Jeg holdt blidt om det stakkels barn og gjorde, hvad jeg kunne for at trøste. Sjældent har jeg set nogen være så ulykkelig og ude af sig selv. Var begyndt at tro, at jeg havde begået en stor fejl ved at skabe en ledsager, der var så hengivent forbundet til sine kære og sin hjemstavn. Men der havde Jean Jacques og jeg noget til fælles. Allerede da jeg blev præsenteret for familien de Clairette, så jeg Jean Jacques' intense aura. Havde ikke set en lignende siden min egen, elskede søn, Jean Charles, var iblandt de levende.
     
At Jean Jacques havde sat ild på sit elskede barndomshjem fortalte mig, at han var gjort af det rette stof. Jeg havde kun ladet møblerne dække til for at gøre afrejsen nemmere for ham, men han havde alligevel indset, at vi aldrig ville kunne vende tilbage. At hans hjem og verden ville falde i fremmede hænder. At den ellers ville blive plyndret og hærget, så snart det rygtedes, at vi var draget bort.
     Ingen andre end jeg skal rode i mine private sager, så jeg bifaldt kun Jean Jacques' handling til fulde. End ikke en ældre vampyrs formidable evne til at genskabe sig, kan hamle op med ilden, så min lille ven havde derfor udvist stort mod. Det overraskede mig ikke, men jeg var stolt af ham.
     Jean Jacques fik flere kys på håret, og han sukkede stille. Hans arme lå fast omkring min talje, og jeg vidste, at han var forelsket i mig. At han i hvert fald begærede mig. Jeg anså ham dog som værende familie, som en glædelig påmindelse om min egen for længst afdøde søn. Blandt andet derfor havde jeg udvalgt Versailles' pragt, smukke kvinder og ødsle fester. Summen heraf ville forhåbentlig få min lille vens interesse for mig til at kølnes. Jeg ville være hans fortrolige, hans loyale ven og rådgiver. Og ikke andet! Tanken om en moder og hendes søn forenet i elskovsakt er jo for vederstyggelig!
     
Nej, min kære fætter, jeg vil elske dig som en moder sin søn, overbærende hjælpe dig udenom novicens farlige faldgruber og lære dig alt det, jeg ved. Når du en dag er en erfaren vampyr, da vil du vide endnu mere og ... og forlade mig. Som andre før dig.
     Du har dog så meget at lære, at dette smertefulde farvel ikke skal siges lige med det samme. Ikke de første årtier. Jeg er lykkelig over, at du selv valgte at omfavne evigheden, for mine skabninger får altid det valg, jeg ikke fik. I dit tilfælde havde jeg nok påtvunget dig vor evighed. Du minder mig så meget om min egen Jean Charles, at jeg ikke havde ladet pesten tage dig. Det var blevet min egen undergang!
     Måske ville du da hade mig? Som jeg stadig hader min skaber! Jeg blev ikke spurgt, men voldtaget til evigheden på skammeligste vis.
     
Født ind i én af Le Havres fineste familier blev jeg sådan set kun opdraget til at blive et godt, giftefærdigt parti til sønner af det højere borgerskab. Mange ægteskaber var også dengang alliancer mellem magtfulde familier og virksomheder. Mit var ingen undtagelse.
     Som 15-årig blev jeg trolovet til den 14 år ældre Hans van der Brügge. En fransktalende hollænder af en god familie, der agtede at starte rederivirksomhed i Le Havre. Hans' familie ejede allerede flere skibe. Et af dem skulle sejle med gods fra Le Havre til London og retur.
     Da jeg var fyldt 16 år, blev Hans og jeg gift, og vi flyttede ind i et standsmæssigt palæ. Jeg var naturligvis en dydig og jomfruelig brud, men det fik Hans snart lavet om på. Min gemal var en moden, velskabt mand og en blid, lidenskabelig elsker. Han lærte mig hurtigt andet og mere fornøjeligt end blot at lukke øjnene og tænke på fædrelandet. Hvilket var alt min egen kære moder kyskt blussende havde fortalt mig om intimitet før brylluppet.
     
Knapt et halvt år efter vort bryllup var jeg med barn, og min driftige gemal havde også fået vind i sejlene med sin skibsrute. På vor et års bryllupsdag blomstrede både jeg og Hans' virksomhed. Tre måneder senere fødte jeg en velskabt søn. Min lykkelige Hans overdængede mig med ødsle gaver, som jeg nød i fulde drag. Jeg var ung, smuk og pyntesyg - det er jeg stadig - og blandede mig ikke i Hans' forretninger. Mit domæne var opfostringen af vor søn og styringen af husholdningens tyende. Og det var jeg tilfreds med. Dengang.
     De følgende år var jeg med barn flere gange, men mistede hver gang den lille efter tre til fem måneder. Hans og jeg var utrøstelige hver gang ulykken ramte os, men vi var heldigvis velsignede med Jean Charles, der var smuk som sin moder og livlig som sin fader. Da Jean Charles fyldte syv år, havde vi opgivet at få flere legitime arvinger end vor solstråle. Kort efter var jeg med barn igen. Vi turde naturligvis ikke håbe på et lykkeligt udkomne af dette svangerskab, men denne gang gik jeg tiden ud.
     Ak og ve, himlen og guderne var ikke med os. Da fødslen gik i gang, lå barnet forkert. En såkaldt sædefødsel. Da jordemoderen efter mange kvaler omsider havde fået den lille vendt og ud af mig, var min lille pige død. Jeg skreg, græd og tiggede dem om at lade mig holde hende. I det mindste lade mig se min datter. Men dette syn nægtede de mig.
     Endnu værre var det, at mit underliv var blevet svært skadet med store blodtab til følge. Skønt jeg kæmpede hårdt imod, måtte jeg erkende, at livet ebbede ud af mig. Jeg kunne dog ikke forlade mine kære uden at have set dem en sidste gang ...
     Min sønderknuste gemal havde lige bragt min elskede solstråle bort, da hun pludselig stod ved mit dødsleje. En kvinde, jeg ikke kendte, men én jeg straks fornemmede var en skidt person, der var hidkaldt af vor ulykke og sorg. En djævel der ikke skjulte sin skadefryd herover. Efter at have spottet mig, hånet min familie og min forsvarsløse tilstand, gjorde den fordømte kælling mig til den, jeg er.
     Da jeg sank ned i mørket, troede jeg, at hun havde dræbt mig. Men jeg vågnede igen, liggende i min kiste i familiens krypt på kirkegården. Med min dødfødte datter i favnen.
     
Først ... først troede jeg, at de havde begået en grufuld fejl ... At de havde begravet mig levende! Selv ikke da jeg var kommet ud af kisten og nemt flyttede stensarkofagens tunge låg, anede jeg uråd. Jeg mente da, at rædslen havde givet mig uanede kræfter hertil.
     Jeg var blevet bisat i én af mine smukkeste kjoler, det var en lille trøst, og på vej hen til kryptens dør rettede jeg på håret. Ville være præsentabel som altid, når jeg vendte tilbage til livet udenfor.
     Det var nat, men mørket og de mange grave udenfor skræmte mig ikke, som de måske burde have. Velsagtens fordi jeg så alt tydeligt som var det højlys dag. Det undrede mig også, at min krop krævede at få slukket en unaturligt brændende tørst. Den forklarede jeg dog med, at jeg kunne have ligget i krypten i flere døgn.
     
På min vej mødte jeg en enlig nattevandrer, en krumbøjet tigger, der nærmede sig med fremstrakt hånd. Jeg standsede og ville bede om at blive ledsaget ud og hjem til min elskede familie. Jeg ville udlove en fyrstelig betaling herfor. I stedet overtog mine nye instinkter styringen, og jeg overfaldt uden varsel den forhutlede person.
     Efter en kort kamp slukkede jeg tørsten og frydede mig derefter over den styrke og varme, der nu fyldte mig. Nu indså jeg også, hvad kvinden ved mit dødsleje havde været. At jeg var blevet en udød djævel som hende! At jeg nu alligevel ikke kunne genforenes med mine kære. Fortvivlelsen herover sendte jeg udover kirkegården i lange, klagende skrig. Og da var smerten til at bære.
     Mit blik faldt på tiggerens lig. Med kroppens skader ville ingen anse dødsårsagen for værende naturlig. Det ville være klogt at skaffe liget af vejen. I en gammel krypt. En hvor ingen lagde blomster mere.
     En sådan var nem at finde, og jeg vendte langsomt tilbage til min egen for at tænke over, hvad der nu skulle blive af mig.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (241 dage siden publicering)