Fyrst Teiron raslede med terningerne, der lå i hans knugede hånd, og lod dem trille ud på bordet foran sig. Han sad for enden af et mahognilangbord og ned langs begge sider, sad hele hans stab. De højest rangerede sad tættest på ham. Jo mindre betydningsfuld en person var, jo længere nede af bordet sad de, der var endda nogle der stod langs væggene.
     "Uanset, hvordan jeg kaster dem." Hans stemme gungrede i det store rum.
     De forskelligt rangerede militærpersoner og rådmænd vekslede usikre blikke. Teiron fattede terningerne og kylede dem tværs gennem rummet. De trillede, med hule bump, hen over de kolde fliser. Han tog sig til hovedet mens han skrabede sine lange flossede negle henover sin leverplettede isse.
     "Arghh, forbandede hekserier," hvislede han irriteret.
     Da Teiron havde behersket sig en smule, overmandede nysgerrigheden ham dog alligevel.
     "Hvad siger de nu?" Teiron viftede hundsende efter en shaman som skyndte sig over for at aflæse spådommen.
     Fem lå de, der på stengulvet. Ældgamle runer var afbilledet på de ottesidede terninger. Shamanen tydede de afsvedne fordybninger der var brændt ind i de udskårne elfenbensfarvede menneskeknogler.
     "Stadig det samme, herre."
     Teiron hamrede sin næve ned i bordet.
     "Fordømt."
     Teiron henvendte sig en der sad nær ham.
     "Okthar, hvad skal det her forestille?"
     Den tiltalte lænede sig frem i sin stol. Han slog hætten på sin sorte kappe væk fra sit ansigt. Et fælles gisp gik gennem forsamlingen. Det var kun ganske få der havde set Okthar uden for hætteskyggen. Hans ansigt var indbefattet med store stykker metal, der groft skar sig ind i hans blodrøde hud. Okthar vendte dovent sine ravgyldne øjne mod Fyrsten.
     "Jeg forstår det heller ikke selv, Teiron. Det kan være en fejl i oversættelserne." Han trak fraværende på skuldrene.
     Inden Teiron kunne komme med det vredesudbrud der ulmede i ham, hvinede rustne hængsler i en tung dør da den forsigtigt blev åbnet på klem.
     "Hvem tillader sig at forstyrre rådsforsamlingen?" brølede Teiron. Han anede den rødlige hud, der var kendetegnet shamanerne, inden ansigtet kom helt til syne i døråbningen.
     Teiron stirrede på den ankomne, der forskræmt kantede sig ind i det overfyldte rum som om han prøvede at gå i ét med væggen.
     "Navnet er Kagar, Herre." Han sank en klump og kiggede ærbødigt rundt i lokalet. "Jeg blev inviteret til mødet, men under mine studier glemte jeg alt om tiden."
     "Ja, vi tillod os at starte uden dit selskab, Kagar," sagde Teiron med en påtaget høflig stemme.
     "Jeg undskylder min forsinkelse. Det vil ikke ske igen." Han bukkede dybt og rømmede sig. "Du befalede at tekstrullerne skulle oversættes så korrekt som muligt. Jeg har nye oplysninger i forhold til det vi hidtil har bekendtgjort."
     "Ser man det. Måske kan du opklare vores lille mysterium. Okthar hér, påstår at terningerne vil vise den almægtige Afyxis befalinger, men de eneste svar jeg får er det rene volapyk. Jeg begynder at tro at gudinden holder mig for nar."
     Kagar fandt Okthar, shamanernes overhoved, i mængden som kiggede sammenbidt tilbage på ham. Kagar syntes han kunne fornemme en kulde komme snigende om ryggen på sig, men han fortsatte ufortrødent.
     "Afyxi kræver sine ofre. En hellig guddom for en anden, hvis du forstår," sagde han med en spagfærdig stemme. Teiron gav ham et nedladende blik.
     "Nej, jeg forstår aldeles ikke."
     "De vise shamaner, deriblandt mig," Kagar ignorerede Teirons spottende fnys, "har som bekendt studeret de gamle skrifter i krypten. Ifølge sagnene var Afyxi og Minora gode venner, men noget ændrede sig. De to gudinder begyndte at bekrige hinanden, to udødelige med alverdens kræfter ved deres hænder. Jorden, de havde skabt, led store ødelæggelser mens..."
     "Jeg troede du havde nyt, din usle køter," snappede Teiron. "Lad være med at bilde dig selv ind at jeg gider høre på dig. Stil dig over til væggen ved de andre."
     "Nej, vent," Kagar gik med viljefaste skridt hen imod Teiron.
     To vagter forlod omgående deres poster for at beskytte deres herre. De greb Kagar i hans arme. Han vred sig fri, men kun for at blive hårdhændet overmandet af flere vagter der var kommet til.
     "Hvad er det for en optræden?" Teiron lo nådesløst da de slæbte af sted med ham.
     "De to gudinder elskede den samme mand. En dødelig," lykkedes det Kagar at slynge ud, lige inden han blev hevet helt ud af lokalet. Teirons ansigt furede af forundring.
     "Holdt, et øjeblik. Bring ham tilbage."
     Vagterne adlød Teirons ordre, ved at skubbe deres fange hen mod langbordet. Kagar nåede lige at støde fra med sine hænder inden han ramlede sit hoved ind i bordkanten. Han forsøgte at søge Okthar, sin læremesters accept, men så ingen forståelse i hans ravgyldne gennemborende blik.
     "At elske en dødelig er ilde set blandt guderne, men det er ikke utænkeligt. At begge gudinder elskede den samme mand, beseglede deres skæbner. Afyxi planlagde mange snedige angreb, for at overvinde sin rivalinde, men én dåd overgik alle de andre. Den mægtige gudinde foregav at være død, og Minora knælede ved hendes side mens hun angrede sine gerninger. Det lykkedes Afyxi at overmande hende og tvinge hende ned blandt de dødelige. Dette gjorde at Minora, for første gang, brød ud i gråd og af hendes tårer blev det sølverne træ sået.
     "Det er sådan vi kender hende, den skindøde Dronning skal hyldes." Teiron slog en glammende latter op, der hurtigt løsnede op i stemningen. "Bring vin til bordet så vi kan skåle for hende." Han klappede efter tjenerne.
     "Med al respekt, høje mester, vil jeg komme med et nyt forslag."
     "Et nyt forslag? En shaman, der går imod sin læremesters anbefalinger. Min nysgerrighed er vækket."
     Teiron gjorde en bydende gestus for Kagar.
     "Vi har søgt efter Sølvertræet i, hvad der føles som, uendelig lang tid. Ingen lader til at vide hvor træet står eller om det overhovedet eksisterer mere. I stedet skulle vi prøve at finde Minoras hjorte og kreere gudeterninger af deres gevirer. Så vil Afyxi måske høre dine bønner, og vigtigst af alt, besvare dem."
     "Jeg kan se hvad du mener nu. Hvis det er et offer Afyxi kræver, er det et offer hun skal få." Teiron sad lidt og prikkede sig selv i tindingen, som om han sorterede i sine tanker. "Siden det er
     shamanerne der har fejlet, vil de få dette til opgave." Teiron bemærkede veltilfreds de bifaldende miner folk, ned langs bordet, stillede op.
     Kagar gispede højlydt da han helt forstod Teirons ordre, han lagde en hånd for sin mund da det gik op for ham, hvor ildeset han reaktion var. Deres samtaler forstummede sig, mens alles øjne rettede sig hen mod ham.
     Okthar rejste sig fra sin højryggede stol ved langbordet.
     "Vi er leddet mellem de åndelige og de dødelige sjæle. Skal vi sendes ud for at gøre fodfolkenes beskidte arbejde? Det er uhørt." Okthar stirrede på Teiron med en afsky, han ikke prøvede at skjule.
     "Du skal vist bare være glad for at bødlerne er optaget andetsteds for tiden, Okthar."
     Teiron fjernede nogle små støvgran fra hans flaskegrønne kåbe, og kiggede dernæst på ham. "Hvad er det for nogle løgne du har bildt mig ind?"
     "At kalde mig en løgner er..," Okthar hvæsede og trak vejret dybt for at beherske sig selv. "Der er grænser for hvad jeg vil finde mig i, Teiron."
     "Mine ordrer, står jeg ved. Men I skal ikke være uden beskyttelse, jeg sender en deling med jer."
     Okthar stod som forstenet. Det ville være nytteløst at begive sig ud i en konfrontation med Teiron.
     "Vi kan forsvare os selv. Dine tumpede soldater vil blot udsætte os for større farer."
     "Hvis det er dit ønske, Okthar, vil jeg da endelig ikke stå imod." Ironien i Teirons stemme var tydelig, flere i rådsforsamlingen grinte anstrengt.
     Okthar væltede sin stol da han stormede væk fra langbordet og ud af lokalet.
     
Teiron så nysgerrigt rundt på forsamlingen.
     "Jeg er ved at være sulten, hvad siger I? Og jeg synes jeg bad om vin, hvor blev den af?" Teiron rejste sig og gik ud af lokalet.
     Fyrsten kom ikke tilbage. De tilbageblevne sad længe ved langbordet og kiggede uforstående på hinanden. En efter en begyndte forsamlingen, forvirrede, også at forlade lokalet.

       

Henne i hjørnet
    (Rim og vers)
    (156 dage siden publicering)