Her sidder jeg. Alene. I mørket. Helt alene i mørket. Du kan sikkert ikke forstå hvorfor jeg skriver til dig vel? Selvfølgelig kan du ikke det, jeg er bare nørden oppe foran som ingen tager sig af. Du sidder der bagved og fniser og er noget så populær og normal. Hvorfor begærer jeg dig så på den måde? Hvorfor er det du sidder inde bag den lukkede dør inde i mit hoved? Hvorfor kan jeg ikke få dig ud, hvorfor skriver jeg det ned? Har jeg et behov for at dokumentere mine fejl? Skal min smerte skrives ned? Ja det tror jeg. Du skal vide det var din skyld, din skyld at jeg endnu en gang sidder her alene i mørket, sønderknust, ydmyget, ødelagt.
     Det startede til festen. Et af de tidspunkter jeg ser mindst frem til af alle. Alle i andre synes sikkert det er fedt, danse, score, have det sjovt og være sammen med vennerne. Men for mig er der ikke nogen venner, for mig er der ikke noget sjovt, og for mig er det at score så langt væk at du slet ikke vil kunne forstå det. Det er derfor jeg aldrig kommer til festerne, derfor jeg altid finder på undskyldninger, men det er svært at blive ved med at komme med gode grunde til at jeg ikke skal tage med, når min mor står og kigger bebrejdende på mig og jeg mærker skylden over at have svigtet hende. Hvorfor har jeg det sådan? Det er mig der lider og stadig føler jeg den største smerte, ved at svigte de få der står mig nær. Mit svigt ligger i at jeg ikke forstår hvordan jeg skal gebærde mig socialt. Taberen, idioten, nørden, spasseren og mongolen. Blot nogle få af de mange navne dig og dine populære venner har fundet på ikke?
     Men denne gang kunne jeg ikke komme med en undskyldning. Det var en klassefest. Arrangeret af vores klasselærer. En rigtig god måde at ryste os sammen på, sørge for at opbryde klikerne og få os alle sammen til at blive venner, men han forstår det jo ikke, forstår ikke at i populære da ikke gider snakke med os, forstår ikke at klikerne er fastsat og at de aldrig vil ændres.
     Men selvfølgelig skulle man møde op, ydmygelse i offentligheden, jeg glædede mig allerede. Vores lærer havde jo så også valgt at vi skulle komme i par. Dreng og pige. Og de skulle selvfølgelig trækkes helt tilfældigt. Det var det eneste gode. Jeg behøvede ikke gå utallige afvisninger i møde. Mit navn blev råbt op. Derefter skete det. Det der forandrede alt. Det der gav mig glæde. Dit navn var det næste. Jeg ved ikke helt hvad du tænkte da du hørte det. Var det skuffelse eller vrede du følte? Måske havde du allerede din plan udformet der? Så var det måske forventning. For mit vedkommende troede jeg naivt at festen så kunne bruges som et springbræt op til jeres niveau. Op til de populære. Eller bare væk fra nørderne.
     Men sådan skulle det ikke gå vel? Nej din plan var perfekt. Nørden skulle destrueres, ydmyges, nedlægges. Forlades grædende med sin smerte. Alene i mørket.
     Jeg var helt klar. Var tændt på festen, tændt på tanken om at den kunne ændre noget, tændt ved tanken om dig. Havde sat mit hår og taget en skjorte på. Noget som for de drenge du normalt omgås er hverdag, men som for mig, idioten, taberen, nørden, var noget helt nyt, noget nyt kun til ære for dig. Vilde tanker for rundt i mit hoved. Tanken om dig og mig fyldte mest. Os to. Sammen. Alene, men ikke ensomme.
     Jeg tog derover fyldt med forhåbning om en ændring i fremtiden. En fremtid uden for mørket. Væk fra ensomheden, der gør alt for ondt.
     Starten forløb meget normalt. Drengene i den ene side, pigerne i den anden. Dog var der ikke en af drengene der skulle tage sig sammen til at byde en af pigerne op denne gang. Nej vi skulle nemlig danse med vores partner. Mig og dig. Sammen. På et dansegulv fyldt med mennesker sansede jeg kun dig, jeg kunne føle din varme, føle dit åndedræt. I det sekund ønskede jeg at jeg bare kunne løbe væk med det åndedræt til altid at varme min hals når jeg gemte mig inde i mig selv, inde i min egen ensomhed, hvor i ikke kan skade mig. Men ensomheden gør stadig ondt, det ville være dejligt at have dit åndedræt til at varme mig, når jeg sad der i den iskolde indelukkede ensomhed. Men nej. Festen gik videre. Jeg blev gladere, fuldere, mistede kontrollen, mistede dømmekraften. Så på dig med et nyt syn. Tænkte tanker som jeg ikke troede jeg nogen sinde skulle tænke. Mærkede det i hele kroppen, var det sådan en sand forelskelse føltes?
     Jeg mærkede det hele begynde at svaje, så på alle de andre, der ligesom smeltede sammen til en stor flydende masse, og selv du begyndte at blive uklar for mit blik. Jeg skulle ikke have rørt vodkaen. Jeg tror det var den der gjorde det. Du begyndte at presse din krop mod min. Jeg var fuld, jeg var glad. Jeg sagde ikke nej, jeg stoppede dig ikke. Jeg vidste ikke hvad du ville med det? Følte du ligesom mig? Havde jeg gjort et indtryk på en som dig? Normalt ville fornuften havde trumfet klart igennem med et stort rungende nej. Men det var vodkaen der snakkede nu. Jeg fik overbevist mig selv om at det var en mulighed. Måske kunne du lide mig. Jeg lod det langsomt ske. Lod dig tage kontrollen, gav dig min vilje, lod dig styre, styre mig mod afgrunden. Du tog kontrollen og styrede begivenhederne med hård hånd. Begyndte at bevæge dig mere og mere seksuelt, mere og mere udfordrende. Det kørte rundt. Jeg var så forvirret, men jeg tænkte ikke på kendsgerningerne. Tænkte ikke på at det var umuligt. Tænkte ikke på at du gennem flere år aldrig har kastet et blik til min side og pludselig opførte dig som om vi var kærester. Tænkte ikke på at det lå langt over din status at flirte med en taber som mig. Tænkte kun på dine bløde hofter og din krop der pressede sig mod min. Da det skete var jeg helt uden kontrol, jeg forstod jo godt hvad der skete. Og så alligevel ikke helt. Hvorfor ville en som dig gøre det med en som mig? Jeg kender svaret nu. Svaret der gør så ondt. Svaret der smerter alt for meget.
     Du trak mig med ud på toilettet, tog langsomt dit tøj af. Jeg vidste godt hvad det gik ud på. Jeg hoppede ud af mine bukser så hurtigt som muligt, prøvede febrilsk at få knapperne på min skjorte op, men jeg havde stadig ikke kontrol nok i mine fingre til at klare den opgave, det endte med at jeg bare rev den af, uden tanke for hvad mine forældre ville sige til det. Der var kun plads til en tanke på det tidspunkt, tanken om dig. Mærkede hormonerne sprinte rundt, mærkede min ophidselse vokse ved synet af din skønne krop. Mærkede glæden, mærkede en lettelse da jeg i det øjeblik vidste at jeg nu var en af de populære. En af dem der kunne tage til fester sammen med vennerne, en af dem der ikke behøvede at tage en omvej hjem for at undgå de andre drenges mobberi, en af dem der kunne snakke med en som dig. Med blot en bevægelse smadrede du den drøm. Med en bevægelse gjorde du større skade end der er sket gennem hele mit liv. Med en bevægelse rev du mit hjerte ud og trådte på det til smerten var uudholdelig. Med en bevægelse sørgede du for at ydmygelsen var gennemført. Med din hånd skubbede du mig ud fra toilettet. Vodkaen sad der stadig. Jeg var svimmel. Jeg væltede om, der lå jeg, nøgen på et dansegulv, hvor alle fra klassen stod. Dog følte jeg der min ensomhed større end nogensinde før. Fanget i min egen sorte kuppel mellem alle disse mennesker. Fanget i min ensomhed, omringet og alligevel mærkede jeg kulden og mørket i mit sind som aldrig før, alligevel begyndte jeg at søge ind i rummet, hvor i ikke kan skade mig, hvor det kun er kulden og mørket der gør ondt.
     Det var din skyld, dig der sprængte mig totalt, dig der ødelagde alt. Dette er min eneste hævn. Jeg håber den vil plage dig gennem resten af dit liv. Jeg håber de vil behandle dig som udskud, håber du vil blive trampet på, grint af. Håber du vil blive skubbet ud fra fællesskabet, håber du vil blive kastet ned på mit niveau, håber du vil mærke hvordan det er at være som mig.
     Jeg håber du vil blive stemplet som den pige der drev en dreng ud i selvmord.

       

Svag (3)
    (Digte)
    (29 dage siden publicering)