"Jingle bell, jingle bell, jingle bell rock, jingle bells swing and jingle bells ring ..."
     Emilie sang hjerteligt med i kabinen på den lille røde Ford Escort. Når alt kom til alt, elskede hun at synge, ja, der var faktisk ikke noget der gjorde hende i bedre humør, end når hun sang. Hun synes bare ikke det lød så pokkers godt, at hun ville lade det går ud over andre. Så at dele skønsangen med Escorten, var en retfærdig overenskomst. Den kørte også en hel del bedre når hun sang, så den måtte jo kunne lide det.
     "Dancing and prancing in Jingle Bell square, in the frosty air ..."
     Emilie smilede for sig selv, og slog et hurtigt blik op i bakspejlet. Fuldstændigt mørkt. Der var bare noget med hende og sangtekster. De handlede altid om dét hun netop befandt sig i, og det kunne ikke kun være et sammentræf. Da hun var brændt varm på Jannik, bassisten ovre fra "Poison Fuel", handlede alle numre i radioen kun om kærlighed og forelskelse. Da hun fandt ud af, at Jannik rent faktisk kom sammen med en eller andet bitch inde fra "Poison Fuel"s pladeselskab, ja så handlede alle sange pludselig om knuste hjerter og ulykkelig kærlighed. Og nu, hvor sneen lå i et tykt lag på vejen, og hun netop havde skrabet ruder rene for is i en halv time - det var jo ikke så pokkers let når man kun havde sit Dankort at gøre det med - ja, så handlede alt om "Jingle Bells" og "Frosty Air". Det kunne selvfølgelig også have lidt at gøre med, at de var midt i december måned. Men alligevel.
     
Sikken et held hun havde husket sine vamsede, strikkede vanter. De var bare blevet lidt våde nu, efter isskraberiet. Emilie hev vanterne af med tænderne, én af gangen, så hun trods alt havde en hånd på rattet. Nu var ruderne også ved at dugge helt til. Der var altid udfordringer, når man kørte i en gammel bil. Den gamle blæser i bilen, kunne godt sprøjte mængder af luft ud, men når man lige havde startet øsen, var luften lige så kold som luften udenfor, ja faktisk endnu koldere. Emilie trykkede varmen helt op på rød, lænede sig til højre, og famlede efter en klud i handskerummet, så hun kunne få tørret ruderne af. Bilen begyndt at fedte lidt rundt i sneen, og hun skyndte sig at læne sig tilbage igen, så hun fik to hænder på rattet. Kluden forsvandt ned på gulvet, på et eller andet ubestemmeligt sted.
     "Shit happens!" mumlede hun, og brugte i stedet sit ærme til at tørre ruden.
     CD-afspilleren skiftede over til MC Einar "Det' jul - det' cool!". Egentlig et meget fedt nummer. Utroligt at det holdt endnu. Men det var nu lidt irriterende med de der "Absolute Christmas" CD'ere. Var det ikke bare de samme julenumre de fyldte på hvert år, bare i en ny rækkefølge? Hundrede og halvtreds kroner var den i hvert tilfælde ikke værd. Så kunne hun lige så godt have spillet den hun havde købt sidste år.
     Lyset fra bilens lygter fejede hen over den ujævne sne, og snefnuggede så ud som om de kæmpede om, først at ramme forruden. Emilie overhalede en tyk mand på knallert. Det var sgu da godt, at man ikke sad på sådan en og frøs. Knallertmanden havde også store problemer med, ikke at skride ud. Fire hjul var nu engang bedre end to. Hun mindedes den gang hun selv havde været tvunget til at køre op til ungdomsskolen på knallert. Det havde ikke været fed, men det var det bedste man kunne få når man var under atten og boede på landet.
     Ja, stakkels alle de unge der boede ude på landet. Indtil sjette klasse måtte ens forældre hele tiden køre en, og værre endnu, man blev også nødt til at køre med de andres forældre. Omkring syvende var man så træt af at være afhængig af andre, at man frivilligt tog cyklen gennem skoven, selv om der var over fem kilometer op til byen. Det havde været nogle mareridtsagtige aftener, når hun skulle hjem igen. Det var altid værst at skulle igennem skoven, når man skulle hjem. Det var dér man kunne se alle voldtægtsmændene og varulvene kæmpe sig frem af den tætte nåleskov, kun med det formål, at overfalde en lille uskyldig pige på cykel. En pige der bare kunne have ladet sine forældre hende. Var man ikke allerede et nervevrag, kunne man bare håbe på, at rådyrene også begyndt at skrige i natten, så var den helt sikkert hjemme.Hun fik næsten kuldegys bare af at tænke på det. Derfor havde det også været et meget naturligt valg at tage knallertkørekort. Dels kørte man en del hurtigere på knallert, og dels hørte man ikke skovens lyden for motorens larm. Men musik i ørerne gik det endnu bedre. Det var heller ikke så skide feminint at køre på knallert, så hun regnede med at de fleste overfaldsmænd ville regne med at det var en dreng eller en mand der kom kørende. Hun havde også følt sig stærkere på grund af knallertens kræfter. Det var egentlig noget underligt noget, for hvis der havde været nogen der havde lagt en træstamme ud på skovvejen, havde hun jo været nødt til at stoppe, og så havde hun ikke kunne bruge de knallertkræfter til særlig meget.
     At fylde atten, havde dog været det ultimative. Nu kunne hun sidde indenfor i kabinen, mens hun tilbagelagde ruten gennem skoven. Hvis bilen i værste fald fik motorstop, kunne hun låse dørene indefra, og hun kunne tænde lyset i loftet, mens hun ringede efter hjælp på mobilen. Hun ville have lys og varme og musik. Jo, Ford Escorten var uden tvivl det bedste hun endnu havde ejet.
     Mens hun lå der og kørte sneglefart i sneen, irriterede det hende at hun kun kunne bruge det korte lys, men sålænge der kørte én foran, måtte hun selvfølgelig ikke bruge det lange. På den anden side kunne hun så bruge den anden bils røde baglygter, til at finde vej med. Som et fyr i natten. Hvis ham idioten foran altså holdt sig på vejen i det her snehelvede. Kørte han ud på markerne, ville der være stor chance for at hun blot fulgte blindt efter. Emilie trådte lidt på bremsen. Hun ville faktisk hellere have lidt afstand til ham foran, så hun selv kunne finde vej. Egentlig kunne det også være lidt lige meget, for hun skulle snart dreje af, og ned gennem skoven.
     
Et halvt minut efter, kunne hun se toppen af vejskiltet. Resten var sneet helt til. Den refleksbehandlede overflade smed bilens lys tilbage. Emilie sagtnede farten, og gjorde klar til et langsomt sving. Sådan et som gamle damer laver. Hun skulle ikke i grøften, og ligge og vente på Falck hele natten.
     Hun blinkede af til høje og drejede ned ad den lille skov vej. Wow, kunne hun bare køre bil! Mange af hendes kammerater, drengene selvfølgelig, havde allerede lavet store skader på deres biler, og René havde til og med totalskadet sin forældres i en rundkørsel, hvor centrifugalkkraften kom lidt bag på idioten. Hun smilede igen for sig selv. Vinduesviskernes rytmiske bevægelser fejede sneen væk, og hun forsøgte hele tiden at se om de holdt musikkens rytme. Nogle gange passede det - næsten.
     Emilie trykkede sprinkleren i bund, for at gøre forruden helt ren, og dér skete det! Det uventede. På et splitsekund overisede hele forruden, og hun kunne intet se! Chokeret koblede hun ud, og trådte bremsen i bund. Men for hårdt. Hun kunne mærke at bilen skred ud.
     "Pis også!"
     Emilie kunne ikke styre bilen længere, og sad og kneb øjnene sammen af frygt for at rutsjeturen skulle ende med et hult dunk, når hun røg ind i et træ. Men det skete ikke.
     Bilen stoppede, og hun kunne nu kun høre motorens tomgang. Hun skyndte sig at trække håndbremsen, klikkede sikkerhedsselen ud, og trådte ud i den dybe sne. Hun lod fordøren stå åben. Røgen af udstødningsgas var det første der kom mødte hende. I det røde lys fra baglygterne lignede det næsten det koncertlys, der var til de mange metal-koncerter hun tog til.
     "Satans! Pis! Lort! Hvem fanden har solgt mig sprinklervæske, der ikke er frostsikker!?"
     Hun tænkte sig godt om, og kom på at det nok måtte være én af de små ubemandede benzinstationer, hun havde tanket sprinkler på. Hos en eller anden nar af en forpagter, som har troet han kunne score kassen ved blot at sælge sulfovand med citronduft, og så spare spritten væk. Når hun fandt frem til ham, skulle han have jordens største skideballe. Det kunne have kostet hende livet, hvis hun havde trykket sprinklervæsken ud mens hun kørte på motorvejen! Måske kunne hun ligefrem anmelde vedkommende til politiet - også, så det ikke skete for andre uheldige kunder på den tankstation.
     Heldigvis var bilen stadig på vejen, og kun trukket lidt over i venstre side. Hun havde alligevel haft situationsfornemmelse nok til at blive på vejen. Emilie forsøgte at klappe vinduesviskerne op. Gummiet ville knapt nok slippe den isplade, som sprinklervæsken havde efterladt på den skrå forrude. Hun måtte rive til. Satans også. Så blev hun nok også nødt til at købe nye vinduesviskere, for de her ville helt sikkert trække striber på ruden efter den magt hun netop havde måtte bruge på dem. Som om hun ikke havde rigeligt med udgifter til den bil. Hun fandt sin pung frem, med Dankortet. Isskraber-Dankortet. Hvorfor havde hun ikke også købt en rigtig isskraber. Hun huskede altid cola og lakridser når hun tankede, men aldrig den fordømte isskraber. Dankortet hjalp nul og en skid. Hun var også lidt bange for at knække det, for så havde hun slet ingen penge før hun fik bestilt et nyt. Det kunne ikke gå.
     Hun stak overkroppen ind i kabinen igen, og lagde sig på knæ på førersædet. Så åbnede hun handskerummet og rodede det igennem. Var der noget at skrabe is med? Lakridser, et kraks kort, "Hand & Nail"-lotion, en CD. Kunne man bruge et CD-cover? Den "Absolute Christmas" havde alligevel været lidt af en skuffelse. Nu kunne den få lov at gøre lidt gavn.
     Hun kunne mærke dét, allerede inden hun trak sig ud af bilen igen. At hun blev stirret på! Af en eller anden underlig årsag, kan man altid mærke når nogen glor én i nakken. Emilie nåede lige at blive forskrækket et kort øjeblik, indtil hun så at det blot var en teenagepige et par år yngre end hende selv. Måske fjorten år? Hun stod kun en meter bag Emilie.
     "Shit, der nåede du at gøre mig forskrækket!" udbrød Emilie, og smilede.
     Pigens øjne lyste op. Hun havde lyse jeans på, fyldt med sne på lårene, og en stor sweater der lukkede godt til i halsen. På hovedet havde hun et par store hovedtelefoner, der samtidig fungerede som ørevarmere. Hun stod stiv som en pind, og gjorde sig lang ved at holde armene tæt til kroppen. Hver gang hun åndede, stod der en sky af varm luft ud af munden på hende. Hun sitrede konstant af kulde.
     "Jamen, hvor kommer du pludselig fra, her midt ude i snestormen?" spurgte Emilie.
     "Er på vej hjem!" svarede pigen kort, og pegede ind mod skoven.
     "Bor du også i Lindebjerg?"
     Pigen nikkede og gemte munden inde i sweaterens krave.
     "Jamen, er du på gå-ben - har du ikke nogen forældre der kan hente dig?"
     "På cykel!" sagde pigen og klaprede tænder.
     Pigen pegede tyve meter foran Escorten, over mod den snefyldte grøft der lå mellem vejen og skoven. Pludselig kunne Emilie se det. Røde lysdioder der blinkede under sneen. Baglygten fra en cykel. Det lignede nærmest nogen der havde lavet et lille belyst nisselandskab.
     "Oh shit, er du kørt i grøften?"
     Emilie kom til at tænke på de mange ture hun selv havde tilbagelagt i den skov, og hvor koncentreret man var, når man kørte dér i mørket. Røg man bare få centimeter ud til højre for den gamle hullede asfalt, var man selvskrevet til en tur i grøften.
     "Så er du faktisk vildt heldig i aften", sagde Emilie, "for jeg netop købt cykelholder til Escorten. Min veninde har ikke bil, så nogle gange kører jeg hende hjem, og så er det jo lidt praktisk at vi kan have cyklen bagpå."
     Pigen smilede, og kantede sig ned i den snefyldte grøft, hvor hun forsøgte at hente sin cykel op. Emilie gik tilbage til bilen, åbnede bagagerummet, og fandt de to cykelholdere frem, samt nogle kraftige bagage-elastikker. Pigen trak sin cykel hen til Emilie, og Emilie tog imod den, og fastgjorde den i cykelholderne. Tilsidst satte Emilie de kraftige elastikker uden på stativet, så cyklen ikke kunne ryge af. Emilie ruskede i hele anordningen.
     "Så, det er da meget godt klaret af to piger, er det ikke?"
     "Jo!" svarede pigen, og så ganske glad ud.
     "Sæt dig bare ind, så skraber jeg lige forruden ren."
     Pigen satte sig ind på passagersædet, og Emilie tog CD-coveret, og forsøgte at skrabe isen af forruden. Det var nu helt hyggeligt med noget selskab, og at hun kunne gøre noget for nogen. Specielt når hun tænkte på hvor slemt hun selv havde haft det i den skov, da hun var fjorten.
     
Emilies fingre var fuldstændig hvide af kulde, da hun satte sig ind og rakte hånden til pigen.
     "Jeg hedder Emilie, hvad hedder du?"
     "Isabella!", svarede Isabella.
     Emilies fingre begyndte at blive mørkerøde og brænde som ind i helvede. Hun satte fingrene for munden, og forsøgte at puste dem varme.
     "Tak for at du gider køre mig hjem, det jeg vildt glad for." sagde Isabella, stadig med klaprende tænder.
     "Manglede bare!" sagde Emilie. "Jeg kender det fra mig selv. Da jeg var på din alder måtte jeg også cykle det der lortestykke igennem skove, uanset om det regnede, blæste, eller var snestorm. Og det er selvfølgelig lige på det stykke, at ens fantasi begynder at finde på alt muligt vildt."
     Isabella grinede.
     "Jaha'er! Jeg er altid bange for at jeg skal køre forbi, og se en hængt mand i et træ. Det er en historie min far altid fortalte mig, da jeg var lille."
     "Ej, hvor tarveligt." smilede Emilie, slap håndbremsen og satte i gear.
     Motoren var heldigvis varm nu, og en herlig lun luft strømmede ud af bilens blæser, da de trillede ud ad skovvejen. Emilie startede CD-afspilleren, og "Jingle Bells Rock" strømmede igen ud gennem højttalerne.
     "Nu er der næsten rigtig hyggeligt. "sagde Isabella, og slappede lidt mere af i kroppen.
     "Ja, du kan være glad for at det var mig der samlede dig op, og en ikke eller anden gusten gammel mand."
     "Ah, men så var jeg slet ikke taget med", sagde Isabella, "så havde jeg hellere ventet."
     "Hvor bor du henne?" ville Emilie vide.
     "Skovsletten 47."
     "47, ej hvor skægt, jeg havde en veninde der boede i nummer 45. Så er det på venstre side, når man kører ind i skoven?"
     "Det er nemlig lige dét, det er."
     Bilen banede sig langsomt ind gennem den sneklædte skov, og julemusikken gjorde det heldigvis mere hyggeligt, end uhyggeligt.
     "Hvad har du lavet?" spurgte Emilie
     "Hvad mener du?"
     "Altså klokken er snart halv tolv, er det ikke lidt sent at skulle hjem."
     "Nårh, men vi har været i biffen, og se 'Titanic', det er jo en helaftensfilm."
     "Årh, 'Titanic" med Dicaprio. Klassisker! Min veninde og jeg så den tre gange på en uge, det år den havde premiere."
     "Jah, den var rigtig fed - han er lidt lækker!" smilede Isabella genert.
     "Årets underdrivelse!" grinede Emilie. "Jamen, har du aldrig set den før?"
     "Nej!"
     "Ooookay! Så var det også på tide."
     Emilie kom op til et T-kryds, og drejede til højre. Bilen var dejlig varm nu, og det var holdt op med at sne.
     "Så! Skovsletten Coming up next!"
     Isabella klikkede sin sikkerhedssele ud, og tog sine vanter på, mens Emilie orienterede sig, så hun kunne køre over på modsatte side af vejen, og holde ved nummer 47.
     "Det er her, ikke?"
     Isabella nikkede.
     Det var en vinklet rødstensvilla, der så helt mørk ud. En sensor tændte lyset på havegangen, da Emilie kørte Escorten op langs huset.
     "Nå, dine gamle er vist allerede gået i seng. " grinede hun.
     Hun trak håndbremsen, slukkede motoren, og steg ud i den kolde klare luft. Den rev i lungerne. Så gik hun om til bagenden af Escorten og fjernede elastikkerne, og løftede cyklen ned. Hun opdagede at forhjulet var blevet slået skævt.
     "Du skal nok have repareret den, inden du kan cykle til skole igen." sagde Emilie, og lagde cykelholderen tilbage i bagagerummet. Emilie trak cyklen op til havegangen.
     "Jeg siger, du skal nok have rettet dit forhjul op, Isabella, inden ..."
     Emilie kiggede sig omkring. Hvor søren var Isabella? Emilie kiggede ind i bilen, men Isabella var steget ud. Emilie kiggede op mod garagen. Var det dér de havde deres cykler? Var Isabella gået i forvejen for at låse op?
     "Isabella?"
     Intet svar. Cyklens iskolde styr brændte i Emilies hænder.
     "Nå ok, selv tak for turen. Det var da så lidt. Skulle det være en anden gang. " vrissede Emilie.
     Hun trak cyklen op ad den belyste havegang, op til garagen. Så satte hun cyklen på støttebenet, og tog i garagedøren. Låst! Fandeme for meget. Så var hun sgu også selv ude om det, Isabella-pigen. Her ude på landet takker man altså hinanden, ikke ligesom i byen hvor folk er fuldstændig ligeglade med hinanden. Emilie gik hen til hoveddøren og ringede på.
     En dyb klokke lød
     'Ding ... Dong!'
     Så måtte Isabellas forældre jo have cyklen udleveret, for tak ville hun have. Og så kunne de måske lære deres datter, at være lidt mindre forkælet i fremtiden. Emilie trykkede igen, og efter nogle sekunder kom der lys i gangen. En mørk skikkelse kunne ses bag den røgfarvede glasrude i døren, og låsen blev drejet om. En kvinde på Emilies mors alder, stod i en hvid morgenkåbe, og så forvirret og lidt nervøs ud. Hendes øjne var kun små sprækker, og der var ingen tvivl om at Emilie havde fået vækket hende.
     "Åh, undskyld!" hakkede Emilie, da hun trods alt fik lidt dårlig samvittighed.
     "Det var bare ... ja, det var bare Isabellas cykel. Hvor skal jeg stille den?"
     Kvinden blev ligbleg og tog hænderne op foran munden.
     "Åh nej, ikke igen!"
     "Nej, jeg tror du misforstår ..." sagde Emilie. "Jeg har bare kørt Isabella hjem, hendes cykel var gået i stykker, så jeg satte den bare bag på bilen og kørte hende hjem ..."
     Der var et eller andet helt galt. Det kunne Emilie godt se nu.
     Kvinden holdt fast i døren, som om hendes ben ikke længere kunne bære hende.
     "Bliver du dårlig, bliver du syg?"
     Nu var Emilie også ved at blive alvorligt nervøs. Hvad fanden skete der. Hvad var det for nogle forældre Isabella havde? Nu ville Emilie bare gerne hjem. Væk herfra og hjem!
     "Jeg sætter bare cyklen her ...", sagde hun og låste den, "forhjulet er gået i stykker, så I skal nok ..."
     Nu begyndte kvinden også at klynke, som om hun var et lille barn. Emilie blev virkelig ubehageligt til mode.
     "Åh, Isabella, min lille skat. Ikke igen! Ikke igen!"
     Kvinden faldt sammen i entréen, og Emilie begyndte at løbe tilbage mod Escorten. Ikke et minut længere, ville hun være her. Hun satte sig ind og smækkede døren, men selvfølgelig kunne hun ikke finde nøglerne.
     "Pis også!"
     Alle musklerne i Emilies krop spændtes i angst, da en stor hånd bankede på sideruden. Hun var nær død af skræk. En mand i træningsbukser og med bar overkrop stod udenfor, og ville i kontakt med hende.
     "Undskyld!" sagde han. "Bliv lige et øjeblik. Vil du ikke nok? Bliv lige ..."
     Emilie skydte sig at låse døren, men rullede så sideruden lidt ned.
     "Du er kommet hjem med Isabellas cykel?" spurgte han.
     Emilie fattede ingenting.
     "Ja, som du kan se, OG Isabella!"
     Sindssyge kugler i den familie! Havde hun vidst det, havde hun aldrig taget cyklen med.
     "Og du mødte Isabella oppe på landevejen, lige dér hvor skoven starter?"
     "Jah!" vrissede Emilie, mens hendes stemme rystede.
     "Der var dér hun blev ramt!" Manden fik et sørgmodigt udtryk.
     "Blev ramt? Hvad fanden snakker du om?"
     Psyko.
     "Det var deroppe, hvor skoven starter, at Isabella blev ramt!" gentog han. "Ramt af flugtbilisten ... hun var på vej hjem fra biografen på sin cykel, stakkels pige. Hun var bare på vej hjem på sin cykel, helt uskyldig, helt alene, og så lader han hende bare ligge i grøften."
     Hver en muskel i Emilies krop sitrede nu.
     "Stå ... står du og fortæller mig, at di... din ... at Isabella blev slået ihjel oppe hvor skoven starter, hvor jeg samlede hende op ... af en flugtbillist?"
     Manden nikkede.
     "Det er snart to år siden ... og du er ikke den første der kommer og afleverer hendes cykel ... faktisk er du den tredje!"

       

Ånden i glasset (6)
    (Noveller for børn/unge)
    (17 dage siden publicering)