Værelset henligger i mørke. Der er kun stilhed tilbage. Stilhed og vinden udenfor, som prøver at trænge ind ad sprækker og åbninger.
Billeder på væggen, spøgelser fra en tid der nu næsten er glemt. Glade ansigter. Har jeg nogensinde været glad? Der hænger, midt på den hvide væg, svaret. Jeg ser glad ud der, hvor jeg og min spanske ekskæreste står med hinanden i armene foran det store lyse Stillehav. Nu er der kun spøgelserne, følelserne tilbage og jeg håber hun har glemt mig.
Lidt til venstre hænger jeg i kontrolleret fald over et norsk fjeld og venter på at ramme sneen, jorden. Det er mange år siden nu. Det var før det tog for alvor fat. Det var før jeg rigtig forstod. Nu hænger et aftryk af mig der, og venter på at ramme jorden - jeg ved at jeg ramte jorden og sneen, og i mit fald sendte jeg kaskader af sne og løse beklædningsgenstande i alle retninger.
Jeg tænker på hvad jeg drømte. Min underbevidsthed bliver sat på overarbejde når jeg beslutter mig for at sove. Det er en beslutning jeg tager, det er en nødvendighed jeg gerne udsætter for at fylde mit liv med støj.
Støj er musik uden tema, uden mål; det er computerspil, hvor hjernen slås fra, det er bøger man kan give sig hen til uden at opdage, at det lysner udenfor.
Film er også Støjledende. De er Støjlinjer, som hjælper mig fra natten og ind i søvnen. Støj er betagende, selvom man ikke bemærker det, er det som at vågne fra en dyb søvn og gå ind i en ny, når man rejser sig fra sofaen efter en nat med film, og med den hylende tone fra prøvebilledet i baggrunden, som vækkede én. Hvis man lever for Støj, bliver man i tvivl om realiteterne.
Sex er Støj.
Støjen når helt ind i mine drømme, hvor jeg er i krig i Irak med et par af mine venner og efter at have hoppet ud fra Chinook over åbent hav, ligger jeg på bunden og har en trekant med nogle piger jeg aldrig før har set. Forvirring er total, og når jeg vågner i mit halvmørke værelse, og opdager, at dagen ikke kun er begyndt men næsten også slut, så har jeg ikke andet end stilheden, vinden udenfor og støjen i mit hoved.
Lixtallet er 29 | Publiceret: Januar 2010 Skriv en kommentar
Læs/udskriv som PDF 
Se forfatterprofil
Se fyldepenprofil (Hotellet)
Holger Svend Anderson (f. 1989) Jeg er Holger, ikke den noget stenede slags, som venter på at komme landet til undsætning – tilgengæld er jeg en levende, ung mand på 20, som leger lidt med tanken om at blive forfatter. Jeg skriver meget, og det er en stor del af det at være mig. Men det skal jeg jo sige.
Jeg har en stor familie, og det er fra den, jeg [...]
Tilfældig tekst
Forrige tekst
Næste tekst
Nyeste tekster Bøssekarl (1) (Digte) (14 dage siden publicering) Hænder (1) (Digte) (14 dage siden publicering) |