Han står lænet op af muren, sorte solbriller dækker hans blå øjne: Men hun ved, at de er der bag. Han gemmer sig. Man skulle ikke tro, at han var bange for verden, han virker ikke som den type - han er ligeglad. Ligeglad med verden, med følelserne, med kærligheden. Ligeglad.
     Hun har kigget på ham før. Han ser ud, som han plejer, dog virker han lidt trættere. En smøg hænger dovent i hans ene mundvig, mellem hans røde læber. Han venter - utålmodigt. Vender og drejer sine hænder, mens han irriteret betragter dem. Derefter smider han smøgen ned på jorden og slukker den med sin venstre fod. Han kigger lidt rundt, læner sig fremad og får forbi mig, som var jeg usynlig. Jeg står der blot - stirrer på den nu tomme plads, hvor han stod før. Jeg står og stirrer i et par sekunder, før jeg indser, at han er borte: Så vender jeg mig om og går hjem.
     
Vi begynder at tale sammen. Jeg ved ikke, hvordan. Pludselig sidder han på bænken ved siden af mig og et tålmodigt "Hej" glider hen over hans læber. Et ligegyldigt hej, men alligevel er det så specielt. Han taler til mig. Jeg er ikke usynlig: Han får ordene til at lyde så fantastiske, når han taler, og han ved det ikke engang selv. Det er noget, han gør, en evne måske - ubevidst.
     Jeg kommer ud fra sidste time, Fredag eftermiddag. Han står dér igen, lænet op af væggen, studerer irriteret den smøg, han har i hånden. Han kigger op, da jeg kommer ud. Ikke hurtigt, forsigt, og han har lilla ringe om øjnene - bekymrede følelser strømmer igennem mig, og jeg får lyst til blot at række ud og ae hans kind og spørge ham, hvad der foregår, hvad der er galt.
     "Hej." Mumler han og går over til mig, og jeg vender mig om, for jeg er ikke sikker på, om han faktisk taler til mig.
     "Hej." Svarer jeg forsigtigt, og vi taler ikke, men vi følges ad. Hvor vi går hen, ved jeg ikke. Vi går blot, uden at tale, uden at røre hinanden - tavsheden er behagelig, som om vi faktisk taler, uden at nogle ord glider hen over vores læber. 
     Han stopper op udenfor et lyseblåt hus. Det er småt, og i haven blomstrer ettusinde forskellige blomster. En regnbue af en have at være.
     "Jeg bor her." Mumler han og kigger op på mig, et krøllet lyserødt smil spiller på hans læber. Jeg nikker, aner ikke hvad jeg ellers skal svare. Jeg troede egentlig, at vi bare gik lidt rundt. Jeg havde ingen idé om, at vi faktisk var på vej mod hans lyseblå hus, men huset er flot, og vi er her, og han er her, og nu er det kun flottere.
     Han stryger sine mørke chokalede farvede krøller bort og for første gang i lang tid, kan jeg tydeligt se hans mørkeblå øjne. Jeg drukner mig selv i dem og svømmer rundt i hans erindringer, og han står dér blot, og hans øjne bliver pludselig blanke.
     "Vil du med ind?" Ordene lyder højere end de bliver udtalt, og fuglene synger sommersange, og alting virker som et eventyr. Jeg nikker, og det føles som om, at jeg burde sig noget, men jeg gør det ikke - jeg følger ham blot. Jeg ville følge ham alle steder: Han var egentlig aldrig helt en fremmed.
     
Huset er nydeligt. Rent alle steder, lyset strømmer ind af vinduerne: Nærmest uhyggeligt rent. Alting står nøjagtigt og præcist, og der kan ikke findes støv på en eneste overflade: Jeg indrømmer, at jeg faktisk ledte. Huset er tomt.. Tomt for mennesker, tomt for følelser, tomt for minder. Her er ingenting at finde, man føler ingenting, når man træder ind af den hvide dør. Han kigger på mig med sine blå øjne, og jeg betragter ham, som så jeg ham for første gang: Hans hud er lys, utrolig lys, og små fregner, nærmest usynlige, dækker hans rene hud: Han ligner et barn. Et sorgfuldt barn, som er er blevet væk fra noget. Han leder, men efter hvad, ved jeg ikke.
     "Det her et mit værelse." Mumler han med hans lave, svævende stemme. Han sukker, før han åbner døren, og vi træder ind. Der er mørkt: Væggene er malet sorte, og dækket af hvide papirer med tegninger og digte. I hjørnet af værelset står en sort guitar, lænet op af væggen. Han har en reol, der fylder hele væggen: Alle bøgerne er proppet ind, står med samme mellemrum, helt ret og lige. Jeg kigger hen mod ham og leger forsigtigt med mine fingre. Min tommelfinger glider hen over pegefingeren, og han betragter mine hænders rastløse leg.
     "Vil du.. Høre en sang, jeg har skrevet?" Spørger han pludseligt, en anelse genert. Jeg kigger op mod ham og lader mine arme falde ned langs siden - igen, nikker jeg. Han griber guitaren forsigtigt og sætter sig på sengen. I et par minutter kigger han på mig, og jeg sætter mig ned ved siden af ham. Søde melodier flyder ud i lokalet, og hans fingre glider hen over strengene. Han lukker øjnene, og jeg prøver at forestille mig, hvad der foregår bag hans øjenlåg, som skjuler de blå øjne - hans gemmested. Hvor ingen andre kan trænge ind, hvor ingen andre ved, hvad der foregår: Hvad jeg ikke ville give, for at kunne vide, hvad han tænkte i dét øjeblik.
     Hans stemme lyder klart, men genert, ud i lokalet. Søde og varme ord strømmer over hans læber, og jeg forestiller mig dem, glide hen over hans lyserøde læber, imens han synger. Blå ord, røde ord - få grønne.
     
Da han er færdig, og den varme musik holder op, sidder jeg med lukkede øjne. Jeg kan høre, at han sætter guitaren fra sig, og jeg kan mærke, at han kigger på mig. Forsigtigt, glider hans blide hånd hen over mine kindben, og hans kærtegn brænder mod min hud. Jeg åbner øjnene og kigger på ham - jeg kigger direkte ind i hans øjne, og ind til hans sjæl.
     "Det var smukt." Svarer jeg og i et øjeblik, stopper hans fingre med at danse hen over min hud, og han lukker øjnene i et kort sekund og indånder.
     "Måske." Svarer han blot, et meget enkelt svar, ikke til at forstå. Hans hånd falder ned og lander i hans skyd, og det er den eneste lyd, der kan høres. Forsigtigt rækker jeg ud og tager hans hånd, og jeg sidder med hans hånd i min.
     Et sted i huset, knirker en dør. Han kigger uroligt op på mig, og det gør ondt helt ind i mit hjerte. Han rejser sig fra sengen og giver slip på min hånd, og allerede dá føler jeg mig tom.
     Jeg kan høre hans stemme, han mumler urolige ord, og jeg rejser mig fra sengen og står i døren. 
     "Bedstemor, kom, jeg skal nok hjælpe dig. Kom, gå ind i seng igen, jeg skal nok hente dem til dig." Mumler han og tager damens hånd: Hendes hår er gråt, og hendes øjne er trætte, men lysner op, da hun opdager mig. Hun står stille i et par sekunder og smiler glad til mig, et smil der går helt ind i hjertet og sætter sig fast.
     "Har du besøg?" Spørger bedstemoren med et rynket smil og nikker over mod mig. Han kigger hurtigt op, og jeg smiler undskyldende til ham. 
     "Hvorfor fortalte du mig ikke, at du har besøg?" Spørger bedstemoren nyserrigt. "Kom min pige, kom herover." 
     
Vi sidder på sofaen. Hans bedstemor i den mørkegrønne sofa, overfor os, og vi ved siden af hinanden. Det er mørkt udenfor, og uret over komfuret, tikker højlydt. Stille. Tikkene runger i den store tomme stue - tik, tak, tik, tak.
     "Det er sent, jeg må hellere... Jeg må hellere til at hjem." Mumler jeg og mine ord syntes at lyde så høje, her i stilheden.
     "Jeg følger dig ud." Mumler han, og vi rejser os.
     "Lov mig.." Mumler bedstemoren, og jeg kigger ned mod hende, mens hun uroligt hoster. "Lov mig, at du kommer igen." Jeg kigger på hende, som hun sidder der. Hendes pande rynker og hun ligner et lille barn, og jeg kan nærmest høre hende hviske det til mig, men hendes mund er lukket: "Han har været så ensom."
     "Hvorfor fortalte du mig ikke, at du bor hos din bedstemor?" Spørger jeg, da vi står ude i mørket. Stjernerne danser hen over det mørke himmeltæppe, og han retter blikket mod mig.
     "Hun er alt, jeg har." Undviger han, og det er ikke et svar, men jeg siger det ikke. Jeg nikker blot - det er for dybt, for kompliceret, til at jeg skal stille spørgsmål, og jeg kan se smerten i hans øjne - smerten, som gør ondt dybt inde i mig, blot af at se, at han har ondt.
     "Kommer du.. Kommer du tilbage igen?" Spørger han, da jeg smiler og er på vej til at gå. Jeg vender mig om og kigger på ham og er pludselig glad for, at det er mørkt, for jeg kan mærke mine kinder blive røde.
     "Imorgen." Svarer jeg og smiler. "Hvis det er okay med dig?" 
     "Lover du?" Spørger han og et øjeblik, ser han såret ud. Jeg kan se det i hans øjne, som svaret sidder i hans iris: Han er blevet såret før, og han er træt af brudte løfter. Han er generelt bare træt.. Og i dét øjeblik, ville jeg give alting op, for at han kunne være glad. For at se et ægte smil, for at smerten i hans øjne forsvinder. I dét øjeblik, har jeg aldrig følt et så stærkt bånd til nogen, som jeg pludselig har til ham.  Jeg føler mig levende, voksen, for jeg kan mærke smerten fra en person, som ikke er mig - er det kærlighed?
     
Skolen slutter, og ferien begynder. Men det er ikke en dag, hvis den ikke bliver spenderet i hans lille sortmalede værelse. Blid musik, flydende ud i værelset, og ind i mellem et bank på døren, og et gammelt ansigt der smiler lykkeligt - hun takker mig hver eneste dag, når jeg forlader huset. Hun kigger på mig, som var jeg sendt fra himlen og smiler med hendes gamle øjne.
     "Tak.. Tusinde tak." Det er alt, hun siger, og en gang, en eneste gang, kiggede hun mig i øjnene og sagde de ord, som hun hele tiden havde sagt, men aldrig havde udtalt: "Han har været så ensom. Du er som hans.. hans redningsmand. Jeg har ikke taget mig godt nok af ham, men du har reddet ham. Nogle dage, troede jeg, at jeg havde mistet ham. Du har bragt ham tilbage.. Mit barn. Du bragte ham tilbage til mig." Og jeg kan intet svare, alt jeg gør er at trykke hendes hånd, for der er ingen ord, der kan sættes på, hvad jeg føler, når hun siger dé ord. De rammer mig et sted, jeg aldrig troede, ville kunne rammes. Et sted, hvor kun få ord trænger ind og sætter sig. 
     
Folk siger, at det første kys er fantastisk. Men alle hans kys var fantastiske, særlige. Det var ikke blot et kys. Det var noget andet, der var følelser i. Kærlighed. Hvert kys var boblende, nyt - spændende. De var aldrig ens, på nogen måde.
     Det første kys var smukt. Smukkere end en Australsk solnedgang, smukkere end en sommerdag i Cannes. Når en person, giver en lyst til at forandre sig, blive et bedre menneske. Når det er den person, man forestiller sig, skal stå ved ens side, når alle ens drømme går i opfyldelse, når det alting er nyt og spændende, og hver dag er anderledes. Når hver dag er et eventyr, når blot den person er der - er det så kærlighed? Jeg ved ikke, hvad kærlighed er, men det er noget større.. Noget, som ikke kan dækkes over, noget som ikke kan gemmes eller benægtes. Kærlighed er noget ubeskriveligt, men dette.. Det jeg deler med ham - det er kærlighed, og det ved jeg, for det fortæller mit hjerte mig.
     
Sommeren er en underlig størrelse. En ferie, en tid hvor alting blomstrer, alting er nyt og spændende, smukt og romantisk. Ettusinde farver, hvorend man ser hen - en årstid, men så meget mere. Det er tiden, hvor kærligheden blomstrer, og alting starter påny. Men så pludselig, når man mindst venter dét, slutter sommeren. Pludselig går solen ned på en anderledes måde, og morgene er dunklere, og farverne er orange, brune og gule. Hele verden falmer. 
     Jeg troede aldrig at sommeren ville ende, det syntes, at den ville vare forevigt. Men jeg står her på stranden, og alt jeg ser, er min sommer forsvinde med den velkendte orange solnedgang. Farver blandes, et helt maleri, abstrakt. Ettusinde farver, blandet af ettusinde nuancer, og pludselig er solen borte, og forlader aftenen mørk. Sommeren forsvandt, den sidste aften i August, og den første morgen i September, var Hr. Efterår her.
     
Kærligheden forsvandt ikke. Den var evigt den samme, og musikken var stadig sød og varm og direkte ind i hjertet. Men den følelse, den følelse som holdt det hele sammen, var borte: Den ene følelse. Følelsen af nyt. Spændende nyt. Jeg ved, at vores kærlighed ville holde forevigt, men da følelsen forsvandt, kvælte den os, tror jeg. Det var det samme, og det var stadig mit eventyr, helt fantastisk og smukt. Og hvor ville jeg give alt, for stadig at kunne være i hans arme, at kunne føle ham.
     Jeg ved ikke, hvorfor det forsvandt. Der var ingen tårer, intet "Jeg slår op" som alle de andres forhold. Der var ingen lange kys med tunger hen over læberne, foran store kredse af mennesker. Vi var anderledes, og jeg ved, at hvad vi havde var ægte, og vil altid være ægte, og følelserne vil altid være dér, men hvad gør man? Hvad gør man med sig selv?
     
Han stod der, lænet op af muren, dog uden solbriller. Et sort tørklæde dækkede hans hals, og han havde lilla ringe under øjnene, som da jeg så ham første gang. Der var gået uger, siden vi sidst talte. Der var ingen kærlig afsked, det forsvandt blot af sig selv. Ingen bønner om at vende tilbage, til hvad vi var. Men jeg vidste, at han lå søvnløs om natten, præcis som jeg, og lå og kiggede op mod stjernehimlen, igennem hans vindue. 
     Når jeg åbnede vinduet, en kold efterårsnat, og sad i vindueskarmen, kunne jeg næsten høre ham spille på sin guitar, den sang, han en sommerdag fra længe siden, skrev til mig. Jeg kunne næsten høre hans ord, fortælle om pigen med de grønne øjne, og pigen som var har hans trygge havn. Pigen, hvis øjne var hans hjem, og hvis arme var hans redning - jeg var den pige. Den pige, vil jeg forevigt være. For mig, når jeg lukkede mine øjne og vendte ind i mig selv, kunne jeg næsten se hans fingre glide hen over strengene, med kærlig berøring.
     Han smilede ikke så meget, længere. Hvergang jeg så de lilla ringe under hans øjne, fik jeg lyst til at kærtegne hans kind og kysse hans lyserøde læber, med håbet om at få smerten væk. Men alt jeg kunne gøre, var at sende ham et stjålent og sjældent blik, en gang i mellem. Og han modtog det altid, med et kærligt og trygt smil, som varmede hele mit hjerte.
     Jeg følte mig som et barn igen, som jeg stod der og kiggede hen mod ham.
     "Hej." Siger jeg, da jeg stiller mig ved siden af ham, og han vender hovedet og kigger på mig. Betragter først mit hår, hvordan det falder ned over skuldrene, derefter mine læber, og tilsidst mine øjne. Han berører min sjæl, og det føles som et farvel.
     "Hej." Siger han, og han stryger hånden hen over min kind.
     "Jeg.. jeg savner dig." Mumler jeg, og jeg kan mærke tårerne samle sig i mine øjne, en gang for alle. Jeg har aldrig grædt over en dreng, men en gang skal vel være den første, og denne dreng er ikke blot en hver anden.
     Han kigger på mig, og jeg kan se, at det gør ondt i hans hjerte, og jeg ligger min hånd ovenpå hans og holder den mod min kind. Den brænder, jeg er overbevidst om, at hvis jeg kiggede mig selv i spejlet, ville jeg kunne se et brændemærke, forladt af hans kærtegn.
     "Hør.." Hans stemme er en ren hvisken, og jeg er ikke sikker på, om han i det hele taget siger ordene. Men de ligger i luften, og de er talt, og jeg har fanget dem og hørt dem. Hver en samtale af vores, gemmer jeg i mit stille bankende hjerte.
     "Nej. Du må ikke sige det.. Vil du ikke nok bare sige, at jeg må blive her? Lad mig blive i dine arme." Sukker jeg og løfter hans hånd og trækker ham ind mod mig.
     "Men.." Mumler han mod mit øre, og det kilder, hans vejrtrækning kilder, men jeg griner ikke, for her i hans arme hører jeg til, men der er ingen sommerfugle - og de har aldrig været dér. Men alligevel, er han alt rent og trygt, og han er alt kærligt, jeg kender til. Hvis blot jeg kunne blive i hans arme, spendere en evighed her, så ville jeg gøre det - men jeg ved, at det kan jeg ikke. Jeg ved, at evigheden er forbi.
     "Lyt til mig.." Mumler jeg, og jeg ligger hans hånd over min hånd, mod hans bryst. Jeg kan mærke hans hjerte banke, og hvis jeg er helt stille, kan jeg også høre det. Det banker vildt og uroligt under min hånd, og jeg ved, at det bliver sidte gang, jeg nogensinde mærker den banken.
     "Jeg ved godt, hvad det er, du prøver at sige - men vi kan ikke gå tilbage i tiden, forstår du? Det er ovre. Følelserne er der ikke, dét er noget andet.. Anderledes. Uskyldigheden er allerede taget, borte - ligeså er følelserne, følelsen af noget nyt, noget specielt. Den er borte. Og jeg ved ikke, hvad du tænker og føler, men jeg ved, at du ikke føler dét. Det er ikke følelsen af noget nyt, og det er egentlig, hvad du leder efter - det er ikke mig, du vil have. Du leder efter følelserne." Han trækker sig lidt væk og kigger mig i øjnene. "Jeg vil altid elske dig, og du vil altid elske mig. Det er enkelt, men alligevel kompliceret."
     Jeg nikker, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Intet føles velkendt, alt er nyt, men her i hans arme er jeg hjemme, og jeg må væk. Han må væk. Bygge noget nyt og spændende, men aldrig glemme hinanden.
     "Kærligheden lever i vores hjerter. Glem aldrig det." Og han læner sig ned og hans læber strejfer mine, og jeg lukker øjnene, og pludselig er det ovre. Øjeblikket er ovre. I det sekund, mine øjne var lukkede og hans læber var mod mine, troede jeg det ville vare i al evighed. Det blev så meget længere end et øjeblik burde, og pludselig brister boblen, og øjeblikket er ovre - da jeg åbner øjnene, er han borte. Forsvundet ned af gaden og skjult bag hjørner, fremmede og lokaler. Borte.
     
Måneder går, og vinteren kommer. Det er den sidste dag inden juleferien, og alting er dækket af et fint lag uberørt sne. Så hvidt, så rent, så uskyldigt. Det er koldt, og mine kinder er røde, og jeg vender mig om i et sekund, og pludselig står han der. Han står der blot og kigger på mig, og hans øjne har aldrig været så mørke og sorgfulde.
     "Bedstemor er død." Det er en kold hvisken, der rammer mine læber, og hans ansigt trækker sig sammen, alt jeg ser er frygten og sorgen i hans øjne. Bange. 
     Han vender sig om og forsvinder ned af stien, ned mod stranden, og jeg ved, at alle andre ville have fulgt efter ham. Det ved jeg, og jeg burde, men hans bedstemor var alt han havde, og alt jeg kan gøre, er at stå her og kigge efter ham, som han forsvinder. Vores eventyr lever stadig, og det samme gør vores kærlighed, og han - men kun i mit hjerte. I mit hjerte, vil alle erindringerne stadig være levende, ikke blot fortidens spøgelser, i mit hjerte lever kærligheden og ham.
     Vinden slår mig i nakken, da jeg vågner op og kan bevæge mig igen. Jeg burde løbe efter ham, men jeg ved, det er for sent. Jeg ved, at han er borte - jeg ved, at det forbi.

       

Drømmenes flaske (1)
    (Digte)
    (28 dage siden publicering)