Der sad de alle på den kolde jord og kikkede ængsteligt op på den store bygning.
     De vidste alle hvad der skete derinde eller hvad der ikke skete.
     De vidste det!
     De kunne bare ikke længere gøre noget.
     Stripsene strammet om deres hænder og føder gjorde at de intet kunne gøre.
     Der var bare så meget forkert i det der skete.
     De havde jo ret, mens de andre bare ikke havde fattet en pind.
     Kulden gnavede sig ind på dem lige gyldigt om de sad helt stille eller sad og skreg.
     De blev transporteret væk og helt uden for rampelyset.
     Det var bare forkert.
     Her havde de planlagt alt så godt.
     De var kommet fra hele verden til lige netop dette.
     De havde lagt planer og søgt alliancer for at få det hele til at gå deres vej.
     Men nu kunne de kun sidde og se de fredelige demonstranter gå forbi og komme frem med deres argumenter og historier.
     Selv medierne gad ikke snakke med dem, men tog bare lidt billeder af deres brosten og andre remedier.
     De prøvede at skrige deres afmagt ud, men ingen gad lytte eller bare kikke på dem.
     Bussen kom og de blev flyttet helt ud i forglemmelsen, mens en betjent tog sig en fortjent tår vand og håbede at det værste var overstået nu.
     Selv politikere lyttede til de andre, men ikke dem, de var nærmest glemt og ikke tilstede.
     De store tårer kom trillende, da de så den sidste af deres brødre blive slæbt hen til dem, mens en betjent bar på hans våben, som tydeligvis ikke var blevet brugt.
     De ville tage hævn og brænde København ned en anden gang.
     
Den kolde jord - et drømme scenario.

       

Der stod han så (1)
    (Blandede tekster)
    (134 dage siden publicering)