Mange går rundt som skygger. Af sig selv, men også af hinanden. Prøver desperat at passe ind, ligne alle andre. Hvorfor? Der er nogle gange en skygge der virker som knækket glas, en smule skarpere end det hele vindue. End alle andre. Men hvorfor tør kun få at stå helt frem? Være fyldt med farver midt i det grå og sige: "Her er jeg." Virker det utrygt? De knækkede glas er der ingen der tør røre af frygt for at skære sig. Selv om man er knækket er man ikke nødvendigvis farlig. Alt skal være så ligetil. Folk går som robotter i deres egen verden og opdager ikke engang en døende man på gaden. Mobiltelefonen klistret fast til øret og arbejdet hængende over hovedet. Det travle arbejde og det fancy modetøj. Er det lykken? Tomme øjne i toget. Nyheder om krig, død og ødelæggelse. Hvad hvis man en dag stod foran spejlet og ens spejlbillede holdt op med at bevæge sig. Det kunne ikke følge med længere, ville ikke følge med længere. Kunne ikke holde sig selv ud længere. Man kiggede ned af sig selv og opdagede at man havde en krop, en sjæl. Man tænkte ikke længere på tøjet eller håret, men i stedet på spejlbilledet man var evigt taknemmelig fordi det ofrede sig. Var nu dødt og borte. Stirrede til tider tilbage på en med tomme øjne som en påmindelse på den zombie man var en gang. "Du er så mærkelig!" Tak for komplimentet. Det er selvfølgelig altid nemmere at blive accepteret hvis man går i et med væggen. Det er okay at være en skygge hvis det er det man vil! Men hvad hvis det føles som at dø hen? Hvad hvis det er ens rigtige jeg der bliver til et stivnet spejlbillede? Hvad hvis man gerne vil være det knækkede glas? Hvor går man så hen og er en del af sammenhængen?

       

Virkelighed (4)
    (Digte)
    (17 dage siden publicering)