Mindet jeg ikke forstår
     "Har du husket at købe en gave til mig i morgen?!" sagde jeg og smilte til Emily, min lillesøster. Hun er ikke mere end 9 år, og hun bliver kønnere og kønnere for hver dag der går. I dag havde hun taget en hvid sommerkjole på. I mine øjne lignede hun en lille engel, som hun dansede rundt med det blonde hår flagrende omkring hende. "Nej! Du får ikke noget som helst!" Sang hun drillende som svar, og hendes blå øjne lyste af glæde. Hun elskede sommeren og hun elskede skoven.
     Niblis skoven ligger lidt uden for vores landsby, Harle, her går vi tit os alle tre. Jeg smilte til Noah, min fem år ældre storebror. Hans brune øjne mødte mine og smilte tilbage. "Er det din fødselsdag i morgen Olivia? Det vidste jeg slet ikke" sagde han og blinkede hemmelighedsfuldt til Emily. Hun grinte tilbage og kopierede hans kropssprog fuldstændigt, armene over kors og meget uskyldige øjne "Nej det vidste jeg faktisk heller ikke."
     "Baah i to!" svarede jeg og langede ud efter Emily, der hurtigt og yndefuldt dansede drillede væk fra mig. Jeg vidste hun hvad hun ønskede at jeg skulle gøre, så jeg satte efter hende. Vinden tog fat i mit kraftige brune hår og min egen røde lette kjole blafrede op. Jeg følte mig fri, som jeg løb i den grønne skov, imens jeg grådigt indåndede duften af sommer fra skovens træer og skovbunden. Jeg løb ikke alt hvad jeg kunne kun lige nok til, at hun ikke troede, at jeg snød. Men jeg indhentede hende alligevel hurtigt og tog fat i hende og kildede alt hvad jeg kunne. "Stop! Stop! Stop!" pustede hun ud igennem latteren. "Nååå! Hvornår er det så min fødselsdag?" Jeg fortsatte med at kilde hende. "I morgen, i morgen!" gispede hun, så jeg slap hende.
     Noah kom mageligt slentrende bagefter os. Han havde ellers altid halvlangt brunt hår, men en dag for ikke ret langt tid siden, var han kommet hjem og havde klippet det af. Han var i god form, det kunne man se igennem hans hvide t-shirt og tætsiddende mørkeblå jeans. Pigerne elskede ham, og han elskede dem, men ikke mere end han elskede os, hans familie.
     "Vi skal se, at komme hjem af" Noah kiggede på sit ur. "Ja du har ret" svarede jeg og vendte om, vi skulle ud den samme vej vi kom ind. "orh behøver vi det?" Emily stoppede op og kiggede sorgmodigt på os. "Jamen vi skal da hjem og have mors frikadeller? Er du ikke sulten?" Spurgte jeg i en meget forstående drillende tone, i det samme knurrede Emilys mave så højt, at hun brød ud i et grin og indvilligede i at gå hjem sammen med os.
     
"Godnat min store pige" Min mor kyssede mig på panden. "Glæder du dig til i morgen? Du bliver jo hele 18 år!".
     "Selvfølgelig" Jeg smilede til hende. "Jeg får jo gaver!".
     Hun grinte og sagde "Ja, ja det må du jo vente og se om du gør".
     Jeg vendte mig om og gik ud af stuen der var varmet op af kaminen. Gangen føltes derfor endnu mere kold og jeg løb på tæer hen til mit værelse, den første dør til højre. Mit værelse var også køligt, så derfor krøb jeg hurtigt sammen under dynen for at få varmen igen.
     Et smil bredte sig over mine læber, snart ville jeg være myndig. Det var ikke så meget det, at jeg ville kunne tage mine egne beslutninger, det var mere ordet der smagte godt i min mund "myndig". Jeg lukkede mine øjne og lod søvnen tage fat, jo hurtigere det skete jo hurtigere ville jeg være 18, og myndig.
     
Solen skinnede mig i øjnene, og jeg hørte fuglekvidder udenfor mit vindue. En ny dag var begyndt, jeg var et år ældre.
     Jeg åbnede mine øjne og strakte mig, stirrede op i loftet et øjeblik for at vågne. Jeg begyndte at vende og dreje mig tilfreds i sengen, men noget føltes ikke som det burde være. Min mund var helt knas tør, jeg satte mig op. I det samme fornemmede jeg en klistrende fornemmelse på kroppen, febrilsk tænkte jeg på om jeg mon havde blødt i sengen, det var den tid på måneden.
     Men så så jeg på mine røde hænder og min hvide nat kjole havde røde pletter overalt. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst Hvor kom blodet fra? Kunne det være blod? Mine hænder gled nervøst undersøgende op og ned af mit bryst og min mave, men jeg fandt ingenting.
     Mit hoved føltes som et stort tomt hul. Hvad var der sket? Jeg tumlede ud af sengen. "Hjælp mor!" Ordene skar sig vej igennem min tørre hals og kom ud som en hvisken. Hjælp mig! Tårerne gled ud af min øjenkrog og ned af mine kinder en efter en. Panikslagent støttede jeg mig til dørkarmen. "Hjælp!" ordene blev nærmest hostet op af min strube. Et skridt mere. Et skridt mere. Jeg støttede mig til den hvide væg i gangen udenfor mit værelse. Et skridt mere. Jeg efterlod røde hænder på væggen for hvert skridt jeg tog. I det samme hørte jeg mor skrige ude på terrassen, et skrig så gennemtrængende, at jeg aldrig havde hørt lignende før. Jeg vaklede ud igennem fordøren for enden af gangen, med hjertet bankende oppe i min hals.
     Da jeg så det lille ansigt i min mors arme faldt jeg ned på mine knæ. Alt luften forsvandt ud af mine lunger og jeg gispede efter vejret. Mors skrig forsatte igen og igen. Nogen prøvede at fravriste hende den lille livløse krop i hendes skød, men hver gang skreg hun bare mere sindssygt. "Hvad er der sket mor?" Jeg hulkede ordene ud og kom med stort besvær op på mine ben igen. Jeg prøvede grædende og rystende at finde trøst hos min mor, men hun skubbede mig væk og skreg af mig: "GÅ VÆK! GÅ NU VÆK! DU ER OND! SE HVAD DU HAR GJORT!" Hun rystede den lille krop i hendes arme og stirrende intenst på mine hænder. Hendes skuldre skælvede af den kraftige gråd der forlod hendes bryst.
     Jeg registrerede svagt en smerte i min ryg da jeg ramte det grove rækværk der løb rundt om terrassen. Emily, jeg stirrede på pigen i hendes arme, det blonde glatte hår, Emily. "Mor giv slip på hende" sagde en stemme jeg kun kendte alt for godt. Jeg orkede ikke at dreje mig rundt for at kigge op, mit blik var fæstnet på det blonde blodige hår. "Mor jeg tager hende nu." Jeg hørte hvordan stemmen skælvede under den rolige overflade. Men mor gav ikke slip. "Hvad har jeg gjort?" mumlede jeg forvirret. Jeg kiggede på mor. Min krop rystede af panik og frygt.
     "Få hende væk!" Mor pegede på mig med øjnene fyldt med had.
     Hendes brune øjne begyndte at dreje rundt og rundt men hele tiden stirrede de på mig. Terrassen forsvandt under fødderne på mig, og tilbage var ingenting. Vinden blæste i mit brune hår. Men jeg kunne ikke gå, kunne ikke tale, jeg kunne intet gøre. Jeg kæmpede med alt min magt. Men mørket kom over mig. Kun øjnene, brune, hadfyldte så de på mig, helt uden nogen nåde. De så på mig som havde de aldrig gjort før og jeg kunne end ikke blinke med øjnene eller slå blikket ned. Det føltes som flere måneder i den intense stilhed, før jeg pludselig mærkede en smerte, og så blev jeg sluppet fri. Som om smerten havde brudt en fortryllelse der var blevet lagt over mig. Igen kunne jeg se, men øjnene var der stadig.
     Jeg mærkede, at smerten stammede fra min venstre arm. Et glasskår havde skåret hul og blodet dryppede ned derfra, smerten var til at holde ud, men gennemtrængende, den strømmede hele vejen op gennem min skulder og snurrede sig sammen i mit hoved. Jeg stirrede på blodet et øjeblik, så rødt. Jeg lå på mine knæ med den venstre side til det eneste vindue der vendte ud i mod terrassen, det vindue Emily altid havde siddet ved inde i stuen om aftenen og kigget ud.
     Mine tanker var forvirrede og omtåget, glasskår? Kiggede rundt, mine øjne ramte Noah, min elskede storebror, der stirrede på mig med frygt og forvirring. Jeg forstod det ikke. Men i det samme forstod jeg, at vinduet var gået i stykker, samt at jeg sad midt i skårene. Hvorfor kan jeg ikke huske hvad der skete? Jeg rejste mig forsigtigt op.
     Jeg fik aldrig svar på det spørgsmål for i det samme dukkede lyden fra ambulancen op i det fjerne, og pludselig blev jeg klar over situationens alvor, Emily. Jeg så over på min engang så livlige lillesøster, jeg tog et skridt hen imod hende, men mor der sad og vuggede frem og tilbage med hende i skødet vendte sig om imod mig og skreg, det var som at høre et vildt dyr.
     De gule biler standsede op foran vores lille hvide hus, med den engang så rolige atmosfære. Jeg ved ikke hvem der havde ringet, men nogen havde gjort det ellers ville de ikke være her foran mit hus, for at hente min lillesøster. Ud af bilen steg to mænd, stereotypen af hvad man forventer af en ambulanceredder, kompetente, hurtige og stærke. De snakkede kort med Noah, om hvad forstod jeg ikke, jeg stirrede handlingslammet på situation. De løftede Emily ud af mors arme imens Noah holdt mor tilbage, jeg kunne se hvordan han kæmpede imod de kræfter hun præsterede, de var voldsomme. De lagde Emily på en båre. I det øjeblik forstod jeg rigtigt, at hun var død. Men sorgen ville ikke ud, jeg følte en kæmpe klump ligge i mit bryst, min krop var lammet. Jeg stirrede bare, da de lagde lagnet over hende. Jeg stirrede på den gule bil da de kørte væk med min kønne, lyshårede, døde lillesøster.
     En hel anden slags sirener lød længere væk. Noah stirrede fra mor til mig. Som om noget netop var gået op for ham, greb han min arm og trak mig hen til hans gamle Skoda. "Sæt dig ind hurtigt!" kommanderede han, da han endelig havde fundet nøglen frem til hans bil.
     "Men mor, Emily?" Jeg kiggede modvilligt på ham. "Olivia. Politiet kommer. Forstår du det ikke? Vi skal have dig væk. Du har blod på hænderne, og de vil dømme dig med det samme. Jeg kan ikke miste dig også. KOM SÅ!" Han kastede et hurtigt blik imod lyden af politiet. De kom fra den nordlige del af Harle, min barndomsby.
     Jeg løb hen til mor for at kysse hende farvel. Men hun rykkede sig tilbage og sagde "Hvis du nogensinde viser dig i mit hus igen slår jeg dig ihjel" Og så rokkede hun frem og tilbage, uden at bemærke mere til mig.
     Jeg var lamslået et øjeblik men rystede mig så fri af chokket. Hvad havde jeg dog gjort?
     "Olivia!" kaldte Noah.
     Jeg svarede ikke men løb hen til bilen og satte mig på forsædet. Noah sagde ingenting han startede bare bilen og kørte væk.

       

Olivias rejse (1)
    (Romaner)
    (182 dage siden publicering)