"Jean Jacques, er du derinde? Er du vågen, kære ven?"
     Der blev banket blidt på kistelåget, og jeg var vågen, men Nathalie var den sidste, jeg ønskede at se.
     "Jean Jacques, det er bare mig, Nathalie, kære fætter."
     "Ja! Hvem i alverden skulle det ellers være? Døren var forsvarligt låst! Og du har forhåbentlig ikke også smadret den med din monstrøse vildskab?"
     "Nej, da. Jeg brugte skam mit tågede legeme og bølgede stilfærdigt ind igennem et tilgitret vindue. Jeg ville da ikke vove at lægge hånd på din helligdom, søde Jean Jacques."
     "Det var sandelig rart at høre, kære kusine," vrissede jeg, sundede mig en tid, skubbede kistelåget til side og satte mig op. Nathalie stod midt på gulvet. Hun virkede rolig og smilede sødt til mig. Jeg var dog ikke så nemt modtagelig for hendes charme, som før.
     "Jeg er sandelig glad for at se dig helskindet og i ét stykke, kære fætter."
     "Hrmf!"
     Jeg så hende tydeligt for mig som nattens dæmon og priste mig selv mere end lykkelig.
     "Jeg beklager det, der skete i går, men du havde selv en god del af skylden, Jean Jacques, og se nu ikke sådan på mig. Du var bestemt heller ikke noget kønt syn! Men, på sin vis ... dyrisk stærk og tiltrækkende."
     Nathalie sænkede blikket og bed sig let i underlæben.
     "Ja! Synes du virkelig, Nathalie? Hvad skete der egentlig med os? Jeg følte mig netop som et rasende dyr, et der sad i fælden og bare ville kæmpe til døden for at overleve!"
     "Vi manede vor udøde Avatar frem. Jeg, fordi jeg i forvejen var så vred, da jeg ikke kunne komme fri af dit jerngreb, så stærk du var, kære ven, og du, fordi du var nødt til at forsvare dig imod en overmægtig trussel."
     Hun strøg nonchalant en hårlok fra øjet, og jeg så ned i gulvet.
     "Nuvel, så blev jeg igen lidt klogere på udødeligheden."
     Jeg gik hen til moders kiste, lod fingrene glide henover den og mærkede vemodet vinde styrke. Der havde ikke været tid til at sørge over mine knusende tab. Som fader havde gjort, kunne jeg opholde mig her en tid, holde krypten ren, sørge for friske blomster og langsomt tage afsked. Måske havde jeg brug for at gøre dette en tid?
     "Jean Jacques, jeg har forberedt vor afrejse."
     "Afrejse? Men, hvornår?"
     "I aften, kære ven, og jo før, desto bedre. Efter balladen i går aftes er vi ikke sikre her mere."
     "Allerede i aften? Da ikke nu!"
     Det gav et sæt i mig, da Nathalie nikkede, og mine fingre stoppede deres glid henover Clothildes kiste. Jeg var ikke klar til at forlade mine kære, mit fædrene slot og min elskede hjemegn? Nej! Men noget, velsagtens fornuften, sagde mig, at jeg måtte drage bort.
     
"Hvor vil du hen, Nathalie?" spurgte jeg stille og lod fingrene hvile på faders kiste.
     "Versailles, Jean Jacques! Efter pestens tristesse trænger vi to til noget storslået smukt og dekadent. Jeg gør i hvert fald!"
     Nathalies stemme var munter, og hun dansede koket flere trin, der ikke fik smilet frem på mine læber.
     "Se dog ikke så tungsindig ud, kære ven. Versailles vrimler med bedårende, unge piger. De smukkeste tager du med i seng, og de stærkeste fylder dig med liflig livskraft."
     Nathalie smilede skælmsk, og jeg nikkede stille.
     "Godt! Så er det afgjort. Åh, Versailles, jeg kender din ødsle pragt fra sidste gang, og du er sikkert blevet endnu mere overdådig siden da."
     Hun klappede i hænderne, og jeg forsøgte at smile.
     "Du har været der før, kan jeg forstå."
     "Åh, ja, Jean Jacques, flere gange i de sidste to kongers regeringstid. Jeg skal nu se og gerne møde min tredje Louis, den 16. i rækken, og hans lidet populære, men herligt ødsle Marie Antoinette. Hun har blandt andet ladet bygge en miniature landsby, med vandmølle og andet morsomt, hvor vi kan klæde os ud og lege simple bønder."
     Nathalie klappede endnu mere begejstret i hænderne, og denne gang lokkede hendes latter mit smil frem. At se, ja måske endda at møde min konge og dronning i deres storslåede palads, det ville jeg gerne. Jeg havde hørt meget om Versailles og set tegninger af dets pragt i faders bøger.
     Og så var der jo landets smukkeste kvinder, der flokkedes ved hoffet.
     "Jeg har skam fået lært vor kongerække, Nathalie, og jeg glæder mig til at se min konge, Louis den 16. i Versailles."
     "Bravo, Jean Jacques! Du kan også glæde dig til slottets haver, fontæner og ikke mindst til kvinderne. Men først må du lige skifte til dine bedste klæder. Jeg kan ikke have dig med, som du ser ud lige nu, min fine ven."
     Jeg så nedad mig selv, og mine klæder var jo rigtignok lidet præsentable, så fyldte med mørke pletter de var.
     
Tavse gik vi ud, og jeg fandt nøglen frem. En pludselig indskydelse fik mig til at løbe ind igen, standse midt på gulvet, suge alle indtryk til mig og tage afsked med hver enkelt i grådkvalte tanker. Så lagde jeg hånden på hjertet og bukkede dybt.
     Jeg blev mødt med et sørgmodigt blik fra Nathalie, da jeg langsomt gik ud til hende.
     "Jeg ... jeg måtte lige sige farvel. En sidste gang. Du synes nok, at jeg er en værre dåre, men ..."
     "Nej! Jean Jacques. Åh, du er ... du er vidunderlig."
     Nathalie gav mig et hurtigt knus, så løftede hun op i kjolen og gled værdig som en dronning ind i krypten. Der nejede hun dybt og graciøst som en sand ballerina, dvælede lidt, rettede sig langsomt op og kom ud til mig. Vore blikke mødtes, så fulde af melankoli de dog var, og vi omfavnede hinanden, inden jeg stille lukkede døren og låste den.
     Nøglen! Hvad skulle jeg gøre ved den? Tage den med mig? Skjule den et sikkert sted? Jeg valgte det sidste. Tog min blodstænkede jakke af, puttede nøglen i lommen og rullende jakken sammen. Så sprang jeg op på kryptens tag og pressede bylten ind under den ene fromt bedende engel over døren. Da var jeg så klar til at forlade min kære, som jeg kunne blive og mødte Nathalies blik. Det var roligt, men jeg sansede alligevel en vis iver fra hende.
     "Går vi? Eller flyver vi?" spurgte jeg og forsøgte at lyde munter.
     Som svar forvandlede Nathalie sig og lettede. Jeg fulgte hende og konstaterede, at hun også som flagermus var stærk og imponerende.
     Styrker, som tiden og erfaringerne også ville begave mig med.
     
Vi landede på slotspladsen, hvor den store, sortlakerede karet stod klar med sine to heste spændt for. Kusken sad roligt afventende på bukken. Det undrede mig, at Nathalie havde fået overtalt den aldrende, stædige mand til at køre efter solnedgang.
     Himlen var næsten skyfri, så halvmånens og stjernernes lys burde være nok til at et menneskes øjne kunne se vejen i mørket. Jeg prøvede at fange kuskens blik, men han stirrede lige frem for sig.
     "Jeg har stjålet hans vilje. En nyttig egenskab, som du også vil tilegne dig. Med tiden."
     Nathalie rakte mig et bundt nøgler, jeg genkendte som faders, og hun fortalte, at hun havde sikret os familiens værdier. Det vil sige dem, hun havde kunnet finde på en morsom skattejagt. Jeg blev lidt stødt over, at Nathalie havde rodet i vore private sager som for eksempel moders og Clothildes gemmer. Vidste dog, at hun blot havde gjort det, der var nødvendigt. Jeg så nu også, at kareten var læsset med mange store og få små kufferter.
     "Jeg efterlader ikke mine kjoler, hatte og parykker. Mit livs minder!" sagde Nathalie i et tonefald, der ikke lagde op til diskussion herom. Jeg fik at vide, at der stod en tom kuffert oppe på mit værelse. Den måtte jeg pakke i al hast og medtage alle de skjulte værdier, jeg måtte have kendskab til.
     "Denne nøgle passer ingen steder," hviskede Nathalie og udpegede en kort, kraftig nøgle i bundtet.
     "Jeg ved hvor!" snerrede jeg og løb ind i slottet.
     
Synet af spisebordet og stolene, der nu var dækkede med gråt klæde, overraskede mig. Nathalie tænkte åbenbart på alt, og jeg tilgav hende skattejagten i mit fædrene hjem. Den havde jo været til vort eget bedste, indså jeg for alvor.
     Gløder ulmede stadig i ildstedet, og jeg mindedes pludselig de mange gode stunder, vi havde haft omkring dette bord. Det kunne trækkes ud, og der kunne lægges plader i, som gjorde bordet endnu længere. Det havde der ofte været brug for. Som til mine og Clothildes fødselsdage, og når familien fra Brest kom på deres halvårlige visitter.
     Havde pesten mon også myrdet min aldrende onkel Laurent, hans anden hustru, tante Aurelie, og hendes medbragte børn fra andre ægteskaber?
     Jeg fjernede de grumme tanker med syn af mærkedage, hvor landsbyens spidser og vinbønderne var til fin middag hos le Comte. Alle var klædt til ukendelighed i deres stiveste puds. Jeg huskede især pastoren, og hans akavede måde at spise på. Hans kinder der blev mere og mere røde, efterhånden som serveringen af retterne og deres rigelige udbud af vine skred frem. Jeg hørte Clothilde fnise og mig selv le bag vore servietter, og så var jeg tilbage i den grå virkelighed med smil på læberne.
     Dåre! Tåbe! Hvad hjalp sådanne lyse minder mig nu? Intet. Intet! Jeg måtte rippe Chateau de Clairette for dets sidste værdier og slutte mig til Nathalie, der ventede utålmodigt på mig ude i kareten.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (241 dage siden publicering)