... og pludseligt åbnede jorden sig foran ham i en malstrøm af flammer. Den trak i ham som et glubsk monster, alt imens stanken af svovl stoppede hans næse og fik hans øjne til bløde. Han troede ikke sine egne øjne, men ikke desto mindre var han klar over, at Helvede omsider ville gøre krav på hans forpinte sjæl.
     Han kiggede sig omkring på gaden for at se, om der var andre, der havde bemærket det gabende hul med hvirvlende ild, men han syntes at være den eneste, der kunne se det. Folk spadserede forbi som om intet var hændt.
     Lydene af død og ødelæggelse truede med at flå hans ører itu. Den dæmoniske symfoni var en uskøn blanding af fortvivlede skrig, hånlig latter, der mejslede sig ind i hans knogler og faldne engle, der sang strubesange på et sprog, som ingen kunne forstå. Det var lyden af folk, der fik skrællet ryggen af og knust hver en knogle i deres krop og det var lyden af mennesker, der blev stegt levende.
     Malstrømmen åbnede sig endnu mere og han kunne mærke, at den trak stadigt hårdere i ham. Han forsøgte at flygte, men jo mere han kæmpede imod, des kraftigere blev den brændende strøm. Han kunne ikke flygte, men han klyngede sig fast til en gadelygte, så han blafrede som et flag i vinden. Der var endnu ingen på gaden, der havde opfattet, hvad der foregik, så han skreg sine lunger tomme og sin hals til blods. Forgæves.
     Han var alene i verden. Der var kun ham og det grådige gab, der snart ville sluge ham. Alt andet var foregået for en evighed siden; i et andet liv for en anden person. Han kunne mærke sin sjæl rådne og blive fortæret. Han fandtes ikke længere og snart gav han slip.
     Han fløj ned i Helvedes Svælg og kunne omgående mærke sit tøj brænde sig ind i hans hud. Smerten var ulidelig og var det ikke fordi en ny form for smerte konstant afslørede sig selv, ville han være besvimet. Han kunne mærke huden i sit ansigt smelte, hvert et led i hans krop blev knækket over og hans sanser blev voldtaget.
     Stanken af svovl og fordærvet kød. Det grusomme virvar af øreflænsende lyde. Smagen af brændende maddiker. Fornemmelsen af at ens sjæl er i flammer. Bogstaveligt talt. Men ingen af hans sanser blev krænket så meget som hans syn.
     I ilden, der hvirvlede omkring ham som en snurretop så han glimt og billeder af sit liv. Som en krakeleret film med et lydspor af fortidens synder. Det var alt det, han aldrig havde haft lyst til at se i øjnene.
     Han så alle de ting, han aldrig burde have gjort, men som havde ligget begravet dybt i hans sind. Han så de ting, som han havde gjort og fortrudt. Han så hvor mange mennesker, han havde såret på sin vej igennem livet, uden helt at vide, hvad han gjorde. For han var en helt almindelig mand.
     Han hørte de ord, som han burde have sagt og han så, hvordan hans selviske valg ustandseligt havde ledt ham på afveje. Han forstod omsider, hvorfor folk forlod ham igen og igen ... og igen. Han så alt det, som han havde lovet sig selv og andre, men som aldrig var blevet ført ud i livet og han hørte sin egen ynkelige stemme trygle om tilgivelse for noget, som han ikke vidste han havde gjort. Eller undladt at gøre.
     Der var billeder af smil og tårer. Af vrede og glæde. Af kærlighed og had. Og han kunne genkende dem alle sammen. Det var alt sammen noget han havde forårsaget, men af en eller anden grund kunne han bedst huske tårerne, vreden og hadet. Det var sådan han var opbygget og det var derfor Helvede tog ham. Og da han havde indset, hvad han havde gjort lukkede malstrømmen atter i og livet fortsatte for alle andre end ham.

       

Filosoffen og Den Toleran... (1)
    (Kortprosa)
    (12 dage siden publicering)