Vibeke havde følt det i første øjeblik, hun havde kastet sit blik på den ensomme bygning. Den var en stor kontrast til resten af den hyggelige by. Indhegningen og de ugennemsigtige vinduer var nærmest en advarsel på, at man ikke skulle træde nærmere. Og så var der den hærgede have. Afstumpede planter og alskens ukrudt var det eneste der voksede. Mest skræmmende var dog de mange vandrør der lå spredt i alle retninger. Skødesløsheden skræmte hende.
     Hun famlede efter nøglen i lommen, og fandt den efter noget besvær. Tøvende låste hun døren op. Vandværket var det tredje hun besøgte, så hun var ved at være lidt træt. Alligevel var hun på mærkerne. Der var noget mystisk ved dette vandværk. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på det, men det var der. Hun så på den åbne dør igen. Mørket strakte sig så langt hun kunne se ind i den gamle bygning. Nå, hun kunne ikke dvæle her for evigt. Nu måtte hun mande sig op. Desuden var det hele nok også bare noget hun forestillede sig. Selvfølgelig så vandværket ud som det gjorde. En smule rod og uorden hørte jo til. og hun kom jo også uanmeldt, så det var jo klart. Hun tændte sin lommelygte og trådte ind i mørket.
     Hun begyndte at gå op af en lang gang. Som hun bevægede sig fremad og oplyste sine omgivelser blev hun overrasket igen. Interiøret af denne bygning var overraskende elegant og renligt. Mest iøjnefaldende var de mange rammer, der beklædte gangens vægge. Indeni var primært ærespriser. Der var dog også et billede af en gruppe forskere i et af dem. Eller det var da i hvert fald, hvad de lignede. Men igen, hvad vidste hun. Hun var sådan set ikke nogen succesfuld biolog eller noget som helst. Faktisk interesserede faget hende ikke rigtigt. Hun gjorde dette for pengene.
     En klikkende lyd fik hende til at fare sammen. Hun vendte sig overrasket rundt. Der var ingen. Hun så lidt dumt på sig selv. Det var hendes sko. Hun gik altid med højhælede. Også når hun var ude på opgaver. Resten af hendes kollegaer gjorde tit grin med det. Hun var sådan set ligeglad. Det var dem, der var til grin. Hun havde aldrig forstået nørdernes tilgang til livet. Måden de var så optaget af deres egne tanker og ikke kunne kommunikere med deres medmennesker. Hun havde altid været et socialt væsen. Opmærksom på sine omgivelser og hvordan de agerede. Måske var det derfor, hun var så nervøs nu. "Kunne jeg bare hvile i mig selv og udføre opgaven som mine kollegaer." sådan tænkte hun.
     Hun undersøgte korridoren nærmere. Adskillige døre var dukket op på begge sider. Hun kunne jo ligeså godt begynde fra en ende, så hun trådte op til den første dør.
     Data management
     Stod der på den. Igen et mærkværdigt tilfælde. Hun beroligede sig selv ved tanken om, at der foregik mærkværdige ting alle steder. Chefen plejede altid at sige "Du er en biolog. Tænk ikke på alle de mærkelige steder du skal hen. Udfør dit arbejde og gør det tjept." Mere modig end før trådte hun igennem.
     Der var en sælsom glød i lokalet. En blåskinnende lavalampe var placeret på et skrivebord i afkrogen. Ved siden af lampen lå tonsvis af dokumenter arrangeret i ugenkendelig orden. Hun pegede sin lommelygte rundt i resten af lokalet. Et virvar af ledninger og computere fyldte hendes blik. Hun trådte over til skrivebordet og undersøgte dokumenterne nærmere. Størstedelen var medicinske rapporter vedrørende byens beboere. Flere daglige observationer omhandlede drikkevandet fra en nærtliggende sø og dens effekt på den menneskelige krop. Et gys gik igennem hende. Dette var ikke noget normalt vandværk. Hvis det da overhovedet var et vandværk. Hun var klar til at komme ud herfra nu.
     Hun skulle til at vende sig om, da hun hørte stemmen: "Hvad laver du her?" En arm greb fat om hendes hals og holdte hende fastlåst. Hun gispede efter vejret og prøvede at forklare sig. "Ingenting. Ingenting. Jeg er her bare for at kigge på vandanlægget. Jeg ved ikke, hvad der foregår." Han løsnede grebet en smule og så sig rundt. Så sagde han, "Har du kigget på dokumenterne?" Vibeke tøvede. Han strammede grebet igen. "Jeg sagde, har du kigget på dokumenterne." Hun overgav sig, og jamrede "Ja. Ja, jeg har set dokumenterne. Hvad er det I laver? Eksperimenter på byens folk eller hvad?" Hun stoppede sig selv. Hun blev altid snaksaglig, når hun var nervøs. Manden brugte nu sin frie hånd til at rode igennem skrivebordet. "Pis. Det hele er her." Han tog en pause og fortsatte så, mere forvirret end gal." Det her er vigtigt okay. Søen udenfor Vallekilde har betydningsfulde egenskaber. Når vi blander det med grundvandet, får det konsekvenser på det molekylære plan." Han stoppede op for at undersøge et enkelt dokument nærmere. Han bladrede igennem, hvad der lignede en sagsmappe, og hun så til sin rædsel de mange grufulde billeder, der var vedhæftet. Hvad der sandsynligvis havde været mennesker, var transformeret til umiskendelige væsner. Rådne ansigter var blandet med orme lignende substanser, der voksede ud af kroppen fra alle steder. Manden havde lagt mærke til hendes rædsel. Han lagde dokumentet ned igen og talte. "De fremskridt vi har nået er fænomenale. Du får ikke lov til at ødelægge det." Hjælpeløs så hun til, mens han greb fat om lavalampen og svingede den mod hendes hoved.

       

Lignelsen om den frelste ... (4)
    (Eventyr og fabler)
    (211 dage siden publicering)