Når jeg ligger i min seng om aftenen, har jeg ofte slået dynen til side, fordi det er så varmt. Lige indtil tankerne rammer mig. Tankerne der næsten dukker op hver eneste aften. Måske vil et eller andet pludselig tage fat i mine bare fødder og trække mig hen over lagenet. Ikke noget menneskeligt, snarere noget ... Jeg får aldrig tænkt tankerne til ende. På en aller anden måde får jeg fortrængt dem, uden at vide hvordan jeg bærer mig ad. Så skynder jeg mig at tage dynen over mig, og stopperne den godt ind under fødderne, så jeg kan holde fast på den, hvis noget skulle forsøge at trække den væk. Men når jeg har sikret mine fødder, kommer næste underlige tanke. At hvis jeg åbner øjnene, vil jeg kigge direkte op i et rædselsvækkende ansigt. Et ansigt der er så sindssygt og ondt at jeg vil gå i chok, og hverken kan skrige eller trække vejret.
     Jeg har heldigvis ikke altid haft dem. Fantasierne om det overnaturlige. Jeg er faktisk en helt normal og fornuftig pige på 16 år. Tanja, hedder jeg, selvom folk altid forveksler det med Anja. Spøgelseshistorier har aldrig rigtig bidt på mig, og jeg tror kun på de uhyggelige ting jeg har set med mine egne øjne. Tordenvejr, trafikulykker og tæsk i skolegården. Fantasierne er kommet efter Annas død. Anna er min mormor, eller - Anna var min mormor. Ida og jeg kaldte hende altid for Bedste. Ida er min lillesøster. Hun er kun 13 år, og det kan man godt mærke. For pokker hvor er hun egoistisk, barnlig og uansvarlig. Det er for eksempel altid mig der skal tørre spejlet på badeværelset af, når Ida har plettet det med sine sædvanlige tandpastasprøjt. Hvorfor kan hun ikke beholde tandpastaen inde i munden når hun børster tænder, ligesom os andre!?
     Egentlig er der hyggeligst i vores lille lavloftede rækkehus på Sankt Pauls Gade i Nyboder, når mor stadig er på arbejde, og Ida er taget til springgymnastik. Så kan jeg sidde i fred og ro og puste ned i min varme te, høre min musik, og klappe Musti, vores gamle, gråstribede hankat. Hankat er måske så meget sagt, for det stakkels kræ blev kastreret allerede inden vi fik ham fra dyreinternatet. Det krævede mor.
     
Min mor er fra England og min far er pæredansk, så Ida og jeg er halvt engelske og halv danske, hvis man kan sige det sådan. Far og mor fandt hinanden da mor var på studieophold i København i starten af 90'erne. Mor var i praktik på Rigshospitalet som sygeplejerske, og far var netop kommet hjem med et af søværnets skibe, fra et togt i Grønland. Det er derfor vi bor her, i et af de okkergule huse i Nyboder. Far boede her, fordi det er Søværnets boliger. Ja, det lyder næsten som en kærlighedshistorie fra en Hollywood-film, men helt så glamourøst var det nu ikke. Mor smed nemlig far ud da jeg var seks år, og efter flere måneder hvor mor sendte ansøgninger til Søværnet, endte det med at vi fik lov til at blive boede i Nyboder. Selv om vi vist er de eneste der ikke er sømænd. Så nu bor vi kun fire i vores lille rækkehus. Altså os tre piger og vores stakkels kastrerede Musti-mand. Måske er man nødt til at være kastreret for at kunne holde os ud, siger mor altid for sjov. Men jeg tror nu der er noget om det.
     

Det hele startede en ganske almindelig torsdag aften. Mor og jeg så tv, og Ida lavede lektier ude ved køkkenbordet. Telefonen ringede og Ida tog den. Hun så meget forbavset ud, da hun rakte røret videre til mor. Det var Chester Police. De havde fundet Anna død på badeværelset på førstesalen i hendes landhus uden for Chester. Hun var formentlig faldet og havde slået sig bevidstløs på håndvasken, og var forblødt på grund af et åbent kraniebrud. Ida begyndte at græde med det samme. Mor og jeg var nærmest lammede, og kunne slet ikke forstå at Anna var væk. Anna som var vores sidste tilknytning til England. Mor var ekstra ked af, at hun ikke havde fået ringet den sidste uge. Hun plejede ellers altid at ringe til Anna mindst en gang om ugen, og når Anna var syg ringede mor til de engelske hjemmesygeplejersker og sikrede sig, at de kom ud og kiggede til hendes mor. Men nu var det alt sammen lige meget. Anna var her ikke mere, og selv om det ikke var mors skyld, var det tydeligt at hun bebrejdede sig selv.
     Allerede tidlig lørdag morgen tog Ida, mor og jeg ud til Kastrup Lufthavn. Mor havde købt billetter direkte til Liverpool, hos et engelsk discount-flyselskab. Vi har aldrig haft de store penge efter far røg ud, men mor insisterede på at vi alle tre skulle over og tage afsked med Anna. Chester ligger tyve kilometer syd for Liverpool. Hvis man stikker en finger midt ned i England, og så bare trækker den ud til venstre, ud på vestkysten, finder man Liverpool. Det var den by The Beatles kom fra. Når man siger det, så plejer folk at vide hvor det er. Eller også lader de bare som om, fordi det er for pinligt at indrømme at de har sovet i geografitimerne. Efter en kort flyvetur på en time, hvor vi ikke engang fik noget at spise, og måtte betale tyve kroner for en cola, landede vi i Stansted. Derfra skulle vi med tog. Yderligere tre timer senere stod vi af på Chester Railstation. Den ligner en borg, med to imponerende tårne. De sorte noble, engelske taxi'er stod linet op uden for stationen. Det var næsten tre år siden Ida og jeg havde været i Chester. Mor havde været der for kun et halvt år siden, fordi Anna var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse. Byen lignede sig selv. De flot udsmykkede hoteller og pubber var i brunt bindingsværk og hvidkalket murværk. Smukkest var Chester Cathedral. Nærmest en stor kirke, kan man sige. Jeg havde altid syntes den mindede om den store sal som Harry, Hermione og Ron sad og spiste i, i Harry Potter filmene. Jeg håbede Annas begravelse skulle holdes dér.
     Mor trak os med ind i et supermarked, og købte toastbrød, peanutbutter, jam, bananer, bisquits, Earl Grey te, skinke, æg og pølser. Når vi var i England insisterede mor altid på at vi skulle spise traditionelt engelsk. Måske savnede hun det også, efter alt for mange danske leverpostejsmadder på rugbrød. Inden vi tog landbussen ud til Annas hus, købte mor også fish'n'chips til tre, så vi kunne starte med at spise frokost når vi ankom.
     Landskabet var bakket, og markerne grønne. Vejen bugtede sig som en slange, og mørke skyer sendte de første tunge regndråber mod bussens rude, som Ida sad med næsen klistret til. Nogle gange grinede vi sammen, og havde helt glemt at Bedste var død, med lige pludselig stivnede mor, når tanken igen pressede sig på. Og så blev Ida og jeg også helt stille.
     
Perlestenen knitrede under vores sko, da vi med kufferter og plasticposer fra supermarkedet vandrede ind ad Annas indkørsel. Huset var mørkt og lå ud til nogle grønne græsmarker som naboen, en fårefarmer ejede. Mor fandt frem til den gamle slidte hoveddørsnøgle. som Chester Police havde lagt bag blomsterkrukken ved døren. Virkelig et opfindsomt sted. Ida kiggede nervøst på mig, og jeg selv havde en underlig fornemmelse i maven. Det var ikke behageligt at vi nu skulle ind i det hus hvor politiet havde fundet Anna forblødt til døde. Mor gennede os ind, og fik os til at smide skoene som noget af det første, så vi ikke svinede Annas fine ægte tæpper i Hall'en. Bortset fra standeruret, der tikkede højlydt inde i stuen, var der helt stille. Der lugtede af Anna. Sådan som der næsten altid lugter i gamle damers hjem, efter manden er død, og der ikke længere bliver røget cigarer eller cigaretter. Mor slæbte indkøbsposerne med ud i køkkenet, og begyndte at tømme Annas køleskab for gamle varer. Ida og jeg lynede vores jakker op, og trådte forsigtigt ind i Annas stue. Der var et eller andet helt galt. Det føltes som at begå indbrud, sådan at vade rundt i en anden persons hjem, uden at man var blevet inviteret, og uden der var ryddet op.
     Anna havde et hvidt lammeskind i sin lænestol, som stod lige foran tv-apparatet. Der stod en tekop halvt fyldt med te, og ved siden af lå Annas læsebriller, en fjernbetjening og en rød, åben pose Maltesers chokoladekugler. Ida skulle lige til at tage en chokolade fra posen, men fortrød så i sidste øjeblik.
     "De er altså ikke blevet giftige bare fordi Bedste er død", snerrede jeg.
     "Ved jeg godt", indvendte Ida fornærmet, og fortsatte undersøgende rundt i stuen.
     
Ida og jeg havde aldrig kunne lide Annas hus. Vi havde elsket at snakke med Anna og være sammen med hende og familien i stuerne, men så snart vi var alene i rummene med høje nøddebrunsbejsede træpaneler og tykke tæpper, blev vi utrygge. Det her hus virkede som om det lurede på én, og selv om man var alene, virkede det som om der var andre i rummene.
     Ida og jeg tog kufferterne fra Hall'en og hev dem op ad den stejle trappe til første sal, hvor Annas soveværelse, gæsteværelset og badeværelset lå. Ubetænksom som Ida var, havde hun spurgt om vi ikke kunne sove på hotel nede i byen. Men det havde mor igen verdens chance for at betale. Vi havde brugt så meget på flybilletter, at vi var nødt til at sove i Annas hus. Og da vi samtidig skulle rydde op i alle Annas gamle sager, virkede det også som det mest naturlige at bo der.
     Vi satte mors kuffert i Annas soveværelse, og vores egne kuffert i gæsteværelset. Vi plejede at trække lod om hvem der skulle sove på luftmadrassen, men det virkede ikke så vigtigt denne gang.
     "Jeg skal tisse", sagde Ida bekymret.
     "Så gå dog ud og tis!"
     Ida trippede rundt på stedet.
     "Arh, du ved godt at det var derude det skete, Tanja", indvendte hun, "du ku' godt lige gå med."
     Jeg smed det tøj tilbage som jeg netop havde fisket op af min kuffert, og gik med Ida ud til toilettet. Den hvide trædør med messingknoppen stod på klem. Ida trådte et skridt tilbage, så jeg puffede døren op og trådte ind, selv om min mavefornemmelse bad mig om at lade være. Nogen gange er man nødt til at vise, at man er storesøster.
     Selvfølgelig lå Anna ikke på det hvide flisegulv, selv om vi begge måske havde forventet det. Men det lille runde tæppe der altid lå foran håndvasken, var nu rullet sammen og stod på højkant i en hvid plasticspand. Både Ida og jeg lænede os forover og kiggede ned i spanden. Hvorfor skal man altid undersøge det man frygter mest?
     "Argh!" udbrød Ida, "hvor klamt, der drypper stadig lyserødt vand ud af det!"
     "Vil du hellere tisse ude i haven eller hvad?"
     Jeg syntes også det var ulækkert, men hvad kunne vi gøre ved det? Ida satte sig hen på toilettet, og jeg trak døren næsten i, da jeg gik tilbage mod gæsteværelset.
     "Nej, Tanja, du skal ikke lukke ..."
     "Tag dig nu sammen, jeg har heller ikke lukket. Den står på klem, ellers kunne du jo ikke høre mig, vel."
     Ida talte højlydt med mig, mens jeg pakkede mine ting ud, og under et minut senere stod hun allerede bag mig. Hendes våde fingre dryppede mig irriterende i nakken.
     "Ej, har du ikke engang tørret dine hænder?"
     "Der var ikke noget håndklæde!" svarede hun koldt, mens hun stirrede ligegyldigt ud i luften.
     
Ti minutter senere sad vi nede i Annas køkken og spise vores fish'n'chips som mor havde varmet i mikrobølgeovnen. Fisken var bedre og tykkere end danske fiskefileter, men pommes fritterne var blevet våde og bløde. Jeg kunne se på Ida at hun ikke kunne lide dem, men for en gang skyld holdt hun bøtte. Mor sad nemlig med våde øjne og forsøgte at holde tårerne tilbage. Efter nogle minutter opgav hun helt at spise, og rejste sig og tændte for radioen. Hun kunne tydeligvis ikke klare den larmende stilhed i Bedstes hus.
     En overgearet speaker fra BBC Radio One fyldte køkkenet. Mor havde købt en stang cigaretter i flyveren, og fandt nu posen frem med den. Hun var ellers endelig holdt op med at ryge for et år siden, og tyggede nu kun nikotin-tyggegummi. Ida kiggede op da mor tændte sin første smøg, men holdt klogt nok stadig sin bøtte.
     "Gider I rydde op i nogle af Annas ting, mens jeg tager ned og snakker med bedemanden i morgen?" sagde mor og pustede røg ud af næsen, mens hun lagde nakken tilbage.
     "Alene her i ..." udbrød Ida, men tav da jeg sendte hende et blik.
     "ja, selvfølgelig, mor" overtog jeg. "Er der nogle kasser vi kan pakke i?"
     Mor kiggede fra mig til Ida, og tilbage igen.
     "Jeg må ringe til flyselskabet og høre hvordan man gør. Og hvad det koster. Måske kan vi få noget af det sejlet hjem, og blot tage smykkerne og værdigenstandene i håndbagagen i flyveren."
     Jeg nikkede, mens mor gik hen og satte elkedlen over med vand til te. Ida ryddede af bordet, og jeg var ved at tabe næse og mund af forbavselse. Vidste hun overhovedet hvordan man gjorde det?
     "Mors søde piger." sagde mor og strøg Ida over håret.
     
Heldigvis nåede vi at have en rigtig hyggelig eftermiddag sammen i Annas stue inden det skete. Mor tog tekrusene ind med Earl Grey i, og på et fad havde hun dækket op med tre forskellige lækre slags kiks som man slet ikke kunne få i Danmark. Vaniljekiks med farvet glasur på, vaniljekiks med skum på, lige som skumfiduser, og endelig aflange vaniljekiks som hun kaldte "tea-fingers". Vi flyttede Annas ting, og til stort held var der én af de gamle amerikanske musicals med Fred Astaire på programmet. De gjorde altid mor i så godt humør. Ida lagde sig på sofaen, og jeg lagde mig på gulvtæppet med en stor pude. Mor nåede at ryge adskillige cigaretter, og endte med at falde i søvn i lammeskindet i Bedstes stol.
     
Det var lige før aftensmaden stod på bordet, at det skete. Ida var faldet til ro, og var gået ovenpå for at tage et bad, og jeg dækkede bord mens jeg nynnede med på Katy Perry i radioen. Knaldet var så højt at jeg i forskrækkelse tabte en gaffel på gulvet, og kun et sekund efter kom lyden af glasskår der ramte flisegulvet. Idas rædselsslagne skrig, skar gennem os! Mor og jeg kiggede på hinanden med store øjne og styrtede op ad trappen. Mor greb i messingknoppen til badeværelset og trådte ind, men stoppede så brat.
     Ida stod nøgen i brusekabinen, og knugede hænderne fast om det sammenkrøllede badeforhæng. En blodstribe løb ned ad hendes kind.
     "Hvad sker der? Hvad sker der, Ida?" råbte mor rædselsslagen.
     Ida græd hysterisk og kunne slet ikke svare. Hun var helt opkogt i hovedet. Overalt på fliserne lå der hundredevis af glassplinter fra spejlet. Det store spejl over håndvasken.
     Det var ikke blot revnet, men det var smadret, nærmest eksploderet, som om noget tungt havde ramt det. Selv inde i brusekabinen var der fyldt med glas, og Ida stod nu og trådte sin fødder til blods, mens det røde vand silede ned i afløbet.
     Jeg tog Idas badehåndklæde fra toilettet og kastede det ned på gulvet over glassplinterne, så hun kunne træde ud på det. Men Ida ville ikke forlade brusekabinen. Hun havde ikke engang åndsnærværelse nok til at slukke for vandet, der stadig løb ned gennem hendes lange mørkeblonde hår.
     "Kom nu ud, Ida!" sagde mor bestemt, "Der sker ikke mere nu!"
     "Nej!" tudede Ida, "Jeg tø... tør ikke komme ud til det ... hvis spejlet ..."
     Vi kunne knapt forstå sætningen og til sidst gik mor, med tøj på, ind i brusekabinen, slyngede begge arme rundt om Idas mave og løftede hende ud, som om Ida havde været fem år. Mor bar hende helt ind på Annas store seng i soveværelset. Jeg var også rystet. Jeg havde aldrig set Ida reagere sådan før. Mine ben dirrede under mig, da jeg med våde strømpesokker slukkede for bruseren. Jeg kunne ikke vente med at komme ind til mor igen. I soveværelset sad mor og prøvede at massere varme ind i Idas rystende nøgne krop. Ida var holdt op med at græde og sad nu bare med store angstfyldte, våde øjne og sitrede voldsomt.
     Den nat sov vi alle tre sammen i Annas store seng. Mor og jeg lå i hver sin side, og i midten lå Ida som vi begge to holdt om. Det var en lang og forfærdelig nat, og jeg tvivler på at mor fik sovet overhovedet.
     
De næste par dage gik ingen af os alene rundt i Annas hus længere. Ida og jeg tog med mor ned til bedemanden, og om eftermiddagen pakkede vi alle tre Annas ting ned. Hele tiden havde vi hinanden inden for rækkevidde, og når vi skulle på toilettet foregik det med åben dør. Det værste ved det hele var, at vi ikke kunne snakke om hvad der var sket. Vi var alle tre så chokerende, at ingen kunne holde ud at nævne spejlet der var smadret så voldsomt.
     
Begravelsen blev i Chester Cathedral. Den var stille og smuk, men det var som om ingen af os var rigtig nærværende. Først en uge efter vi var kommet hjem i Sankt Pauls Gade igen, begyndte vi at kunne slappe lidt af, og grine sammen.
     Om Anna ville gøre os opmærksom på hvilken rædselsfuld død hun havde fået i badeværelset i det lille landhus, eller hun blot ville sige farvel til mig, mor og Ida, har jeg spekuleret over rigtig mange gange. Men når mor og jeg begynder at snakke om det, ser Ida ud som om hun slet ikke kan huske hvad der er sket, og så nænner vi ikke at minde hende om det.
     Jeg tror kun på det jeg har set med mine egne øjne. Det har jeg altid sagt. Men hvad stiller man op, når man pludselig har set mere end man havde lyst til at se!?
     Det er værst om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Det er det tidspunkt, hvor min fantasi ikke længere kan tøjles: hvis døde mennesker stadig kan blive hængende i deres huse, og give sig til kende i vores verden, så er der vel flere derude, end blot vores søde bedste. Er der ikke?
     
Huskede jeg forresten at fortælle, at vores lille okkergule rækkehus her i Sankt Pauls Gade er bygget i 1635?

       

Ånden i glasset (6)
    (Noveller for børn/unge)
    (15 dage siden publicering)