Bryllupsdagsoverraskelser
   Hen mod slutningen af sommerferien har min mor fødselsdag. Dagen efter har mine forældre bryllupsdag. Og næste dag har min far fødselsdag.
   Derfor kunne man også mene, at det skulle være forholdsvist simpelt at huske den dag, og forholdsvist let at planlægge en lille overraskelse, når nu vi havde fri fra skole og alt muligt. Vi har da vist heller aldrig glemt det - men det er nok mest til Camillas ære, at vi altid har haft noget oppe i ærmet den dag. (Og har vi glemt den et år eller to, har det undsluppet min opmærksomhed).

Den første bryllupsdag, jeg kan huske, har jeg nok været 4 år.
   Camilla fortalte mig hviskende ude i gangen dagen før - på mors fødselsdag - at det var mors og fars bryllupsdag i morgen.
   Jeg havde ingen anelse om, hvad bryllupsdag var, men hvis Camilla sagde det, var det nok rigtigt. Og hvis Camilla sagde, vi skulle finde på noget at overraske dem med, var det helt bestemt rigtigt! Og spændende.
   Vi satte os ind på et hemmeligt værelse og skrev en sang. Jeg kan ikke huske, hvad det var for et værelse - sikkert bare vores legeværelse, men vi lavede hemmeligheder og hviskede og ingen kunne nogensinde opdage os.
   Egentlig var det vist nok bare Camilla, der skrev en sang, men hun sagde alle linier højt, så jeg kunne godkende dem, før hun skrev dem ned.
   Jeg mener også, jeg kom med nogle forslag engang i mellem, men jeg kan ikke huske, hvad det skulle være. Sikkert noget med en bog eller en bamse eller et bord eller et vindue, alt efter hvad jeg lige kiggede på. Sådan er det vist gerne når man er lille, og ikke helt forstår, men godt lidt forstår, og man meget gerne vil være med og være dygtig. Og egentlig ved man vist godt inderst inde, at det alligevel ikke helt er rigtigt - man ved bare ikke hvorfor, det ikke er rigtigt.
   Jeg kan huske melodien var "Jeg er havren"
   Næste morgen var det vist planen, at vi skulle dække morgenbord og vække mor og far med sangen.
   Jeg har et billede af, at vi dækkede morgenbord i al hemmelighed. Men også af at vi stod og sang sangen inde i stuen, mens mor og far stod og hørte på os tæt på køkkendøren.
   Jeg kan ikke huske, hvordan det hang sammen.
   Så vidt jeg husker, var sangen lidt i stil med:
   "Det er jeres bryllupsdag i dag
   Derfor skal I ha et højt hurra (eller) og det fejrer vi med lys og flag"?
   Jeg husker begge linier lige tydeligt, måske har jeg selv fyldt dem ud senere og ingen af dem er rigtige?
   Den næste linie kan jeg ikke huske, men sangen slutter med
   "Tillykke ønsker vi med hat og hue"
   Jeg kan huske jeg undrede mig lidt over det med hat og hue, men Camilla forklarede mig, at det selvfølgelig var manden der gik med hat og konen, der gik med hue, så "hat og hue" betød ægteskab.

Så var der det år, hvor Christina var tre og et halvt år. Vi var i Lyngby Storcenter, og var blevet sluppet løs for os selv, så vi kunne jagte en bryllupsgave. Camilla har været 12 år, og hun har altid været meget fornuftig, så hun kunne sagtens holde styr på os to.
   Men 3-årige Christina, tog ikke Camillas ord for lov, på samme måde, som jeg altid har gjort, og netop denne dag, som alle andre dage, var hun fuld af spilopper.
   Vi stod inde i en meget fin butik, med porcelæn og glas og Christina var meget urolig og ret nysgerrig og pillede ved alt. Camilla og jeg havde næsten besluttet at købe en smørkrukke af kongeligt porcelæn i hvid med blå kant, der matchede deres tallerkenserie derhjemme. Med i sidste øjeblik ombestemte Camilla sig til en lysestage i messing, som vi også havde kigget på, for vores morfar havde arbejdet 50 år på den kongelige porcelænsfabrik, og selvom han nu var død kunne vores mormor vist stadig få rabat.
   Vi åndede lettet op da vi kom ud af butikken uden at Christina havde smadret noget.
   Så skulle vi til at finde vores mødested med mor og far. Christina ville ikke følge med, og Camilla sagde meget strengt og bestemt:
   "Hvis du ikke følger med NU, så får du en endefuld."
   Christina hvinede af fryd, hev op i kjolen, der var lyserød med små hvide blomster på. Holdt med den anden hånd på bleen, for at beskytte numsen mod smæk. Og så fór hun sådan af sted gennem Lyngby Storcenter - storgrinende. Og hendes korte lyse krøller dansede rundt om hovedet på hende. Jeg kan huske, at jeg grinte. Jeg vil tro Camilla forsøgte at holde en stram maske, mens hun også grinte. Og så løb vi efter hende.

Så var der et år, hvor far ikke holdt sommerferie på bryllupsdagen.
   Det var en meget varm dag. Vi havde besluttet at pynte kaffebordet ovenpå. Ovenpå for at min mor ikke skulle opdage det så let, tror jeg. Det var min og Christinas opgave. Imens ville Camilla gå op til byen i en lille butik, der hed Pirolen, og finde noget fint til dem.
   Da vi havde dækket bord, gik Christina og jeg ud på vejen og samlede små lysegrønne grankogler, der lå ude foran en have, de kom også op på bordet. Og så satte vi os på et tæppe i skyggen af paradisæbletræet, med en kande saft med isterninger i. Og tænkte lidt at det godt nok tog lang tid med Camilla - far kunne jo komme hjem når som helst.
   Da Camilla endelig kom, var hun helt rød i hovedet af varmen og gåturen. Hun tog et glas saft og drak og fangede en isklump, som hun kørte rundt i hele hovedet for at køle af igen.
   Og så fortalte hun ellers, at hende der ejede butikken var væk i dag, og i stedet stod hendes mand der. Camilla havde valgt en gave (har en idé om at det var en frugtskål, men kan ikke huske hvordan den så ud eller noget), og var gået hen for at betale. Den rare mand havde så spurgt om det var en gave der skulle pakkes ind, og Camilla havde pænt takket ja, men havde hurtigt fortrudt igen. Hun mente ikke, at manden nogensinde før havde prøvet at pakke en gave ind. For det første tog det ham utroligt lang tid, og for det andet, var den så ynkeligt pakket ind, at de fleste børn ville have kunne gjort det både pænere og hurtigere. Da hun tog gave frem og viste os den, måtte vi grinende give hende ret.
   Jeg sidder faktisk og bliver helt i tvivl om, om det overhovedet var det samme år, disse to ting skete. Hvis ikke, ved jeg ikke hvor Camilla var, da Christina og jeg dækkede bord og samlede grønne kogler, så den er nok god nok, men jeg er alligevel ikke helt overbevist.