Forfatterens bemærkninger: Jeg fik idéen til denne lille historie efter at have læst Mons' essay om Hus Forbi-sælgeren. Derfor tilegner jeg novellen til Mons som tak for inspirationen!
P.S.: Mons - jeg stjal din første linie, egentlig som for at føre faklen videre, men også fordi den var så stemningsfuld. Håber ikke vi har noget ophavsretsmæssigt i klemme...
* * *Der står han, trofast på sin plads, gråskægget med en gammel hue trukket ned om ørerne. Afstanden ville jeg vurdere til at være godt og vel 30 meter, men han har fået øje på mig. Jeg vender blikket ned mod jorden, og tænker som en rasende på en undskyldning. Jeg stopper op, og klapper mig på låret og laver min bedste "er-det-min-telefon-der-ringer?"-immitation. Idet jeg tager telefonen op til øret, og forbereder mig på min halvdel af den fiktive samtale, begår jeg den fejltagelse at sende ham et stjålent blik. Selvom det blot er et splitsekund, vi har øjenkontakt, ved jeg med det samme, at min lille opvisning er gennemskuet. Fandens også. Jeg kan simpelthen ikke overskue ham i dag.
For ikke at miste al min værdighed færdiggør jeg min omsonste opvisning ved blot at mime mig igennem en kort samtale afsluttet med to nik med hovedet og et "Okay - Vi ses om lidt".
Som en lille dreng, der lige har tabt i fodbold, men skal i gennem den obligatoriske "Tak for kampen"-farce, gik jeg, modvilligt og skyldfølende indeni, men smilende og respektfuld udenpå, mod ham med hastige skridt.
"Hej Far!", sagde jeg, og kiggede rundt for at se om der var nogen der kunne have overhørt den bemærkning.
"Hej Claus. Nå, så kalder kontoret igen. Du' sgu da tidligt på den i dag, er du ikke?". Han genopfriskede tidspunktet for sig selv ved at kigge på sit armbåndsur.
"Tjoh, vi har jo nok at se til her op til ferien. Regnskaberne skal jo laves inden alting går i stå, så det er tidligt op og sent i seng for mig de næste par uger.". Jeg sendte ham et træt smil.
"Du plejer da heller ikke at stå her så tidligt?", sagde jeg og lagde pludselig mærke til, at hans øjne flakkede voldsomt rundt.
Han virkede i det hele taget mere forpint end han plejede. Den ene hånd havde han i lommen på sin frakke, som en røver der nervøst holder grebet om sin fiktive pistol. Han så bleg ud, og han svedte, selvom det var temmelig koldt. Han svarede ikke på mit spørgsmål. Jeg forsøgte at fange hans blik for at få en idé om, hvad der var i vejen.
"Har du fået bank igen?", spurgte jeg, som om vores roller var omvendt, og jeg var h a n s far.
Han nikkede, men undgik at møde mit blik. Hans øjne flakkede ikke længere, men var stædigt låst fast for at undgå at ramme ind i mine.
Jeg fastholdte også mit nu bebrejdende blik og afventede. Da der ikke skete noget, sukkede jeg.
"Var du fuld?".
Ingen reaktion.
"Hallo gamle, vågn lige op en gang. Var du fuld, spørger jeg?".
Endelig drejede han blikket mod mig, med en mine der nærmest udtrykte fysisk smerte. Han nikkede lydløst og kastede derefter skamfuldt blikket i jorden.
"For helvede Far. Jeg troede du gik til de møder? Men du har måske for travlt med din lille virksomhed her?".
Jeg kunne mærke vreden stige lynhurtigt op i mig.
"Var du ude og fejre et kvartalsregnskab, der varslede overskud for året? Eller måske har investorernes tiltro resulteret i en kursstigning?".
Jeg stoppede op og indså, at jeg tiltrak for meget opmærksomhed ved at stå at råbe. Hurtigt konstaterede jeg, at der ikke var nogen i nærheden, og lænede mig så ind mod min far.
"Eller også - og den hér tror jeg mest på - var der kommet lidt flere penge i kassen i går, end du kunne administrere, så derfor pakkede du tidligt sammen, og misbrugte alle dine velgørende Hus Forbi-penge på elefantbajere og billige smøger på et eller andet fucking usselt værtshus.". Min stemme var lavmælt, men ophidset.
Jeg rejste mig op i fuld højde igen og gjorde mine til at gå videre.
"Det er ikke som du tror, Claus", sagde min far klagende.
"Faktisk så blev jeg kun fuld... Ja, fordi vi begravede Mickey i går, og så var vi et par stykker, der gik ned på Toldboden og fik en gravøl. For helvede, det hører sig sgu til."
Han så på mig med et blik der appellerede til min forståelse.
"Jeg troede fa'me jeg ku' styre det, men det blev sgu til mere end én. Og jeg h a r i øvrigt gået til de møder. Alle sammen!", sagde han vredt.
Jeg kiggede på ham og nikkede. Delvist undskyldende, delvist for at lukke munden på ham så jeg kunne komme videre. Jeg havde efterhånden talt med ham opsigtsvækkende længe, og det gjorde mig en smule ængstelig. Jeg kiggede endnu engang rundt.
"Ja, og så kom vi ud fra værtshuset der, og så stod der fa'me sådan tre kæmpe brød og sniffede et eller andet lort udenfor. Muggi var selvfølgelig dum nok til at spørge om de havde mere og ja... Så fik vi tæsk".
Han holdt en pause og kneb øjnene sammen et kort øjeblik og stønnede, inden han fortsatte:
"Én af dem trak kræftedme en kniv, du. Ja, heldigvis kom Mulde og Bageren ud og hjalp os, inden de slog os helt ihjel. Men det var fa'me ik' min skyld den her gang! Av!".
Han ville pege på mig for at understrege sin pointe, men bevægelsen gjorde åbenbart ondt på ham og han krummede sig sammen i et par sekunder. Han vaklede, da han forsøgte at rette ryggen.
Jeg ville efterhånden gerne videre, så jeg hørte knap nok efter, hvad han sagde.
"Okay, men Far, jeg bli'r sgu nødt til at smutte. Som du selv sagde - Kontoret kalder.", sagde jeg med et friskt smil, og tog første skridt væk fra min far. Jeg drejede hovedet og tilføjede:
"Du skulle tage at besøge hospitalet!", opfordrede jeg og hentydede til hans overdrevne smerteklagen. Derpå vendte jeg mig igen for at fortsætte.
"Hey, Claus vent lige lidt du.".
Han gjorde tegn til, at jeg skulle komme nærmere. Mens jeg tog bestik af omgivelserne endnu en gang, trådte jeg et skridt tilbage og vendte så hovedet mod min far.
"Altså, jeg tænkte på, om jeg ikke kunne låne nøglerne i dag? Jeg er sgu sådan lidt... Du ved, Mickey og alt det. Jeg gider kræftedme ik' stå her i dag.".
Med det samme rystede jeg på hovedet.
"Nej Far, det går ikke. Mette har Andrea i dag, så de sidder deroppe og tegner, eller hvad de nu laver. Det kan du sgu ikke i dag!".
Min far kiggede ned i fortovet med en forurettet mine, og gryntede lidt for sig selv.
"Ka' jeg få et lift så? Bare ind til hospitalet.", sagde han, og kiggede forhåbningsfuldt op på mig igen. Nærmest desperat.
Jeg så længe på ham med et alvorligt blik.
"Nej, Far og det ved du jo også godt, du ikke kan. Du kommer aldrig til at sidde i min bil, og jeg behøver ikke at sige hvorfor. Du må selv finde ud af hvad du gør - Jeg er nødt til at smutte nu.", sagde jeg irriteret, og gik forbi ham rundt om hjørnet ned til parkeringskælderen.
"Farvel, Søn!", halvråbte han efter mig.
Jeg stivnede. Hurtigt vendte jeg om for at se, hvor mange der kunne have hørt det. Rasende over min fars ubetænksomhed gik jeg rundt om hjørnet for at gøre ham klart, at det var sidste gang han havde kaldt mig 'søn' offentligt. Med et hidsigt blik så jeg på min far, der til gengæld så meget ulykkelig ud. Han var stakåndet og var begyndt at græde. Jeg var mundlam.
Jeg havde fået øje på en blodpøl ved hans fødder, som jeg ikke lagde mærke til før. Min hjerne kørte på højtryk for at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig. Pludselig faldt han ned på knæ foran mig, og tog sig til maven. Han havde front mod mig, og kiggede på mig med øjne, der afspejlede rædsel og dyb beklagelse på samme tid. Hans ansigt trak sig sammen i smerte. Øjeblikket efter faldt han forover med ansigtet ned i fortovet og den ene hånd hvilende på min sko.
Lamslået stod jeg et par sekunder, og tog mig til hovedet ude af stand til at tænke en rationel tanke. Da min hjerne kort efter genvandt fatningen, fortsatte den, hvor den slap med at bearbejde situationen. Jeg kiggede rundt. Ikke et øje. Jeg trak min fod væk under hans slatne hånd, drejede om på hælen og forsvandt rundt om hjørnet og fortsatte nedad mod min bil.
Jeg var ét stort kaos indeni. Min far var formentlig død, og hvis ikke så forblødte han nok meget snart. Under alle omstændigheder var der nok nogen, der ville finde ham og tilkalde hjælp. Hvad nu hvis han stadig var ved bevidsthed? Hvad nu hvis han havde ligget og håbet, at hans eneste søn ville komme ham til undsætning, men i stedet kunne bevidne, hvordan hans dreng kynisk vendte ryggen til, og lod sin egen far ligge og rådne.
Jeg var nødt til at stoppe op. Tanken var ubærlig. I parkeringskælderens mørke vendte jeg rundt igen, og begyndte at gå tilbage mod min far. Jeg nåede ud på fortovet, og gik rundt om hjørnet. Min far havde åbenbart haft kræfter til at rejse sig op. Var han stadig i live?
Han sad nu sammensunket med ryggen op af muren, og havde lukkede øjne. Jeg kunne mærke mine øjne fyldtes med tårer. Det føltes som om jeg nærmede mig ham i slowmotion, og at hele verden forsvandt omkring mig ved synet af min livløse far. Jeg følte en trang, som aldrig før, til at røre ham og omfavne ham. Jeg faldt ned på knæ, og lænede mig ind over ham for at tjekke efter livstegn. Han var død.
Som en strøm af ætsende syre, flød selvhadet og fortrydelsen igennem hver en åre i min krop, og jeg begyndte at småryste. Jeg havde en uendeligt stor trang til at skrige hysterisk af mig selv.
På den anden side af gaden fik jeg i samme nu øje på et kærestepar, som kiggede nysgerrigt på hele sceneriet. En sovende gadebums med en ung nyrig revisor i kameluldsfrakke og dyre italienske sko, knælende ved sin side. Hvad fanden tænkte de ikke? Med ét forsvandt den dårlige samvittighed.
Jeg lyste op i et smil og nikkede i høflig hilsen til det unge par, som stadig fulgte godt med, mens de gik forbi. Jeg hev en 200-kroneseddel op af baglommen og stoppede den i brystlommen på min afdøde far. Så sendte jeg parret endnu et smil, mens jeg rystede på hovedet og gestikulerede i retning af "den sovende bums". Parret gengældte smilet om end stadig med tydelig undren malet i ansigterne. Endelig fortsatte de deres gåtur og forsvandt rundt om hjørnet. Lettet over at have klaret frisag sad jeg et par sekunder og overvejede situationen.
Så vendte jeg atter hovedet mod min far og så længe og indgående på ham. Jeg rejste mig, hev min taske over skulderen og gik rundt om hjørnet.
På vej ned i parkeringskælderens mørke hviskede jeg lettet for mig selv: "Endelig!".
