Vinden tog fat i hendes hår og legede blidt med det. Hun tog et par dansetrin og svingede rundt en enkelt omgang. Så forsatte hun med lette trin hen ad stien. Hendes rygsæk gav et par forsigtige hop og der hørtes en blød bum lyd når hun gik. En lille grankogle lagde midt på stien og hun samlede den forsigtigt op. En lille gnist farede forsigtigt op gennem hendes fingre. Det var den første grankogle hun havde set i år. Det gav et lille sæt i hendes fingre og hun var lige ved at tabe den, så hun lagde den hurtigt ned i rygsækken, bange for at tabe den igen. Hun skulle til at forsætte da hun følte et underligt sug i maven. Det var som om de store grantræer kaldte på hende. De ville have hende til at gå ind til dem. Væk fra den sikre sti. Hendes mors stemme rungede svagt i hendes ører, formaningerne om at holde sig til stien, men hun skubbede dem blidt væk og lod stemmen føre hende ind mellem de store majestætiske grantræer. Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen, men det virkede hende og så lige meget. Stemmen kaldte på hende, den havde brug for hende.
Efter lang tids gåen begyndte hendes ben at føles som et par stive træstammer. Solen stod et langt stykke længere ned på himlen end da hun var taget af sted, og hun hendes mors stemme rungede igen bagerst i hendes hjerne, men træerne kaldte på hende og vinden skubbede hende blidt frem. En stemme hviskede blidt at der ikke var langt endnu. Og til sidst kunne hun føle stemmen kalde højere og højere, og hendes hjerte hamrede nu forsigtigt i spænding. Foran hende stod et stort egetræ, med grene der rakte langt op over skoven og blade der var mere grønne og mere orange end alle de andre træer i skoven. En stemme rungede, gammel og støvfyldt men samtigdig lys og grøn. Den kom fra alle bladene, alle træerne og alt naturen der var omkring hende. Den sagde ikke noget, men alligevel var den der. Hun vidste hvad de ventede af hende og forsigtigt tog hun den lille grankogle og lagde den ned. Hun tog derpå hendes hænder mod jordens hårde overflade, og trykkede til. Et lille hul var skabt, og der i lagde hun grankoglen, som hun dækkede med blade, jord og knækkede grene.
Efteråret kaldte.
Lixtallet er 28 | Publiceret: Februar 2010  3 kommentarer
Læs/udskriv som PDF 
Se forfatterprofil
Se fyldepenprofil
(MercyMis)
Christina Dahl Andersen (f. 1995)Mit navn er Christina, og jeg er 15. Jeg har altid elsket at skrive små historier, og spurgte tit vores lærer hvornår vi skulle skrive den næste historie. Da jeg var mindre i de første 3-4 klasser var mine historier MEGET forvirrende og ingen forstod dem. Jeg kunne ikke selv se det, og syntes at det var fantastisk alt det [...]
Tilfældig tekst
Forrige tekst
Næste tekst
Nyeste tekster |
