"Det går ikke længere."
     "Hvad mener du?"
     "Det her. Vores liv sammen."
     Hun ser uforstående på mig.
     "Jamen, hvad er der galt med det?"
     Jeg åbner munden og inden jeg ved af det er ordene sluppet ud.
     "Ingenting. Det er det, der er problemet. Alt er perfekt. Du er pigen jeg altid har drømt om. Det er for meget."
     Hun er lamslået af mit pludselige udbrud.
     "Jeg tror ikke jeg forstår."
     Jeg tager en pause og lægger mærke til hendes uskyldige øjne.
     "Jeg fortjener dig ikke. Jeg har ikke gjort mig fortjent til denne tilværelse. Alt det du er. Alt du gør for mig. Det føles ikke rigtigt, når jeg ikke har gjort mig fortjent til det. Det er for uvirkeligt... du er for uvirkelig."
     "Hvad mener du med, at jeg er for uvirkelig? Jeg er da lige så virkelig som alle andre."
     Hendes toneleje har ændret sig. Hun virker fornærmet.
     "Nej du er ej. Du elsker mig kun fordi du er programmeret til det."
     "Og hvorfor kan det ikke være virkeligt? Er alle ikke programmerede på en eller anden måde? For mennesker er det deres gener og opdragelse, for mig er det en maskine. Hvad er forskellen? Kan du ikke se, at vores kærlighed er ægte, uanset hvordan den er opstået."
     Hun er ved at bryde sammen. Hun er ikke nået dertil endnu, men snart. Sådan ender det altid.
     "Det er det her, jeg mener. Måden du taler til mig på. Måden du er over for mig. Som om jeg er den eneste ene. Havde dette scenarie været sandt, ville du ikke være så blind. Du ville kunne se, at jeg udnytter dig. Du ville kunne se, at jeg holder dig fanget."
     Samtalen er nået til det punkt, hvor vi kun taler for at holde det uundgåelige væk.
     "Du holder mig ikke fanget! Jeg tænker og handler som ethvert andet menneske. Jeg har følelser og en forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis du ikke behandlede mig ordentligt, ville jeg vide det."
     Hendes stemme er grådfyldt og hendes ansigt svulmet op.
     "Jeg må afslutte det her, uanset hvad du siger. Jeg kan ikke længere se til, mens du bliver ført bag lyset. Du fortjener bedre. Du fatter muligvis ikke selv den unåde, der bliver gjort dig, men jeg gør og jeg vil ikke være en del af det længere."
     Mine ord sårer hende mere end jeg kan fatte, men jeg må være konsekvent. Jeg har taget en beslutning og jeg må følge den.
     "Men hvad vil du gøre? Vende tilbage til dit meningsløse liv? Der hvor du ingen venner har. Der hvor du aldrig vil finde kærlighed. Glem ikke, at du skabte mig for at slippe væk fra de problemer."
     "Og det fortryder jeg nu. Måske er det sandt, at jeg ikke kan klare mig i den virkelige verden, men jeg er nødt til at prøve. Jeg kan ikke længere leve med lukkede øjne."
     "Men tænk på alt den glæde du smider væk. Er det ikke bedre at leve med mig for altid, end at gå til af sorg? Vær nu sød. Bliv her hos mig. Jeg elsker dig jo!."
     Hun fælder en enkelt tåre. Jeg kysser hende på kinden og taler til hende en sidste gang.
     "Det er mig, der elsker dig. Farvel."
     Og så afbryder jeg forbindelsen. Gradvist svinder hun væk, og snart er hendes bønfaldende stemme blot et ekko i mit hoved. Alene sidder jeg tilbage i simulatoren.

       

Lignelsen om den frelste ... (4)
    (Eventyr og fabler)
    (211 dage siden publicering)