Der blev ikke vekslet mange ord, da vi fulgte stien op til slottet, hvor vi kunne leve sammen til dommedag. En pludselig tanke der tiltalte mig særdeles meget. Om den også behagede Nathalie, måtte jeg dog først finde ud af.
     Da vi vandrede op ad poppelalléen til slotspladsen, trak Nathalie mig til side. Vi skulle ikke ses fra Chateau de Clairettes mange vinduer, og der var dyb alvor i min kusines smukke øjne, da hun så op på mig.
     "Jeg har ladet tyendet vide, at du ligger febersyg i den ekstra seng, jeg har fået bragt ind i mit gemak. Du taler i vildelse, og jeg plejer dig dag og nat. Jeg tror ikke, at du har pest, men er naturligvis ikke sikker. Det burde holde snushanerne borte."
     Nathalie smilede som en kat, der lige har leget med en mus, og smilet bredte sig til mig.
     "Godt tænkt, Nathalie."
     "Tak, Jean Jacques. Vi må også digte noget sandsynligt, der forklarer dit kommende fravær i dagens lyse timer."
     "Hvad med min fine, lysfølsomme hud?"
     Jeg strakte mine hvide hænder frem, vendte og drejede dem koket et par gange.
     "Den forklaring bruger jeg, min fine ven!"
     Nathalie lo, og jeg elskede hendes latter. Jeg havde været forelsket i hende, da jeg var dødelig. Det havde min skabelse ikke lagt en dæmper på. Bag trangen til at vise min hengivenhed lurede tværtimod et begær, der krævede at få sin vilje.
     Nathalie vidste sikkert, hvad der foregik i mig. Hun bed sig koket i underlæben, da jeg tog fat i hendes skuldre og trak hende ind til mig. Vi stod helt tæt nogle frydefulde sekunder, så gjorde hun sig leende og legende let fri af mig. Mine skuffede hvæs opfattede Nathalie vist bare som flatterende komplimenter. Der var i hvert fald ingen tegn på vrede i hendes ansigt. Kun små drilske smil.
     "Du må hellere samle flere kræfter, før du prøver igen, min fine ven. Nu lader jeg tyendet beundre mig, og imens flyver du ubemærket op til mit gemaks vinduer. Et står åbent."
     "Flyver ... mig? Jeg flyver ... derop?"
     "Ja, Jean Jacques, du er jo et nattens væsen, så du kan lige så godt begynde at øve dig på flyvningens ædle kunst, min uerfarne, lille ven."
     Jeg syntes ikke om Nathalies for omsorgsfulde tonefald. Ønskede dog at kunne flyve, så flagermusen for mig, accepterede og lå med ét i græsset. Jeg baskede forvirret med vingerne og opdagede, at mine skarpe kløer ikke var egnede til at gå på.
     Selv som flagermus var Nathalies latter en sød melodi i mine ører. Jeg frydede mig over hendes berøringer og hvæste kælent, da hun løftede mig op og kløede mig på brystet. Ansigtets mimik var som en medfølende moders, da hun nænsomt, som var jeg en blid due, kastede mig højt op i luften. Der spredte jeg vingerne og opdagede, at jeg kunne. Hvor nemt det var. At det var ubeskriveligt vidunderligt.
     Mine stærke vinger bar mig hen over skoven af frodige popler til parkens, høje, slanke tujaer. Efter dem kom moders blomsterbede og springvand, og så lå mit elskede Chateau de Clairette lige under mig.
     
De to hvidkalkede etager og tårnene havde skrå tage af sort, glaseret tegl. Om dagen kunne man se solen glitre i dem på flere miles afstand. Familien de Clairette skjulte sig ikke for nogen. Det havde længe været min slægts kendetegn.
     På toppen af det østlige tårn sad en vejrhane med forgyldte halefjer. Siden barnsben havde jeg været besat af hanen og ønsket at beundre den på nærmeste hold. Fader havde dog aldrig tilladt mig at kravle derop sammen med daglejeren, der smurte vejrhanen hvert forår. Nu kunne jeg lande på vidunderet og beundre det. Så det gjorde jeg og hvislede begejstret, da et vindpust fik hanen til at dreje sig.
     Efter en tid lettede jeg igen og fløj drabeligt hvæsende omkring de andre tårnes tage. Det var pragtfuldt at kunne flyve, og jeg blev bedre for hvert vingeslag.
     
At svæve ind gennem Nathalies åbne vindue var ingen kunst. Landingen var straks vanskeligere. Af gammel, menneskelig vane fokuserede jeg på gulvet, der ikke var det bedste valg for en flagermus. Den kom på glatis, rullede henover gulvet, blev midt i miseren sit menneskelige jeg og lavede et kæmpe spektakel.
     Nathalie, der ellers havde moret sig, så strengt på mig. Lige som jeg skulle til at undskylde og påpege, at jeg faktisk havde slået mig, bankede det på døren. Bekymrede stemmer troede, at jeg var faldet ud af sengen og tilbød deres assistance. Den havde vi aldeles ikke brug for.
     "Jeg ville bare lige prøve at strække benene og faldt. Jeg er stadig svag, men i god bedring, og min kusine hjælper mig til sengs igen. Jeg takker jer, men vi klarer os. Og byder jer hermed godnat!"
     Min stemme var rolig og myndig, og jeg var selv forbavset over, hvor let det havde været at lyve så overbevisende. Så anerkendelse i Nathalies ansigt og smilede svagt. Løgnens velsmurte tunge var åbenbart én af mine nye færdigheder.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (240 dage siden publicering)