Carl stod og vaskede op i køkkenet. Opvasken var stor. Køkkenet meget småt. En lille lampe hang i loftet. Køkkenet lugtede af opvaskemiddel efter alt det, der var blevet brugt. Carl blev færdig med opvasken, og gik ud til mor, der sad i stuen og læste avis.
     "Jeg går i seng nu."
     Intet svar, kun lyden af papir, der blev bladret i
     "Mor?"
     "Ja, hvad?" Hun lød forvirret og uinteresseret.
     "Jeg går i seng nu." Han hævede stemmen for, at hun ikke skulle overhøre ham igen.
     "Jeg kommer og siger godnat til dig om lidt."
     Carl børstede tænder og skiftede til nattøj. Han gik over på sit værelse og smed sig i sengen, som var det eneste møbel. Der var ikke var plads til andet. Mor nåede ikke at komme ind før Carl sov.
     Det er en god drøm.
     Carl træder ud af sit sommerhus og suger alle solstrålerne til sig. Han nyder luften og lugten, der er fyldt med lavendel. Himlen er blå, ikke en sky at se. Han sætter i løb af glæde, løber og løber indtil han stopper for at få vejret, hvilket er en fornøjelse, da der dufter. Hans syn falder på en lille plet med blomster og græs. Solstråler lyser igennem blomsterne, så farverne spejles på det saftige græs. Han nærmest løber derover, og sætter sig og nyder atmosfæren. Han kigger på de store trækroner, der spreder sig ud over himlen, og kaster skygger ned på jorden. Han nyder lyden af vinden, der leger i trækronerne, så det rusker i bladene. Han kigger på to forskellige træer. Det ene virker anderledes end det andet, selvfølgelig er de forskellige. Det er de jo alle, men det virker bare som om der er et eller andet, der ikke skal være på det anderledes træ. Et eller andet, men han kan ikke sætte sin finger på hvad. Pludselig ser han noget rykke på sig oppe i træet.
     Det er en ond drøm.
     En menneske skikkelse kommer til syne oppe under træets grene, den hopper ned fra træet - er fuldstændig ligeglad med hvor mange meter, der er ned - og lander blødt. Skikkelsen går imod Carl. Mere og mere kommer til syne af skikkelsen. Det er en mand. Han har en lang næse, korte arme i forhold til hans længde i kroppen. Hans ansigtstræk er forvredne. Hans næse er stor og klumpet. Et smil spreder sig på hans læber, der revner. Hans smil afslører et råddent tandsæt, hvor nogle tænder mangler. Manden nærmer sig, er kun få meter fra ham. Carl kravler nervøst væk fra den lille plads, han sidder ved. Han rejser sig op, og træder baglæns i takt med mandens skridt. Manden sætter farten op, det samme gør Carl, men falder over en rod, der bugter fra et gammelt træ. Manden sætter i løb mod Carl, der ligger på jorden. Carls hjerte springer op i halsen på ham, så han knapt kan trække vejret. Manden står foran Carl, og kigger ham intenst i øjnene. Manden laver nogle underlige vrid med fingrene, der får dem til at knække. Hans lange tilgroede negle er spidse og proppede med skidt. Hans knoglede fingre bliver formet til en knyttet næve, han kigger betragtende på sin knyttede hånd.
     "Hvad vil du?" spørger Carl fremstammende.
     "Jeg vil..."
     Carl vågnede svedig. Hans hjerte dunkede højlydt. Det var stadig nat. Vinden slog kraftigt mod ruderne. Carls øjenlåg var lige ved at lukke i. Alt var ved at blive sløret, snart sort, men han kunne ikke sove videre på grund af en trykken i hans blære, som nægtede ham at sove videre. Carl smed dynen af sig, og gik med langsomme trætte skridt hen mod toilettet. Han lagde sin hånd på det kolde metal håndtag, og trak ned i det. Døren blev åbnet, toilet og håndvask kom til syne. Han lukkede døren efter sig. Efter nogen tid var han færdig, og gik tilbage i seng.
     Carl vågnede og strakte sig. Gned søvnen ud af øjnene, og satte sig på sengekanten. Han tøvede lidt med at gå ud i køkkenet, men besluttede sig så for det. Han rejste sig, og skulle lige til at tage et skridt, da der pludselig var et eller andet der tog fat om hans ankler. Det gav et sæt i Carl. Han kiggede ned for at se, hvad der havde fat om ham, og så to knoglede hænder holde i et jerngreb om hans ankler. Mere nåde han ikke at se, før han væltede omkuld, og med stor kraft blev trukket ned under sengen og videre ned i jorden, hvilket gav en sugende fornemmelse i maven på ham. Alt blev mørkt.
     Carl åbnede øjnene forvirret. Der var intet at se, intet, kun mørke. Ingen lyde, ingen lugte, alt var tomt, helt og aldeles tomt.
     Pludselig blev alt lyst, så lyst at det smertede i øjnene. Man kunne kun lige lægge øjnene på klem, hvis han ønskede at se. Det var som om han sad med øjnene klistret op ad en lampes pære. Med store anstrengelser kiggede Carl rundt. Med sin ene hånd skyggende op foran øjnene, hvilket ikke hjalp, fordi lyset kom fra alle sider. Han fandt intet, kun lys. Men et eller andet manglede. Noget, der burde være der. Alt manglede godt nok på denne planet udover lyset, som der var rigeligt af. Men det var nu ikke helt det. Tingen, der manglede var noget, der fulgte én hele livet. Han kunne ikke sætte sin finger på, hvad der manglede, og det nagede ham. Men pludselig gik det op for ham. Hånden, han havde taget op for at skygge for lyset, hjalp slet ikke. Ikke kun fordi lyset kom fra alle vegne, men det helt specielle, at den ingen skygge gav. Intet fra hans legeme afgav skygge. En snert af nervøsitet blev tegnet i hans logik; eksisterede han slet ikke? Var han kun en sjæl, der svævede rundt i atmosfæren? Frustrationen blev større for hvert sekund der gik. Han kiggede rundt, søgte efter andre skabninger. Var det sådan, det var at være død? Vil alt blive tomt, når man dør?
     Han kiggede op. Han følte, at himlen var ved at flække. Han følte, alt var ved at gå itu. Men himlen, var den ikke ved at flække? Eller var det bare himlen, der spillede ham et lille puds? Nej, den var ved at flække. Hele himlen splintrede. Som et glas, der blev kylede ned i jorden. Himlen var ikke hvid mere. Den var blå. Frustrationen var nu dalet lidt. Hans sind var begyndt at falde lidt til ro igen. Én ting var han nu sikker på: himlen var blå, og det tyder på normalt. Få sekunder efter skiftede himlen fra blå til brun. Han følte, at den brune himmel kom nærmere og nærmere. Til sidst så tæt på, at han konstaterede, at himlen var ved at falde ned i hovedet på ham. Hans hjerte begyndte at dunke på fuld hammer. Han søgte nervøst efter et sted han kunne gå i dækning, men fandt intet. Der var intet, han kunne gøre. Han følte det, som var det jordens undergang. Han var lige ved at skrige, men det var for sent. Himlen havde ramt ham.
      Hele hans krop var følelsesløs. Intet kunne han mærke. En brutal eksplosion af lammelse spredte sig fra top til tå. Det sidste han nåede at se var, at han var dækket af et eller andet, der var kommet fra himlen.
     Carl vågnede. Han havde ingen bevidsthed om hvor han var. Han prøvede at løfte sig, men han kunne ikke. Han var dækket af et eller andet. Nu vendte hans tanker tilbage. Himlen var faldet ned over ham, og nu lå han her. Det lugtede af jord. Det var jord. Det gik pludselig op for ham at var blevet begravet levende. Hans nakkehår rejste sig ved tanken. Han havde intet at spise, intet at drikke. Men det værste var, at hans lunger kunne ikke bevæge sig.
     Han havde engang læst i en bog i skolen, hvor der stod, at hvis lungerne ikke kunne bevæge sig, havde man præsis fire minutter tilbage at leve i. Den tilstand kaldes panserhjerte.
     Den tanke skræmte ham yderlige. Havde han kun fire minutter tilbage at leve i? Han prøvede at råbe om hjælp, men lyden blev bare opløst af det tykke lag jord, han var begravet i.
     Noget tog pludselig hårdt fat i Carls rygrad. Tingen løftede ham op i luften. Carl kunne ikke reagere, han var alt for afkræftet til det. Carl var pludselig flere meter oppe over overfladen. Han lå ikke levende begravet længere.
     Hans mund var stoppet med jord, som han spyttede ud så hurtigt han kunne, og han begyndte at trække vejret. Han trak vejret som en gal. Det var næsten umuligt for ham at styre hvor meget luft han indtog. Ilten skyllede rundt i blodet på ham. Det var ikke en rar følelse. Det var slet ikke rart. Hele hans krop knitrede efter alt jorden, der havde suget ilten ud af blodet på ham. Det føltes ligesom ens arm gør, hvis man har ligget på den natten over. Her var det bare hele kroppen. I lang tid lå han der og trak vejret.
     Alt det ubehagelige var nu gået over. Det var som om, at verden havde ændret sig i den tid, han havde ligget under jorden. Alt var blevet normalt - sådan da. Der var skyer på himlen. Der var træer i massevis, store græs marker og masser af blomster. Lugte var der også, men ingen lyde. Heller ingen vind. Selv hvis man råbte, var der ingen lyd. Selv hvis man pustede, var der ingen vind. Det var meget besynderligt. Noget der også var besynderligt var, at han var flere meter oppe i luften. Han sad oppe i et træ. Det havde ingen grene, heller ingen blade. Han havde aldrig lidt af højdeskræk, men alligevel skræmte det ham. Han kunne falde ned hvert øjeblik. Men på en eller anden mærkelig måde følte han sig hjemme oppe i træet. Det havde jo trods alt reddet ham fra at dø under jorden. Men han kunne dog ikke lade være med at frygte at falde ned. Det gav et sug i maven ved tanken. En lille svedperle løb ned og stoppede ved hagen, hvor den hang lidt, inden den faldt ned på træet. Idet den ramte træet, voksede grene ud af træets stamme. De voksede alle vidt forskelligt ud. Oven på grenene voksede yderligere grene. Derefter blev blade skudt ud af grenene i så hurtig en bevægelse at Carl blev forskrækket. Han havde aldrig set noget lignende.
     Det stykke fra stammen, han stod på, forsvandt pludselig under hans fødder. Han nåede ikke at kigge ned, før han rutschede ned af den hule træstamme. Det kildede voldsomt i maven på ham. Det virkede underligt. Luften fik ikke hans hår til at blafre ned ad træet. Han mærkede overhovedet ingen vind slå mod hans hår. Det føltes helt forkert, at der ingen vind var.
     Han så lys strømme igennem enden af træet. Han nærmede sig udgangen. Han var klar over, at det her ville komme til at gøre ondt, med den kraft, han blev spyttet ned ad tunnelen med. Det fik ham til at sprælle lidt af angst. Han landede hårdt. Lidt hud var blevet skrabet af hans knæ. Han stod på alle fire med lukkede øjne. Dybt nede i hans tanker følte han, at han blev iagttaget. Tanken gravede sig højere og højere op i hovedbunden af ham. Han satte sig på hug og kiggede bagud. Der var ingen der iagttog ham.
     Han skævede til træerne, der ingen skygger havde ligesom ham selv. Han blev nu enig med sig selv om, at han ikke var en sjæl, der vandrede rundt på må og få. Træernes enorme stammer rejste sig i mange meters højde, hvor det først var helt oppe i toppen, grenene var begyndt at vokse. Træernes blade var irgrønne. Det var så smukt, at ens hjerte smeltede af dem. En salig susen i trætoppen fik bladene til af dirre. Et eller andet slog ham pludselig ved synet af de ruskende blade. Lyden og vinden var nu kommet tilbage. Et stort smil spredte sig på hans læber. Alle sanser var
     nu imødekommende med naturen.
     Lyden af en gren, der knækkede, lød bag ham. Han kiggede sig tilbage, og ud af øjenkrogen opfangede han en skikkelse, der gik imod ham. Det lignede en mand. Han var ikke alene længere. Carl trak sig lidt tilbage og skjulte sig bag et træ. En lille bid af Carls hoved stak ud fra træet, for at han kunne se, hvad manden ville foretage sig. Men han var væk. Han havde da set en mand, ikke? Jo, det havde han da. Noget spidst prikkede til Carls skulder. Han vendte sig om, og så... manden i drømmen. Han var præcis, som han var i drømmen. Han lavede det samme underlige vrid med fingrene, der fik dem til at knække. Han knyttede hånden og kiggede på den ligesom han havde drømt. Carl stillede samme spørgsmål som i drømmen
     "Hvad vil du?" og fik næsten samme svar:
     "Jeg vil... vise dig noget " Manden strakte den knyttede hånd frem, for at Carl skulle kunne se. Manden åbnede sin hånd og viste ham et insekt og en halskæde, hvorfra der hang en et metalkors. Carl forstod ikke rigtigt noget. Men tog imod gaven. Carl lavede et skævt smil til ham
     "Mange tak," sagde Carl glad
     "Så lidt. Jeg vil vise dig noget, der står i biblen. Noget af det du har set nu, har været jordens skabelse" Carl kiggede på manden med forvirrede øjne. Insektet slog vingerne ud og fløj væk.
     "Jeg glemte at præsentere mig selv. Jeg hedder August. Hvad hedder du?"
     "Jeg hedder Carl." Han var lidt utryg ved at være sammen med August. Han kendte ham jo ikke. August knipsede med sine fingre. Carl så himlen. En sky rykkede på sig. Den nærmede sig dem. Til sidst var den helt nede ved dem.
     "Kom med herop," beordrede August. Carl nikkede bare, og stillede sig op på skyen. Skyen rejste dem højere end træerne. Mens de fløj hen over træerne, fortalte August om, at han ville vise, hvordan Eva blev skabt. August indrømmede, at det var ham, der havde taget fat om Carls ankler og hevet ham ned under sengen, og tilbage i tiden. Det meste af tiden undskyldte han over det med sengen, men Carl blev ved med at sige, at det ikke gjorde noget, og at det her var en stor oplevelse for ham. For det var det jo virkelig. At have fået lov til at se, hvordan jorden blev skabt, var da ham den største ære.
     "Men hvorfor lige mig? Hvorfor ikke en helt anden?" spurgte Carl nysgerrigt.
     "Fordi jeg altid har set meget op til dig. Du virker meget mere anderledes end alle mulige andre. Nå vi er der vidst nu. Du må ikke ses af dem. Du ved Adam, Eva og for den sags skyld Gud. Det kan ødelægge hele balancen" Carl nikkede. Tanken om, at han skulle se Adam og Eva, kunne næsten ikke rummes i hans forstand. Især det med Gud han kunne slet ikke fatte. Han skulle se selveste Gud. Store almægtige Gud.
     Skyen landede bag en busk med gyldenrøde bær. Hvis man kiggede på dem, kunne man ane sit spejlbillede i dem. August og Carl trådte ud fra skyen, der lettede sekundet efter de stod af.
     "Se. Omme bag denne busk kan du se Adam gå rundt" Han lød glad over, at kunne vise Carl noget så fantastisk som dette. August stod ved enden af busken og vinkede Carl hen til ham, der stod et par meter fra ham. Carl gik hen til ham, og så Adam traske rund helt alene. Noget Carl ikke havde forstillet sig før var, at Adam var sort. Adam sukkede og satte sig ned på en stor sten. Det var helt vildt, at Carl så på verdens første menneske. Pludselig kom en kæmpestor lysende hånd ned, og greb fat i jorden, og hev noget med op.
     "Det er Guds hånd. Det han samlede op var Adams ribben," fortalte August med et glimt i øjet.
     "Jeg har aldrig tænkt på, at Adam var sort."
     Den samme store, lysende hånd, kom ned til jorden igen, og lagde en kvinde, som måtte være Eva. Hun var også sort. Hun lå på maven i nogen tid, før hun løftede hovedet og kiggede på Adam, der løftede hovedet, og kiggede hende i øjnene. Hun så glad ud. Det gjorde han også. Adam løb hen til Eva, og hjalp hende op. De begyndte at kærtegne hinanden.
     "Det er, hvad jeg kalder kærlighed ved første blik," lo August. "Nå jeg er ked af at sige det, men du må vidst hellere gå nu. Vi ses en anden gang." August blinkede til Carl, der så lidt forvirret ud over den hurtige afsked.
     "Det var rart at hilse på dig. Tak for halskæden. Og at du gad vise mig Adam, Eva og Gud," sagde Carl fornøjet.
     Alt blev sort. Så sløret. Til sidst skarpt. Han kunne huske øjeblikket, hvor han var lige ved at tage et skridt mod køkkenet. Carl mærkede den lodne det kolde metalkors dingle under blusen på ham. Det var rigtigt det han havde oplevet.

       

Jorden (1)
    (Fantasy)
    (156 dage siden publicering)