Da deres blikke mødtes, vidste Henry at døden var kommet efter ham. Han blev ikke bange, hidsede sig ikke op, men vendte blot roligt tilbage til morgenavisens indholdsfortegnelse. Det var tre dage siden at Lotte var død, og i tre dage havde Henry ventet på at han ville dukke op. Han stod i hjørnet af stuen, og lænede sig op ad den flaskegrønne lænestol med øreklapperne, med et svagt smil på læberne. Han var en tilsyneladende ung mand, med lyst hår og blå øjne, og hans påklædning var gennemsnitlig, kedelig.
     Det var ikke en pagt, bare et simpelt løfte. Når hun var væk, ville han følge trop. To halvdele giver én hel, sådan var den kosmiske orden, og det vidste Henry udmærket godt. Derfor fortsatte han sin morgenmad, uforstyrret af døden, der stod i hjørnet og bladrede igennem Lademanns Leksikon A-G.
     Klokken lidt over elleve, tog Henry sin marineblå badekåbe af, og iførte sig sin hvide skjorte og de sorte bukser der hørte til jakkesættet. Han barberede sig, og sprøjtede lidt ekstra eau de cologne på, den i den blå flaske som Lotte holdt så meget af. Han førte kammen igennem håret og rettede på selerne så de sad symetrisk på hans brede skuldre. Døden, der sad på kanten af badekarret, rakte ham hans blazerjakke.
     Papirerne var klar. Han havde lagt dem frem aftenen før. På den måde var det lige til for børnene. Han elskede dem højt, og han ønskede ikke at de skulle lede hele lejligheden igennem efter testamentet, når han ikke længere var der til at vejlede dem. Det var det mindste han kunne gøre. De ville blive ude af dem selv. Han havde været deres far, altid. 
     Inden han gik ud af døren, rettede han på slipset og blinkede kækt til sig selv i spejlet. Skraldeposen stod lænet op af døren og ventede på at blive båret ud. Det var sådan de havde husket at tage den med når de forlod lejligheden. I et øjeblik overvejede Henry at tage den med ud til skakten, men da han kun havde to hænder, og allerede bar på sin hat og sin stok, lod han den stå. Han lod sit blik glide rundt i entreen, og forlod derefter sit hjem. Døden fulgte roligt trop, og lukkede døren bag dem
     Det var en smuk dag. Himlen var blå med et strejf af bløde skyer og selvom brisen var vinterkold, forfriskede den den ældre herre mens han begav sig afsted for at udføre dagens ærinder.
     Henry nynnede fornøjet for sig selv, mens han omhyggeligt udvalgte blomster til buketten. En stor mørklilla chiffon sløjfe blev bundet kunstfærdigt om stænglerne, og på et lille kort skrev han: Til Lotte. Den unge dame bag kassen smilede til ham og ønskede ham en god dag, og han forlod butikken med den farvestrålende buket i hånden. Henry smilede for sig selv. Han havde vundet hendes hjerte med en buket som denne. Sløjfen havde hun bundet om håret og silkebåndet havde fået hendes skønhed til at stråle så stærkt at det havde gjort ondt i hjertet på ham. Senere havde han brugt blomsterne som en forsoning når han havde dummet sig på den ene eller den anden måde. Han havde altid kendte vejen til hendes hjerte, og hun havde udråbt ham som lurifaks. 
     På vej ind i stormagasinet for at købe chokolade, stoppede Henrys hjerte. Han landede blødt på de ellers hårde brosten, og mens vrimlen af mennesker dannede en cirkel rundt ham, og hundredvis af mobiltelefoner febrilsk ringede til alarmcentralen, smilede Henry stille for sig selv. Han kunne mærke hendes hånd i sin, den bløde, nærmest fløjlsagtige hud, og den varme guldring der sad på hendes finger. Duften af den tunge, søde parfume. Det var den kosmiske orden, sådan som det burde være, det lille simple løfte.
     Døden, der sad ved hans side, blinkede til Henry, og klappede ham på skulderen. Menneskevrimlen forsvandt ud i intetheden, og til sidst, lukkede Henry øjnene, tilfreds.

       

11th Street Kids
    (Romaner)
    (11 dage siden publicering)