Solen var bleg og trist den sidste dag vi så den. Som en glødepære bag et hvidt gardin. Det var blevet koldere og koldere i ugerne op til at Solen forlod os, men det eneste menneskene gjorde var at tage noget varmere tøj på. Ingen spekulerede over, at vores trofaste følgesvend var sygnet hen og efterhånden lignede en gullig snebold der hang livløst i luften.
     Jeg var naturligvis en af de første til at opdage, at den pønsede på at tage afsked med os, men jeg kunne ikke advare menneskene om, hvad der var på færde. Jeg gjorde et forsøg, men hver gang jeg forsøger at komme i kontakt med dem, ender det som regel galt. Jeg kan knap nok bevæge mig uden at forårsage massedød.
     Jeg forsøgte at kalde på Solen, men den var for langt væk til at kunne høre mig og ingen af mine brødre ville give beskeden videre.
     "Du ligger, som du har redt," fortalte de mig, "du valgte et andet liv end os og du vidste, at det ville få konsekvenser."
     Mine brødre havde ret. Min kærlighed til menneskene, dyrene, planterne og bakterierne, havde fået mig til at holde hånden over menneskene for længe. Men hvad skulle jeg gøre? De var trods alt alle sammen mine børn.
     "Du må rejse efter Solen og gøre dit bedste for at overbevise den om, at den skal komme tilbage," sagde min største storebror, der altid havde beskyttet mig, " ... vi kommer alle til at savne den, men det er op til dig at få den tilbage. Jeg har altid været der for dig, men denne misere må du selv klare dig ud af. Vi skal nok vente på dig."
     Jeg vidste, at det ikke var min skyld, at Solen var rejst bort, men jeg vidste ligeledes, at ingen andre end jeg kunne komme i kontakt med den. Så mens menneskene trak i endnu tykkere tøj og stadigt varmere støvler, rejste jeg ud i verdensrummet for at finde min gamle ven.
     Jeg rejste forbi min søn, nogle af mine brødre og deres børn. Jeg hilste pænt på, men de forstod, hvor travlt jeg havde. Der var ingen tid at spilde og Solen var snart så langt væk, at den faldt i et med dens egne brødre. Jeg kaldte og kaldte, men den stoppede ikke, selvom jeg er ret sikker på, at den hørte mig.
     Men så en dag stoppede den for at hvile sig og jeg så mit snit til at indhente den.
     "Sol!" råbte jeg, "lad mig tale med dig."
     Jeg standsede på sikker afstand af den gigantiske ildkugle. Langt nok væk til at ingen kom til skade, men tæt nok på til, at den kunne høre mig.
     "Hvad vil du?" spurgte Solen med både vrede og sørgmodighed i stemmen.
     Jeg havde ikke talt med Solen siden jeg var helt ung, så det var med ærefrygt, at jeg svarede den.
     "Giv os en chance mere," bad jeg, "jeg ved, at menneskene kan gøre det bedre."
     "Og jeg er sikker på, at de bliver ved med deres vaner til din ryg er vansiret og alle dine børn er døde ... og hvorfor skal jeg bruge al min energi på at varme jer, når I er så ligeglade?"
     "Jeg er skam ikke ligeglad," forklarede jeg, "og på trods af mine utallige advarsler til menneskene, er der til stadighed nogle, der ikke forstår en hentydning ... men de fleste er taknemmelige. Jeg hører alle stemmer og jeg ved, hvor mange, der bekymrer sig om både du og jeg."
     Solen fnøs.
     "Menneskene er ligeglade! Det var din opgave at udvikle dem og du har fejlet. De hærger, ødelægger og forurener, men alligevel holder du hånden over dem. Du burde være den vredeste af os alle!"
     "Jeg er også vred," svarede jeg, "og jeg viser tænder oftere end jeg plejer i disse tider, men jeg er også villig til at give de retskafne en chance. Jeg elsker hver en lille skabning og tro mig, når jeg siger, at det er nogle få stykker, der ødelægger det for alle de andre. Tro mig, Sol, inden længe er menneskene atter på rette vej."
     "Det var dit eget valg at udvikle liv," sagde Solen, "ingen af dine brødre var interesserede og de klarer sig væsentligt bedre end dig. Jeg tillod dig at være lige nøjagtigt der, hvor du var og du vidste, hvad det ville medføre."
     "Ja, det vidste jeg og jeg har nydt det i adskillige år. Det er først for nyligt, at menneskene er begyndt at ødelægge det for både dem selv og jeg. Det varer ikke længe, før det går op for dem, at det ikke kan fortsætte på denne måde. Til den tid vil de råde bod på deres ugerninger ... håber jeg."
     Solen tænkte. Spekulerede om den skulle give menneskene en chance til. Jeg kunne fornemme mine brødre sniglytte i baggrunden, da de naturligvis også havde interesse i, at deres gamle ven kom tilbage. Uden den ville vi blive spredt for alle vinde og aldrig mere se hinanden.
     "En chance," sagde Solen, da den havde målt situationen. "Hvis jeg ikke ser fremskridt inden længe, rejser jeg bort igen og kommer aldrig tilbage."
     "Jeg forstår," svarede jeg og skælvede af lykke, "jeg lover dig, at det hele ændrer sig."
     Og derpå rejste vi tilbage. Jeg fandt mit hjem og Solen fandt sit.
     Og nu venter jeg blot på, at menneskene ændrer deres vaner.

       

Jeg skaber
    (Digte)
    (29 dage siden publicering)