"Jørn er stadig meget påvirket af det der skete. Han er ikke rigtig glad mere. Han har mistet sin afvæbnende humor. Det påvirker os allesammen. Vi mangler ham som katalysator. Støder sammen hele tiden." Anettes åndedræt var blevet kort, hun pillede lidt ved dugen og så på sin mor.
     "Ja, men det går nok fint. Har du hørt at Vackers hvalp fra sidste år har fået et kuld på syv, den er jo hos Ruth nu."
     "Det er faktisk en sorg. En afsked jeg skal tage med ham, som den han var før."
     "Nu skal vi også til at afsted", sagde moderen og glattede nederdelen.
     "Mor, hører du slet ikke efter." Anette hørte sin egen desperation.
     "Jo, jo."
     "Jeg prøver at tale med dig om noget der er meget svært for os lige nu - er det ikke vigtigt?"
     "Jo, jo, men jeg er sikker på det bliver fint alt sammen. Nu fodrer jeg lige Vacker og Schøne, så går vi." Moderen rejste sig og begyndte at samle kaffekopperne sammen.
     "Kunne Maj være hos jer et par dage. Så Jørn og jeg kunne gøre noget alene sammen. Jeg tror det ville være godt ikke hele tiden at have familien til at køre også."
     "Jaae....det ved jeg ikke, det er nok lidt meget og hvis hun nu får hjemve." Moderen rystede dækkeservietten for nogle krummer, der ikke var der.
     "Men mor, det er kun Maj, så lille er hun altså heller ikke, de store kan være hos nogle kammerater."
     "Jeg tror I bliver glade for at klare det selv, det har far og jeg altid gjort."
     "Mor... ville du ønske at du ikke havde børn?"
     "Nej, vi har da haft det så dejligt da I var små." Konsolurets tikken fyldte den stille stue.
     "Jeg er sikker på at alt nok skal blive fint." Moderen forlod stuen med bakken og Anette sad tilbage på stolen og følte sig som et tomt hylster.
     "Tag om mig mor", hviskede hun og lagde hikstende ansigtet i hænderne.
     Moderen skramlede med hundeskålene og hørte hende vist ikke.

       

Min by (1)
    (Digte)
    (288 dage siden publicering)