supplerede Torben
     - Havde I gjort mere, hvis I var mig? - spurgte Jonas, undertrykkende en ængstelighed over at de ville give Stine ret.
     - Hvad mere kan du gøre? - svarede Steen beroligende - Genopdragelsesrejser handler jo ikke om en uge eller to uger. De fleste børn, der bliver sendt til deres oprindelsesland for at komme væk fra danske værdier, er jo væk i månedsvis. Forhåbentlig er hun tilbage i skole, i næste uge. Ellers skal du selvfølgelig reagere.
     Jonas nikkede og henvendte sig til Torben.
     - Var det spænding nok for dig, Torben?
     - Ja, den havde da et vist potentiale, men jeg synes nu den manglede et lille twist eller noget, for at blive rigtig spændende - det karakteristiske skæve smil viste sig igen.
     - Jeg er ked af, at mine elever og deres forældre lever så kedsommelige liv. Jeg lover, at de vil prøve at gøre noget værre i næste uge - erklærede Jonas med påtaget højtidelig stemme, ramt af en pludselig løssluppenhed.
     - Det er alt jeg beder om - smilede Torben, tilfreds med sin indsats i den gode stemnings tjeneste Hvad med dig, Lars - fortsatte han - Skal du ikke hjem og foreslå konen, Iran, som nyt, eksotisk rejsemål?
     Lars, der ellers havde forholdt sig passiv, næsten uinteresseret i samtalen, rejste sig pludselig op og pegede på Jonas.
     - Vent! ... Sagde du, at hun tog af sted til Teheran i mandags?
     - Øh... ja, hvorfor det? - spurgte Jonas overrasket over engagementet.
     - Det er bare... - Lars begyndte, distræt i sit udtryk, at søge efter noget på lærerværelset.
     - Hvis du fortæller os, hvad du leder efter, så kan vi måske hjælpe - råbte Torben, mens han så Lars småløbe rundt i lokalet. Under en stak af danskmaterialer, fandt han endelig avisen, han søgte.
     - Her er den... - råbte han, inden han hastigt bevægede sig tilbage til de andre, ivrigt bladrende i avisen. - ... Det var bare en lille notits, men den var dér - sagde han, mens de ivrige hænder nærmest rev avisen fra hinanden, indtil han kom til den rette side. Han foldede avisen én gang, lagde den på bordet foran Jonas og pegede hårdt og insisterende på en lille notits i bunden af siden.
     - Læs det!
     - Men det er jo avisen fra i onsdags.
     - Læs nu bare!
     Jonas skimmede, først, hurtigt ned over teksten, men vendte derefter tilbage, for at læse notitsen ord for ord. Han stirrede målløst på Lars, inden han resolut for op af sofaen med avisen, løb igennem kopirummet og stormede videre mod Lisbets kontor. Uden at tage luft ind og uden at banke på, væltede han ind af døren.
     - RAHA ER IKKE I IRAN. FAREN HAR LØJET FOR OS.
     Han viftede vildt med avisen, og bemærkede knapt, at Lisbeth sad til møde med de selv samme forældre, han havde mødt på kontoret, dagen før. Lisbeth rejste sig, forvildet.
     - Jonas, jeg er i gang med et vigtigt møde.
     - Jeg kan love dig, det her er vigtigere. Det gælder en piges liv... - prustede han, mens han gav et kort, misbilligende blik til de skræmte forældre.
     - Prøv nu bare at høre her: Teheran lufthavn sneet i på fjerde dag - Intensiteten brændte i hans stemme.
     Kaoset fortsætter på den internationale Iman Khomeini lufthavn i Teheran, der for tredje dag har lukket for al flytrafik ind og ud af landet pga. af voldsomt snevejr og en tiliset landingsbane. Efter sneen aflyste alle fly, søndag, troede man, at man kunne genoptage flyvningen om mandagen. Nye snefald gjorde dog dette umuligt, hvilket har betydet mange strandede passager. Grundet de svære snefald overalt i landet, har det heller ikke været muligt, at omdirigere noget af flytrafikken. Det betyder at mange passager i Danmark, fortsat må vente, på at komme til Iran. Man håber dog, at kunne sende de først forsinkede passagerer af sted, onsdag aften.
     
- Forstår du nu, at jeg havde ret! Der er noget helt galt med den far. Hvorfor prøver han, at bilde os ind, at han har sendt hende til Iran? Hvorfor har ingen set hende, siden mandag? Synes I ikke det lyder mærkeligt - sagde han henvendt til forældreparret, der ikke vidste hvad de skulle svare.
     - Jonas, tag det nu med ro - råbte Lisbeth
     - Gu' vil jeg da ej - brølede han tilbage - Vi må sgu' da ringe til politiet. Nu!
     - Jeg gør ikke noget i den sag, før du følger med mig udenfor, hvor vi kan tale om det.
     Med armene i puffe-bevægelse, markerende at han skulle søge sig ud af kontoret, lykkedes det Lisbeth at få Jonas væk fra de måbende forældre, hvis møde om at få deres barn indskrevet på skolen, ville trække yderligere ud. Ude ved det tomme sekretærbord, tog Lisbeth hårdt fat i skulderen på ham.
     - Hør her. Der kan være masser af forklaringer på dine teorier, og jeg nægter at politianmelde en ellers velanset familiefar, før vi har fået gransket alle muligheder.
     Hun slap taget i hans skulder og trak sig et skridt tilbage, i den tro at hans temperament nu ville fare yderligere i vejret. I stedet reagerede han koldt og afdæmpet.
     - De andre har ret. Du er bare en af de slags ledere, der sidder på sin røv, og beder til at ubehagelige sager aldrig kommer din vej forbi. Når det så endelig sker, så har du glemt hvordan man handler. Men det har jeg ikke!
     

* * *
     Lyset bag de nedrullede persienner og bilen i indkørslen, fortalte Jonas, at der ingen vej var tilbage. Cykelturen havde givet ham tid til at planlægge en strategi, og han følte sig befriet fra den vaklen, der ramte ham, sidst han krydsede vejen. Skridtene i indkørslens grus fik ham til at se ind mod persiennerne igen. Han ønskede ikke, at de vidste han kom, før han ringede på døren. Han rettede på sin mobil i buksens sidelomme. Håbet var at Sayeh ville åbne. Håbet var, at få hende på tomandshånd; opsøge hendes blik og spørge ind til Raha. Først efter tredje ring, hørte han skridt komme nærmere. Det var Arash, der åbnede.
     - Er det dig igen, Jonas? Hvad er der sket?
     - Jeg kunne godt tænke mig, at tale med jer begge to. Det er vigtigt.
     I det samme trykkede han på mobilens optage-knap.
     - Kom indenfor. - sagde Arash og indlagde sit kropssprog til den høflige værtsrolle. Med en udstrakt hånd, blev Jonas vist ind til dagligstuens hårde, mørkegrønne sofa, mens Arash satte sig , ved siden af i en bordeaux-farvet stol med hvidt blomstermotiv.
     - Ja, du må undskylde, men mine kone er fortsat plaget af sygdom og ligger i sengen. Er det ikke noget jeg kan klare, ligesom sidst?
     Jonas sagde ikke noget, men hev igen Raha's kladdehæfte frem fra baglommen. Han rakte det til Arash, der afslørede sin mistro i et par trætte øjne.
     - Var det ikke det hæfte, du viste mig i går?
     - Jo, men jeg håbede at du måske havde tænkt over en anden mulig forklaring til hvorfor hun har skrevet, som hun gjorde.
     - Som jeg sagde i går - kom det med venlig bestemthed fra Arash - Så kan jeg ikke komme på anden forklaring, end at det må handle om hendes flyskræk.
     Han forsøgte at række hæftet tilbage til Jonas, der ikke tog imod.
     - Jeg vil alligevel gerne have, at du kigger igen.
     Undrende, men uden større modvilje, åbnede Arash hæftet på den side, Jonas havde sat et lille, blåt bogmærke ved. Han stirrede, længe, chokeret på siden.
     - Det er bare en notits fra i Politiken, i onsdags - sagde Jonas så henkastet han kunne - Tænkte nok at du ville den finde det interessant læsning.
     Arash lukkede hæftet, smed det på bordet og lagde armene over kors.
     - Hvorfor viser du mig det her, Jonas?
     - Fordi... - sagde Jonas - Ifølge den her notits, så har du sat din datter på et fly, der aldrig er afgået. Det må betyde, at enten sidder Raha lige nu på fjerde dag i lufthavnen og venter på at komme af sted til Teheran, eller så befinder hun sig lige nu et helt andet sted, som kun du ved.
     - Tror du jeg har gjort hende noget? Min egen datter. Er det det du prøver at sige? - Arash rejste sig truende mod ham, men blev stoppet af en stemme i døren.
     - Arash, sæt dig ned.
     Sayeh kom imod dem, i klædt en lilla badekåbe. Hun lagde sin hånd på sin mands ryg, og fik ham til at sætte sig. Hun mødte igen Jonas med grædefærdige øjne, men bag dem lå en styrke; en hårdhed.
     - Du tror vi har skadet vores egen datter?
     - Jeg ved I har løjet om hvor jeres datter befinder sig. Jeg ved hun har skrevet ordet bange i en brainstorm om familien. Jeg ved, at ingen har hørt fra hende i fire dage.
     Hun nikkede, og aede sin mand i håret, mens han sammensunken sad og så ned i gulvet.
     - Min mands stolthed var desværre for stor for sandheden. For to måneder siden, præsenterede Raha os for sin nye kæreste. En flot, ung mand. Hurtigt fandt vi dog ud af, at han havde været i problemer med politiet. Værre blev det, da det blev sagt at han havde deltaget ved et overfald inde ved Baldersgade.
     I det samme faldt brikkerne på plads for Jonas.
     - Hed han Fareed?
     Sayeh nikkede igen.
     - Arash sagde til hende, at vi ikke ønskede at hun skulle se ham mere; at vi frygtede for hendes sikkerhed.
     Vi troede hun havde accepteret, men i mandags kom vi hjem og fandt en seddel, hvor hun skrev at hun var taget af sted sammen med ham - Sayeh kæmpede for at holde gråden tilbage - og at hun hadede os, fordi vi ikke forstod hvor højt hun elskede ham.
     - Men hvorfor ringede I ikke til politiet. Hvorfor sagde I det ikke til mig, så jeg kunne hjælpe?
     Arash løftede blikket med tårerne trillende.
     - Fordi fejlen var min! Og hvem ellers kunne rette den, hvis ikke mig. Selv hvis politiet fandt hende, ville problemet fortsat leve. Jeg blev nødt til at rette min fejl, alene
     Jonas slukkede for mobiltelefonens optager, tog den frem og lagde den på bordet.

       

Fra stormen faldt et ord (27)
    (Noveller)
    (Mere end et år siden publicering)