Når man sådan sidder i et fly har man ofte tendens til at tænke på, hvordan døden mon er. Ikke fordi man direkte tænker på det, men tanken strejfer en, altid, det kan ikke undgås.
     Det gjorde jeg i hvert fald.
     Jeg mærkede altid angsten ved landingen og jeg så altid angsten i mine medpassagerers øjne. Eller var det glæde? Glæde over at skulle forlade de levendes kvaler? Glæde over døden? Pausen fra stress og jag?
     Jeg har en sjette sans, hvad det angår. Eller måske var det bare rutinen? Jeg fløj trods alt ret meget.
     
Jeg kunne ikke se solen, det var for overskyet. Jeg drønede rundt i den lille papkasse, der skulle forstille at være min flyvemaskine. Luftrummet var mit herredømme.
     Jeg havde lige set dem i TV. De der astronauter fra Apollo 11. Det var min drøm. Når jeg blev stor nok. At flyve altid. At være hævet over alle andre i en højde, hvor solen altid skinnede.
     Den montone bippen inde fra cockpittet steg i intensitet. Jeg kunne høre den paniske mumlen derindefra, og mærkede en sitrende, nærmest krampagtig, kuldegysning stige op gennem rygmarven og bore sig helt ud i fingerspidserne. Det var blevet værre med årene. Kulden. Kuldegysningerne. Den sjette sans. Den var ufejlbarlig.
     Min migræne tog til i styrke.
     
Hun tog pillerne ned fra hylden. "Dem her skal du ha'," smilede hun til mig. Jeg strålede tilbage, ganske stolt over at skulle indtage mine helt egne, specielle piller. "De er maod din hovedpine, lille ven. De burde virke." Hvis ikke, så skulle jeg bare komme tilbage. Hun stak mig et bolche i hånden og verfede mig ud af apoteksdøren.
     I mørket omkring mig mumlende folk uroligt, bortset altså fra de, der sov trygt og ganske uvidende om den fare, der lurede lige om hjørnet.
     "Hva' fanden sker der?" mumlede flere af dem med angst i stemmen.
     Jeg overvejede at vække de sovende. Lade dem mærke kulden også; det kunne jo være, at lidt af min egen lidelse så forsvandt? Man burde vække dem, helt klart.Det burde stewardesserne gøre. Min sidemakker hviskede konstante bønner til Gud på arabisk, og trods sprogforskellen, kunne jeg opfatte en rytme, der røbede mange års indøvelse.
     Gid jeg troede på Gud.
     Gid jeg troede på en højere magt, der kunne udstikke alle retningslinjer for vore liv, så vi blot kunne læne os tilbage og pege fingre af de, der ikke formåede at overholde disse retningslinjer.
     Gid jeg troede på en Gud, der straffede de onde og belønnede de gode. Pffff. Hvilket drømmebillede. Et drømmebillede om et liv, der var simpelt. Sort på hvidt. De onde, de gode. Som min moder sagde, dengang hun levede endnu: "Ingen har sagt, at livet er nemt, men hvorfor er det så svært?". Hver jul sagde hun dette, når hun havde drukket for meget gløgg og egentlig var i meget godt humør. Filosofisk, i en verden, der ikke havde noget til overs for filosofi. En verden, der ikke havde tid til en Gud. En verden, hvor jul var et gaveræs, år efter år.
     Han hørte op med at bede til sin Gud.
     Han kom til fornuft.
     Eller også var han ikke.
     
Vi sad i kirken. Det var juleaften. Min næse løb hele tiden og mit syn var blevet dårligere. Min far troede det var Guds mening, men jeg var ret overbevist om, at det var pillernes skyld. Der havde allerede kørt flere sager mod firmaet, der lavede dem, men far slukkede altid TV når disse sager kom frem i nyhederne.
     Hvorfor havde Gud forladt mig? En tåre trillede ned af min kind mens jeg hørte min søsters lyse stemme i koret. Hvorfor straffede han mig?
     Kuldegysning igen, smerte i tindingerne. Jeg masserede dem med fingerspidserne og mærkede lindringen komme som en frelsende engel.
     Jeg kunne mærke angsten i deres blikke, deres hvisken og deres forbandede stilhed. Der var ikke en lyd, udover den stille hvisken og flyets larm i baggrunden.
     
Jeg mærkede rykket i det store fly, og nogle få skreg, men flyet blev i luften. Det stallede ikke. Jeg sad med fingerspidserne på tindingerne, som de ikke havde forladt siden den smertelige hovedpine.
     Jeg tænkte på livet og så på intet.
     
Jeg så den lille pige foran knuge sine forældres hænder, mens hun febrilsk prøvede at mumle en form for bøn, selvom hun tilsyneladende ikke kunne huske noget som helst.
     Hun græd ikke, men hendes tomme blik stirrede blot ind i sædet foran.
     Jeg så de nygifte par klamre sig til hinanden, med tårerne løbende ned af kinderne mens de hviskede kærlige ord til hinanden. Den mandlige halvdel så op og fastholdt mit blik, men sænkede det hurtigt igen da han mærkede kulden i mit blik. Eller ligegyldigheden ved det hele.
     Han holdt inde med sine kærlige ord og strøg bare pigen på håret.
     
"Åh," hviskede jeg til hende. Hendes lyse hår blæste i vinden og kildede mit ansigt. Jeg kyssede hende og smilede bredt. "Jeg elsker dig så meget, uanset hvad der sker."Der var sket så meget.
     "Også jeg," mumlede hun i mit øre. Udenfor lyste månen blidt på verden nedenunder.
     Det var ikke ment til ham, ligegyldigheden, men til alle omkring mig, der bad som gale til en Gud, de aldrig rigtigt havde troet på - men som de sagtens kunne henvende sig til nu, hvor livet ebbede ud. Jeg havde kun foragt tilovers for dem. Eller, måske var det ikke foragt? Jeg havde ondt af dem.
     
Så rykkede det igen i den store maskine, og denne gang mærkede jeg suget i maven, der indikerede vores fald ned fra Guds himmel. Som jeg ikke troede på, men nu brændende ønskede at tro på.
     Jeg tænkte på min lille søn, der lå hjemme i sin seng ved siden af sin mor på Nørrebro. Jeg var glad for, at de ikke vidste, at jeg ikke vendte hjem den nat. Jeg vidste det bare. Det var hverken øvelse eller noget, der kunne rettes op på. Ulykken ventede forude og vi kunne blot vente på at dø, mærke den kortvarige smerte og så forlade denne verden.
     De to havde så mange andre ting at frygte alligevel. Banderne på Nørrebro, der holdt dem vågne med skyderier og indbrud. Narkomanerne, der efterlod brugte sprøjter på trappeopgangen.
     
Hun havde stadig det lyse hår da vi blev gift. Jeg havde lige fået afslag på min ansøgning om pilot-uddannelse. Mit syn var for dårligt efterhånden. Det knuste mig, men hun var der til at trøste mig. Ih, hvor jeg elskede hende. Hun trøstede mig, når alle havde forladt mig. Når Gud havde forladt mig, så var hun der.
     Suget i maven blev større og kaptajnens stemme dukkede op i de små højtalere i kabinen.
     "Jeg er ked af at meddele, at der er ... meget ringe chance for, at vi vender hjem i nat. Jeg..."
     Anlægget skrattede og stemmen røg ud.
     Ingen sagde noget. Ingen græd. Blot forvirring. Ingen var vel længere rigtigt bange; alle havde forenet sig med tanken om, at i morgen var der ikke atter en dag og i går var blevet til en drøm. Drømmen om det fortsatte liv.
     Så, nu røg kraften fra motorene, og vi dalede med høj hastighed. Det føltes som en rutsjebane.
     Den lille pige klynkede sagte, men sagde ikke mere.
     Der gik lidt tid, hvor jeg bare nød suget i maven, spændingen ved døden - ved afslutningen.
     Jeg mærkede kaldet fra Moder Jord, der trak os ned mod sig. Flyet og piloterne forsøgt at holde os oppe, men hun var stædig. Mennesket var ikke skabt til at flyve, det var imod hendes love.
     Udenfor tittede månen frem efter stormen, og lyste blidt ned på verden nedunder.

       

Ewa (22)
    (Noveller)
    (59 dage siden publicering)