Forfatterens bemærkninger: Tilbage i 1995 skrev og udgav jeg "Bogen om Ulvshale". Dette er uddrag derfra...
* * *Om at sne inde på Ulvshale!
At Ulvshale, også kan være andet end Afrika, opdager man en efterårsdag, når stormene spiller Mikado med skovens træer, og efter et par timer drager videre, og efterlader en valplads af faldne kæmper.
Eller en vinterdag, når vinden er i øst, og den sibiriske kulde har haft frit løb ned gennem den Botniske bugt, uden andet end Gotland og Bornholm til at bremse (som om det kunne hjælpe) og dernæst rammer Møn's østkyst og drejer nordpå til Ulvshale.
Som dengang i vinteren 78/79, hvor vi var nogle stykker, der var draget i eksil for julen. Nogle stykker vil sige fire mand i alderen 14 til 24, medbringende en schæfer/dobberman, - samt en undulat.
Det var begyndt at sne lillejuleaftensdag, og i løbet af den 24'ende tog det til. - Jo, tak! Det blev en rigtig hvid jul. Omkring os dalede sneen blødt og konstant, time efter time. Over os kunne vi høre vinden fare afsted over træernes kroner. Vi nød vort eksil. Om dagen travede vi et par solide ture i skoven, og forresten muntrede vi os vistnok, med et slag Matador, og hvad vi ellers havde medbragt af spil og sjov. Radio og TV havde vi med; men vores overenskomst om juleeksil medførte, at ihvertfald til den 26'ende stod den udelukkende på medbragte bånd.
Juledag stod vi op til et land, der var dækket af et cirka 40 cm tykt tæppe af sne. Højt over trækronerne hørtes vindens susen; men nede i jordhøjde var vejret til endnu en tur i skoven.
Tredje juledag var det hverdag, og vi startede Volvoen for at køre til Stege og proviantere. At det var den gamle model Amazone Stationcar, gjorde dog kørslen lettere, da bagagerummets klap var todelt, hvilket muliggjorde, at der stod et par mand på bagklappen, klar til at springe ned og give et skub, når det var tiltrængt. Vel fri af skovvejene hoppede de ind i vognen, og kursen gik nu videre ad den asfalterede landevej. Så snart vi kom fri af skoven, var vejen føget ren, og afsted det gik gennem strandområdet og ned i svinget, hvor vejen drejer op ad Hegnede bakke.
Der begyndte vore problemer. - Snefygning med sigtbarhed på 30 cm. Hold på hat og briller. Det er nok ovre om et par meter, når vi kommer i læ af vandværket...... - Men bump! Der stod vi! Parkeret frontalt i en meterhøj drive, med en Volvo, der var død. Vi trak hurtigt vognen fri af drive og fygning, og jeg lod den rulle baglæns ned i læ, hvor jeg kunne komme til at skille luftfiltret, som viste sig at have indtaget en ikke ubetydelig mængde sne. Hurra for en stabil bil, og så var den igang igen.
Imidlertid var der kommet flere til. Deriblandt en afskyelig snemand fra den anden side af driven, og han kunne berette, at det blev værre længere oppe, på den anden side af vandværket, hvor der holdt en fastkørt bil, som var ved at fyge totalt til.
Så tak ! - Det var tirsdag, og vi var fem, der skulle have fast føde (-sådan en hund spiser jo som en voksen mand), og med den melding kunne jeg godt regne ud, at der ville gå et par dage førend vejen ville blive åbnet, da det jo ikke var en vej, der gik noget sted hen. På den ene side, var det umuligt at få selv en Volvo igennem, på den anden side var der ikke andre veje ud af området. Og Lilly, som købmanden hedder på Nyord, var velsagtens allerede blevet bestormet af så mange andre, hvis ellers der overhovedet var åbent dén vej.
Tilbage til hytten og på med vanten. Det vil sige, ikke bare vanten; men det helt store udendørsudstyr. Den lille, - det var ham på 14, blev sat til at tage opvasken, og passe på at hunden ikke åd fuglen (de var så gode venner, at der absolut ikke var nogen risiko; men på den anden side, knægten skulle jo have noget at se til). - Og så startede vi tre store forfra.
Vi kørte ned til svinget, for foden af Hegnede bakke, og parkerede vognen på en plet, som ikke så ud til at ville fyge til. Vi mandede os op. Steg ud af bilen, kikkede på hinanden og startede. Fremad, opad og ind i det hvide tæppe af fygende sne, som umuliggjorde, at man kunne se noget som helst. Ja knap at man kunne trække vejret. Tyve cm inde løb vi på den drive, der havde standset os første gang. Opad, og igennem. Fart på, og afsted, førend vi vender om og opgiver, endnu før vi er kommet igang. Fem - seks meter henne lettede det lidt, da vi kom i læ af vandværket. Vi vekslede et par blikke. Det var ligefrem spændende. Dette her så ud til at blive en mandfolketur. Foran os lå en travetur på fem km, og hvis det blev ved på den måde, ville vi blive godt forkomne, vor påklædning til trods.
- Turen erindrer jeg kun i spredte glimt og billeder. - To biler, med front mod hinanden, og en stav med en klud i toppen imellem, - telefonledninger, der kom ud af den drive vi gik i - og et enkelt sted, hvor vejen på forunderlig vis var føget ren på et 10 meters stykke, samt et enkeltstående træ, som kun jeg genkendte, og vidste stod ved en indkørsel til et hus, der var langt uden for vor synsvidde. Hele vejen fra toppen af Hegnede bakke til Stege havde vi vinden ind skråt forfra, og det må have været allerede på et tidligt tidspunkt, at jeg bad Kim holde øje med, at Crazy ikke blev tabt i sneen.
- Jeg var lidt nervøs for at tabe orienteringen, hvis jeg vendte mig. Jeg vidste, hvor jeg havde vinden. Og det var i forvejen en vandring i blinde, med en sigtbarhed der vekslede mellem en og til meter. Isolerede småglimt, hvoraf kun halvdelen kunne bruges til at berolige mine fæller med, at vi altså var på rette vej!
Vel fremme i Stege, gik vi ind på "Mølleporten", for at tø op. Med is og sne i hele hovedet, bestilte jeg "tre Blå Nykøbing", ved baren. Et par af de lokale studerede min isanretning. På spørgsmålet, hvorfra vi var kommet, svarede jeg "Ulvshale";
- hvorefter de tabte interessen for mig. Den var vist for langt ude til at kunne bydes for en Mønbo. Et kvarter senere, da jeg stadig kæmpede for at optø isen, så jeg kunne få tørklædet fri af skægget og smage min velfortjente, og efterhånden knap så kolde øl, kom én af dem fra baren ned, for at høre, om det måske alligevel var rigtigt, at vi var kommet travende tværs gennem den hvide zone, som alle andre, end os, vidste isolerede Stege fra omverdenen.
- Vel hjemme igen, fik vi travlt med at studere radio og TV. Hvis vi, før vores fourageringstur, havde hørt radioens meldinger, ville vi sandsynligvis ikke have vovet turen. Nu var det ikke uden en vis stolthed, at vi hørte DR's nyheder "fra den hvide verden". - Næstved kasserne, som efterlyste hjemsendte kørere til pansrede mandskabsvogne, der på grund af deres larvefødder er terrængående. - Vi hørte også at politiet forbød al udkørsel syd for Rønnede. - Vi hørte om et kompagni soldater, som havde meldt sig frivilligt, for med spader og skovle, at grave toglinien fri mellem Vordingborg og Næstved. - Og vi hørte om folk, som var frosset ihjel i deres biler, og om dem, der var meldt savnet, efter at være gået vild på vej til naboen.
- Tre dage senere nåede det første køretøj frem til området. Det var et bæltekøretøj med medicin til nogle ældre mennesker i området.
Dagen efter vores udflugt til Stege, sov vi længe (-måske vi var lidt trætte!). Det var ihvertfald blevet lyst, førend Kim vækkede mig, og fortalte at der ikke var noget vand i hanen, og det ville blive så som så med morgenkaffen. Jeg husker, at jeg svarede noget i retning af: "Og hvad så ? Der er sne nok udenfor", og vendte mig om, i sikker forvisning om resultatet, som heller ikke udeblev. Ti minutter senere lød et brøl. En hel gryde sne, giver ca. én cm vand i bunden, når den er tøet. Jeg tilstår, at jeg i det øjeblik nød at være unddrager. Jeg rullede mig roligt ind i min dyne, og tog en halv time mere, mens jeg overvejede den nye situation vi sad i. Heldigvis havde jeg, da vi var på indkøb i Stege, købt en balje og ikke en kælk til vores forsyninger, og den så atter ud til at kunne gøre nytte til optøning af sne til drikkevand. - Med overdreven søvnighed, væltede jeg lidt senere ind til min, efterhånden tiltrængte morgenkaffe, dryssede en kvart teskefuld salt i og satte mig roligt til at røre rundt, som om det var den mest naturlige ting af verden. - Chockbølge bordet rundt! "Sover du stadig, eller har du fået snekuller ?".
" - Smag på jeres kaffe". - Jeg vidste, fra min femte klasses læsebog, at sådan gør samerne, for kaffe brygget på vand uden mineraler, smager som at række tungen ud af vinduet. To minutter efter sad vi alle og rørte i vores letsaltede kaffe.
Helt stolt ved situationen var jeg nu ikke! Der var frost og snestorm. Som sagt var vi fire mand, og en stor hund. Vi havde mængder af brød og ris, samt en dunk med 25 liter hjemmebryg. Problemet med det frosne vandrør havde vi løst med baljen, selvom det vanskeliggjorde arbejdet i køkkenet, som i forvejen ikke var stort. Men hvis strømmen gik....... Huset var ikke for godt isoleret, og elpanelerne kørte på fuld tryk. Madlavningen foregik på elkomfur. Lad gå med lyset, der kan man klare sig med stearinlys; men uden strøm ville vi ikke kunne klare mere end én time. Evakuering til Stege kunne der ikke være tale om, og i baghovedet gennemgik jeg mine naboers huse for hvor, der var brændeovn og pejs. Nuvel, så galt gik det heldigvis ikke, og vi opdagede hurtigt, at vi ikke var de dårligst stillede. Rundt omkring, i skovområdet, var der folk i op mod 70 huse. Mange af disse var kun taget ned for at holde jul, og havde, bortset fra forhåndenværende dåsekonserves, ikke mange forsyninger. Til gengæld var der også dem, som havde rigeligt, fordi deres julegæster ikke var kommet igennem, før sneen lukkede af for al trafik.
Dette medførte en del besøg i dagene mellem jul og nytår. - Om vi kunne undvære dette eller hint. Eller havde for meget af noget tredje o.s.v. Heldigvis havde jeg købt rigeligt med ris (de er lettere at transportere end kartofler, når turen går med balje over snedækket terræn). Tuskhandlen blomstrede i al venskabelighed, mens man spurgte nyt hos hinanden.
Femten år efter, da jeg stod og snakkede med én i området spurgte han, om jeg kunne huske, at jeg havde givet ham hjemmebryg ? " - Nå, det var dig, der sad og end ikke havde, så du kunne skåle det nye år ind!
