Kent vågnede og satte sig op med et sæt, og vidste først ikke hvor han befandt sig, skønt han lå i sin egen seng, hvor han havde sovet hver nat de sidste tyve år, Han havde haft en drøm, som han kun huskede svagt. Det var noget med at være på rejse, og at han var kommet med det forkerte tog. Hans søn var der også på en eller anden måde.
     Han rystede drømmen af sig, men skygger fra den lettede kun langsomt. Han løftede på gardinet, det var gråvejr, septembervejr. Så satte han sig op på sengekanten, og så sig om i værelset. Sikke et rod, han måtte se at få ryddet op i tøj og papirer. - Værelset havde været sønnens, da han boede hjemme, men det eneste der nu mindede om ham, var skabet i hjørnet, som sønnen havde bygget af finérplader, men aldrig fuldført. Men nu havde han selv sit tøj i det.
     Han tog pyjamassen af og snusede til sine armhuler - uha! - og gik så ud på badeværelset og tog brusebad. Så gik han tilbage til soveværelset og klædte sig hastigt men omhyggeligt på. Men da han skulle tage sine sko på, fandt han kun den ene. Det var pokkers! De plejede altid at stå ved siden af hinanden ved siden af skrivebordet. Han lagde sig på alle fire og kiggede under sengen og skabet, men den var der ikke. Den var heller ikke i entréen, stuen - eller køkkenet eller badeværelset. Da han havde ledt alle de sandsynlige steder, begyndte han at lede de usandsynlige. Han fandt ikke den, men en mængde andre. Han anede ikke, at han havde så mange sko, de lå i bunden af klædeskabet, i entréen under de små kommoder, i det lille rum bag køkkenet. Der var sko helt tilbage fra hans ungdom, ja, der var sandelig et par af hans egen fars. Han samlede de fleste i en stor affaldssæk. Men den nye sko fandt han ikke. De var kun et par måneder gamle, og han havde ikke råd til at gå ud og købe nye sko nu. Hans humør var på lavpunktet, da han måtte gøre et par af de ældre i stand.
     Det ærgrede ham, han kunne slet ikke begribe det. Sønnen havde været der i går, og de havde skændtes om bagateller. Kunne han have taget skoen med? En absurd tanke.
     Han gik ud i køkkenet og lavede kaffe, og smurte et par stykker brød med ost. Mælkekartonen stod på køkkenbordet. Han måtte have glemt at sætte den i køleskabet i går. Han snusede til den, nu var mælken selvfølgelig sur, og han tømte den ud i vasken. Så måtte han drikke kaffen uden mælk.
     Han sukkede. Nogle dage begyndte bare besværligt. Han skulle et ærinde i den anden ende af byen, tog sin jakke på og gik ud. Han var irriteret over, at skulle gå i de gamle sko, men fødderne havde det godt i dem, tæerne og skoene var gamle bekendte.
     Pludselig sad han i bussen, han huskede slet ikke gåturen til stoppestedet. Tankerne om skoen og sønnen snurrede rundt i hovedet på ham og blandedes sammen. Han fattede ikke, hvorfor forholdet til sønnen skulle være så dårligt. Hvad var der i vejen? Før i tiden, for længe, siden havde deres forhold været godt og nært.
     Han rystede de triste tanker af sig, men kom til at se ned på skoene og blev vred. Han trak fødderne ind under sædet. Det var som om de gamle sko blev bange for hans blik. I stedet begyndte han at se på de andre passagerers fødder, for så vidt han kunne komme til det. Der var mange mennesker med bussen, de trængtes op ad midtergangen, kom ind ad fordøren ved hvert stoppested og nogle stod af. Sikke mange slags sko der fandtes. Sorte og brune naturligvis, og hvide, røde, blå - ja alle farver, splinterny eller gamle velholdte og udtrådte og beskidte. Nå, der kom en der hverken havde sko eller strømper på, og hans fødder var temmelig beskidte. På den anden side af midtergangen, lidt længere fremme, sad en lille tyk mand, han kunne se mandens sko og det var to forskellige, en brun og en sort. Og den brune, det var jo hans egen, den der var forsvundet. Var det muligt? Ja, han var sikker, han skulle da nok kunne kende sin egen sko. Men hvad kunne han gøre ved det? Han kunne da ikke forlange af manden, at han skulle tage skoen af her i bussen. - Tag dig sammen, sagde han til sig selv. Det måtte være forkert. Det kunne ikke være hans sko. Han rettede så opmærksomheden mod en dame i en meget elegant, sort dragt som stod ved udgangen. Også hun havde to forskellige sko på, en brun med lav hæl og en sort med meget høj. Da hun steg af bussen fulgte han hende et stykke tid med øjnene, og hendes gangart var mærkelig, op-ned-op-ned - og ingen syntes at bemærke det. Han rystede på hovedet, enten var verden gået fra forstanden, eller også var han selv det.
     Han kom til sit bestemmelsessted, og stod af bussen, og gik rask af sted som for at flygte fra sine egne forvirrede tanker, og komme hen, hvor alt var normalt. Ja, han gik så hurtigt, at han mistede vejret, og måtte standse lidt. Han stod lidt og hev efter vejret, og opdagede, at han stod lige ud for en skobutik. Der var udsalg, og vinduet flød over af sko. Han stod lidt og så på dette rod, tog en hurtig beslutning og gik ind for at købe det par sko, han ikke havde råd til, og som han egentlig slet ikke havde lyst til. Men det var en smuk, venlig dame som havde sort hår og som talte svensk, som hjalp ham til rette. Det var velgørende at sludre med hende om ingen verdens ting, og han kom ud med et par pæne, brune sko i en pose.
     Han ville ikke tænke mere på den forsvundne sko, og alligevel var det første han gjorde, da han kom hjem, at ringe sønnen op. "Sig mig," sagde han, "da du var her i går, tog du da min ene sko med dig, da du gik?"
     Der blev en lang pause, indtil sønnen endelig svarede: "Sig mig engang, har du mistet forstanden?"
     "Ja, det tror jeg," sagde han. "Det har været en underlig formiddag, og alt omkring mig har været mærkeligt."
     "Hvad er der da med din sko?" Han undgik ikke at bemærke sønnens ironiske tone.
     "Den er bare væk. Jeg har ledt overalt."
     "Det er vel lige som med dine briller, som jo også hele tiden bliver væk, og så sidder de på næsen eller oppe i panden."
     "Tror du ikke jeg har tænkt det selv? Jeg har ledt over alt, både de rimelige og de urimelige steder. Nå, men det var bare det."
     "Ja, jeg kan vist ikke hjælpe dig. I hvert fald har jeg ikke hugget din sko. Hvorfor skulle jeg dog gøre det?"
     "Næh, det ved jeg heller ikke."
     Der blev en lang pause. Ingen af dem kunne åbenbart finde ud af at afslutte samtalen.
     Omsider spurgte han: "Holder du af mig?"
     "Hvad er nu det for et spørgsmål?" svarede sønnen. "Det er næsten lige så mærkeligt, som det med skoen."
     "Ja, jeg er blevet mærkelig. Men gør du?"
     Lang tavshed. Så svarede han: "Jeg kan hverken svare ja eller nej til det."
     "Nåja, det er jo også et slags svar."
     "Ja, det er det vel, men det er i hvert fald ikke et nej."
     "For resten kan jeg fortælle, at jeg købte mig et par nye sko."
     Sønnen lo. "Nå, så fik du da noget ud af forvirringen. Og pludselig finder du så den forsvundne sko, og så har du da sko nok."
     De afbrød samtalen i venlighed. Han gik ud i køkkenet for at smøre sig lidt frokost. Det var underligt, at han ikke følte sig spor lettet. En lille del af hans sind ville ikke høre på fornuft, men troede stadig, at det var sønnen der have taget den sko. Han satte kaffen over. - Han havde købt ind på vejen, og plasticposen med varerne stod der, og han gav sig til at sætte de forskellige ting på plads. Mælken skulle i køleskabet, og nogle grøntsager skulle i grøntsagsskuffen.
     Og der var skoen.

       

Usaglige kommentarer til ...
    (Essays)
    (44 dage siden publicering)