"Stands kareten! STOP! ELLER VI SKYDER!"
     Grove stemmer, ophidsede, men beslutsomme, gentog advarslen. Nathalie og jeg så overraskede på hinanden, og imens rullede kareten uanfægtet videre. Så lød bragene, skrig fra kusken og vrinsk fra hestene. De næste lyde kom fra en krop, der ramte jorden tungt med flere knækkende lyde til følge.
     Et overfald! Vi var stadig på mine fædrene jorde og skulle lide den tort at blive udsat for et gement landevejsrøveri! Vreden flammede i mig, men Nathalie forholdt sig rolig og gjorde tegn til, at jeg skulle følge hendes eksempel, da kareten standsede. Jeg tøjlede mit raseri og ventede anspændt til et beskidt, skægget ansigt dukkede frem ved dørens vindue. Det vil sige først kom pistolen og så ansigtet, der blottede tænderne i et grumt, misfarvet grin.
     "Så herskaberne flyr smitten? Ha, ha. Klogt, men det bliver desværre uden fruens juveler og herrens moneter. Og kusken til at køre! Var dåren stokdøv eller hvad?"
     Banditten lo, og kumpanerne fulgte op med en dyb og en skinger latter. Nathalie rettede sig værdigt med blikket på pistolen, der var en gammel forlader.
     "Der blev afgivet to skud, min herre."
     "Oh, ho! Nøjeregnende er hun, men jeg har mere end ét skarpladt våben. Er det sandt, gutter?"
     "Ja, det er!"
     "Jo, det er!"
     Mine sanser fortalte mig, at stemmerne udenfor lød forbløffende ens. Den ene var dyb og den anden skingrende høj. Men jeg var næsten sikker på, at de kom fra én og samme strube.
     "Fruen stiger først ud og afleverer sine værdier! Herren forholder sig rolig imens! Der skulle nødigt ske Herrens fine, lille dame noget meget, meget grimt!"
     Slynglens ansigt og stemme havde med ét ændret sig til at udtrykke den rå, hensynsløse virkelighed, han befandt sig i. Han rettede pistolen mod mig, og jeg nikkede stille.
     
Nathalie rejste sig roligt og trådte ud ad døren, røveren havde åbnet. Da hun stod ude i det fri, førte hun langsomt hænderne om bag nakken.
     "Ja, det er rigtigt, lille dame. Først halskæden, øreringene, dem, hun har på fingrene ... og hvad hun ellers har gemt i skørterne!"
     Banditten lo groft, fulgt af ekkoerne fra kumpanen, og Nathalie lagde hovedet på skrå.
     "At han peger på mig med sit våben gør mig så nervøs, at jeg ikke kan få låsen op."
     "Men ... skal jeg rette mundingen mod Herren imens."
     "Ja, tak. Hellere på ham end på mig."
     Nathalie smilede, og slynglen lo overrasket. Da pistolens løb befandt sig i en neutral vinkel, kastede min snarrådige kusine sig over banditten. Hans grovkornede latter blev til smertefulde brøl, da armen med forladeren brækkede. Grumme hyl fulgte, da han og Nathalie væltede kæmpende omkuld.
     Jeg stod hurtigt ud i karetens modsatte side og fik straks øje på slynglens høje, tynde kumpan. Synligt forvirret viftede han med sin pistol. Da han så mig, affyrede han den! Jeg hørte naturligvis braget, men så også kuglen komme flyvende mod mig og nåede mirakuløst at undvige den.
     Projektilet smadrede ruden i døren bag mig, og det næste, der kom flyvende, var selve pistolen. Jeg greb den nemt i luften. Det var også en gammel forlader, hvis ejermand var på vild flugt ind i skoven. Uden tøven løb jeg efter ham ind imellem træernes svirpende grene.
     Jeg kunne både se og høre mit flygtende offer, og skønt jeg inderst inde vidste, at sejren ville blive min, føltes jagten så pirrende, at nydelsen skulle vare længst muligt. Jeg standsede endda flere gange og sendte grusomme lyde efter slubberten, når han stakåndet satte farten ned. Så jagten endte først, da han faldt om af udmattelse. Da bankede hans hjerte så heftigt, at jeg slet ikke kunne følge med til at drikke og mange, nærende slurke havnede nyttesløse i skovbunden.
     
Varm, sejrrig og fyldt med ny livskraft rejste jeg mig, så mig omkring og opdagede, at jeg ikke vidste, hvor vi var havnet. Så langt øjet rakte sås kun træer og buske. Og hvilken retning havde vi startet jagten fra? Jeg sukkede irriteret og betragtede koldt den døde slyngel. Hvis jeg ikke havde ladet ham løbe så langt, havde jeg ikke stået her som et dumt, forvildet får!
     Han havde ikke meget i lommerne. Og kun lidt skjult andre steder. Få mønter, nogle halskæder af sølv og en smuk guldring med to rubiner. Den ville passe fint til min families juveler, så den blev sat på min højre ringfinger, lige ved siden af signetringen. De passede smukt sammen. Jeg nød synet og så mig igen omkring.
     
Hvad gør en vampyr, der er faret vild i skoven?
     Den forvandler sig, letter op over forhindringen og flyver ud til friheden.
     Under mig var tæppet af trætoppe, men jeg fandt snart landevejen, vi havde fulgt. Den bugtede sig gennem skoven som en rolig å, og jeg var hurtigt fremme ved kareten og Nathalie.
     "Nå, der er du igen, min fine ven. Fik du også slukket tørsten?"
     "Ja, og efter en fornøjelig jagt. Og du, kære kusine?"
     "Jo, tak. Han var en stor, grov bandit, der kæmpede godt imod. Det var også fornøjeligt."
     Vi smilede til hinanden og lo. Som om det at suge livet ud af mennesker var det mest naturlige i denne verden. Og det var det jo. For os.
     
"Kusken er død, Jean Jacques, så du må overtage tøjlerne."
     "Mig! Men, det kan jeg ikke. Jeg ved dårligt nok, hvad krikkerne skal fodres med."
     "Men ... du kan vel ride?" udbrød Nathalie.
     "Jo, eh ... sådan til husbehov ... og se ikke sådan på mig! Jeg er født på landet, men er ikke en bondeknold!"
     "Nej, selvfølgelig er du ikke det, Jean Jacques."
     Jeg smilede undskyldende over mit arrige tonefald og pillede forlegen ved ærmets flæser.
     "Jeg, jeg faldt af de dumme krikker som barn. Endda flere gange. Da jeg brækkede venstre arm, fik jeg nok af at sidde højt til hest!"
     "Det forstår jeg, kære ven, og vi kan heller ikke have min bagage på hestene. Vi er også nødt til at ankomme standsmæssigt til Versailles, så jeg må prøve at huske, hvordan man styrer to heste og en karet."
     "DU! ... du vil køre," gispede jeg, da Nathalie roligt tog tøjlerne, trak skørterne op over knæene og klatrede op på kuskens sæde.
     "Sæt dig ind, kære fætter, så kører vi."
     "Næ, jeg sætter mig hellere op til dig!"
     Jeg sprang adræt op til Nathalie, hvis skørter nu lå over knæene. Så smukke ben havde jeg aldrig set før.
     "Jean Jacques, skal du absolut nedstirre mine ben? Hold venligst dine øjne på vejen, min fine ven!"
     "Undskyld, men jeg ER altså bare en mand og kan ikke lade være!"
     Jeg knurrede fortørnet, da Nathalie rystede på hovedet, lo og svingede pisken over hestene. Kareten satte i gang med et så uventet ryk, at jeg røg bagover, mistede balancen og styrtede til jorden. Hårdt forslået blev jeg liggende og regnede med, at Nathalie ville standse, komme mig til undsætning og pusle kærligt om mig. I stedet skreg hun af grin, piskede hestene igen, og kareten forsvandt i en rasende fart!
     
Jeg gloede vantro efter dens støvskyer, og på min venstre hånd der hang i en unaturlig vinkel. Ligesom fra hånden kom der en mere oplysende end pinefuld smerte fra højre ankel, der også var brækket. Og så kørte min skaber bare fra mig! Uden så meget som en håndsrækning. Men med vognen fuld af værdier. Mine værdier! Min arv! Mine minder!
     Om raseriet over Nathalies forræderi fremskyndede helingen af min krops skader, skal være usagt. Det knagede i hvert fald højt og energisk. Både i håndledet og i anklen imens hånden og foden rettede sig op i normale vinkler. For mig kunne det selvfølgelig ikke gå hurtigt nok! Jeg havde en fordømt forræder at indhente og gøre regnskabet op med. Jeg sikrede mig hastigt, at min krop var helt i orden, sprang arrigt hvæsende op i luften, forvandlede mig og optog jagten på Nathalie.
     Svævende over trætoppene fik jeg snart øje på karetens støvskyer og drevet af min vredes energi, indhentede jeg hurtigt flygtningen. Halvt stående, med hår og kjole flagrende omkring sig var Nathalie et syn for guder. Men jeg lod alligevel mit raseri slippe ud i rasende hvæs, da jeg dykkede og fløj tæt forbi hende.
     Nathalies vilde latter fulgte mig op i højderne, men kareten sagtnede ikke farten. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Min livskloge kusine var da ikke så naiv at tro, at hun kunne køre fra mig.
     Så hvorfor prøvede hun?
     Jeg forfulgte kareten til et længere sving, hvor den måtte sætte farten ned. Det gav mig en gunstig mulighed for at flyve ind ad det knuste vindue.
     Jeg blev kastet rundt inde i kabinen og fortrød straks min sidste handling.
     "Hvad pokker er meningen? Hvad bilder du dig ind? Hvorfor kørte du bare?" brølede jeg af fuld kraft, og svaret var en grovere latter end ellers.
     "Velkommen om bord, lille ven. Jeg regnede skam også med, at du ville dukke op igen!" skrålede Nathalie mere fandenivoldsk end angerfuld.
     "Og hvis ikke? Hvad så?" råbte jeg tilbage.
     "Da havde du vel brækket halsen, og så var det sket med dig!"
     Nathalie fulgte sætningen op med den frastødende, grove latter, og jeg skar tænder af den hensynsløshed, hun pludselig diskede op med. Brækkede jeg halsen, da var det åbenbart slut med evigheden! Og da havde Nathalie alligevel ikke kunnet gøre noget. Jeg kunne dog ikke lide visheden om, at hun ikke engang havde gjort sig den ulejlighed at prøve. Træernes stammer susede forbi vinduet, men endnu flere tanker røg igennem min hjerne. Måske var Nathalie et nummer, eller to, for stor til mig? Måske havde det været en slem fejltagelse at drage med hende ud i det uvisse. Det var endnu ikke for sent at vende tilbage til Chateau de Clairette. Eller det, der var tilbage af slottet. Denne nat kunne jeg dog ikke nå at være i kryptens sikkerhed før solopgang, sagde mine instinkter mig. Den endelige afgørelse kunne først træffes den følgende aften.

       

Nattens herskere (54)
    (Romaner)
    (100 dage siden publicering)