Lev mens du gør
Elsk mens du tør

---

Første kærlighedsmil i mit liv,
var langtrukken og idyl.
Det ungdommelige sinds ubekymring,
dog uden virke og fyld.

Vi var mere børn end voksne,
hengivenhed i uskyldens navn.
Men med tanker væk fra hinanden,
for sjældent opstod der savn.

Hvor smil havde hersket, var nu blank facade,
en rose så hvid i fordærv.
Hvor glæde havde blomstret, var kun ukrudt tilbage,
fælles lykke blev aldrig vor erhverv.

Næste mil var en famlen i blinde.
En stund uden tanker og tro.
Et liv i en verden for de glemte,
ved banegårdens trængsel og uro.

De venner jeg havde, var hans.
Mit liv var ikke mit eget.
Der blev taget, hvad der ikke kommer igen.
På ingen tid var der prøvet så meget.

Om mig blev der passet og puslet,
men gyldne grænser blev brudt.
Egne valg forsvandt ud af syne,
så meget jeg nu har fortrudt.

Venner blev truet, mit smil forsvandt,
mens jeg så småt måtte sande;
For hvert et skridt han tog mod mig,
førte blot til dybere vande.

Et nedbrudt sind, en depression født af stress,
og hvad lægen mig senere lod vide.
Mareridt og utallige søvnløse nætter,
først dag veg hans skygge fra min side.

Tredje mil bragte smertefulde minder,
fra blomsten jeg dengang havde kærest.
På blødende knæ så jeg til,
den spire med hende mit hjerte var nærrest.

Aldrig er jeg bedåret så meget,
som Det fjerde mil hastede frem.
Roser, der senere fik torne,
skød hvor livet førte os hen.

Med kærlighed førte vemod,
hans liv var tomt, og mit helt fyldt ud.
Falsk ærlighed om plads til os begge,
førte tårestrømme i voldsomt udbrud.

Fra løfter, til skænderier, der førte til gråd,
hvor meget han end ville handle.
Startede vi blot forfra på ny,
efterhånden lod cirklen os falme.

Et løfte om aldrig at gense,
de nætter i frygt, søvnløs smerte.
Korset i blæk måtte skælve i sorg,
mens had på mit skind ville hærde.

En sygelig besættelse var hvad jeg blev til,
et løfte om død til den næste.
Men jeg var blevet en iskold skal,
kun tiden ville lade ham teste.

Femte mil var en kort eskapade,
i sommerens frydefulde vind.
Blot sammenhold og en lejruges latter,
til hverdagen alt lod slå hen.

Et venskab forandredes i Det sjette mil,
et uskyldigt væsen vovede sig tæt.
Dog kan betagelse gøre blind,
for alt der er mørkt og forhadt.

Et lysnet sind og en genfundet glæde,
forandredes til lurende frygt.
Forskelligheden ville sende mig til helved'
selvom det udefra virkede forrykt.

Da jeg lovede mig aldrig at elske,
eller vente til jeg var parat.
Til jeg kunne håndtere mit mørke.
Da så Det syvende mil sin start.

Syvende mil er respekt og gensidig fornuft,
det er lykke og lyst i et spild.
Holdninger der kan deles, ingen problemer at løse,
en tilværelse der kan og der vil.

Tilpas med mystik og mangt en tid,
hvor vi blot hinanden lod kende.
Han har jaget dæmonerne bort,
en frihed jeg før måtte glemme.

Der er jeg nu, og her står jeg fast,
en tryghed har afløst mangt en smerte.
For Det syvende mil er hvor jeg vil blive,
og Fyrsten nu ejer mit hjerte.