I min baggård er der pænt og ryddeligt. I midten står et lille træ, hvorpå der om foråret springer blomster frem i et væld af farver, synlige som usynlige for det blotte øje. Om efteråret, når naturens farve falmer står mit lille træm som selvfølgelig ikke er mit, men som står mig så nært, stolt tilbage, mellem visne blade, gamle aviser og fortabte plastic-poser fra Netto, og på dets grene bærer det søde, faste æbler, som jeg sjældent når at smage; Jeg vil jo ikke ligne et fæ og stå og spise æbler midt i gården. Men vinteren tager også livet fra mit træ, og når det sidste efterårs stormpust har revet de søde frugter af mit træ; da står det alene tilbage og kæmper, i gårdens ligegyldige rektangulære symmetri af bænke og askebægere; parasoller og skraldespande i matteret stål.
     Så er det, at nisserne kommer. De venter ikke til sneen falder, men de rydder min baggård for kaos- de lader ikke træet dø i det efterårs skabte kaos af blade, skrald, tomme flasker og råddent nedfaldsfrugt.
     De kommer mens jeg laver noget andet, og de renser gården bid for bid, og endnu mere når jeg er på arbejde.
     Og en dag når jeg kommer hjem fra mine 12 timer står mit træ dér, alene i gården, midt i vinterens kyniske, kolde, orden, og skriger til mig at nisserne har været der. Det brokker sig højlydt over sommerens minder, som er blevet taget fra det, og jeg trøster det og siger, at det bliver endnu bedre næste år. Og det tror mig, ligesom det gjorde sidste år, og jeg siger, at jeg nok skal få ram på de forbandede nisser, der gør rent i gården.
     og det kigger på mig, mens det tørrer harpiksen af sine bedrøvede knaster.
     Og jeg siger, at jeg vil gå op i min lejlighed og nyde et af dets æbler, som jeg ellers havde gemt til en særlig dag, og det knirker i vinden, som er let nu, og det smiler, og forbereder sig på vinteren
     Når foråret kommer, kommer nisserne tilbage og rydder gården for byggerodet vinterens renoveringer af taget bragte, og nu er gården ren og symmetrisk igen, men der i midten af renheden, af perfektionen, står mit lille træ med hængende krone, og dets blomster, som jeg holder så meget af, er ingen steder at se.
     så jeg går ned til det og spørger hvad der er i vejen. Og jorden omkring det er mørk og uden sjæl selvom der få fod væk er grønt og frodigt.
     Og på dets stamme, dér blandt podninger og ridsede inskriptioner af hjerter med forbogstaver som: H+G, D+C og F+C, dér hænger, fra en knast, en enkelt tåre af massivt rav: Og træet siger " Jeg tror ikke længere på nisser". Da forlader en tåre midt øje og jeg går derfra, og ved at alt for altid er ændret.
     Efteråret kommer, og jeg bliver hjemme, pjækker fra mine 12 timer, lige før sneen kommer. Og der de! Nede i gården, i orange sikkerhedsveste, nisserne! Og de rydder gården for sjæl og de lader symmetrien herske.
     Og de undrer sig over træet, som før stod så stolt og knejste, nu står så trist og svajende. De banker på det. Og det lyder hult. Snart høres første slag fra en økse, og så et mere.
     Jeg siger farvel til en gammel ven, og lover Hævn over de forbandede nisser.

       

C:\temp > dir Metaltræthe... (1)
    (Digte)
    (57 dage siden publicering)