Larmen fra foyeren var standset. For nogle minutter siden havde det lydt som om nogen var kommet op at slås dernede. Hans-Henrik havde stået længe med tilbageholdt åndedræt og øret til entredøren. Først lyden af knust glas og så de høje kvindeskrig. Det var ikke rart at tænke på, at det var i deres egen pæne opgang, at den var gal.
     
Hans-Henrik ville helst ikke blandes ind i noget og håbede at andre i ejendommen måske ville gøre et eller andet. Han talte 30 sekunder uden aktivitet og gik så lettere rystet tilbage til morgenbordet. Tankefuldt smurte han smør på det ristede toast. Han vendte opmærksomheden mod radioen, der kørte med de sædvanlige influenzanyheder. Man beredte sig til næste pandemi - H1N13 hed den nye virus meget opfindsomt. Den var en muteret udgave af sidste sæsons H1N12. Intet nyt under solen dér. Hans-Henrik greb ud efter morgenavisen.
     
Nyhederne delte opmærksomheden mellem influenzaen og klimastoffet og der var mange divergerende meninger i debatsektionen. Hans-Henrik læste det hele med interesse. Engang imellem løftede han hovedet og kastede et blik på uret på væggen. I anden sektion var der en artikel om den ventede influenza - og den sidste konspirationsteori: - "At virusens gener blandede sig med menneskets og ændrede detaljer ved offerets DNA."
     Hans-Henrik skulle vaccineres på mandag og troede ikke på nisser. Der var altid nogle sensationshungrende journalister, der elskede at blæse tingene ud af proportion. Atter overvejede han at begynde at holde en anden avis, en der var mere lødig.
     Han tørrede krummerne af de smalle læber med et stykke køkkenrulle, før han fandt dagens horoskop på bagsiden.
     Hans-Henrik var Stenbuk med ascendanten i Vandmanden og holdt af at få et godt råd med på vejen, før han skulle på arbejde.
     
"Dagens råd:" læste han under Stenbukken: "Lad dig ikke slå ud af bagateller." Han rynkede panden. Hvad mon de mente med det? Så læste han under Vandmanden: "Der er i dag stor risiko for at komme for sent. Dagens råd: Vær i god tid." Hans-Henrik elskede at modbevise den slags overtroiske vrøvl, og besluttede sig for at være yderst punktlig hele dagen.
     
Hans-Henrik drak det sidste kaffe, med et blik på Georg Jensen-uret på hylden over køkkenvasken. Han var som altid i god tid. Han kunne faktisk ikke huske, han nogensinde var kommet for sent på arbejde på pølsefabrikken, hvor han passede regnskaberne. Han var faktisk ret øm over sin punktlighed og forventede det samme af omgivelserne. Det skrev han også i sin profil på Nettets datingsider. "Take it or leave it," som han sommetider formulerede det. Nogle kvinder skrev tilbage, at de havde det på samme måde. Dem skrev han så lidt med.
     
Især var der én ny én, der virkede sympatisk. Han havde bemærket hendes profil i går. Hende ville han skrive til, når han kom hjem. Hun kaldte sig "Månefisken" og var 43 år. Ledte efter en "empatisk, følsom, moderne indstillet mand med fast arbejde, gerne Stenbuk."
     Hans-Henrik havde syntes at han passede ret godt på den beskrivelse og glædede sig til at sende hende en hilsen.
     
Efter at have efterset frakken med klædebørsten, gjorde han klar til at gå. Det sidste han hørte i radioen, før han slukkede på kontakten, var advarsler om den kommende H1N13 eller "Flagermusinfluenzaen", som den også blev kaldt - fordi den oprindeligt huserede blandt flagermus og spredte sig videre derfra. Nu kørte den nye H1N13-virus åbenbart i Rusland og Finland, med kurs stik Sverige.
     
Hans-Henrik rystede på hovedet, så på det kostbare armbåndsur på sit håndled og fulgte hvordan sekunderne åd øjeblikkene fra 07.06.14, til 07.06.25. Et øjeblik tillod han sig at leve i nuet, mens han talte sekunderne på det nanopræcise ur.
     Klokken var nu præcis 07.07.00. Det var på tide at gå til bussen på torvet, der efter køreplanen burde køre kl. 07.18.
     
Hans-Henrik var faktisk ikke særlig bekymret ved tanken om den nye pandemi. For det første fik man nu automatisk en vaccination på statens regning, for det andet var de nye influenzavira alle kendetegnet ved at være ret harmløse, når det kom til stykket.
     Hans-Henrik mente at have haft dem alle sammen. Fra "Svineinfluenzaen/H1N1" i 2009, til den seneste H1N12. "Flodhesteinfluenzaen" fra sidste år.
     Typisk medierne at blæse det op. Og når det så kom til stykket, så døde der mellem fire og ti, og de var såmænd nok døde alligevel, tænkte Hans-Henrik ved sig selv.
     
Han mindede sig selv om at gå om ad biblioteket på vej hjem. Hente et par hyggelige krimier til den forestående virusinvasion. Han var efterhånden næsten begyndt at se frem til den årlige influenza. Fire-fem dage i sengen, iført badekåbe og avis var nu slet ikke så dårligt i november.
     Hans-Henrik opdagede at han var faldet i staver og kom i tanke om horoskopets forudsigelse. Han kastede et hurtigt blik op på væguret, da han gik ud ad entrédøren. Jo, han var stadig foran. Så smækkede han døren og tog det første skidt ned ad trappen, før han overrasket bremsede.
     
Hans-Henrik snusede hørligt ind, rynkede panden, et øjeblik usikker på at gå videre. Der hang en underlig, tung, metallisk lugt i opgangen. Med næseborene vidt åbne, gik han forsigtigt tre trin længere ned ad den stejle trappe. Dernæst standsede han brat og greb krampagtigt om gelænderet.
     
Foyeren lignede et slagtehus. Blodet dannede striber på de flødefarvede vægge og neden for de tre tæppebelagte trin, lå en sammenkrøllet skikkelse i noget, der lignede en virkelig ubehagelig stilling.
     Hans-Henrik gik forvirret et par trin ned og stirrede paralyseret på kvinden i det røde tøj. Så opdagede han sin fejltagelse. Deminbukserne og den tilhørende jakke var sølet til af blod. Han gik tættere på. Det var tydeligvis ikke en beboer. Han så op. Den store rude i døren var knust, glasskårene lå spredt over den diskrete løber. Hvad i alverden var der sket?
     
"De kan ikke blive liggende her, det er pæne mennesker, der bor i ejendo..." fik Hans-Henrik fremstammet, før sirenerne afbrød hans irettesættelse. Det lød som om ambulancen kom nærmere. Et øjeblik lyttede han. Sirenerne blev højere.
     "Nå, det var da godt." Hans-Henrik smilede lettet. Man blev så let bragt ud af fatning, når noget forstyrrede den vante gænge - især om morgenen. Hans-Henrik tillod sig at sende et stramt lille smil til kvinden på den blå løber. Hendes øjne var lukkede, men de lange fingre bevægede sig i små, rytmiske ryk. "Der kommer nogen lige om lidt og fjerner dig. Jeg kan høre ambulancen," trøstede han. "De er her sikkert snart."
     
Han opdagede at man faktisk godt kunne komme forbi og ud, hvis man flyttede kvindens hoved lidt med døren.
     Da han forsigtigt skubbede hende, prøvede han at lade være med at se på blodet på det pæne linoleum. Der lød en svag rallen. Med et undskyldende smil, skrævede Hans-Henrik over kvinden og smuttede behændigt ud på gaden. Hurtigt så han på gulduret, satte farten lidt op - med lidt held nåede han 07.28.
     
Så standsede han chokeret. Overalt dykkede mandsstore flagermus med fire meter vingefang fra hustagene, nedover den morgentravle gade. Ved busstoppestedet var en flok af dem landet og fouragerede på de morgentrætte passagerer. Den store gule bus holdt med dørene lukkede, mens vinduesviskerne stædigt gik mod forruden og gav et ubehageligt kendskab til bussens kaotiske indre, når vinduesviskerne tværede blodet ud.
     
Nu hørte Hans-Henrik omsider at sirenerne var overalt og han så forundret på de sårede og døde omkring sig. Et øjeblik stod han som forstenet, som nægtede hans hjerne at modtage de sanseindtryk, en ukendt verden præsenterede for ham.
     Hans-Henrik gik baglæns, før han vendte sig og styrtede tilbage mod sin opgang. Vinden legede tagfat med hans frakkeskøde, da han begyndte at spurte.
     
Flagermusen med de lange tænder, kom susende ovre fra kirkespiret. Den tog sigte tyve meter fra og landede på Hans-Henriks skuldre med et kraftigt Wuischh, da de store vinger foldedes sammen, som en skinnende, sort paraply.
     
Hans-Henrik mærkede den sære fornemmelse at få revet indvoldene ud gennem rygmusklerne. Det sidste han sansede, før hans bevidsthed slog fra, var tallene på håndleddets guldur, der med nanopræcision afslørede, at Hans-Henrik alligevel nok måtte påregne en vis forsinkelse i dag.

       

Meteoritten (7)
    (Noveller)
    (28 dage siden publicering)