En stank der mest af alt mindede mig om overpissede tyske motorvejslokummer mødte mig, idet jeg forsigtigt drejede guldhåndtaget og varsomt trådte ind på lokalets dørmåtte. De gennemblødte sokker og vintersmaskende sko svuppede forsigtigt henover marmorgulvet og helt op til disken. Man kunne skimte den tågede tobaksrøg igennem bordlampens spinkle stråler af lys, det eneste lys der bare skinnede lidt igennem i dette helvedeshul. "NO SMOKING", stod der højt og tydeligt på et fint skilt lige ved siden af askebægeret, nej det var skam tydeligt at gamle Jefferson håndhævede sine egne regler, det svin.
     
Det var efterhånden et par måneder siden jeg sidst havde besøgt drømmebutikken. Til trods for at have kendt hinanden siden vi var ganske spæde, var vi i livets efterår kommet på kant af hinanden. Og som de stædige bæster vi var, ville ingen tage det første skridt i form af en undskyldning.
     
"Nårh", lød det sagte ude fra den smalle dunkle gang. Man kunne høre hvordan den krumryggede satan stille sneglede sig tilbage ud til skranken. "Se hvad katten har slæbt ind med sig i dag, det er jo den fine verdensmand Peters. Eller er De blot en substitut iført en arrogant holdning?", mumlede han igennem den røv sprække han så kraftigt påstod, var en anatomisk korrekt mund. Jeg valgte ikke at svare på den kommentar.
     
Butikken i sig selv lignede noget fra en krigsfilm om anden verdenskrig. Støvet og beskidt og dekoreret af gamle brune møbler, ligeså udtrådte som en glædespiges kødhylster af en vagina. Gulvene havde ikke set skyggen af vand eller sæbe, men på den anden side - det havde gamle Jefferson for den sags skyld heller ikke. Ordet uindbydende faldt mig for panden imens jeg grundigt inspicerede denne ubrugelighedsrede af gammelt uinteressant ragelse. Egentlig var jeg ikke kommet for at fryde mig over at Jefferson i sin tid havde brugt sine surt optjente penge på denne skodjoint, men hvad pokker, det er jo altid rart når man kan føle sig bedre end andre mennesker og vide det er rigtigt, tænkte jeg, og spankulerede lidt videre med et smørret grin på mine ariske læber. Nej, den egentlige grund til jeg satte mine ben i djævelens hule stod nede i det fjerneste hjørne af butikken. Her stod nemlig placeret et ældgammelt chatol i det fornemste mørkebrune egetræ, det prægtigste møbel af prægtige møbler jeg til dato havde set eller rørt ved. Ak ja, det var et fornemt møbel, men ej heller dette var hvad jeg kom efter. De gamle skriftruller i dyrt pergamentpapir der var spredt ud over chatollet var jeg ude efter, og der var ét bestemt stykke papir jeg måtte og skulle have fingrene i for enhver pris i verden. Mange pergamentruller og papirer havde jeg i årenes løb prøvet, men intet så specielt som denne ene.
     
"Finder De noget?", afbrød tåbelige Jefferson mig midt i min febrilske redningsaktion for at finde drømmen. Drømmen over dem alle. Det var godt nok flere år siden jeg sidst havde drømt drømmen, men denne særlige drøm havde været mit livs største spirituelle oplevelse hidtil. Disse skriftruller var som en åben hotline direkte til Gud ham selv. Læste man denne skriftrulles besværgelse var man sikret en nat i paradis, et afrodisium for sjælen og én lang drøm der føltes som hundrede dages nyforelskelse, den ultimative drøm.
     
"Peters, gamle dreng. Drømmen har gjort dem skinsyg.", hånede Jefferson den bedrevidende knark. Han havde altid spillet helgen og frarådet mig igen og igen at udforske denne drøm. "Det opsluger dit positive sind og efterlader dig i den mørkeste afkrog af verden. Og der vil du være helt alene uden andre til at passe på dig. Helt alene. Ensom", havde han advaret mig om sidste gang.
     "Hold kæft", vrissede jeg. Midt i denne jagt var det i sandhed ikke en klog idé at prikke sådan til mit gode humør. "Jeg har drømt masser af disse drømme og haft de mest vederstyggelige mareridt gamle Jefferson, men intet, jeg siger dig, intet - vil nogensinde kunne leve op til denne drøm!", svarede jeg hårdt tilbage.
     "Selv ikke her på dine gamle dage kan De give slip på den drøm. De er i sandhed ikke den mand jeg engang respekterede, den mand jeg engang var stolt af at kalde min ven."
     
Midt i frustrationen over Jeffersons røv sprække der konstant åbnede op og i, skete der noget. Nederst i bunken af pergament lå der en skrøbelig gammel rulle. Helt sammenkrøllet og ru, indbundet i en kongeblå sløjfe. Det var den. Drømmen over dem alle.
     
Langsomt rejste jeg mig op fra det mørke hjørne. Rettede ryggen, vendte om på hælene og spadserede målrettet imod Jefferson. "Endelig. Endelig kan jeg få den gamle idiot ned med nakken", tænkte jeg skadefro. Mine skridt var tunge og lyden af skoene der ramte marmorgulvet mindede om sprængende landminer. Endelig nåede jeg frem til skranken, knaldede den indbundne rulle hårdt i bordet, og bredte pergamentet ud under lampets skær. Jefferson ude af stand til at tale, sad blot måbende tilbage, afventende mit næste træk. Stilheden var øredøvende, et intenst øjeblik hvor verden i et splitsekund stod stille og al luft i lokalet forsvandt. "Dette", hviskede jeg svagt, "Dette er kilden til en følelse af uendelig lykke, og det kan hverken du eller nogen andre lave om på. Det skal hverken du eller andre få lov at lave om på!", sluttede jeg stille og tog en dyb indånding, men fjernede aldrig blikket fra Jeffersons pupiller.
     "Du..du..du er jo blevet sindssyg.", sagde Jefferson forsigtigt imens han kiggede tungt ned i bordet.
     Skriftrullen blev forsigtigt pakket sammen og stukket i inderlommen på min mørkegrønne cottoncoat.
     "Farvel Jefferson, det har været en fornøjelse så længe det varede, men jeg har ikke længere brug for dig", var de sidste betydende ord jeg ytrede til Jefferson, inden jeg åbnede døren og forlod drømmebutikken fast besluttet på at finde lykken. Jefferson nåede aldrig at reagere på mine ord, og jeg kunne selvtilfreds høre ham råbe fortvivlet efter mig, "Du er blevet sindssyg Peters', du er blevet sindssyg". Med kilden til evig lykke under armen drog jeg hjemad for at udforske lykken en enkelt gang til. Denne drøm var i sandhed det bedste der kunne ske mig, og afskeden med Jefferson var for hans og mit eget bedste. Det prøvede jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, til trods for mit udtørrede svælg knapt kunne synke den klump af skyldfølelse, der langsomt gled gennem mit halsrør og faldt tungere på solar plexus end en boksers dybeste stød. "Han tog alligevel altid fejl, han var aldrig blevet til noget uden mig. Det er mig der har gjort ham til den han er, hans succes skyldes mig. Jeg har altid været bedre end dig Jefferson, jeg vinder altid", forsikrede jeg mig selv og langsomt kunne jeg igen smile over den fordelagtige position jeg nu befandt mig i.
     
Et par timer efter afskeden med Jefferson var jeg tilbage i min ydmyge hybel på 3.sal i indre by. Udenfor støjede larmen fra automobilerne og mennesker farede rundt i gaderne uden sans og samling. Jo mere man betragtede disse kødelige antimennesker fremstod de som hovedløse høns, små skabninger der ikke ville indse de var døde. De var jo blot ubrugelige tomme mekanismer der jagtede en mening med livet uden egentlig selv at vide hvad de var på jagt efter. "Forsmåede ignoranter", fnøs jeg og rullede øjnene, det var først på dette tidspunkt jeg opdage min afsky for de medmennesker der dag ud og dag ind begrænsede deres egne evner og satte overmennesker som jeg i dårligt lys. I min frustration over skabelsens univers der havde inviteret disse indavlede robotter til te blot så de kunne besætte denne frodige jord og udstille deres uvidenhed, rullede jeg persiennerne for lejligheden så deres genskin ikke kunne trænge ind. Gik ud i gangen og fiskede pergamentrullen ud af min cottoncoat. Tændte to af de tykkeste dyre stearinlys jeg havde og satte dem på gulvet i midten af stuen. Nu var tidspunktet kommet og efter denne rædsel af en omverden havde jeg i den grad også brug for en mental opløftning.
     
Langsomt lagde jeg mig til rette på divanen med den udfoldede drøm på maven, der var kun akkurat lys nok i rummet til at jeg kunne læse besværgelsen højt op. Jeg lagde drømmen forsigtigt på gulvet, lagde armene over kors og benene på langs. Lukkede øjnene.
     
At dømme efter mørket udenfor vinduerne måtte klokken være 3-4 stykker om natten, da jeg endelig kom til mine sanser igen. Tids nok til at se de to stearinlys der tidligere havde danset sammen hele natten var brændt ud og nu blot var størknet stearin på trægulv, et sandt helvede at vaske rent igen. En elektrisk sitren havde de sidste mange timer overtaget mit kødskjold og ladet mig vandre igennem ild og vand, sansende hele verden som et kandisstykke der smelter på tungen. I tunge drømme og oplyst sind havde jeg været vidne til en kosmisk udrensning af negativitet, et åndeligt plan hvor livet i få timer var ophøjet til de mest livgivende scenarier. På min drømmefærd havde jeg svømmet med delfiner nær skarpe koralrev i middelhavet, spejdet ud over verden fra de højeste sneklædte bjergtoppe, fløjet med kongeørne over skyerne iført skaberens hvide og rene vinger, bevidnet fødsler til sunde og raske børn iklædt slimblod og gråd, oplevet et nyforelsket pars første sårbare berøringer på håndfladerne og læbernes ømme kys, snakket med træerne der hvisker til hinanden i efterårsstormen, plukket de rødeste roser fra tornefyldte krat og lugtet til briserne af varme somre på kølige forårsdage. Et sammensurium af sanser, lugte, følelser, stemninger. Alle havde de bidraget til den livligste drøm. En rus der ingen ende ville tage.
     
Solen var så småt ved at stå op og byen vågnede lige om lidt. Jeg havde ligget et par timer på divanen, gennemlevet drømmen igen og igen. Kun dækket af broderede tæpper, lå jeg nøgen og overvejede situationen, helt fyldt med lykke. Jeg besluttede mig for at starte dagen friskt ud med nyt gåpåmod og bevæge mig til den lokale bager efter morgenbrød. Det hørte til sjældenhederne og var en dyr fornøjelse, men denne dag var værd at kaste penge efter. Tog tøj på, smækkede hoveddøren og låste efter mig.
     
Byen var vågnet op til dåd, overalt susede osende automobiler omkring, masende sig på min hverdag. Foran mig gik et par, ligeså nyforelsket som dem jeg havde drømt om. Hånd i hånd fløj de over glatte brosten og fortove, men intet tydede på netop dette par ville falde på halen. "Livsbekræftende", tænkte jeg. Hos bageren købte jeg en snegl, et rundstykke smurt med rigtig smør og noget snustobak i en lille pakke. Jeg bar forsigtigt sneglen og smagte i små bidder på det himmelske morgenmåltid hele vejen tilbage til 3.sal. Smækkede døren i, smed cottoncoaten og satte mig roligt i vindueskarmen. Jeg åbnede snuspakken, gravede en stor luns op med fingrene og placerede den bagerst i munden, her faldt den hurtigt til. Spejdede nu igen udover byen. Det samme scenarie genspillede sig, hovedløse mennesker og deres ligegyldighed overalt. "Hvorfor? Hvorfor forpester i min hverdag gang på gang. Jeg kan ikke bruge jer til noget.", grublede jeg og isolerede mig bag persiennerne. "Jeg burde finde mig en pige og gå nyforelsket igennem byen, så behøver jeg aldrig mere bekymre mig om dette uforbederlige sted", gryntede jeg og forsøgte at genkalde følelsen fra drømmen, men jeg kunne ikke. Intet kunne genkaldes længere og jo mere jeg forsøgte desto mere desperat spejdede jeg efter det forelskede par på gaden. Ingen steder var de at se, væk fra solen, væk fra øjet. "For fanden da!", råbte jeg, men lettedes hurtigt da jeg fik øje på dem. Hånd i hånd gik de sammen ned ad gaden, indtil deres hænder skiltes et par hundrede meter senere. Kvinden smilte ikke længere og manden så rådvild ud. Hun gik og manden stod alene tilbage, råbende efter hende, forsøgte at vinde hende tilbage. Hun gik over fodgængerovergangen og han løb efter hende, men da han endelig nåede op bag hende gled han og ramte fortovet hårdt. Kvinden vendte sig og rystede på hovedet, snakkede til ham, men jeg kunne ikke se eller høre hvad hun ytrede. Hun vendte sig med en tåre trillende ned af den rødblissede kind, lidt efter forsvandt hun med hastige skridt imellem biler og mennesker. "Livsbekræftende", hviskede jeg med tårer i øjenkrogen der pressede sig på. "Livsbekræftende", sagde jeg sagte til mig selv og plantede en spytklat i kombination af spyt, tårer og bittersort snus på fortovet. Jeg kiggede gruende over på fortovet, manden lå stadig tilbage på jorden, hjælpeløs. Bedende om hjælp fra forbipasserende, men ingen lagde længere mærke til han var der. Hun hjalp ham aldrig op.

       

Ud af din mund, min mund
    (Digte)
    (196 dage siden publicering)