Han sad på sengekanten. Stirrede ud af de gardinfri vinduer. Byen larmede endnu. Hun lå med ryggen til ham. På lagnet ved siden af hende, farvede vidnesbyrdet fra aftenens gerninger, lagnet rødt. Hun lå stille. Han foldede hænderne og lod ansigtet hvile mod sine næver. Sukkede dybt, rømmede sig i forsøget på at stoppe den ulidelige hjertebanken. Hyperventilerede. Stille lå hun. Nøgen.
     Langsomt rejste han sig og gik tættere på de blanke, mørke vinduer. Byen larmede. Han kunne knapt se gaden derfra, selvom lyden var nær. Roligt lænede han sig forover og stirrede ned mod livet på asfalten. Der gik folk rundt endnu. Med tomme blikke og fyldte flasker. Ublide mænd og liderlige kvinder. Den faste storbycocktail. Epileptiske blå blink et par gader nede. Nogen var gået amok. Fuldemandssnak og uværdige kællinger. Sådan var det. Også i aften.
     Han sukkede dybere end før. Satte sig i vindueskarmen og så over på hende. Tørrede sveden af overlæben. Skjorten var gennemblødt. Han svedte endnu. Stille lå hun. Meget stille og fint. Han holdt op med at hyperventilere. Alt gav mere mening, når han så på hende. Liggende der som et trofæ. Et nedlagt bytte, frisk fra byjunglen. Roligt begav han sig hen mod toilettet.
     Han satte sig. Sukkede igen dybt og lod hovedet hvile i sine hænder. Sad et stykke tid. Længe. Stirrede opskræmt på sine hænder og fik øje på det røde vidnesbyrd. Som besudlet af alskens ondskab, styrtede han op fra sit sæde, bukserne hængende, og åbnede for vandhanen. Febrilsk vaskede han sine hænder og tørrede dem grundigt af i hendes hvide håndklæder. Satte sig igen. Atter svedig. Byen larmede mere på toilettet. Alt det gode ved hvide baner og sprut forlod hurtigt hans krop. Noget ondt var på vej. Uhyggelige følelser strøg ham på ryggen, mens han sank sammen på sædet. Han ønskede sig tilbage til dansegulvet med hende. Ønskede at han var gået hjem efter den dans.
     Han klædte sig af og tændte for bruseren. Vaklede langsomt rundt. Lettet og renset stod han længe og lod sig forny af vandet. Den blide lugt af klor. Fik atter tøj på.
     Sløvt åbnede han for døren og lod dampen fra det varme vand sive ud i lejligheden. Hun lå der endnu. Samme stilling som før. Han gik tættere på hende. Lænede hovedet til siden for bedre at se hende i øjnene. De var lukkede. En ro faldt over ham. Han trak det hvide lagen over hendes krop op til skulderen, og satte sig på gulvet ved siden af hende.
     - Vi sang sammen min skat. Kan du huske? Altid, ved enhver given anledning.
     Han hviskede.
     - Jeg gjorde så meget for, at du skulle lægge mærke til mig min skat. Hvorfor så du mig ikke?
     - Kun én aften kunne du give mig...
     Han rejste sig. Stirrede på hende. Hendes øjne stadig lukkede. Stod lidt og svajede fra side til side. Trak vejret tungere. Skar tænder.
     De havde mødt hinanden et moderne sted, han slet ikke ville have besøgt. Det var meget tilfældigt og helt teenagepinligt. Hun var smukkere end før. I byen med en veninde, der var uintelligent. Kvalme og kærlighed sloges i ham allerede inden hun så ham og stedet var overfyldt. Ene reklamepiger og smukke mænd med undertrøjer og muskler. Bøsser med harem og beundrende blikke. De var der alle sammen.
     I aften havde han hvid skjorte på. Endda et slips, med en lille plet fra farmors firs års fødselsdag. De sorte bukser stumpede, og hvis han ikke havde hænderne i lommen, kunne man se hans strømper, som ikke var samme farve. Stedet var oplyst så alt hvidt blev blåt. Skjorter, undertrøjer, tænder og negle. Men ikke hendes øjne.
     Da hans mødte hendes første gang, var det mens DJ'en anmassende gennede folk ud på dansegulvet. Han gik tættere på. Mange fyre omkring hende, men ingen der talte med hende. Alene stod hun der og stirrede tilbage i hans blå øjne, og smilede til hans blå tænder. Den uintelligente veninde sank i jorden, og åbnede pladsen ved siden af hende. Han tog fat i hendes hånd, med en uvant bestemthed han ikke selv kunne kontrollere og næsten trak hende ud til dans. Sangen der spillede var så gammel, at alle de uintelligente kvinder sang med og sammen med hinanden. Aldrig hørte han den. Væk var de inden den var slut. Usikre, men fristede. Talte lidt om gamle dage, men overlod ellers resten til natten og lyset og skæret, der trak deres silhuetter langt tilbage. Næsten fortrydende så de ud. Hånd i hånd stod de foran trappen til opgangen, der lå mellem to barer. Fede fulde mænd talte grimt til alle, der gik forbi. De gik videre. Besluttede at gå til hendes sted længere væk, i mere mørke og mindre lys.
     Hendes sted var rigt og låst og nymalet og helt specielt. Der holdt fine biler nedenfor og der brændte stearinlys i vinduerne. Hos hende var der mørkt.
     Hun serverede te og øl. Hun ville tale. De talte. Han var rastløs og lyttede ikke ordentligt. Hun forsøgte sig med undskyldninger for fortiden. De var så unge, sagde hun. Havde været meget i tvivl om sig selv. Lod ham forstå, at de andre drenge heller ikke var blevet lukket ind. Han smilede af pligt.
     Det var startet med flettede fingre og et kys. Også mens de sad på sengen. Men det var endt med det forbandende vidnesbyrd.
     Han vendte sig langsomt mod hendes hoveddør. På bordet stod stadigvæk kold te og varme øl. Næsten stille var det blevet udenfor. De mørke ruder var grå af dug fra badet. Han åbnede et vindue. Det blæste let og koldt. Der var lyd af stille by og duft af vågen sol. Han trak i sine sko. Sad på hug og kæmpede med sine snørebånd. Vaklede frem og tilbage næsten i takt med sit årvågne hjerte. Hyperventilerede igen. Nu kom tårerne endeligt. De sidste tårer til hende. Han faldt om i døren og lænede sig op ad karmen. Lod øjnene få frit spil. Tørrede dem med håndryggen.
     - Jeg sagde jo, du var min første.
     Han græd langsomt og stille. Hun lå roligt. Kold vind luftede det tynde lagen og duggen fløj med. Overvældet sank han sammen og lod sig rive med tårerne. Som tynget af et livs sorger sank han. Græd højere. Trak vejret gennem munden. Længe. Ukontrolleret. Så på hende. Undredes. Her var hun også blå. Han gik. Vidnesbyrdet, der først lå som en skyldig plet på et uskyldigt lagen, havde spredt sig mere rødt. Bar med sig historien om en drøm, der pludselig blev virkelighed, og som for ham, skulle være blevet ved drømmen.

       

Vidnesbyrd (4)
    (Noveller)
    (222 dage siden publicering)