"Simon?"
     "Hm?" svarede Simon fraværende.
     Han havde ikke tid til afbrydelser lige nu. Det var sidst på eftermiddagen, så solens stråler nåede ikke længere ned i baggården hvortil værelsets eneste vindue vendte, og da de ikke havde penge til at fylde tran på lampen, måtte han udnytte det svindende dagslys bedst muligt.
     "Simon!"
     Simon klappede lommeuret sammen med et smæld og så på sin fire år yngre søster, Sara. Hun havde fået at vide mindst hundrede gange, at hun ikke måtte forstyrre når han koncentrerede sig, men selv om hun var sytten år og burde være voksen, var hendes sind som et lille barns. Som sædvanlig var det troskyldige udtryk i hendes blå øjne også nok til at jage Simons irritation på flugt.
     "Hvad er der, Sara?" spurgte han med et smil.
     For en gangs skyld gengældte hun ikke smilet, men så væk som om hun pludselig fortrød, at hun havde kaldt på ham. Simon betragtede hende afventende, mens hun fingererede ved det armbånd, han for nylig havde lavet til hende. Det var nok hans hidtil bedste arbejde. Fuldstændig værdiløst naturligvis, da det ikke var andet end farvede glasperler på metaltråd, men for Sara der havde levet hele sit liv i Nørrebros snavs og fattigdom, var smykket uvurderligt alene for dets skønhed. Lige nu syntes der dog at være noget ved det som plagede hende.
     "Sara, hvad er der?" gentog Simon.
     Hun rynkede panden.
     "Det var bare Mutter Grib," mumlede hun, og Simon sukkede lydløst.
     Mutter Grib - eller fru Madsen som hun egentlig hed - boede i lejligheden ved siden af, og hun var lige så ondskabsfuld som hun var nysgerrig. Det var de to søskendes storebror, Elias, der havde givet hende øgenavnet fordi hun - ifølge Elias - blev tiltrukket af andres ulykke og cirklede omkring dem indtil hun fandt et offer at slå ned på.
     "Hvad har hun nu sagt?" spurgte Simon og forsøgte at skjule sin vrede.
     Sara trak nervøst i en glasperle.
     "Hun sagde, at mit armbånd ... at perlerne ... at Elias ..." Simon følte det som om nogen lagde en kold hånd om hans nakke, og han søgte forgæves efter en troværdig forklaring, allerede inden Sara løftede hovedet og spurgte: "Hvor får Elias egentlig alle de ure og smykker fra?"
     Fra ... en god fe? Et trylletræ? En nisse? For pokker, Sara!
     Til sin lettelse hørte Simon i det samme hoveddøren smække, efterfulgt af Elias' hilsen til deres udlejer og selvudnævnte bedstemoder, Gamle Ane.
     "Hvorfor spørger du ikke ham selv?" spurgte Simon med et stik af dårlig samvittighed.
     Sara elskede ham, men hun forgudede Elias, og hun ville aldrig spørge Elias om noget der kunne tolkes som mistro. Hun rystede da også kraftigt på hovedet, men panderynken vendte tilbage, og Simon måtte indse, at hun næppe ville glemme spørgsmålet før hun havde fået et svar.
     Saras bekymring syntes dog at forsvinde i samme øjeblik Elias slog døren til værelset op, lænede sig tungt mod dørkarmen og rakte en farvestrålende buket frem.
     "Blomster!" jublede Sara, sprang op og var ved at vælte Elias, da hun kastede sig om halsen på ham.
     Elias lo hæst og kyssede hende på håret, inden hun slap ham og dansede ind til Gamle Ane med buketten i favnen.
     "Du er fuld igen," konstaterede Simon, men tvang så sig selv til at tie.
     Ingen tvang Elias til at forsørge sine søskende, og Simon måtte indrømme at hans egen indtægt var sporadisk og forsvindende lille. Og brændevin kostede næsten ingenting.
     Elias trak på skuldrene og lod sig falde omkuld på sin madras.
     "Du har som altid ret," indrømmede han, uden tegn på anger. "Vi havde stor begravelse i dag og ..."
     Elias slog ud med armene, og Simon nikkede. Det havde han regnet ud allerede ved synet af blomsterne. Simon skævede mod den åbne dør, lænede sig frem over knæene og hviskede:
     "Mutter Grib har været efter Sara, så Sara spurgte hvor du får smykkerne fra. Jeg anede ikke hvad ..."
     Han afbrød, da Sara vendte tilbage, nu med blomsterne i en mælkejunge. Elias gned sig i ansigtet med begge hænder og fik kæmpet sig op at sidde.
     "Så Mutter Grib vil gerne vide besked om smykkerne?" brummede han. Sara sendte Simon et anklagende blik, men vendte så opmærksomheden mod Elias og nikkede beklemt. "Det kommer ikke Mutter Grib ved," fastslog Elias, "så du kan fortælle hende, at jeg skider ædelsten når jeg drikker brændevin."
     "Elias!" fnisede Sara, og Simon lo højt.
     Elias lagde sig tilbage på ryggen og stirrede op i loftet.
     "Eller du kan fortælle hende sandheden," sagde han, og Simon mærkede hårene rejse sig på armene inden Elias fortsatte: "At jeg får dem som betaling når jeg losser handelsskibe. Købmænd fra Afrika og Indien bruger ikke penge, men betaler rigeligt med smykker."
     Både Simon og Sara smilede lettede. Simon havde ganske vist aldrig mødt andet end europæiske købmænd i Københavns havn, men det vigtigste var at Sara troede på det.
     "Du kommer for resten til at hjælpe med et skib i nat, Simon," mumlede Elias, halvt i søvne. "Jeg skal lige sove et par timer, men så ..."
     Skiftevis kolde og feberhede bølger skyllede gennem Simon, mens han stirrede på sin bror. Han havde lyst til at ruske Elias og forklare, at det kunne han ikke. Ville han ikke. Han skulle bare sælge smykkerne. Det var aftalen.
     "Men hvad så med Erik?" forsøgte Simon. "Hvad siger han til at du tager mig med i stedet?"
     Elias åbnede øjnene på klem, men lukkede dem så igen.
     "Hold nu kæft, Simon! Du ved da, at jeg aldrig ville tage dig med hvis det ikke var nødvendigt. Erik har brækket ryggen, og jeg kan umuligt klare det alene."
     
"Elias, jeg kan altså ikke lide det her," hviskede Simon nogle timer senere, og blev liggende på kirkegårdsmuren hvorfra han spejdede ind i det tætte mørke mellem gravene. "Hvad nu hvis ..."
     "Hvis hvad?" afbrød Elias fra jorden under ham. "Vægteren kommer først tilbage om en time, og han ser bare ind gennem lågen." Da Simon stadig tøvede, tilføjede han: "For det er vel ikke gengangere, du er bange for?"
     Simon krympede sig ved den hånlige klang i Elias' stemme. Nej, selvfølgelig var han da ikke bange for gengangere. Det var jo kun børn og hysteriske kvindfolk der troede på den slags ammestuesnak. Og i øvrigt var det vist kun mordere, selvmordere og ukristeligt begravede der gik igen. Kirkegården lå på indviet jord, så der havde de døde vel ingen grund til at rejse sig fra deres grave forvandlet til uhyggelige gespenster og flagre jamrende og klagende rundt på jagt efter menneskeblod.
     Simon lod forsigtigt benene glide ud over kanten af muren, men blev hængende med vægten på overkroppen, mens han kastede endnu et blik ind på området. En tuden fra mørket fik ham til at fare sammen, men han nåede heldigvis at genkende lyden og tilbageholde skriget i sin hals. Bare en ugle.
     "Kom nu!" beordrede Elias, greb fat i hans buksebag og hev ublidt i ham.
     Simon snerrede ad ham og lod sig glide ned på jorden. Den indviede jord. Han var nu på hellig grund. I sikkerhed for mørkets magter. Det eneste ugudelige herinde var ham selv og Elias. Tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.
     "Elias?" hviskede han og skyndte sig efter broderen, der allerede havde sat kursen mod målet med skovlene over skulderen og deres eneste lygte i hånden. "Er du helt sikker på, vi ikke bliver straffet for det her?"
     Elias drejede hovedet og skæret fra flagermuslampens blafrende flamme kastede så uhyggelige skygger over hans ansigt, at Simon dårligt kunne genkende ham.
     "Vi bliver ikke straffet," forsikrede han. "Siger Jesus måske ikke, at det er sværere for en rig at komme i Himlen end for en kamel at komme igennem et nåleøje? Er det så ikke risikabelt at lade sig begrave med smykker nok til at kunne forsørge et helt fattighus i en måned?" Simon nikkede tøvende og gøs, da Elias med et bredt grin tilføjede: "Du kan jo se os som sjælefrelsere."
     Elias satte sig atter i bevægelse, og Simon fulgte tæt efter da broderen hjemmevant styrede tværs over kirkegården. Det første stykke lå gravstederne tæt, stenene virkede tilfældigt anbragt og var så lave, at Simon flere gange var ved at falde over dem, men så passerede de en bred sti, og Elias holdt lygten ned for at oplyse en kraftig kæde mellem to granitsokler.
     Simon mærkede et strejf af taknemlighed over at Elias ikke havde ladet ham falde over den, men taknemligheden forsvandt hurtigt, da han løftede hovedet og stirrede lige ind i ansigtet på en bleg, ung kvinde. Endnu et skrig pressede sig på, men blev til et halvkvalt gisp da han indså, at det bare var en statue. Sandsynligvis katolikkernes hellige jomfru.
     Simon bandede lavmælt, da en dæmpet latter fra Elias antydede, at broderen med vilje havde oplyst stenansigtet.
     "Undskyld," klukkede Elias. "Du klarer dig fint." Simon havde et hvast svar på tungen, men i det samme standsede Elias, hævede igen lygten og oplyste en blomsterdækket forhøjning bag endnu en jernkæde. "Det er her. Pas på blomsterne! De skal på plads igen."
     
"Så er det bare med at komme i gang," sagde Elias og kastede den ene skovl til Simon.
     Den landede på den nytilkastede grav, og Simon måtte tage sig sammen for at samle den op. Han kunne ikke slippe tanken, at en knoglehånd pludselig ville skyde op gennem den bløde jord og gribe fat i ham. Tåbeligt. Der var sgu da ingen der blev til et skelet på et døgn. Var der?
     Han skævede til sin broder der beslutsomt havde kastet sig ud i gravearbejdet. Elias frygtede hverken de levende eller de døde. Faktisk troede Simon ikke, at han frygtede noget som helst andet end sult, og det var velbegrundet. De tre søskende havde oplevet sulten efter den store malariaepidemi i 1853. Malariaen havde efterladt dem forældreløse og hjemløse, og havde det ikke været for Elias' makabre bibeskæftigelse på kirkegården, ville de næppe have klaret sig.
     Simon trak vejret dybt ind og indkasserede et smil fra broderen, da han stak skovlen i jorden og gav sig til at grave.

       

Gravgods (53)
    (Romaner)
    (Mere end et år siden publicering)