Han levede i et victoriansk slotspalæ. I sine unge år havde palæet været en pragthest for den nygotiske arkitektur, men med tiden var pragthesten blevet gammel. Gotikken var dog ikke forsvundet. Den var snarere blevet stærkere, og han følte den overalt. Selv når det var lyst, var det mørkt. Selv balsalens fakler brændte vagt i vinden. Når han vågnede om natten vidste han, at trægulvet knirkede, selvom ingen sjæl strejfede gangene. For ham var gangene farlige. Ikke kun om natten. Selv om dagen tronede lysekronerne fra loftet som vrede engle, der ønskede hævn for en synd så ækel, selv de ikke kunne tilgive. Det var måden, hvorpå loftet ikke stoppede, men blev ved, som om der ikke var noget tag over ens hoved, men i stedet en tryksøjle af mørke. Det var altid mørket. Mørket fik gangene til at vare for evigt. Nogle gange mistede han sin tidsfornemmelse, mens han vandrede fra det ene sted til det andet. Andre gange kunne han sværge, at han var gået i den rigtige retning, men endt det forkerte sted. Det hjalp ikke at gå i panik. Hvis man løb, løb man altid i ring. Han var ingen hysteriker, men han var heller ikke et fjols. Slottet havde lært ham at følge dets regler. At udfordre skæbnen ville være at invitere døden indenfor, så han levede sit liv i ydmyghed.
     
Han havde for længst opgivet sine drømme og erkendt sine kår i livet. "Hver person har sin egen skæbne", som hans far sagde, og hans skæbne var at passe sin storebror. Hans mor sagde altid, at Daniel var en meget speciel dreng, og at sådan en dreng havde brug for ekstra kærlighed. Da han var mindre, havde han spurgt, hvad kærlighed betød, og hun havde svaret, at det betød at passe på sin familie. Siden da havde han aldrig spurgt til Daniel igen. Han havde aldrig haft behovet. Deres forhold var ukompliceret. Daniel var Daniel. Daniel ville tilbringe sine dage i dagligstuens antikke sofa, og han ville gøre ham selskab. For det meste sagde de ikke noget. Daniel sad bare og kiggede ud i ingenting, og han protesterede ikke. Det var fint med ham, at Daniel havde sine ritualer. At han rokkede frem og tilbage i en præcis rytme, og at han valgte at krympe sig sammen som en kat. Det skete dog, at Daniel afbrød sine rutiner, og disse øjeblikke frygtede han. Daniel ville fjerne sit intetsigende blik og stirre ham direkte i øjnene, og han kunne sværge, at han så ondskaben selv reflekteret i den uskyldige dreng. Det var det eneste tidspunkt, hvor Daniel opgav sin rigide kropsstruktur og faste pendulsving, for at bryde ud i et helvedesråb af smerte. Det skar igennem luften
     Ingenting. Der er ingenting. Du må ikke efterlade mig. Der er ingenting!"
     Det var altid de samme ord. Når det skete, var det som om, alt omkring dem blev tilskuere. Væggens jagttrofæer åndede på ny, og som overtaget af en dæmon, kravlede de ud af væggen. Selv husets tjenestefolk var i fandens vold. Han kunne mærke Satan bag husmoderens forklæde, når hun hastede til. Han følte sig fanget i en ring af ild. Ild der omslutter, indtil man ikke kan ånde. Med tiden ville flammerne tage af, men de forsvandt aldrig helt. Selv når Daniel var faldet ned, kunne han tydeligt mærke et publikum af ivrige øjne skule til dem fra afkrogene.
     
Han vidste, at ondskaben kunne tage mange former, men det var som om, hver opsøgte Daniel. Han havde tit tænkt tanken. Det virkede mere end sandsynligt. Hvorfor skulle han ellers se, hvad han så i øjnene på sin bror? Men så tænkte han tilbage. Han tænkte tilbage til en tid, han, trods de mange år, huskede klart. En tid, hvor Daniel havde haft det godt. En tid, hvor han, ikke mere end 4-5 år gammel, havde leget med sin storebror. En tid, hvor han havde set op til storebror. Det var inden Daniel fik det dårligt. Daniel kunne ikke være årsagen til den ondskab, der hjemsøgte slottet. Han var et offer ligesom så mange andre. Den ondskab, der hjemsøgte dem, var noget stærkere og mere kraftfuldt. Det var ikke et enkelt væsen. Det var en altomspændende magt. Husets dæmoner var blot tjenere for et væsen, hvis tilstedeværelse var så altomspændende, at den kunne skjule sig i sin egen skygge. Husets dæmoner var blot ofre. Ofre som Daniel. Ofre, der var faldet til en herre, hvis jerngreb havde tvunget dem ind i deres nuværende skikkelser. Denne magt var så snedig, at selv han, med sine vågne øjne, ikke kunne følge dens spor. Men han var tålmodig, og i sin ydmyghed lagde han planer.
     
Første gang, han havde fået mistanke om sammensværgelsen, var da han i sin uskyldige nysgerrighed havde spurgt sine forældre, hvor de tog hen, når de om morgenen sagde farvel til ham og Daniel. Hans far havde svaret, at det ikke kom ham ved, og hans mor havde svaret, at de var nødt til at tage af sted for deres skyld. For hans og Daniels skyld. Men han havde ikke troet hende, og der gik ikke lang tid, før han i smug fulgte dem fra morgenbordet, igennem storsalen, til entreen, hvor den store egetræsdør rejste sig foran hans blik. Han så, hvordan de i forsigtighed åbnede døren, som om de var bange, ikke for hvad der skulle slippe ind, men for hvad der skulle slippe ud. Hvad var der bag den dør? Hvad var det, de ikke måtte se? Hvad gemte de bag den dør? Med tiden gik den ækle sandhed op for ham: de var med i det. Hans mor og far. Hans eget kød og blod. Han kunne ikke tænke på en værre ondskab end denne. Det var derfor, Daniel skreg om natten. Det var derfor, han var tvunget til at leve et liv i isolation. Leve et liv i helvedesslottet, hvor magten, der gemte sig på den anden side af egetræsdøren, kunne kontrollere ham. Han havde, i så lang tid han kunne huske, hørt om verdenen udenfor. Han havde fået fortalt historier af husmoderen. Han havde læst børnebøger om Rapunsel og den grimme ælling. Selv nu brugte han det meste af sin tid foran fjernsynet, hvor han blev bombarderet med forestillinger om verdenen udenfor. Ironien kunne ikke undslippe ham. Han levede i et slot med de bedste muligheder for kommunikation, men stadig var dørene neglet fast, vinduerne lukket og gardinerne trukket for. Men det var slut nu. Det var slut med at være en marionetdukke. Det var slut med at tro, hvad de ønskede man skulle tro. Nu var det tid til at åbne øjnene op og se, hvad der virkelig gemte sig bag den store egetræsdør. Det var tid til at stå ansigt til ansigt med den magt, der gennemsyrede deres liv.
     
Den største hindring var hans egen frygt. En ting er at tage en beslutning, en anden er at følge den. Det havde altid været frygten, der havde holdt ham tilbage. I alle de år han havde boet på slottet, var det frygten, der havde holdt ham tilbage. Et sted havde han altid vidst, at det skulle ende på denne måde, men det var frygten for, hvad der kom bagefter, der holdte ham tilbage. Det var frygten for, hvad der gemte sig i de glemte korridorer. Frygten for, hvad der lå på lur i skyggen. Frygten for, hvad han fandt, når han gravede under slottets fundament af løgn og manipulation. Det var denne frygt, han kæmpede med, selv nu hvor han var så tæt på sit mål. Frygten var slottets værste dæmon. Tanken skræmte ham. Selv når han havde klaret alle fysiske hindringer, havde slottet stadig sit sidste es i ærmet. Efter alle de år med planlægning og modige beslutninger, skulle det ende i et opgør, han umuligt kunne forberede sig på. Hans anstrengelser blegnede overfor en fjende, der ikke var jordisk. En fjende, hvis udspring var i sindets mørke. En fjende, hvis våben nærede sig på den selv samme skade, den var skyld i. Ikke desto mindre fulgte han sin beslutning. Han kunne ikke benægte sin frygt, og han kunne ikke benægte den dunkle udsigt, men han forstod også, at han var den eneste, der kunne udfri den ondskab, der hjemsøgte slottet. Tanken om at redde sin familie, redde slottet, selv redde de skulkende dæmoner, fyldte ham med ære og pligt. Han forestillede sig sin bror, som han var inden ulykken, sine forældre uden skumle bagtanker, og i baggrunden slottet på en sommerdag. Han forestillede sig selv i midten af det hele; hyldet som en kriger, en konge og en gud. Hyldet af alt, der forstod betydningen af ordet. Fantasien var for god til at være sand. Det vidste han. Men i den så han sig selv som en helt, og det var nok. Tanken om sig selv som en helt vækkede det mod, han altid havde haft, men aldrig rigtigt havde udnyttet til fulde. Han kunne ikke slippe af med frygten, men med sit nyfundne mod, kunne han bekæmpe den.
     
Han levede stadig et liv i beskedenhed. Han holdte sig for sig selv. Blandede sig ikke i andres sager. Gik ikke hen, hvor end det passede ham. Han spurgte om lov, når han ønskede at gå fra bordet. Men for hver dag med påtagede manere og ydmyg opførsel, kom han tættere på sit mål. Han vidste, at det mest effektive ville være at spæne direkte mod den store egetræsdør, men han vidste også, at han ville blive opdaget, inden han nåede derhen. Slottet havde øjne og ører, der strakte sig længere, end man ønskede at tro. Øjne og ører, der ville opfange det mindste tegn på afvigelse fra normen. Hvis han blev fanget, i færd med at spæne mod egetræsdøren, var det umuligt at sige, hvad de ville gøre ved ham, for ikke at snakke om den opgave, det ville være at vende tilbage, når de vidste, hvad han var ude på. At være modig var en ting. At være letsindig var en anden. Han bekæmpede sine fjender i skjul, for han vidste, at han ikke kunne klare dem i åben flugt. Han arbejdede sig nærmere og nærmere egetræsdøren, mens mørket blev tykkere, murene tættere og skyggerne længere. Han oplevede, at lysene gik ud, for til sidst at forsvinde helt og blive erstattet med trapper, der ledte ned til nye kringlede gange. Han oplevede, at husets dæmoner kom nærmere hans løvehjerte, mens de, med savlende munde, ventede på deres chance for at fortære hans mod. Frygten var aldrig mere end et skridt væk, men han kunne klare det. Han slog koldt vand i blodet og holdte hoved højt. Igennem det hele holdte han hoved koldt. De kunne skabe labyrinter. De kunne få ham til at gå i ring. Men de kunne ikke knække ham. Han ville ikke give dem fornøjelsen af at se ham give op. Han ville ikke give dem fornøjelsen af at afsløre sig selv. Han ville ikke smide det væk, han havde arbejdet for i så lang tid. Han ville kæmpe videre. Kæmpe, indtil han kom til egetræsdøren
     
Inden han vidste af det, stod han foran den. Døren var i sandhed et ildevarslende syn. Dette mægtige monument stod som en kolos. Han havde ikke opdaget det, da han havde fulgt i sine forældres skygge, men nu, hvor han var alene og udsat, var det klart. Nu, hvor han stod i dørens nærvær og ikke gemt bag opgangens trappegelænder, blev han overvældet. Han blev mindet om et vers fra et digt, hans engelsklærer fru. Huxley havde læst for ham:
     Look on my work, ye Mighty, and despair!"
     Fru. Huxley var fra England og havde en lidenskab for 1800-tallets poesi. Hun kaldte perioden for litteraturens højdepunkt. Han erindrede tydeligt deres sessioner, hvor hun i sin iver ville recitere lange passager fra sin samling af romantiske tekster. Hun var den ældste lærer, han havde haft, og hun havde været der fra begyndelsen. De andre lærer kom og gik, men fru. Huxley vendte altid tilbage. Han havde med tiden vænnet sig til den foranderlige hjemmeskoling, men fru. Huxley forblev et mysterium. Af alle hans vikarer og lærerudskiftninger, var det hende, der forblev det største mysterium. Hendes excentriske natur gjorde ham utilpas. Det var som om, hun vidste mere end hun foregav. En truende afsløring blussede pludselig frem. Hvilket tilfælde var det, at han, nu i denne alvorens time, skulle erindre fru. Huxley's elskede digtvers? Den djævelske sammenhæng skreg ham i ansigtet. Han så ordene foran sit blik. Han så de blodige ord malet på døren: "Look on my work, ye Mighty, and despair". Hun havde vidst det hele tiden. Fru. Huxley havde vidst, at det skulle ende foran denne dør. Hun havde vidst, at han ville komme ansigt til ansigt med denne ondskabens kreation.
     YE MIGHTY
     Hun havde vidst, at han en dag ville stå foran dette ottende underværk: en helvedes port, der trodsede selv gud. Men der var ingen vej tilbage nu. Han havde besluttet sig for at overkomme frygten. Hvor end den var. Hvad end den var. Nu måtte han fuldføre, hvad han havde påbegyndt.
     
Han strakte sin arm ud. Lukkede sin hånd om det smukt dekorerede dørhåndtag. Han drejede håndleddet, og som han havde forudset, var døren ikke låst. Den eneste lås her var frygten. Den eneste sande nøgle hans eget mod. Han holdte vejret. Ventede et øjeblik. Samlede sine flygtige tanker om den forestående opgave. Og åbnede døren.
     
Det skarpeste lys skinnede igennem den smalle sprække i døråbningen. Dette var lys, han aldrig havde oplevet før. Dette lys var forskelligt fra det, han normalt oplevede i slottet. Dette lys skinnede rent. Ikke som lyset fra lamperne. Ikke som lyset fra lysekronerne. Ikke som lyset fra LCD- skærmene. Dette lys havde ikke været igennem filtre. Dette lys var ikke blevet pillet ved. Dette lys var ikke blevet besudlet. Dette var lys, der var fri fra ondskab. Sådan ville det i hvert fald se ud. Men han vidste bedre. Han havde forberedt sig på det værste, og han havde fået det. En mand havde engang sagt, at djævlens største trick var at overbevise mennesket om, at han ikke eksisterede. Han kunne ikke være mere enig. Det var smertefuldt og hårdt. Nogle ville endda kalde det umenneskeligt. Men det var, hvad han var nødt til at gøre. Han var nødt til at dræbe fåret for at afsløre ulven, der gemte sig inden i. Han ville mere end noget andet ønske, at han kunne blive her og baske i det dejlige lys, men han vidste, at det ville blive hans undergang. Han havde hørt for mange historier om sømænd, der havde mødt deres endeligt i hænderne på fortryllende sirener. Han greb om dørhåndtaget igen og fortsatte, hvor han havde sluppet sidst. I en smidig bevægelse blev døren, der stod på klem, svunget til siden. Han gik lyset i møde som en stolt mand. Han lod sig ikke tvinge ned af de djævelske kræfter. Han ville ikke overgive sig endnu.
     
Han var omringet af hvidt lys. Hvor end han kiggede hen, så han det. Det sveg i hans øjne. Det dunkede i hans øre. Det eneste han hørte var hvid støj. En enkelt tone, der ringede ud i rummet. Havde han været i en trafik-ulykke? Havde han været medvidnende til en bombe-eksplosion? Havde han ikke vidst bedre, kunne han nemt være nået disse fejlagtige konklusioner. Han forholdte sig i ro og mindede sig selv om, at han stod udenfor slottet. Intet var sket. Han havde åbnet døren, og nu stod han udenfor. Hvad end dette var, så var det ikke virkeligt. Det var en illusion. Det var endnu en forhindring på hans vej. Han koncentrerede sig. Prøvede at bekæmpe, hvad end han var oppe mod. Han knep sine øjne sammen og så ind i lyset. Han ignorerede det vedvarende dunk i sine ører. Han åbnede sine sanser så godt som muligt og gjorde sig bekendt med sine omgivelser. Langsomt samlede det kaotiske lys sig og fik form.
     
En skikkelse havde tegnet sig foran hans blik. Det var en fugl. Den havde de smukkeste fjer. Hvide silkebløde fjer. Han kendte denne fugl. Den tilhørte racen Columbidae. Det var en due. Han havde altid været fascineret af dyreriget, men aldrig før havde han stået til ansigt med et væsen som dette. I slottet havde han været begrænset til fluerne i edderkoppespindet og billerne under gulvbrædderne. I ny og næ havde han været i stand til at smugle sin fars " Encyclopædia Animalis" fra arbejdsværelset og få et glimt af de prægtige dyr, men selv leksikonets flotte illustrationer blegnede overfor den ægte vare. Trods sin lille figur udstrålede denne due en livskraft, han aldrig havde oplevet før. I ærefrygt og fascination iagttog han, hvordan denne fugl, med en stoisk ro, balancerede på en falden kvist. Det var først, da han rakte ud efter dens skrøbelige krop, at duen blev opmærksom på hans tilstedeværelse. Den spredte sine vinger, hvis omfang vidnede om en skjult stolthed, og i en hvirvel af støv lettede den fra jorden. Med sit blik fulgte han de baskende vinger op til en himmel, der var blå. Her mødtes fuglen med horisonten, der tegnede en middagssol over bøg og eg. Han havde aldrig set denne form for natur. Han vidste, at den fandtes, men havde aldrig set den før nu.
     
Himlens åbenbaring var i midlertidigt intet i forhold til, hvad han fandt, da han atter vendte sit blik nedad. I duens sted var en ny verden sprunget frem. Han så græs foran sit blik. Ikke brunt, dødt, ligegyldigt græs, men ægte græs. Grønt græs, der reflekterede sollyset og strålede af liv. Så langt han kunne se, spirede dette livsgræs op af jorden. Planter i alle former blomstrede op. Liljer, anemoner og roser omfavnede ham, og ovenover tronede de smukkeste og mest majestætiske træer. Horisontens eg og bøg var blot en smagsprøve på, hvad han nu så i vid udstrækning. En palet af harmonisk grønt havde brændt sig fast på hans nethinde. Han så endeløse bakker. Bakker, der trods deres nærhed, var uopnåelige. Disse bakker lå udenfor menneskets rækkevidde. Tiden havde endnu ikke lagt sin altødelæggende hånd på deres smukke eksistens.
     
Han blev pludselig opmærksom på lyden af rindende vand. Han beskuede sine nærmere omgivelser og til sin overraskelse, så han en flod skyde sin vej gennem landskabet. Dette var en flod, der trods sine enorme proportioner var ganske rolig. Det eneste, der afbrød den spejlblanke overflade, var de lejlighedsvise fisk, der søgte mod overfladen. Fra denne flod sprang mange andre vandløb. Hist og her delte floden sig i mindre bække og åer, og andre steder mundede den ud i søer af forskellig størrelse. Her samledes alle slags dyr. Han kunne høre haletudserne kvække i kor og sommerfuglene, der summede imellem sivene. Mest spektakulært var dog synet af en hare, der drak fra et nærtliggende vådområde. I rendyrket fascination observerede han det smukke dyr, indtil det fik øje på ham og spænede væk. På adrætte bagben flygtede haren mod det nærmeste græs. Den løb igennem græsset, indtil den kom ud på den anden side. Her mødtes den med sin familie og sine fæller. Hvilket et syn! Et helt kuld var samlet. Nogle var unger, andre fuldt udvoksede. Som de hoppede rundt i begejstring, gik det op for ham, at han var omgivet af liv: dådyr farede ind og ud af skovens lysninger, køer græssede på en nærtliggende eng og ænder sjaskede mod vådområdet, hvorfra haren var kommet.
     
Selv hvis han vidste, hvad han følte, kunne han ikke beskrive det med ord. Det han havde set, havde rusket hans grundvold. Han vidste ikke længere til eller fra. Hele hans eksistensgrundlag var smuldret under hans fødder. Alt, hvad han nogensinde havde troet, var en løgn. Selv hans mest rådvilde drømme havde ikke varslet om en afsløring af disse proportioner. Han følte sig fremmedgjort. Han vidste ikke længere, hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde brugt sit liv på at jagte en fjende, der var usynlig, og nu så han, hvor forgæves det havde været. Han havde narret sig selv. Han havde set, hvad han ønskede at se, og nu hvor hans øjne var åbne, var virkeligheden for meget. I en blanding af frustration og rastløsheden vendte han sig om og rendte som en vanvittig. Han rendte mod det skinnende æbletræ, der stod isoleret bag en omgærdende kilde. Dette æbletræ var det eneste, han følte et vist slægtskab med i denne verden. Han vidste ikke hvorfor, men han frygtede de andre omgivelser. Det var ikke noget han kunne sætte fingeren på. Han havde igennem årene på slottets bibliotek gjort bekendtskab med mange af naturens kuriositeter, og han kunne derfor genkende de enkelte brikker i puslespillet. Han vidste at floden løb, som den skulle. Han vidste, at træerne var modne og frodige. Han vidste, at dyrene var af den fredelige og godmodige art. Men det var måden, hvorpå disse brikker var sat sammen! Puslespillets symmetri var helt forkert. Han var gået igennem én dør, og han var kommet ud af en anden. Verdenen var blevet vendt på hovedet, da han trådte ind i lyset, men han var stadig den samme. Hvordan kunne han ikke frygte, hvad han så? En grotesk collage af sammenklistrede billeder fra en anden tid og et andet sted. Et spejlvendt liv, hvori han var den eneste, der nægtede at forandre sig. Det var derfor, han søgte mod æbletræets ly for solen. Han vidste, at æbletræet engang havde været som ham. Han syntes endda at erindre svundne tider, hvori de sammen havde slumret dagen væk sammen, og han i smug havde smagt de gode frugter.
     
Han tumlede ind i æbletræet og omfavnede det. Med hele sin kraft knugede han det til sig. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde, som han gjorde, men han var også ligeglad. Han ønskede bare at være her sammen med træet i al evighed og leve foruden alt andet. Men træet ville ikke. Træet skubbede ham væk. Han gav slip og faldt tilbage. Han så på træet, uforstående og halvt såret, i undren over, hvorfor han pludselig ikke følte sig velkommen længere. Til sin overraskelse reagerede det på hans kvaler. Det var som om, barken pludselig begyndte at bevæge sig. Langsomt lænede han sig ind over træet, for at undersøge det nærmere. Hvad han så nu, var forbløffende. Som barken vred og krympede sig, kom mærkværdige symboler til syne. De var uendeligt små og utydelige. Så utydelige, at de kunne være ren indbildning. Men de var der, og han så dem nu. Barken havde på en mærkværdig måde afsløret dem. Disse var symboler fra en ukendt tidsalder og civilisation, og han havde aldrig set noget lignende. De var af en sådan karakter, at selv den mest garvede antropolog måtte stå af. Det var derfor des mere utroligt, at han fandt sig selv i stand til at aflæse dem. Intuitivt ordnede han de enkelte symboler i ord og de enkelte ord i sætninger, indtil han stod overfor et mentalt billede af en foreliggende tekst:
     her ligger Njósnavѐlin
     Hvor de evige sjæle sejler uden bekymring
     I denne sø er vi foruden frygt
     
Her rejste I gennem lys
     I kyssede solen og var ét
     I kendte ingen tid
     
Her skulle de første gå til grunde
     For intet var for meget
     Kun jagten var værd at leve for
     
Her har mange mødt livets skæbne
     Og alle har måttet give op
     Årene har vist mennesket svagt
     
Her står kun vi tilbage
     Os, der forstår at leve i uforanderlighed
     Koncentreret essens er alt vi er
     
Hertil er du kommet
     Og du har nu lært paradiset at kende
     Et liv i Njósnavѐlin er alt der er"
     Han forstod fuldstændigt. Han forstod alt, han var gået igennem og hvorfor. Han forstod livet og den skæbne, der er tildelt alle, om de vil det eller ej. Han havde set ind i ondskaben, og den havde vist ham verdenen, som den virkelig var. Den havde vist ham, hvad der lå bag det frodige landskab og de fredfyldte dyr. Den havde vist ham, hvad der gemte sig i slottets mørkeste afkroge. Den havde vist ham stedet hinsides, hvor mennesket afslører dets inderste hemmeligheder. Åbenbaringen var lammende. Han følte sig kold og alene. Verden var for stor og ligegyldig. Livet var endeløse grønne bakker, og han kunne ikke klare det. Han faldt sammen på jorden og græd. Det begyndte at regne.
     
Da hans forældre ankom, var han gennemblødt. Æblerne var faldet fra træet og lå rundt om ham som besejrede soldater. De sidste dyr havde søgt ly for stormen, og landskabet stod nu tomt og livløst. Vinden var det eneste, der gjorde sig bemærket. Den peb og skræk, som forældrene kæmpede sig igennem den oversvømmede skovbund. Hans mor var hysterisk. Hun overdøvede næsten vinden, som hun skreg sine lunger. Hans far kom sjaskende bagved og prøvede forgæves at berolige hende. Det var først, da hun havde ham i sine arme, at hun holdte inde. Som han lå der i fosterstilling og rokkede frem og tilbage, var det eneste, der undslap hans mund, de hulkende ord:
     Ingenting. Der er ingenting. Du må ikke efterlade mig. Der er ingenting!"
     Hans far så på ham med en bebyrdet mine og talte så, langsomt men fast, til sin kone.
     "Kom så. Efterlad ham"
     Hans mor så ikke op, men forblev krympet sammen, mens hun talte i et bedende tonefald.
     Nej! Du må ikke tage ham fra mig."
     "Vi har ikke tid til det her Sara. Det er for risikabelt. Konsekvenserne er uforudsigelige".
     Hans far var mere nervøs end før. Han svajede frem og tilbage, som han henvendte sig til hende.
     Men hvis vi nu gør os umage. Låser dørene og sikrer os, at han ikke kan slippe ud."
     Hans mor talte til sin mand med en påtaget opportunisme. Selv sad hun og smågræd imellem de hysteriske udbrud.
     Det er unaturligt! Vi kan ikke gemme ham væk. Han hører til her nu. Han har foretaget sit valg. "
     "Men hvad med maskinen?"
     Hans far stod nu højt over hende. Hans blik var strengt og hans positur pludselig rigid.
     Maskinen er ikke færdig endnu, og det er under ingen omstændigheder dens formål. Jeg fortalte dig dette, da du kom hertil. Reglerne skal overholdes. Når de ser, at vi har gemt vores børn væk, vil det ødelægge alt. De giver. De skaber. Og de ved bedst. Du har selv set balancen mellem den anden verden og denne. Udvandringen sker for alles bedste."
     Hans far tog en dyb indånding og fortsatte, nu i et mere roligt tempo.
     Han skal nok klare det. Han er trods alt ikke den første, og han bliver heller ikke den sidste. Jeg siger ikke det bliver nemt, men på en eller anden måde finder han sin vej. Det ligger i deres blod."
     Hans mor gav nu endelig slip på ham og så op på sin mand.
     Jeg kan ikke lade ham gå Gabriel. Ikke når jeg ved, hvad der er derude. Du husker måske ikke, men jeg gør. Jeg husker jagten og flugten. Den endeløse ligegyldighed. Ingen af mine drenge fortjener den skæbne. De fortjener bedre, og jeg vil gøre alt for, at de får det"
     Hendes febrilske stemme var pludselig fast og beslutsom. Hun talte i en klang, der var fyldig og stærk, og det var tydeligt, at hun mente, hvad hun sagde. Hans far så på hende i manglen på ord og sukkede.
     Jeg frygtede, at det skulle ende på denne måde. Jeg havde håbet på, at du var kommet til fornuft og ville være mere samarbejdsvillig end sidst, men jeg må nok erkende, at du aldrig vil opgive dine børn."
     Hans mor så på sin mand med en opkørt grimasse, der var svær at gennemskue.
     Betyder det så, at..."
     "Nej. Jeg har tænkt på det flere gange, endda været tæt på at gøre det, men jeg kan ikke. Jeg forstår ikke selv hvorfor, men det er min pligt at beskytte dig. Hvor meget det end piner mig, må jeg accepterer det valg, du har taget. Men du skal vide dette. Dine handlinger er ødelæggende, ikke kun for mig, men også for alle andre på dette sted."
     Hans far var ikke arrig. Tværtimod. Hans ord var fyldt med sorgmodig udmattelse. Hans ansigt begravet bag en ligegyldig mine. Efter noget tid orkede han end ikke at se sin kone i øjnene længere. Han vendte sit blik mod horisonten, og fortsatte samtalen, nu mere med sig selv end nogen anden.
     Vi må hellere se at komme tilbage. Det klarer snart op"
     
Hans hysteriske udbrud var efterhånden minimeret. Han gentog stadig de sælsomme ord, men det var på en så ligegyldig og upåvirkende måde, at hans mor havde troet det muligt at rejse sig og følge ham tilbage til slottet. Dette var dog ikke tilfældet, og han blev straks manisk, da hun fjernede ham fra sit skød. Han kunne end ikke rejse sig, men lå i stedet som hun havde placeret ham på jorden og skreg ud efter hende.
     "Efterlad mig ikke. Efterlad mig ikke"
     Hans mor så medlidende på ham og hjalp ham derefter op på to ben. Han var stadig rystet, og hun tog ham derfor hurtigt ved hånden og holdte ham tæt, mens hun smilende så på ham og gentog
     Kom så Jacob, du kan godt."
     Og efter noget tid kunne han. Med sine forældre ved sin side, gav han sig langsomt tilbage mod slottet.

       

Lignelsen om den frelste ... (4)
    (Eventyr og fabler)
    (177 dage siden publicering)